Da det måske kan interessere den nuværende ungdom at høre lidt om, hvorledes det omkring 1850 så ud på Fanø, set med en drengs øjne - skriver »C.« i »Fanø Ugeblad« i 1902 - vil jeg forsøge efter hukommelsen at beskrive dette. 

Da jeg er født i 1847 strækker mine første indtryk sig tilbage til begyndelsen af halvtredserne, og 5 år gammel var jeg med i Norge. Min far var fører af galeasen »Dorthea Marie«, som gik væk i Nordsøen med mand og mus i oktober måned 1853; jeg husker endnu tydeligt den sorg, der da herskede i vort hjem og præstens besøg m. m. 

Stormfloden i 1854 husker jeg også tydeligt, vandet stod den gang oppe i gaden ved det gamle apotek, og i min bedstemors storstue løb vandet ind, da en ankerkætting havde arbejdet et hul i muren. Det var helt morsomt at ligge på stolene og sejle med vore træsko, syntes vi da. 

Jeg kom tidligt i skole hos en pige, der kaldtes Maren Claster og boede tæt ved vort hjem; men da jeg var for godt kendt med hende, kneb det med respekten, og hendes trusler om at blive sendt ud med tyrkerskibet eller komme i galgen hjalp ikke. Tyrkerskibet troede jeg ikke på, og da jeg et par gange havde prøvet galgen, svandt frygten også for den; det viste sig nemlig, at den kun var en gammel seng, hvor der var lagt et gammelt sengebånd og nogle knipper lyng. For at holde mig i skolen prøvede hun så at binde mig til kakkelovnen, med da den kun stod på svage fødder (det var en lille bilæggerovn med træstivere under), var hun bange for at jeg skulle rive det hele rundt, når jeg tog tilløb for at komme ud, hvorfor jeg fik lov at gå, når jeg ville.

I halvtredserne fandtes der endnu ingen fattighus her, men derimod mange småfolk, der boede i mindre huse, og når de ikke kunne klare sig selv, kom de enten rundt i de mere velhavendes huse for at få mad eller også blev der båret mad ud. Godgørenheden var stor dengang og der fordredes ikke penge eller vederlag for al ting. Strygestikker, eller tændstikker som de nu kaldes, fandtes ikke derimod brugtes fyrtøj, og om vinteren lagdes i bilæggerovnen om aftenen en klyne, dækkes med aske; om morgenen fandtes så gløder, hvormed der gjordes ild, og småfolk kom med en træsko og fik en glød i; siden mødte de med slyngen for at få lidt mælk, - slyngen var en hængepotte, som ikke bruges mere, det gik med den som med de sorte lergryder, lysesaksene og meget andet, som forhen var mode.

Bilæggerovnene, som opvarmedes fra køkkenet, var den gang de mest brugte; i de større huse var det ofte ret anseelige kakkelovne som de kaldtes med figurer på siden, messingknapper ovenpå og skuffer underneden; i fattige hjem var det ofte en omvendt gryde.

Vinteren til 1855 var meget streng og hård at komme over for fattigfolk, det var knap med brændsel, så folk måtte ruske lyng i østermarken og køre det hjem på isen over Vigen. Flere forlystelser afholdtes også på isen ved havnen, ligesom man både gik og kørte over til fastlandet. Isen lå til helt hen i april. Af gamle kvinder frøs to ihjel, begge lå døde en morgenstund i deres små hjem. Den ene, Mett' Slot, var ellers en original, som jeg holdt meget af at besøge, hun havde hønsene i stuen hos sig, hver af dem havde navn. I storstuen stod en af de gamle kister, og deri fandtes for os drenge mange gode sager, som vi gerne ville have, f. eks. kulørt garn til bolde. Da jeg var meget gode venner med hende, fik jeg af og til lidt, og så strandede jeg klyne til hende, når de flød på vandet, hvorfor hun kaldte mig »ret et Guds barn, der nok skulle få første plads oppe i himmeriges rige«.

Hun var ellers ikke så lidt af en original, som havde tjent på fastlandet i hendes unge år og kunne fortælle meget om den tid. Når vi spurgte hende, hvorfor hun ikke havde fået en mand, sagde hun, at han lå på kirkegården med en grøn Sair over hovedet.

Vi havde en ret interessant skolegang, piger og drenge imellem hinanden og placeret rundt om i det lille værelse, på bordet og under bordet, som det kunne passe sig. Gamle Marens favoritter sad ved siden af den gamle lænestol, hvor hun selv sad. Læsningen var jo ABC-bogen, pegestokken var jernet af en ten til rokken, og for de videre fremskredne bibelhistorien, flettedes der spørgsmål og forskelligt andet, så det blev ikke ensformig; undertiden, blev bussemændene, gamle Svarrer og Hans a Clases, indkaldt for at jage lidt skræk i os. For den sidste havde jeg en morderlig skræk, endnu større end for spøgelser, skønt jeg var gruelig bange for dem også. Vi havde jo dengang både hekse, trolde, forvarsler, ligskarer, hovedløse kalve og meget mere, som jo nu vel er helt forsvundet - eller dog sjældent lader sig se, i hvert fald her i Nordby.

Borgerskolen, eller som vi kaldte den »æ ret skuel«, bestod dengang af 3 klasser med op til 100 elever i hver, piger og drenge imellem hverandre; jeg længtes nu meget efter at komme fra »æ pævvelskuel« og gik en dag sammen med min ældre søster forsynet med bibelhistorie, tavle og griffel og meldte mig selv hos gamle Thames, endskønt jeg ikke havde den lovbefalede alder af 7 år. Ka' du læs', sagde han. Ja, det kunne jeg da og aflagde prøve på det og fik lov at blive, hvorimod en anden dreng af samme alder blev sendt hjem med det bud, at han skulle have en skæppe salt mere i sin grød først, inden han kunne komme med. Jeg avancerede meget hurtigt, så det varede ikke længe, før jeg sad øverst i skolen og jævnligt var underlærer eller, som det kaldtes, bylærer, ikke just en misundelsesværdig bestilling, men dog temmelig indbringende, thi foruden at læse ABC med de nyligt indkomne elever, måtte man også holde orden i klassen i lærerens fraværelse og havde autoritet til at notere på tavlen, hvem der gjorde uorden, og skrev undertiden en del navne op, som man dog sædvanligt viskede ud igen, lige før læreren kom ind igen, efter dog først at have inkasseret en række gaver i form af griffelstumper, gamle knapper og meget andet.

På store plakater fandtes alfabetet optrykt, og for at få det ind i hovedet på nogle af de dovne piger, man skulle læse med, uddeltes venskabelige puf i siden for at få dem til at give lyd fra sig.

Mellemklassen var mest en spektakkelklasse, da der kun holdtes unge lærere, der ofte udskiftedes, og tit var der gennem, længere tid slet ingen, så man rådede sig selv; også i denne klasse sad jeg øverst og kom temmelig ung ind i øverste klasse - degnens klasse. Sædvanligt skulle man afbankes, hver gang man kom op i en ny klasse - hvis man ikke kunne rende fra det.

Straffemidlerne i skolen var dengang mange. Gamle Thames Hansen brugte især flere originale metoder for at holde orden, f. eks. at stille de skyldige eller de dovne op langs væggen med pegepinden, en lineal eller et ris i hånden, højt hævet over hovedet med stadige påmindelser om at holde det højt og ikke lade hånden synke, slet ikke så let en ting at gøre for længere tid ad gangen, og efter udstået straf måtte riset kysses; desuden var der skammekroge og eftersidder!, som var noget af det værste. Af og til kom præsten ind i skolen, dengang Hr. Biering, og han holdt med livlige bevægelser og hm, hm, kære børn, opbyggende og formanende taler for den uartige del af ungdommen, undertiden blev de opstillede i rækker langs væggen, mens disse tordentaler holdtes. Af den 6 eller 7 lærere, som var i mellemklassen, mens jeg var der, brugtes forskellige tugtemidler; især var der en af dem, der brugte tampen efter en større målestok, der fandtes vel næppe nogen elev, hverken han- eller hunkøn, som ikke havde smagt den, enten på den ene eller anden måde. For mindre forseelser vankede der slag af en firdobbelt tynd tamp over fingrene, for større forseelser strambuks over pulten eller bordet med en svær tamp, såvel piger som drenge fik den slags konfekt, ja, det gik så vidt, at mødrene mødte i skolen for at protestere imod den medfart deres pigebørn fik; det var en hel lettelse, da vi blev såvel ham som tampene kvit. Den næste lærer brugte heldigvis en helt anden måde at tage børnene på, han slog aldrig men talte fornuftigt med dem, og der var ved den behandling langt mere orden i skolen, ligesom der vistnok også lærtes langt bedre. I øverste klasse var det især stregerne, man havde respekt for, mindre forseelser straffedes med en prik, 4 af disse prikker blev til en streg, som kortede af i karakteren; løb det ikke op til fire prikker i en uge, faldt de bort; en ydmyg bøn kunne også få dem slettet.

Degnen, gamle Tingberg, var en dygtig og nidkær lærer, der ikke skånede sig selv, men gjorde alt, hvad han kunne, for at få ungdommen oplært. Efterhånden indførtes flere fag, som ikke krævedes efter skoleloven, f. eks. geografi, naturlære og naturhistorie m. m. De af eleverne, der ville anskaffe bøger, kunne gøre det, men det var ingen tvang. Jeg fik dem da alle og husker endnu, at for at få et atlas, måtte jeg i længere tid sidde og pille snavs af uld; det var ikke som nu, hvor der gives fri bøger til alle. Tysk kunne der også læres, idet han gav undervisning for dem, der ville møde 2 gange ugentlig efter skoletid; jeg lærte på den måde ikke så lidt og kunne klare mig så nogenlunde, og jeg kom ud at sejle og kom til Tyskland.

I skolen sad jeg stadig i lang tid øverst. Udenfor skoletiden, måtte de fleste børn besørge et eller andet dengang, sædvanligvis flytte får og gøre andet arbejde ude i marken, desuden var fiskeriet for drengenes vedkommende et vigtigt punkt, der blev drevet på forskellig måde; nogle kom endda ud til havs med de større både. Jeg kom dog ikke så langt, men nøjedes med at fiske i havnen og på reden. Der var en hel lille flåde af fiskerfartøjer herfra, ja, selv en brig havde vi, der gik på sælfangst; jeg husker endnu Heldingen, den blev halet op på om vinteren og de store gangspil, der hørte dertil.

Ved Pakhusbanken var trankogeri, og dertil var opført flere træhuse. Jeg husker i vinteren til 1855, hvorledes briggen isedes ud af havnen om foråret og ligeledes auktionen, da den solgtes, den blev afholdt omme ved vandmøllen, så vidt jeg husker, var det et andelsselskab, som ikke gik særlig godt og derfor blev ophævet; det skete i 56 eller 57. I disse år byggedes der mange skonnerter og galeaser herhjemme, jagternes tid var allerede forbi, nogle solgtes og blev ophugget.

Jeg husker, da en af dem blev hugget op og træet lagt ud og nummereret til auktion, samlede vi en del skrup sammen og skrev nummer på og havde den fornøjelse at se det opråbt og solgt; det indbragte skipperen 2 mark, endskønt det ingen ting var værd.

Vore lege var vel omtrent de samme som nu. Fodbold kendte vi ikke, men langbold og slå af sten var de mest brugte, det sidste spillede vi om knapper, og indsatsen kunne dreje sig om flere hundrede (lommerne var ikke store nok til beholdningen, så der måtte poser til), drager, buer og pile samt springtov og stylter og bolde brugtes som nu til de forskellige årstider. Om vinteren gik drengene om aftenen, ligesom de unge folk, rundt hvor der var piger af deres egen alder i æ rå, som det kaldtes, undertiden strikkedes der, søndag aften spilledes kort, altid sang man viser og sange eller der blev fortalt historier.

En rigtig begivenhed for os drenge var kanon jollernes ankomst til Nordby i 1861. Jeg husker tydeligt en morgenstund, da jeg var i marken for at flytte får, hvor henrykt jeg blev ved at se dem komme syd fra hen imod Grådyb; der var 8 joller slæbt af 2 dampskibe. Det gav jo liv og røre, mens de var stationerede her på Fanø. Det store brænderihus samt et privat hus indrettedes som kaserne. Joller lå 2 og 2 hen imod færgestedet, der hørte 25 mand til hver; det var rojoller med en stor kanon agter. Om vinteren var de halet på land nord for saltværket og krudtkammeret var i Clauses bjerge. Mange muntre scener forefaldt under disse jollers ophold her ved øen; det var netop den vinter, jeg til præst, som man siger; mange minder knytter sig sædvanlig til den tid, og meget kunne skrives derom, men fordi det for en selv synes interessant, er det jo ikke sikkert, at andre finder det så morsomt, dog kan det måske være nyttigt for den nuværende ungdom at høre lidt om, hvorledes et børnebal dengang afholdtes.

Pigerne måtte møde med brændsel og de nødvendige spisevarer, drengene betalte musikken og værelse m. m., så det blev ikke så dyrt, ofte fik man også en dans i private hjem efter en harmonikas toner eller blot efter redekam eller sang. Kvædedans, kaldte vi det; vi var ikke forvænt og kunne godt danse og være glade uden stor sal eller flot musik.

Pastor Kuhlmann var den gang præst her i Nordby; han var som de fleste præster lidenskabelig ryger og havde et stort oplag af tobak liggende på et bord i den store sal, hvor vi sad, der var nemlig strandet et hollandsk fartøj, som var ladet med tobak, hvoraf en del bjærgedes og solgtes ved auktion. Drengene benyttede sig af lejligheden og stoppede deres piber af præstens tobak hver dag.

Vinteren til 1862 var temmelig streng, og der var en masse is i marken, så man rigtig kunne løbe på skøjter. I Johnsens toft var der karrusel på isen, d. v. s. en pæl var nedrammet, der oven på var ved hjælp af et stort siger anbragt en lang træbjælke og ved hver ende af denne var fastgjort en kane; kom der først gang i det, kunne det rigtig snurre rundt til stor fryd for os alle. Vandet var på sine steder dybt; jeg havde det uheld engang at plumpe i ved at skride over en tilfrossen våge, og jeg var nær ved at drukne. 

Af kendte personligheder var dengang Falegot, som vi kaldte hende, en proper gammel kone med kyse, jeg husker hende godt, når hun kom ind til min moder og præsenterede snusdåsen, sædvanlig med disse ord: »De' er da en fole glant vejr i da', Maren, du ska' vel int ha en snus?« Snusdåsen var hendes uadskillelige ledsager; det hørte jo dengang til livets fornødenheder for mange at snuse tobak, det brugtes som medicin for snue, hovedpine og mange andre onder, siger man.

Hovedvandsæg, krimskrams i hjørnet af lommetørklædet til kirke samt kridthus og merskumspiben, når man skulle i besøg, hører jo også en svunden tid til, ligesom tranlampen og strikkestrømpen. Dengang strikkede alle mandfolk; som dreng kunne jeg få så mange strømper, jeg selv kunne strikke, men ikke flere, thi man holdt jo sædvanlig kun netop det nødvendige.

Den vinter, jeg gik til præst, strikkede jeg 6 par strømper. Vi var 4 kammerater, der gik sammen og kappedes, som det hed; vi fik afmålt visse favne, og så gjaldt det om, hvem der først fik disse indstrikket.

Der klages nu så ofte fra vore handlende over den store kon­kurrence fra Esbjerg og andre steder, det har dog altid været sådan, også før Esbjerg kom op. Dengang havde vi bissekræm­merne; ham jeg bedst husker, var Laust Jerk. Vi børn morede os altid, når han kom i huset, det var morsomt at høre ham remse op, hvad han havde i sin kramkiste. Han begyndte gerne, når han kom ind: »Go' daw, ka' vi slå en lille hindel a' i da', lille mutter?

»Ja, la' vos hør', hvad do har i de kas’ i daw?«

Og så remsede han op: »A har al' slav' synål, knappenål, stålpen, fingerring, o ringe te finger, sytråd, nelliker, alhånd, ingefær og manne ander ting, og til slut hed det: o så svovlstikker te o tænd uden ild«, det var jo dengang en mærkværdighed. En anden handlende, som kom regelmæssigt hvert år, var Vester Vedsted skomager. Endskønt skotøj dengang ikke netop var kostbart her, kunne vore skomagere dog ikke konkurrere med ham. Hans priser var fabelagtigt billige, men skoene var vel derefter. Det var i det hele taget en luksus med sko. Træsko om vinteren og bare ben om sommeren var regelen.

Dengang brugtes der blanke træsko, det vil sige uden læder, men med en messingring rundt om og en halmvisk i dem; om søndagen blev træskoene skuret og ringen pudset. En ulempe ved disse træsko var, at de så let fik boven slået ind, især på den til højre fod. Det passede undertiden, at man om morgenen fik nye træsko og før aften mødte med et gabende hul på den ene; det var jo især, når der var is. At skride på skøjter og gå i bylder hørte jo med til fornøjelserne dengang, ligesom nu; det var ikke enhver dreng, der havde råd til at få et par skøjter.