I begyndelsen af 1860'erne var de fleste Fanøskibe endnu kun skonnerter eller galeaser, der i reglen ejedes af føreren, muligvis nogle få venner og slægtninge som parthavere; men den største part ejede for det meste føreren, der, om han ikke havde midler til selv at tage en sådan, havde let ved at skaffe de nødvendige penge dertil ved lån. Samtlige parthavere hæftede hver forholdsmæssig for skibets forpligtelser. Aktieselskabsformen var endnu aldrig bleven anvendt.

Skipperen førte selv regnskabet, der sædvanligvis blev opgjort hver vinter, når skibet blev lagt op. Nogen særlig valgt korresponderende reder valgtes ikke. En sådan ville også i de tider have ret vanskeligt ved hjemmefra at øve nogen indflydelse på fragtslutning eller skibets økonomiske drift i det hele. Alt dette måtte skipperen selv klare på eget ansvar.

Når vinteren kunne ventes at indtræde, søgte galeaserne så vidt muligt hjem til Fanø for dér at ligge i vinterleje.

Skonnerterne, der havde faret på Østersøen og østjyske havne, lagde op dér.

Senere søgte de så vidt muligt at gå med stokfisk og klipfisk fra Island og Norge til Middelhavet for at undgå oplægning i vintertiden; tidlig på året kom de så tilbage med frugt, olie og vin til København og Østersølandene.

løvrigt lå den største fart foruden med trælast fra Sverige og Finland med korn til England og kul tilbage.

Skibene var alle jernfaste, så de kunne ikke kobberforhudes. hvorfor de, da damperne fortrængte dem fra Østersøen, forsøgte at give dem en zinkforhudning for at gå på Vestindien eller Afrika, men disse rejser forløb ikke heldigt. Skibene var ikke gode sejlere nok til den fart. De var for længe undervejs, så fortjenesten blev for ringe. Disse skibe havde en drægtighed af omkring 70 kommercelæster.

Efter at dampskibene som en mørk og truende sky, der trak hen over horisonten, begyndte at fortrænge sejlskibene bort fra de mest lønnende fragter med de mere værdifulde varer, blev disse efterhånden mestendels henvist til trælaster og kulfragter, en sejlads, der på grund af de korte afstande gav mere slid og arbejde end fortjeneste, På grund heraf sank de store træsejlskibe stadig i værdi, da vanskeligheden ved at opsejle et overskud blev stedse større. Mange skibe solgtes derfor ud af landet for meget ringe summer.

Under denne kamp for tilværelsen begyndte Fanøboerne at se sig om efter en anden type skibe end de hidtil benyttede (galeaser og skonnerter), og man valgte sådanne, som man mente ville kunne optage konkurrencen med dampskibene og af en sådan størrelse og en sådan dybgang, at de kunne besejle sådanne oversøiske pladser, som dampskibene vanskeligt kunne ,nå ind til eller lægge til ved, navnlig pladser ved det nordlige Afrikas Vestkyst, Brasilien, Vestindien og Mellemamerikas østkyst. Til denne fart valgtes brigger og skonnertbrigger, som til en begyndelse fortrinsvis byggedes i Varnanäs i Sverige. Det første skib, der byggedes dér, var briggen „Cathrine" på 225 Reg. Tons til M. M. Rødgård, Nordby. Indtil 1884 byggedes der i Kalmar og Sundsval og i Oscarshamn o. fl. steder omkring ved 18 store skibe af omtrent samme størrelse til Fanø, desuden nogle i Middelfart, Vejle, Fredericia og Svendborg m. fl. steder.

Om de i Sverige byggede skibe kan oplyses angående frisen, at skbg. „Maren", 166 R. T., har kostet 35,400 Kr. Bk. „Dora", 376 R. T., 70,376 Kr. Brig „Claus", 240 R. T., 35,000 Kr. Skbg. „Brunhilde", 360 R. T., 78,000 Kr. Bg. „Ines Røhl", 248 R. T., 36,327 Kr. Bg. „Johanne", 258 R. T., 36,000 Kr. Bg. ' '„Medor", 266 R. T., 37,868 Kr. Hertil kommer 3 %. Indførselstold.

I 1834 år er der efter en samtidig avisnotits bygget 5 skibe i udlandet til Nordby og 3 til Sønderho

At skibsbygningen til denne fart tog så stort et opsving, skyldtes to energiske mænd, begge fødte i Nordby, som selv med egne skibe - kun små skonnerter - fra først af havde sejlet i den gode tid på Kina, Australien, Californien etc., og som havde tjent så rigeligt, at de i en forholdsvis ung alder var i stand til at opgive søen og nedsætte sig i Altona. Ved egen og andres hjælp dannede de efterhånden en hel flåde af gode praktiske skibe, som de forstod at bestyre sådan, at rederne fik stort udbytte. Disse skibe var bemandet med Fanø sømænd og Fanø skippere.

Den ene af disse mænd var kaptajn N. L. Engers, der virkede som bestyrende reder.

Den anden - hans svoger - C. P. Clausen. Han virkede som inspektør, der tilså skibenes bygning, udhaling og proviantering, hvortil der krævedes stor erfaring og kendskab. Begge dele besad Clausen og var til uvurderlig gavn for de unge skippere, der måske endnu slet ikke havde sejlet i oversøisk fart.

Disse to mænd var til det yderste besjælet af vilje til og følte den største glæde ved at opofre sig for skibsfarten, der kunne sætte mange mennesker fra deres fødeø i stand til at tjene udkommet.

Det er disse to mænds ihærdighed og store praktiske dygtighed samt ærlige og uegennyttige arbejde, som Fanø - særlig Nordby - har at takke for de fleste af de større skibe, der byggedes i tiden 1860 - 95 og senere og så for en stor del interesserede sig for køb af nogle jernskibe, dog vist med noget forbehold. Selv om de ikke ville anerkende dampskibenes overlegenhed på visse farter, så frygtede de dem dog, men så dog ikke lige straks klart, at udviklingen gik i retningen af dampens anvendelse også på havet; som forhen var de dog altid tilrede med råd og dåd til alle, der kom til dem. Havde den unge styrmand et godt lov på sig som sømand, var han altid sikker på en hjælpende hånd til selv at blive fører.

De største træskibe, Fanø ejede fra hjemlige værfter, var indtil 385 Reg. Tons. Årene 1880'erne, især de midterste, var en drøj tid at komme over. Thi fragterne var så lave, og over alt kom dampskibe i gang og fortrængte Fanøskibene fra de bedste farter, så det kun med den største anstrengelse, den yderste økonomi og - lykke og held var muligt at tjene lidt.

Selv kaptajn Engers, der nu var bleven gammel, tabte troen og tilliden til sejlskibene og mente - med rette - at sejlskibenes tid var forbi og frarådede endog andre at sætte penge i dem, men Fanøboerne havde ikke mod til at forlade sejlskibene og heri blev de støttet af H. Grohmann, medindehaver af det gamle danske sejlmagerfirma A. K. Schmidt & Co. i Altona.

Han havde længe været parthaver i mange danske skibe, deriblandt flere Fanøskibe, og han støttede fremdeles alle bestræbelser på at holde sejlskibsfarten vedlige og opmuntrede andre til at tage parter i nye skibe.