Men fremfor alt var man gået i gang med at bygge Kurhotellet. Man må have skyndt sig meget, thi i august 1891 blev grundstenen lagt, og 22. juni 1892 blev bygningen indviet.  

Det første prospekt, der blev udgivet af selskabet, fortæller: "året 1890 danner et Mærkeaar i Fanøs Udvikling. I dette år blev det hidtil i Verdens Øjne så ukendte Fanø omdannet til et Bad i stor Stil. Det har fået et fuldstændig europæisk Tilsnit, hvad der hovedsagelig skyldes Selskabets Bestyrelse, der er sammensat af ganske internationale Elementer." 

Kurhotellets indvielse fandt som nævnt sted 22. juni 1892 under store festligheder i overværelse af stedlige autoriteter og repræsentanter for "Handel, Presse, Kunst og Videnskab".  

Det var i begyndelsen tænkt som et »Kurhus«, altså et sted, hvor alle Badets festligheder skulle afholdes, mens gæsterne skulle bo rundt på villaerne og på de andre hoteller og kun samles her. Derfor blev det indrettet med en række efter datidens smag meget smukke Kurlokaler, læseværelser o. s. v. og med en Kursal med plads til ca. 400 mennesker. I sidste øjeblik blev bygningen lavet om til også at være hotel, og der blev anbragt 30 værelser, de fleste med udsigt over havet. Opførelsen af Kurhotellet kostede i førsteomgang Kr. 198.805,92 og inventar Kr. 120.000,-, men det hele var også fuldendt og det bedste, der dengang kunne skaffes.  

Det blev betragtet som det fineste af alt at bo på Kurhotellet, ja, man skulle næsten have blåt blod. Af hensyn til rentabiliteten blev langt senere opført to tilbygninger, den sidste, Nordfløjen, på 50 værelser.

1893 blev Hotel »Kongen af Danmark« færdigt; også her var aktiekapitalen Kr. 85.000,-. Det blev opført af folk fra Esbjerg med den højt ansete konsul P. Breinholt i spidsen. Øvrige bestyrelsesmedlemmer var: skibsbygmester Th. Dahl, Esbjerg, møller H. Chr. Hansen, Spangsberg Mølle, færgeriexpediteur H. Svarrer, Nordby, købmand H. N. Svarrer, Nordby og teglværksejer S. Møller, Rørkiær. Dette hotels aktiekapital har flere gange skiftet ejere. Selskabet har haft, man må måske sige det store held, at hotellet er brændt to gange, så dette hotel indtog også stadig pladsen som et af Danmarks mest moderne badehoteller. 

EJERLISTE:

1879 - 1890                   Johs. Sørensen Abrahamsen

Niels Hansen Svarrer

Ancker Nielsen

1890 - 1890                   Sigmund Weisz

                                    Johan Carl Christian Greibe   

1890 - 1893                   Fanø Nordsøbad A/S

1893 -                           Kongen af Danmark A/S

Samme år blev Strandhotellet (Missionskurstedet) færdigt. Aktiekapitalen var på kr. 85.000,- og skaffedes hovedsagelig på Fanø. Den ledende kraft her var kaptajn, skibsreder M. N. Mathiassen. 1895 overtog han hotellet for egen regning, men det gik kun dårligt. Senere blev det overtaget af et konsortium og fik navneforandring til Missions- kurstedet »Fanø Strand«. Kaptajn Mathiasen byggede en stor spisesal til ejendommen. I sine reklamer fremhævede han med stor kraft, at han »einen neuen Speisesaal zugemauert hatte«. Datiden må sikkert have undret sig over, hvorfor han anskaffede sig en ny spisesal, når han straks murede den til. Men det har dog sikkert kun været hans kendskab til tysk, der har været mangelfuldt. 

EJERLISTE:

1892 -                           Strandhotellet ved Fanø Nordsøbad A/S  

1893 – 1902                 Fanø Strandhotel v. H M. Mathiasen. Medejere: købmand H. M. Bøtker, købmand W. M. Bøttger, skibsreder H. Kallesen, kaptajn H. Rødgaard og postmester F. Nagel 

1902 - 1916                   F Wilhelm Schelde, Bremen  

1916 - 1919                   Jes Nielsen Hansen  

1919 - 1919                   Missionskurstedet Fanø Strand A/S  

1925 - 1925                   Missionskurstedet Fanø Strand A/S i Likvidation

1925 -                           Ole Andreas Olesen 

Den 20 aug.1892 køber Aktieselskabet STRAND-HOTELLET byggegrund og hotellet får følgende navne: FANØ-STRANDHOTEL, MISSIONS-KURSTED og TURISTHOTELLET  

Hotellet er nedbrændt.

Men fremfor alt var man gået i gang med at bygge Kurhotellet. Man må have skyndt sig meget, thi i august 1891 blev grundstenen lagt, og 22. juni 1892 blev bygningen indviet.  

Det første prospekt, der blev udgivet af selskabet, fortæller: "året 1890 danner et Mærkeaar i Fanøs Udvikling. I dette år blev det hidtil i Verdens Øjne så ukendte Fanø omdannet til et Bad i stor Stil. Det har fået et fuldstændig europæisk Tilsnit, hvad der hovedsagelig skyldes Selskabets Bestyrelse, der er sammensat af ganske internationale Elementer." 

Kurhotellets indvielse fandt som nævnt sted 22. juni 1892 under store festligheder i overværelse af stedlige autoriteter og repræsentanter for "Handel, Presse, Kunst og Videnskab".  

Det var i begyndelsen tænkt som et »Kurhus«, altså et sted, hvor alle Badets festligheder skulle afholdes, mens gæsterne skulle bo rundt på villaerne og på de andre hoteller og kun samles her. Derfor blev det indrettet med en række efter datidens smag meget smukke Kurlokaler, læseværelser o. s. v. og med en Kursal med plads til ca. 400 mennesker. I sidste øjeblik blev bygningen lavet om til også at være hotel, og der blev anbragt 30 værelser, de fleste med udsigt over havet. Opførelsen af Kurhotellet kostede i første omgang Kr. 198.805,92 og inventar Kr. 120.000,-, men det hele var også fuldendt og det bedste, der dengang kunne skaffes.  

Det blev betragtet som det fineste af alt at bo på Kurhotellet, ja, man skulle næsten have blåt blod. Af hensyn til rentabiliteten blev langt senere opført to tilbygninger, den sidste, Nordfløjen, på 50 værelser.

Men tilbage til indvielsen: Sigm. Weisz ankom med 52 gæster. Det var navnlig folk, der enten havde købt grunde eller formentlig en del emner. Selskabet blev befordret fra Hamburg til Lunderskov med et hurtigt ekstratog, der kun bestod af salonvogne. I Lunderskov serveredes i toget frokost med champagne, og her stødte københavnerne til. De ankom i et tog med fire salonvogne, og disse må altså have indeholdt de i prospektet omtalte "Repræsentanter for Handel, Kunst, Videnskab og Presse".  

Af regnskaberne ses, at ekstratoget på tysk side kostede Kr. 5750,- og på. dansk side Kr. 1175,-. En af deltagerne, Kommerzienrat Bosch, købte under opholdet her en grund til Kr. 15.000,-. grunden var 15650 Kvadratfod (1628 m2), eller ca. 9 Kr. pr. m2.  Han sagde engang mange år efter med et lille suk: »Det havde været billigere for mig, om jeg selv havde betalt min billet og middag.«  

Om indvielsesfesten, om hvilken der igennem tiderne gik mange frasagn, er der meget lidt at finde i datidens aviser. Drachmann var mellem gæsterne og sang Fanø's pris. Ved kaffen fik han og Peder Nansen hver overrakt et skøde på en lille grund ved Badet. Hele selskabets bestyrelse var nærværende, formanden, lensgreve Raben-Levetzau, skibsrederne A. W. Lohmann (Stifteren af Norddeutsche Lloyd), A. Ballin (Generaldirektøren for Hamburg-Amerika Linien), P. W. Nellemann, Villa Dannebrog, Hamburg, Sigm. Weisz og kapt. Hans Rødgaard. 

Lensgreve Raben-Levetzau holdt festtalen og betonede i sin tale stærkt, at Fanø Nordsøbad var dansk, selv om de fleste aktier var på tyske Hænder. Denne tilkendegivelse hilstes - efter referaterne - med stærkt bifald af de tyske gæster. Ved samme lejlighed gjorde formanden opmærksom på: 

"at Badningen finder Sted fra Vogne, der køres ud i Havet, og Damer og Herrer kan, om de ønske det og er anstændigt påklædte, bade sammen, men kan også bade hver for sig på bestemte Steder af Stranden." 

Festen var sikkert meget vellykket. Middagen står i regnskabet som udgift Kr. 7400,-. I de tider et ganske pænt beløb for en middag.

Efter middagen nød man den skønne aften, og få timer derefter "samledes man til Frokost", hvorefter gæsterne drog af. Kurhotellet var indviet.  

Dagbladet ”Politiken” skriver 21. Juli 1892

I morgen indvies med Pomp den ny »Fanø Nordsø­bad«. Millioner er sat i Foretagendet, og der er næp­pe Tvivl om, at Danmark herefter i Fanø vil have et virkelig Evropæisk Badested.

Paa Forhaand har Fano Nordsøbad været Genstand for bitre Angreb fra danske Blade, der har ærgret sig over, at foretagsomme Tyskere snappede den gode for­retning fra Danskerne, Angrebene har næppe været retfærdige; men derom bliver der rimeligvis senere Anledning til at tale. –

I dag skal opfriskes en og an­den Erindring fra det gamle Fanø Bad, den Gang For­retningen lededes paa dansk Manér, den Gang Fanø Bad var en idyllisk Plet med Idyllens poetiske Ynde og Idyllens Mangel paa Hensyntagen til Civilisatio­nens Fordringer. - Det er nu 10-12 Aar siden.

Badehotellet laa ligeoverfor Esbjerg, prunkløs med vel en 20-30 Smaarum, indrettede paa at huse Bade­gæster. Da det maatte antages, at Folk søger til det barske Vesterhav ikke for at hensynke i lad Magelig­hed, men for at hærde sig, var Gæste-Værelserne ud­styrede med spartansk Simpelhed. I de fineste var der et rundt Divanbord, med et Par Alen Tæppe under desforuden flere Stole, vistnok endogsaa en Gynge­stol. Men disse Luksusrum for pragtlystne Matadorer var ikke mange. Størsteparten af Hotelværelserne var smaa kalkede Kamre, nærmest i Stil med Herregaards-Kuskekamre. Der fandtes en Seng, en Stol og en Servante. Sengen var ikke beregnet paa Tyksakker, men efter en Dag tilbragt i den stærke Søluft fandt slan­ke Personer dog let Hvils paa de haarde og smalle Lej­er. Servanten indeholdt af nævnelige Genstande et Vandfad, lidt større end en Underkop og en Kande, som rummede henimod en Pot Vand. Men Meningen var jo ogsaa, at man skulde benytte Havet til at ren­se sig i, og for Gæster med Vandskræk var Hotellets Vandtøj da en nyttig Ansporelse.

Hotellet laa paa den Side af Øen, hvor man IKKE badede. Ogsaa dette var en heldig Foranstaltning til at modarbejde Gæsternes Sybarisrne. Man nød sin landlige Morgendrik og begav sig derefter i smaa Ska­rer gennem Klitterne til Badestranden. Det var i Sol­skinsvejr en varm Tur, i Regnvejr og paa kolde Dage svedte man mindre. Motion fik man. allenfals. D.v.s. for ældre og svagelige Personer var der en Mulighed for kørende Befordring. En a to Fjælevogne holdtes om Morgenen i Gang fra Hotellet til Stranden. Men der var dem, som paastod, at der udkrævedes større Haardførhed til at køre Turen end til at gaa den.

Paa den yderste Klit ved Stranden knejsede en Pa­villon, Det var Badestedets Stolthed og her. Her ser­veredes nette Forfriskninger til Nødlidende, og her kunde man - i Tilfælde af daarligt Vejr - oppebie sin Tur til at blive besørget i Havet.

Badningen foregik fra Vogn, og der fandtes to Vog­ne for Damerne og ligesaa for Herrerne - forudsat da, at ikke en natlig Storm havde ramponeret de skrøbe­lige Genstande.

Som sig hør og bør ved et moralsk Badested, gik Herrer og Damer i Stranden hvert Køn for sig, halv­voksne Drenge kunde dog indsmugles i Damevognene. Alligevel var Afstanden ingenlunde betydeligere, end at den behageligt kunde overvindes af langsynede Øjne i hvert Fald af almindelige Teaterkikkerter. I den An­ledning regnedes en Kikkert ogsaa for det uundværligste Stykke ved Herrernes Badeudstyr. I Reglen var det tilmed de badende Herrers eneste Udstyrsgenstand, hvorfor omhyggeligt; Mødre indskærpede deres unge Døtre aldrig under Badningen at lade deres Blik­ke forvilde sig til Venstre - dér hvor de kaade Havgu­der boltrede sig.

Dagens store Begivenhed var Diner'en. Den fandt Sted i pæn borgerlig Tid og bød paa 2 Retter Mad og Dessert. Fra man stod op om Morgenen, begyndte Drøftelsen af det spændende Spørgsmaal: Skal vi ha­ve Kalve- eller Lammesteg idag? Mon det bliver Stik­kelsbærgrød eller Rødgrød? Damerne blev sendt ud paa Opdagelsesrejse i Køkkenet, og Opvarterne udfrit­tedes.

Ved Table d'hote, hvor der skiftedes Dug og Ser­vietter mindst én Gang om Ugen, anbragte Selskabet sig efter en stiltiende vedtaget og respekteret Rang­forestilling. Et Par velhavende Købmandsfamilier be­sad Hæderspladserne og do dermed følgende Fordele, saasom at faa de magre Stykker af Lammestegen og den tilstedeværende Beholdning af Agurkesalat og an­dre Raffinements. Med følgende korte Bordbøn: »Idag er det Lam« eller »Naa, Gudskelov, idag er det Kalv« - tog Gæsterne Plads og begyndte paa Nydelserne. Drikkevarer fulgte ikke med i Hotellets faste Ydelser; de maatte ekstra erhværves og bestod for de Flestes Vedkommende i Vand eller Hvidtøl. Kun Købmands-Matadoreme blændede Omgivelserne ved at hengive sig til en Leoville.

Endnu staar det for Nedskriveren af disse Badelivs-Erindringer som et af de mest im­ponerende Øjeblikke, da en berømt kiøbenhavnsk Læge-Professor, der gæstede Fanø en Dag fra Morgen til Aften, ved Diner'en med' høj Røst rekvirerede en Fla­ske Champagne. Samtlige 40 Table d'hote- Gæster fulg­te med den mest ufordulgte Interesse den derefter føl­gende Scene: Opvarteren, der forfjamsket tyede hen til Værten for at erfare, om han virkelig turde efter­komme den ekstravagante Bestilling, Værtens Udle­vering af en mystisk Nøgle; Flaskens Indbringelse, den anstrængte og uvante Behandling ar Proppens Staal-traads-Hylster og endelig Knaldet, der fik alle Damer­ne ved Bordet til at fare op med forskrækkede Hvin.

Aldrig har vel en Flaske Champagne ved noget Ba­dested opnaaet en saadan Virkning.

Det mest spændende ved Fanø-Middagene var el­lers det Øjeblik, da Desserten tonede frem. Spændin­gen knyttede sig ikke saameget til Afgørelsen af, hvor­vidt Traktementet skulde bestaa i den ene eller den anden Slags Frugtgrød, som til Løsningen af den sta­dig nagende Tvivl: mon der er nok idag til hele Bor­det ? - Det hændte nemlig ikke sjældent, at den rø­de Grød slap op, inden den var naaet til Staklerne ved Bordets nederste Pladser, hvilket voldte dødeligt Had fra de laveresiddende i Selskabet rnod de graadige Spidser og gav Anledning til alvorlige Protester overfor Værten.

Aftnerne ved det gamle Fanø Bad hengled i hyg­gelig Familiefred. Efter Teen samledes man i »Salo­nen« - Damerne med deres Haandarbejde - og fordrev Tiden med at gætte Gaader eller lytte til en af de unge Damers Fingerøvelser paa Hotellets ærværdige Kla­ver. Kl. 9-10 gik man til Sengs.

Livet ved Fanø Bad var da i henfarne Dage ikke rigt paa verdslige Nydelser. Men det var en sund Pønitense. Og i Klitterne paa smukke Solskinsdage kun­de man. have det baade morsomt og poetisk - naar man selv var i Stemning og Ens Selskab var en ung Dame.

Alligevel gjorde det godt fra Fanø at komme til Sil­keborg. Silkeborgs Hoteller er ikke efter den store Ver­dens Mønster. Men for den, der korn fra Fanøs Hotel­kamre og Lammesteg, syntes Silkeborg Civilationens Brændpunkt.

I Illustreret Tiden af 21. august 1892 finder vi en noget dyster skildring af det nye badeetablissement og Fanøboernes forhold til de nye badegæster:

”Opførelsen af det store Kurhus på Fanø og åbningen af øens ny badeetablissement er sæsonens begivenhed på Jyllands vestkyst mellem Ringkøbing og Ribe. Man taler derom i hotellerne og i jernbanekupeerne, og de, der overhovedet giver sig af med at rejse i disse egne, går til Fanø for at se dette den jyske verdens sidste underværk.

Kurhuset skal tage konkurrencen op med etablissementerne på Føhr og Sylt

 Nå, efter jyske forhold er det jo også et ret betydeligt foretagende, selv om det ikke er så overvældende, som man på forhånd er tilbøjelig til at tro. Foreløbig har det et temmelig ufærdigt præg over sig, og det er vel et spørgsmål, om etablissementet som sådant ikke havde stået sig ved at vente med åbningshøjtideligheden til næste år, når de projekterede logihuse og øvrige bygninger forhåbentlig er opført og det hele anlæg noget mere fremskredet, end det for øjeblikket er. Nu er et temmelig stort og kostbart apparat sat i bevægelse for at betjene et forholdsvis ringe antal gæster. På selve Kurhuset og et par småvillaer i nærheden er der kun plads til ca. 80 liggende gæster, og der skal vel mindst tre gange så mange til, for at driften skal kunne betale sig, og for at der skal kunne udfolde sig et virkeligt badeliv, som kan fylde noget i de store omgivelser og tage konkurrencen op med etablissementerne på Føhr og Sylt. Men de Hamburger Grosserere, der har sat deres penge i foretagendet, har formodentlig også ønsket, at det allerede i år skulle begynde sin virksomhed, og da de selv kommer til at betale fornøjelsen, kan man jo gerne unde dem den.

Tarvelige danske opvartere – de flinkeste og behageligste opvartere er tyske

Det er i øvrigt styrelsen om at gøre så stærkt som muligt at betone, at det er et dansk badested. Der er anbragt så mange danske flag som muligt på bygningen og ved stranden, der er en statelig dansk portier (den fra sin Kongofærd bekendte skibskaptajn Martini), en dansk læge, en dansk tilsynshavende direktør og nogle tarvelige danske opvartere; der spilles et passende antal danske nationalmelodier af et passende orkester fra Haderslev, badebetjentene er danske og hestene også. Derimod synes den overvejende del af gæsterne at være tyske – i det mindste lægger man som dansk mest mærke til dem – de flinkeste og behageligste opvartere er tyske, den administrerende direktør er tysk, kokkene er tyske, stuepigerne ligeledes, og de fleste blade i læseværelset kommer også "darausen" fra. Hvorfor man nødig vil være dette bekendt, er for resten ufatteligt. Thi dels er jo etablissementet startet for væsentlig tyske penge, og dels må det basere sin eksistens hovedsagelig på besøg fra Tyskland. Den store mængde af danske badegæster får man ikke til at gå til Fanø og depensere en halv snes kroner om dagen pro persona, når de kan lægge sig et dusin andre steder ved Vesterhavet for 2-3kroner. og have det godt, om end ikke så godt som på Kurhuset. For man har det godt der – det kan ikke nægtes. Man spiser godt, og man sover godt (når man da ikke er så uheldig at få just nr. 17, hvor der på grund af en skorstens nærhed er en 30 grader dag og nat). Værelserne er elegant monterede med tykke tæpper, svære gardiner og fortrinlige senge, alt sammen tysk fabrikata af bedste slags. Køkkenet er første klasses; men efter sigende skal også den ene kok tidligere have været hos den tyske kejser, den anden hos den russiske; deres mad vil i hvert fald kunne smage selv en kejsergane. Dertil serveres den elegant og til rimelige a la carte-priser, omtrent som i de bedste københavnske restaurationer. Kun kaffen er slet – også på sin tysk.

Bygningen er ikke noget mesterværk i arkitektonisk henseende

 Bygningen, der er opført af en hamburger arkitekt, er ikke noget mesterværk i arkitektonisk henseende, men opfylder forhåbentlig sin bestemmelse i andre. Den ligger på en jævnet klitbanke med den store, åbne strand bredende sig foran den til begge sider. Og stranden og havet er over al kritik. Selv om civilisationen sætter sine spor på det stykke af stranden, der ligger lige for Kurhuset, i form af klodsede kube-badestole og alle slags volde og grave, som barnlige badegæster morer sig med at opkaste i sandet, ikke at tale om badegæsterne selv, så behøver man dog ikke at gå mange hundrede skridt langs stranden mod nord eller syd, forinden man er borte fra det hele og ganske ene med den store, dejlige natur.

En herlig livsbekræftelse på en smuk sommerdag at søge rav

Og når man har taget sit bad og spist sin frokost, kan der næppe tænkes nogen herligere livsbekræftelse på en smuk sommerdag end at søge rav og andre mærkværdigheder langs Fanø-kysten og se ud over det store, store hav, hvis lange bølger kommer rullende så blidt og fredeligt ind over den flade strand, hvor vandet snart kommer listende så lumskelig op efter i flod og snart viger gækkende tilbage i ebbe. Der er ikke mange overophidsede nerver, som ikke skal falde til ro under dette arbejde, der har den behagelige ejendommelighed, at man aldrig bliver færdig dermed og aldrig bliver træt deraf.

Nordby har fået flere kvasi-flotte huse

 Den, der så Fanø sidst for nogle år siden, inden anlægget af Kurhuset begyndte, vil nu nok synes, at meget er forandret derovre og ikke alt er forbedret. Den elskværdige befolkning begynder at få fornemmelser af et modsætningsforhold mellem sig og "badegæsterne", der mere og mere forekommer Fannikerne kun at være et bekvemt og let middel til at tjene penge ved. De har efterhånden ganske godt lært at lade sig deres små venligheder betale, og de takserer dem ofte ret rigelig. I de tarvelige hoteller i Nordby forlanger man en pensionspris af 5 kr. og byder en middag som: rismelsgrød, frikadeller, lammesteg og rødgrød. Man tænker vel som så, at kan der betales 8 kr. i Kurhuset, kan der sagtens betales 5 kr. i "Færgegården". På samme måde går det med alt, hvad man ellers skal have ekstra som vogne, både o. lign. Badeanstalten har drevet priserne uforholdsmæssigt i vejret. Også på andre områder spores udviklingen i moderne retning. Nordby har fået sig et missionshus tæt ved siden af kirken, en stor realskole og flere kvasi-flotte huse og villaer midt inde i vrimlen af de gamle hyggelige fanøgårde med deres blanke ruder og venlige småhaver. Fannikerne er stolte af disse røde murstensbygninger, som de er stolte af det "storartede" Kurhus, i hvis stukklædte festsal de sidder søndag aften og drikker øl fra fad til Haderslev-orkestrets toner. I sådanne europæiske omgivelser synes de selvfølgelig, at deres fannikedragt ikke passer rigtig, og flere og flere lægger den, så at det næppe vil vare mange år, inden den helt forsvinder ril skade for staffagen i øens ejendommelige landskab. Også det har for resten forandret sig, hvad stykket mellem Nordby og stranden betræffer. Man husker den gamle vej, der snoede sig tung og trættende, ofte med foddybt sand mellem vilde klitter, hvor sandet føg en i møde og fyldte både næse og øren, ikke at tale om sko og lommer.

Klitterne dukker hovederne under al den civilisation

Om gæsterne dengang siges i rejseføreren: "Hovedmassen er danske og tyske, navnlig fra storbyerne København, Hamburg og Wirn. Til underholdning for badegæsterne musiceres der hver eftermiddag af et orkester i Kurhotellets store sal, om formiddagen i musikpavillonen eller nede på strandbredden. Af og til gæstes stedet af kunstnere som give koncerter, holde oplæsninger etc." 

Blandt disse gæster var digteren og maleren Holger Drachmann. Også Georg Brandes besøgte øen, og naturen ved Fanø Nordsøbad gjorde et stort indtryk på denne tidens åndsfyrste, der dog samtidig fandt at Badets bygninger "stod i beklagelig strid med den omgivende natur".

Holger Dracmann

Var Fanø nu rede til mødet med Europas borgerlige overklasse? Holger Drachmann gav udtryk for betænkeligheder på øboernes vegne. Han var med til indvielsen af Kurhotellet i juni 1892 som repræsentant for dansk kunst og kultur. Han fik forærende et lille grundstykke og var vidne til den nye livsstil, det europæiske storborgermiljø, der med ét blev plantet ved det yderste Vesterhav. 

"Snart vil bourgeoisiet være derovre - herrer og fruer, frøkner og sønner. De vil spise og drikke, godt og meget - bringe priserne i vejret på rariteter og køreture - de vil udvikle øboernes medfødte sans for den store og lille tabel - vænne dem af med gæstfrihed - vænne dem til at finde nationaldragten komisk… De vil mene at søge tilbage til naturen (dette begreb som de kender fra stambogsrim) for at vende styrkede tilbage til deres praksis, konsultationer, lediggang eller kontorslid. De vil kun opnå at slide naturen flad ved deres jagten omkring på cykel eller landauer.. Om en lille tid - hvis Vorherre holder sin hånd over badet - så vil Fanøboen været et moderne menneske, som smelter sammen med Europa. Han taler den internationale sportsjargon, bliver hotellier, medlem af det store broderskab med høflige manchetter og de skarpe negle… og så kommer turen til Manø. Det er udviklingen - det er tiden - det er skæbnen". 

Det var også tiden og skæbnen, at den samme digter, som forudså denne udvikling for Fanø Nordsøbad, selv gav et - om end beskedent - skub hertil. Han kastede dels glans over stedet ved sin egen tilstedeværelse i sæsonerne 1892 og 1894, dels prøvede han at trække endnu større ånder til. I maj 1894 skrev han til Georg Brandes:

"Sigmund Weisz, en bekendt af mig i Hamborg, direktør for Nordsøbadet Fanø, beder mig indtrængende om at formå dig til at være hans gæst i de tre pinsedage fra Kbhvs Banegård og tilbage igen…. Weisz har en næsten rørende respekt for berømtheder - samtidig med at han ikke er utilbøjelig til at brillere lidt med dem".

Georg Brandes

Brandes fulgte straks opfordringen og tilbragte pinsen 1894 ved Nordsøbadet. Forlægger Peter Nansen og xylograf F. Henriksen var med. Naturen gjorde et stort indtryk på ham. 

"Sandet er rent, luften er ren. Kommer man fra København, er det en sand vellyst at indånde denne vestenvind, der er frisk som verdenshavet, hvorover den har strøget. Dejlig er den linie, kysten danner mod havet, buet og fin til hine fjerne yderste pynt. Og en fest for øjet er disse skære grå farvetoner, med hvilket havet glider over i himlen derude i synskredsen". 

Til gengæld gjorde civilisationens landvinding i form af Nordsøbadet et mindre gunstigt indtryk. Om Hotel Kongen af Danmark skrev Brandes, at det havde en stil, "der kun alt for levende minder om en eller anden tårnbygning på Nørrebro". Om bygningerne i det hele taget var dommen, at de ved hele deres stil stod "i en beklagelig strid med den omgivende natur. De er byggede af tyske arkitekter (!), som disse ville bygge i Berlin eller udenfor Berlin, men uden noget hensyn til overensstemmelse med naturen her". Bortset fra at Hotel Kongen af Danmark var bygget af Esbjerg-arkitekten C. H. Clausen, var Brandes' blik skarpt nok. Han nærede ikke som Drachmann sentimentale følelser ved udsigten til lokalsamfundets omdannelse til et mondænt internationalt badested. Det tog han som uomgængeligt. Blot ønskede han at byggeriet ville blive mindre kedsommeligt end i Ostende, så skulle Fanø Nordsøbad med en bekvemmere og hurtigere forbindelse med omverdenen, højfornemme personers tilstedeværelse og de dresserede sælhundes morgendans nok virke tillokkende.

Der var bid i europæeren Georg Brandes' ord om fremtidsudsigterne for det lokale danske badeprojekt. Han kendte miljøet sådanne steder ude fra Europa og sympatiserede ikke med det, og han mente også at kende fannikernes mentalitet, disse "jævne folk" med "naive sind" på hvem sentimentale lirekassemelodier og skikkelige ord lige ud ad landevejen gjorde mere indtryk end gode sange. Om dem var meningen hos åndsaristokraten i det hele taget ikke høj. Her var et punkt, hvor den intellektuelle københavne Georg Brandes og Hamborg-bankieren Sigmund Weisz kunne mødes.

De lokale beboere var i nogle år tavse vidner til det, der foregik ved Nordsøbadet uden for deres egne bymiljøer. Der var noget tillokkende ved det. Iagttagere kunne også studse over modsætningen mellem livet på øens vestre og dens østre side: 

"Hvis Fanøboere omhyggeligt holdt sig borte fra alt det fremmede, der svømmer ind over deres ø, da forstod man måske bedre, at de kan lever deres liv aldeles upåvirkede af det alt sammen, men det er ingenlunde tilfældet. Kom herover på kurhuset en søndag aften, når der er bal, og De skal se den smukke Fanøpige i sin nationaldragt side om side med grevinden og baronessen i fejende vals over det spejlblanke parketgulv. Man ser her som i flere forhold, at Fanøboerne langtfra er bange for det fremmede" (Esbjerg Avis 29.8.1893).

I Boganis' sidste jagtbreve, samlet og redigeret af Frederik Dreyer, 1987, fortæller Wilhelm Dinesen meget bramfrit om sin mening omkring Fanø Nordsøbad:

”…. Men ud mod Vesterhavet røg klitten og det fine sand piskede i ansigtet, bølgerne løb frådende ind mod den flade strand, mågerne sejlede for vinden, fanøpigerne knyt­tede en ekstraknude på deres hovedklæde - det pas­sede altsammen. Men oppe på den hvide brink mel­lem hvislende marehalm stod en tre-fire ækle, store, spraglede tyske hoteller og en fem-seks villaer af samme slags. Det passede slet ikke. Det var so tysk, so tysk. Bare de skidne tyskere ville vaske sig i deres eget vand og lade være at forvrænge Fanø, og der er da ingen anledning for os danske til at støtte tyskeri­et på Fanø og til i den grad at vise os opmærksomme mod vore sydlige naboer, at vi døber vort gode Vester-hav om på tysk og kalder anstalten på Fanø for Nordsøbad.”

Fra de gamle gemmer

Fanø Ugeblad har modtaget følgende indlæg fra Thøger Holms oldebørn, Christian og Claus L. Bardenfieth, der bl.a. skriver, at deres far i sine gemmer har fundet flg. brev.

Thøger Holm var som søn af stifteren af Dansk ESSO Johannes Holm meget berejst og kunne derfor sammenligne Kurhotellet med Monte-Carlo. Thøger Holm var far til indsendernes farmor Elisabeth Bardenfleth.

Kur-Hotellet,

Fanø Nordsøbad

Fanø den 4. August 1892

Kjære Moder!

Hjertelig Tak for dine to Breve, som jeg forefandt ved min Ankomst her.

Hvilken mærkelig Kontrast: I morges det tarvelige Præstehjem paa Manø og nu her paa Naboøen paa et første Klasses europæisk Badested!

I morges Kl. 7 satte jeg af fra de prægtige Sønders, hvor vi først prøvede, hvorledes Flaget, som de bleve overordentlig glade for, passede til Flagstangen, det gik brilliant. Den skikkelige Præst fulgte med mig helt ud til Baaden, som laa en hel Times March ude i Vandkanten (saa mægtig stor er Strandbredden på Manø). Fiskeren bar mig ud til Baaden, og da det var Modvind maatte vi krydse over til Sønderho, hvilket varede 2 ½ time.

Vi tog, da Søen var temmelig krap, af og til lidt Skvalp ind over Baaden, men Fiskeren laante mig sin Olietrøje, saa jeg ikke blev vaad.

I Sønderho spiste jeg en Beuf og gik mig en Tur i de mægtige Klitter, der føg i den stærke Vestenvind, medens Nordsøen rullede sine skummende Vover mod Land. Fanø er en næsten ufrugtbar Ø, næsten af det bare Sand.

Kuranstalten her er et helt lille Monte-Carlo (uden Spille- bank), elegant og flot i enhver Henseende. Pensionen her koster kun 5 Kr. pr. Dag foruden Værelse, men da den kun faaes for 4 Dage, kan jeg ikke nyde godt af den, hvilket dog kun medfører en Merudgift paa 1 ½ Kr. om Dagen. Jeg har et Værelse paa anden Sal mod Land, det koster 3 Kr., men er stort og fin-fin med tykt Brysler Tæppe paa Gulvet. Det hele er komplet »europæisk«.

Forbindelsen med Tyskland var, dengang som nu, også før valutavanskeligheder, verdenskrig og meget andet, ret dårlig, ikke blot på dansk, men også på tysk side. Man arbejdede af al kraft på forbedringer, og som et led i disse anstrengelser havde man inviteret den daværende »Eisenbahnpræsident« i Altona, Jungnickel, herop. Man fejrede ham som en fyrste, og han rejste glad og tilfreds tilbage til Altona. Da man noget senere henvendte sig til ham om resultater, udbrød han: »Ja, aber die Verbindung war ja gar nicht schlecht.« Man havde kørt ham frem og tilbage - med ekstratog.

Det kan slås fast, at Danmark i 1895 var på vej til at blive det så eftertragtede internationale Badested, kendt over hele Europa. Meget store pengesummer var gået med, mange måske unødvendige, og mange anvendt på uforståelig måde. Men Badet var i rig udvikling, store værdier var investerede, det hele havde ikke kostet den danske mand, med undtagelse af Lensgreve Raben-Levetzau, en eneste rød øre.

I vinteren 1894-95 havde Danmark igen en chance til at få større indflydelse på Badet og dets ledelse. Men man forpassede den igen. Raben-Levetzau så det, men da han ingen støtte kunne få i de kredse, han henvendte sig til, nedlagde han i 1895, den 30. juli, sit mandat som formand og medlem af bestyrelsen, og katastrofen i 1896 var uundgåelig.

Et moderne Badested 

I vore Dage spiller Sporten og Badelivet en stor Rolle. Begge to er saa at sige Sikkerhedsventiler for det stakkels Nervesystem, som i vore Dages Storbyer og det febrilsk pulserende Forretningsliv ophidses og overanspændes paa en ofte, ganske uforsvarlig Maade.  

Det er ikke blot de falmede og forsnørede Baldamer, men ogsaa de altfor travlearbejdsbier, som trænger til, i alt, Fald en kort Sommermaaned eIler to at søge Ro og Lægedom i Naturen. Og hvor er saa Luften renere og Afvexlingen rigere end ved Bredden af det store Hav, hvis bestandig vexlende og dog bestandig ensformige Bølger rulle frem mod Kysten i endeløse Rækker.  

Til Badning hører der imidlertid ikke blot en Kyst i al Almindelighed. Der kræves dertil ikke faa andre Betingelser, nemlig en bred Forstrand, god Sandbund, saa fri for Sten som mulig, et kraftigt og dog ikke for voldsomt Bølgeslag og stærk Saltholdighed af Vandet i Forbindelse med en normal Temperatur.  

Nu viser det sig, at forholdsvis faa Partier af Europas Vestkyst frembyder alle disse Betingelser, og Frankrig, England og Tyskland har kun faa Punkter af denne Art. Det er her, at de berømte Badesteder, hvor Europas Rigdom og Adel søger hen, har udviklet sig.  

Men det lille Danmark er endnu tilbage, og den jydske Vestkyst egner sig paa de fleste Punkter ypperlig til Oprettelse af Badesteder. De sidste Aartier -har ogsaa set saadanne dukke frem. Vi nævne blot her Blokhus, Lønstrup, Søndervig, Ferring, men alle er de smaa og afpassede efter vore hjemlige Forhold og fattige Portemonnæer. Men i Fald der var Foretagsomhed og Kapital, kunde der uden Tvivl langs Vesterhavets Kyst rejse sig en Række storartede Etablissementer, som kunde drage fremmede til sig og lokke Turiststrømmen i sit Følge.  

Begyndelsen er dog omsider gjort paa Fanø, hvor et Aktieselskab med tysk Kapital i Aaret 1890 anlagde et stort Etablissement »Fanø-Nordsøbad«.    Som Navnet antyder, er det nærmest beregnet paa det tyske Publikum. Ganske vist findes der ogsaa store Badehoteller paa andre Punkter, t. Ex. paa Sylt, men Fanø frembyder langt gunstigere Vilkaar end den nævnte Ø.  

Efter i et Par Aar at have gaaet lidt trevent er Fanø-Badet nu i stærk Fremgang og Udvikling. Foruden det store Kurhus, er der efterhaanden blevet opført flere mindre Bygninger og anlagt en Have, som trives godt, skjønt Trævæxt ellers ikke er Øens stærke Side.  

Det, som særlig udmærker Fanø som Badested, er den ualmindelig brede, svagt skraanende Forstrand, som omgiver den største Del af Øen. Den er dannet ved en Sandaflagring, blændende hvid og aldeles fri for Sten og Muslingskaller, og saa fast, at selv tungevogne kan kjøre hen over Sandet, uden at afsætte mere end et ringe Hjulspor. For Cyklister er det den dejligste Tumleplads, man kan tænke sig. Manglen af Skove erstattes fuldt ud af Klitterne, hvis sønderrevne Formationer frembyder saa mange Smaadale og Smuthuller, at det er let at finde Læ imellem dem.  

Uagtet Overskudet af Bade-etablissementet gaar andet Steds hen, og en stor Del af dets Fødevarer hentes længere borte, t. Ex. i Esbjerg, saa føres, der dog direkte og indirekte mange Penge til Øen. Det er ikke heller alle Badegjæster, som bor paa Anstalten; mange foretrække for at faa større Ro eller billigere Vilkaar, at leje sig ind hos Fanøboerne.     Disses gamle, gjæstfri Elskværdighed vil forhaabentlig ikke fordærves af Turiststrømmen og gaa over til grisk og smaalig Beregning. Dertil er den jydske Natur for sejg og i bedste -Forstand konservativ. Ogsaa i det ydre vil det være heldigt, i Fald Fanøkvinderne bibeholdt deres gamle ejendommelige Dragt, som klæder dem saa ypperligt, og som netop tjener til at give Øen forøget Tiltrækning for de fremmede Gjæster.  

Morsomt er det at se de ganske smaa Fanø- piger, der klædes paa akkurat som deres Mødre og Tanter. De to smaatuller, som vi her gjengive efter et ypperligt Amatørfotografi af en ung Doktorfrue, var den Gang henholdsvis 4 og 2 Aar.