Fanø Nordsøstrand var fra starten forbeholdt dem, som havde betalt "kurtaksten", og på et langt stykke ud for badet var det obligatorisk at bade fra badevogn. I forhold til andre bade var man dog ret fremskridtsvenlige. Ved indvielsen sagde formanden, "at badningen finder sted fra vogne, der køres ud i havet, og damer og herrer kan, om de øsnke det og er anstændigt påklædte, bade sammen, men kan også bade hver for sig på bestemte steder af stranden".
Omkring 1900 gik en lidt tvetydig vise over landet om Fanø Nordsøstrand:
På Fanø Nordsøstrand
pst strand pst strand pst strand,
- på Fanø Nordsøstrand
der går jeg nu op sopper,
knaldefalderalleralle jokjokjok
i to á tre fod vand,
pst vand pst vand pst vand
- i to á tre fod vand
Der går jeg ned hver dag
at lære Karoline
de lange svømmetag
Hun svømmer som en haj
på ryggen og på maven
det har hun lært af mig.
Med og foruden dragt
som man sig Eva tænker
da hun blev Adam bragt!
Sligt må man ikke se, nej
Men man skal bort sig vende
og se den anden vej
Badevogne på Fanø strand
Bademester Carl Madsen omkring 1903
De første badevogne 1882.
Fanøs badevogne en aviskommentar
Fanøs badevogne en aviskommentar
Selv om flere, bl.a. Esbjerg Museum, erklærer sig villige til at overtage Fanøs historiske badevogne, siger badedirektør P. O. Lassen at vognene skal hugges op, fordi ingen interesserer sig for dem.
Mel: Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne…
Jeg elsker de vogne, de vaklende, grønne,
hvori vi som unge blev trukket til vands.
Fra dem har vi set på de badende skønne.
Nu står de og frønnes langt inde til lands.
De rådner hos Lassen, som styrer på pladsen,
og vognenes venner kan få sig en prop.
Man soll sich mit Lassen verblüffen nicht lassen,
mens vognene mørnes og mundhugges op.
Publikken og massen er vrede på Lassen,
mens vognene langsomt for lov at forgå.
Man møder hos Lassen, lidt stram i grimassen,
men det kan hr. Lassen ikke forstå.
Hvis Lassen vil være en smule gelassen,
kan vognene reddes, hvis andre blot må,
og tilmed kan Lassen få penge i kassen,
så det må selv Lassen vel kunne forstå.
Jeg forpagtede de store hoteller fra 1945 til 1955 og opkrævede ifølge servitut kr. 1,- pr dag pr gæst for gratis brug af vognene. Det gav jo et økonomisk grundlag. Da hotellerne blev solgt, nægtede de nye ejere at betale denne afgift og dermed faldt økonomien væk, og vi ønskede ikke nogen retssag om dette spørgsmål.
Herudover ændrede badevanerne sig. I stedet for en badetur, blev det til en hel dag på stranden. Bilturismen gjorde, at hele stranden kunne anvendes og strandlivet ændrede karakter. Alt dette forårsagede, at badedriften måtte ophøre i 1961. Vognene blev hugget op. Kun to blev tilbage. Den ene fik fru konsul Wohlert, den anden fik baron Raben Levetzau til at sætte i bilmuseet på Ålholm. Atter en epoke i Badets historie var forbi.
Strandkurvene har jo fra tidernes morgen været en del af badelivet og strandlivet. Hver familie lejede en kurv med tilhørende flagstang. Dette fortsatte til midt i 50'erne, hvor man i de glade diskotekdage fandt det morsomt hver aften at stille nogle i ring og brænde et par stykker under sang og bægerklang. Dermed holdt udlejningen af strandkurve op.
I 1962 kom imidlertid en stille tysker og forespurgte, om han måtte stille 100 kurve op, og hvad han skulle betale herfor. Aftalen blev lavet. Han betalte afgiften. Da efteråret kom, kørte vi kurvene i garage, og jeg så ham aldrig mere. Næste sæson lejede jeg dem ud, og satte indtægten op som gæld. Men afbrændingerne fortsatte, så jeg solgte kurvene. Omtrent hver villa købte en, og min gæld til denne mand blev større og større.
Badeliv 1955
Stranden 1950
Og længere syd på, så stranden sådan ud i 1950, man var begyndt at tage bilerne med til stranden og opholde sig i nærheden af disse
Gå til top