Det var særlig på Fanø, at der var
dygtige saltekoner. »De paa Fanøe tilberedte Fisk udgjøre en meget søgt
Vare, som foretrækkes alt hvad der af dette Slags kommer fra den øvrige
Vestkyst af Jylland. Især ere de saakaldte Ribeflyndre, naar de ere meget
store, ogsaa kaldte Præsteflyndre, meget berømte. Dog blive de gjerne lidt
harske naar de ere meget fede. Afsætningen skeer paa Markederne i Varde,
Ribe, Høier og Tøndern. Manøeme kjøbe ligeledes meget og kjøre hermed til
Flensborg og andre Steder i det Slesvigske. Ogsaa en deel gaar til
Fastlandet som Betaling for Brændsel og Korn. «
Smidth bekræftede, at fannikerne blev
anset for at tilberede den bedste klipfisk, og »deres Varer have derfor et
fortrinligt Rygte paa Markederne; men da de nu ikke fiske saa meget som
forhen, reise Konerne omkring til Hjerting, Oxby og Blaavand og kjøbe
Fiskene der for 3 á 4 Mk. Lpd. og sælge dem igjen i Varde og Ribe for 4 á
5 Mk. Lpd.« Fanøkoneme drev fiskehandelen om sommeren, når deres mænd var
væk. Det kunne være en ganske indbringende forretning, da nye kartofler og
nytørret fisk var en lækkerbidsken, når begge dele kom på markedet i juni
måned. Men det var en svag afglans af den fiskehandel, som to hundrede år
tidligere havde medført fannikerns og hjerting- boernes første opsving for
deres skibsfart.
Undermålsspætter og isinger fra
gammel tid anvendt tørret og stegt som dabs eller bakskuld.
Den rette fremgangsmåde ved
fremstillingen af den tørrede og saltede fisk var følgende. »Hovederne
afskjæres, undtagen paa Torsken og Tungerne, Indvoldene tages ud, og
Fisken udskylles gjentagne Gange i Vand. Derpaa flækkes den 3 til 5 Gange
med en lille Øxe og bliver liggende Natten over i Riiskurve for at Vandet
kan løbe af. Den nedsaltes nu i Kar eller Ballier, hvor den forbliver to
til tre Dage. Naar den igjen er optaget, toes den vel af og hænges til
Tørring i fri Luft, men maa nøie bevares for Regn og Dug, thi ellers
bliver den haard. Dette gjalt den Fisk, som fanges om Foraaret. Høstfisken
derimod grønsaltes, da Efteraaret sjendent giver Veir til at faae den tør.
Hovederne afskjæres uden Undtagelse, Fisken reengjøres og flækkes, ligger
en Nat i Saltlage, optages, presses og nedsaltes endelig i Fjerdinger
eller Halvtønder.«"
Det var for det meste kvinderne, som
rejste med fisk til markederne i deres let kendelige dragt, der virkede
som god reklame for salget, og desuden havde Fanø fisk et godt ry på sig.
Der er en historie om, hvad dragten
kunne betyde - historien er om Ingeborg Nielsen (almindelig kaldet
Ingeborg Slagter, død 1917, 81 år.) fra Nordby. Hun var kendt som en
dygtig opkøber af slagtekvæg på markederne og bar den smukke Fanø dragt.
Engang hun var til markedet i Holsted, stod der en fisker fra Oksby på
markedspladsen med saltet og tørret fisk, men handelen gik dårligt.
Ingeborg var færdig med sine indkøb og tilbød at sælge for ham. Handelen
gik livligt, det rigtige skilt - Fanø dragten - borgede for fiskens
kvalitet. En time efter var ”Fanø fisken” udsolgt og Oksby manden gned sig
i hænderne.
Hidtil var fisken der forhandledes
uden for øen, kun saltet og pakket i tønder og fjerdringer eller saltet og
tørret som hvilling og torsk og pakket i bundter af 1 Lispund; rokker var
vindtørret, bakskuld saltet, tørret og røget og bundtet med en snes i
bundtet. Fersk fisk var umulig at sende på grund af de dårlige
trafikforbindelser, men i Hamborg var der opstået et marked for fersk
fisk, hvor især fiskere fra Blankenese, en lille by ved Elbens munding,
afsatte deres fisk og opnåede priser, der lå over prisen på salt fisk.
Dette foranledigede at der i 1867
dannedes et selskab i Nordby, med den hensigt at fremskaffe en dampbåd,
der skulle fragte levende fisk til Hamborg, ved at blive stationeret ude
på fiskepladserne og laste direkte fra fiskebådene. Bagmændene for ideen
var konsul J. K. Bork, direktør Smith og justitsråd, borgmester L. C.
Larsen. Foretagendet blev ikke til noget. Kort tid efter forsøgtes et
andet selskab dannet af hamborgere med en dansk mand i spidsen, P. W.
Nellemann. Planen var foruden fragt af fersk fisk til Hamborg, anlæg af et
stort fiskesalteri og røgeri på Fanø samt en fiskeguanofabrik. Heller ikke
denne plan blev ført ud i livet.
Året efter dannedes der et selskab
”Det vestjydske Fiskeriselskab”, som straks anskaffede fire kvaser der
skulle fragte den ferske fisk til Hamborg. På Fanø skulle den fisk der
ikke egnede sig til eksport, saltes, tørres og ryges og affaldet omdannet
til guano. Selskabet fik positiv opbakning i pressen og Fanøboerne tegnede
sig straks for en kapital af 26.000 Rdl. Foretagendet svarede sig dog ikke
og sluttede da kapitalen var opbrugt.
En af de sidste kvinder der drog til
markeder med fisk var Karen Nielsdatter, der døde i Nordby 1909 , 93 år
gammel.
Hun begyndte med fiskehandelen som
ganske ung i 1830erne. Som ung pige (der var ualmindelig stor og kraftig,
hvilket bibragte hende navnet Karen Tordenskjold) tjente hun i ”Æ Sønden”
dvs. i Slesvig og allerede mens hun tjente begyndte hun at handle med
fisk. Da hun stoppede med at tjene slog hun sig helt på fiskehandlen og
hun havde allerede en god kundekreds at begynde med. Gode og smukt
tilberedt var de varer hun handlede med. Hun var meget kritisk med hvad
hun blev tilbudt til salg. Det var hovedsagelig tørrede hvilling der var
bundtet med halmreb på et lispund, hun handlede med. Hun begyndte gerne
sine ture i Ribe, hvortil hun fragtede fisken med sejlbåd. Var Ribe
forsynet fortsatte hun med en lejet fjellevogn til markederne i de
sønderjyske byer. I sommertiden, når de nye kartofler kom frem, var hun
sikker på at kunne afsætte et lispund i næsten hver eneste gård hun kom
forbi, idet nye kartofler og ny tørfisk blev betragtet som en
lækkerbisken.
Denne handelsvirksomhed blev hun ved
med til langt op i årene, og ved flid og sparsommelighed samlede hun sig
en pæn lille formue, tarvelig og nøjsom var hun, men gik ikke af vejen for
en saftig skipperskrå. En lille, og måske ikke så lille biforretning havde
hun i handelen med ravsmykker, forarbejdet hjemme i Nordby. |