Skrivelsen blev overbragt til kommissionen dagen før auktionens afholdelse.
Der har øjensynligt været kræfter i gang for at gøre værdien af Fanø
noget ringere i køberes øjne, sådan at man kunne opnå det billigste køb,
idet der i en skrivelse fra Rentekammeret af 6. Maj 1741 til Stiftamtsmanden
meddeles, at Kongen har resolveret, at auktionen over de tre øer: " Fanø,
Sønderho og Mandø ,for det første skulde udsættes i Henseende bemeldte Øers
Indbyggere, som alene har nogle Sandbanker at bo på og nærer sig kun af Søen,
således at de gamle fisker og de unge farer fra Holland og bringer Penge hjem;
men kom de under andet Herskab, vil det unge Mandskab, som farer til Holland,
efterhånden nedsætte sig dér for at undgå Trang, og Øerne blive ganske
øde, hvorved H. K. Maj. mistede de Søfolk, som derfra til Flåden kan
udskrives..."
Stiftamtmanden skal ,afgive sin gode betænkning om sagen, hvad han gør
efter at have indhentet Fanø Birkefogeds mening. Det var jo nok ikke
været beboernes mening at få auktionen udsat på ubestemt tid, tværtimod,
nej, de har kun villet skræmme eventuelle fremmede købere bort. Birkefogdens
erklæring og Stiftamtmandens betænkning har sikkert også gået i den retning,
thi under 24. Maj befaler Kongen ,allernådigst, at auktionen over Øerne
berammes og til den ansatte tid foretages."
Juli måned 1741, Auktionen
Så en skønne dag, først i Juli Måned 1741, sejler Sonnich Jensen Møllers
Evert "Karen" ud fra Sønderho Havn sammen med førnævnte Niels
Sørensen fra Nordby og flere af de betydende beboere fra begge sogne til Ribe.
Det vides, at de har opholdt sig flere dage i Ribe før auktionen, vel nok for
at undersøge, om der er fremmede købere, hvad de også fik formodning om med
Hensyn til førnævnte Herremand til Trøjborg. Det måtte frem for alt
forpurres, at han blev ejer af øen, og for alle tilfældes skyld tog Sonnich
Jensen tilflugt til en list - således fortaltes det at auktionsholderen, der
ville have sig en blund inden auktionen, beordrede rådhustjeneren til at kalde
på sig når auktionen skulle starte. Dette var kommet Sonnich Jensen for øre,
og han bestak tjeneren til at dreje viserne på uret i Rådstuen en time frem,
hvorefter han kaldte på auktionsholderen, der straks påbegyndte auktionshandlingen.
Om der var andre bydende end Fanøboerne vides ikke, men de fik imidlertid hammerslag
på budet, og lige derefter rider Herremanden fra Trøjborg op foran rådhusdøren,
men da var auktionen til ende, og han måtte vende om med uforrettet sag.
Der fortælles også, at et par jøder, der var ankommen til Ribe et par dage,
før auktionen skulle holdes, var købere til Fanø, hvad nogle Fanøkoner, der
var fulgt med deres mænd til Ribe, og som boede i samme logi som jøderne,
havde fået nys om. De besluttede at forhindre jødernes tilstedeværelse ved auktionen,
og da timen for denne nærmede sig, barikaderede de døren ind til deres værelse,
så de ikke kunde komme ud, og derved forhindrede dem i at byde på auktionen.
Beboerne bød for Øen uden Strand- og jagtrettighed 81 Rdl. pr. Td. Hartkorn
og med disse Goder 97 Rdl., altså over en halv gang så meget som i 1719.
Stiftamtmand Gabel havde imidlertid misforstået budene og i sin Protokol
opgivet Hammerslaget for 81 Rdl med Strand- og jagtrettigheder, og i hans
Indberetning om salget anført sidstnævnte beløb. Da fejlen opdages, beder han
Kongen ydmygt om forladelse, og beboerne, som var alt for glade for købet,
gjorde ingen indvendinger.
Forinden man var taget hjemmefra, var det blevet aftalt, at når beboerne
selv havde fået Øen tilslået, skulle der på bådens mast hejses flag under sejladsen
hjem, så at de hjemmeværende på afstand kunde erfare sagens heldige Udfald.
Da befolkningen i Sønderho et par dage efter auktionen får øje på Sonnich Jensens fartøj kommende ud af Ribe Å med flag på mastetoppen, bliver
der almindelig glæde over hele byen, og en rytter afsendes øjeblikkelig til
Nordby med det glade budskab. Og da båden lægger til i Sønderho Havn,
modtages den af så godt som hele byens befolkning, hvis glæde over købet var
overstrømmende.
Vel var hammerslaget faldet på beboernes bud, men samme skulde først
approberes af Kongen, og med den i 1719 afholdte auktions Resultat, der endte
uden den kgl. Approbation, i erindring, frygtede de for en gentagelse deraf,
hvorfor de allerede dagen efter, mens de endnu var i Ribe, afsender en skrivelse
af følgende indhold til kongen: