Melodi: Jeg elsker de grønne lunde.
Som barnet sin moders stemme
vi elsker dit hav, din strand,
vi føler, at her har vi hjemme,
at du er vort fædreland.
Vi mindes vor barndoms dage
i læ af din hvide klit -
det minde os drog tilbage,
om end vi fo'r milevidt.
Vi mindes vor leg ved stranden
den solvarme sommerdag -
hvor fjernt imod himmelranden
vi drømte et stjernetag.
Vi mindes, når stormen tuded,
og bølgen mod klitten brød -
når angst vi for far derude
os bøjed mod Gud i nød.
Og kom så en dag dog sorgen
og gæsted vort lille hjem -
du Gud - fra i går og i morgen -
vej viste os atter frem.
Du tog vor fader, vor broder,
vi fulgte dog glad deres spor -
du gav vor sørgende moder
den trøst, som i håbet bor.
Ja, vel er med savnet og sorgen
fortrolig, o, Fanø, din kyst -
den færd, som fra tidernes morgen
var stedse din ungdoms lyst.
Og vel er der skønnere steder
og egne med blidere kår -
men alle vor barndoms glæder
om dig som en krone står.
Og alle vort hjertes længsler
på sømandens langvejsfærd
i fare, i nød og i trængsler
gjaldt dig og vor hjertenskær.
Vi elsker din brune banke,
vi elsker din hvide klit,
din strandbred er for vor tanke
en drøm om alt rent og hvidt.
Som du var vor barndoms rede,
vor manddoms længsel og fred,
så vær - om i sorg eller glæde -
vor alderdoms hvilested.
Som levet vi har vor sommer
i pagt med din strand, dit hav,
så skænk os, når høsten kommer,
i din hjemlige jord - en grav.
Mads Kromann