Den anden Verdenskrig startede 1. september 1939, da Tyskland angreb Polen. England og Frankrig sendte samme dag Tyskland et ultimatum, der krævede tilbagetrækning fra Polen. Da Tyskland ikke efterkom dette ultimatum, erklærede England og Frankrig krig mod Tyskland den 3. september 1939 fra klokken 12.00 dansk tid.

Den anden Verdenskrig var indledt. 

Den 4. september 1939 var en gruppe engelske fly gået på vingerne for at foretage bombetogt mod tyske krigsskibe. Gruppen bestod af 8 Wellingtonfly, der skulle foretage angreb mod tyske flådestyrker ud for Brunsbüttel. De engelske fly blev under angrebet splittet, og kom ud af kurs.

Den første bombe faldt på et ubebygget område på havnen og forårsagede et 5 meter dybt krater på nedslagsstedet. 

Den anden bombe faldt ved en papkassefabrik uden at beskadige mennesker eller bygninger.

Bombe nummer 3 ramte tagryggen i ejendommen Frodesgade 152, hvor den gik gennem taget og videre ned gennem etagerne og endte i kælderen, hvor den detonerede. Sprængningen var så kraftig, at det meste af ejendommen nr. 150 styrtede sammen. 

Kun en person var hjemme i ejendommen - en kvinde, der blev dræbt på stedet.

Den 4. bombe faldt i gården til ejendommen Sjællandsgade 24, hvor den detonerede. Et spædbarn, der stod i en barnevogn i gården, slap uskadt! 

Den anden Verdenskrigs - måske første bomber - var faldet i Esbjerg, kastet af en engelsk maskine ved en fejltagelse!

I alle tilfælde var det Danmarkshistoriens første fly bombardement, Esbjerg oplevede den 4. september 1939.

Befolkningen var opskræmt og rygterne fik frit spil: - Sønderjylland var besat - Holsted var bombarderet - og flere hundrede esbjergensere begyndte at forlade byen.

Esbjergegnens befolkning havde som de første i Danmark mærket, at verden var i krig. 

De følgende måneder søgte man at sikre sig mod gentagelser. Der blev malet nationalitets­mærker på flere tage rundt om i byen, men livet gik snart igen sin vante gang. 

”En flyvemaskine, en flyvemaskine" råbte vi, da vi var i færd med at læsse kornneg af en vogn, som far havde spændt hestene fra i køreporten. Far var kørt ud på marken for at hente det næste læs. Mor ventede derude. Vi børn skulle tømme læsset og sætte ne­gene på plads i laden.

Vi sprang ned af læsset og fra kornpladsen i laden og løb ud for at se fænomenet. Det hørte til sjældenhederne, at der kom flyve­maskiner over vor ø. Vi havde set flyvemaskiner tidligere, men ikke i store tal og langt fra hver dag. Jeg kan huske et flyvestævne i Es­bjerg i trediverne med deltagelse af flyvemaskiner fra Tyskland. Vi erindrer også John Tranum og hans vovestykke: Faldskærmsud­spring fra hidtil ukendte højder, hvilket som bekendt forårsagede hans død. Og Charles Lindbergs mesterflyvning over Atlanten havde vi også kendskab til. Vi ville kalde dette og John Tranums udspring for dumdristige, men imponerende. 

Vi stod ude og glanede op mod den store flyver over vore hoveder. Aldrig havde vi set så stor en maskine. Den var propeldre­ven. Og vi lagde ikke mærke til, om der var kendingsmærker under vingerne. Den havde retning fra Esbjerg og sydpå. Kort tid efter, at vi havde genoptaget arbejdet inde i laden, kom far kørende hjem i stor hast og kørte det halvtomme læs ind i laden og bad mig spænde hestene fra. Han var tydeligt oprevet. Han skyndte sig ind til ra­dioapparatet. Her sad han i lang tid og ventede på en nyhed. Hvad var der sket? 

Ude på marken havde far og mor set maskinen over Esbjerg. Pludselig hørte de et drøn og så røg og ”andet” rejse sig op over byen. De var klar over, at der var faldet en eller flere bomber i Esbjerg. Men radioen var tavs i lang tid. Først ved den normale nyhedsudsendelse kom det, vi ventede på: En ukendt flyvemaskine havde nedka­stet bomber over Esbjerg og ramt boligkvarteret på hjørnet af Stormgade og Frodesgade. En kvinde var blevet dræbt. 

Dagen var den 4. september 1939. Vi havde hørt om Tysk­lands angreb på Polen den 1. september uden nogen form for krigs­erklæring. Og vi havde da også hørt Neville Chamberlains krigser­klæring til Nazi-Tyskland den 2/3. september og også at Frankrig havde erklæret krig. Og derfor var det ganske uforståeligt for os, at der nu blev kastet bomber over Esbjerg. Og så så kort tid efter krigserklæringerne. Det skabte frygt for, at Danmark ville blive ind­draget i krigen. Vi var virkelig bange. Vi troede, det var en tysk bombemaskine, men det viste sig senere, at det var en engelsk flyver, hvor piloten sikkert havde taget fejl af grænsen mod syd. Der blev ikke kort mere korn ind den dag." 

Krigen fik man igen ind på livet den 8. oktober 1939, da et tysk fly nødlandede i plantagen på Fanø. 

Tyske fly havde deltaget i en større operation, der gik ud på at lokke engelske flådestyrker i en fælde i farvandet ud for Norges kyst. Operationen blev ikke nogen succes, men en del af flyene havde været så længe i luften, at brændstoffet slap op.

Et af flyene - et Henkel HE 111 bombefly kom fra nord ind over Fanø. Flyet gik sydpå mod Sønderho, men drejede så atter mod nord og nødlandede i plantagen ikke langt fra Plantør­boligen.

Et andet fly fra samme formation nødlandede næsten samtidig ved Nymindegab, og det lykkedes her besætningen at sætte flyet i brand. 

Flyet der landede på Fanø blev slemt beskadiget ved nødlandingen, men besætningen slap uskadt. Her lykkedes det imidlertid ikke at sætte flyet i brand, så det danske militær havde rig lejlighed til at undersøge flyet.

Vragdel fra det tyske fly.

Flyet havde været på vej hjem til basen i Lüneburg. Det medførte bl.a. 4 stk. 250 kg bomber. 

Besætningen på 4 mand blev taget til fange og under bevogtning indkvarteret på Palads Hotel i Esbjerg. Kort tid efter blev de sendt tilbage til Tyskland.

Jeg gik i min have da maskinen kom i ca. 400 meters højde og fløj direkte i sydlig retning.

Jeg så efter maskinen, men hæftede mig ikke særligt ved den.. Jeg hørte tydeligt dens motorer, men så blev den monoton motorlyd pludselig afbrudt. Jeg så efter maskinen på ny, og den befandt sig da over Sønderho, hvor den vendte. Jeg kunne høre, at maskinen havde fået motorstop, i alt fald var det tydelig at høre, at der var noget i vejen. Det peb og skreg i maskinen, og den omstændighed, at maskinen vendte, sagde mig straks, at maskinen sikkert ville søge nødlanding.

Maskinen gik skråt ned i retning mod, hvor jeg stod, men nødlandingen fandt dog sted i ca. 300 meters afstand. Jeg kunne se, at maskinen, idet den nærmede sig jorden, ville lande i Bjergfyr Plantagen. Den ramte først mod Sønderho telefonledningerne ved Sønderhovejen, derefter tog den toppen af fyrretræerne, og så landende den endelig mellem fyrrerne, der knækkede omkring den store maskine som tændstikker. Omgående ringede jeg politi og redningskorps op, og ilede derefter til hjælp. De fire flyvere kunne selv redde sig ud af kabinen, der snart var det eneste nogenlunde hele af maskinens rester.

. Den 9. oktober 1939 var min bror, Johannes, og jeg i gang med arbejdet i stald og lade. Igen hørte vi lyden af en flyvemaskine. Vi løb ud på østsiden af laden og så en flyvemaskine. Den kredsede over statsplantagen mod syd. Og den lagde an til landing. Vi besluttede os til at cykle hen til stedet, hvor maskinen åbenbart landede, men først skulle vi være færdige med syslerne, inden vi kunne tage af sted. Men far havde også i sinde at cykle hen for at se flyet efter landingen. Vi havde kun to cykler, så uden at der blev trukket lod, blev far og jeg enige om, at Johannes var for lille til at tage den tur. Vi fandt flyvemaskinen lig­gende inde i plantagen vest for vejen, der fører til Sønderho. Stedet var ca. 1 km fra plantørboligen, hvor plantagen øst for vejen syd fra begynder. Den havde kappet de øverste toppe af grantræerne. Pro­pellen var bøjet og flyet kunne ikke komme op. Politiet fra Esbjerg holdt vagt ved det og besætningen blev interneret - det var jo tyske soldater og Danmark var neutral i krigshandlinger. Og derfor kunne de ikke sendes tilbage til Tyskland. Men Johannes tog revanche. Da­gen efter tog han på cykel derhen. Han fandt en mappe, der var fal­det ud af maskinen og afleverede den. Derved fik han set maskinen indvendig. Det fik vi ikke. Det var også aften, da far og jeg cyklede derhen på selve dagen.

Men hvad blev der af maskinen og besætningen. Maskinen blev transporteret til Esbjerg. Den var ikke meget værd. Men sikkert blev den udleveret til tyskerne, da Danmark den 9. april 1940 blev besat. Men hvor blev tyskerne af. Politiken har i en mindre artikel beskrevet deres videre færden siden tilfangetagelsen. Sammen med en besætning fra et fly, der landede ved Nymindegab samme dag, blev de alle otte efter et par dages ophold i Skjern og Esbjerg inter­neret på Jyske Divisions Kaserne i Viborg. Senere blev de overflyttet til den daværende folkekuranstalt ved Hald Ege. Og efter den 9. april 1940 blev de løsladt og kom ud til andre fronter.