I en beskrivelse af en frokost på Kurhotellet skriver forfatteren Andreas Sørensen i "Ved det yderste hav":

"En Dag kom der Brev fra en af Dr. Fournaises Overordnede, en von et eller andet, der sammen med sin Frue ferierede ved Vesterhavsbadet. Det var en Invitation til en Frokost, og den vakte vild Bestyrtelse, særlig hos Fru Fournaise, der jamrede over, at hun ikke havde passende Tøj med, men Doktoren, hvis Garderobe ogsaa var mangelfuld, tog Situationen med overlegen Ro. Det blev besluttet, at Ernst-Günther og jeg skulde med derhen paa Cykle, paa een Cykle, for jeg havde ingen. Doktorparret vilde tage med Diligencen til Udkanten af Nordby og  saa gaa ud til Hotellet. Det blev meget varmt om Søndagen, og Fru Fournaise var allerede blussende, da hun kom hen til Vognen. Hun var haardt snøret, som Moden bød, saa hendes Barm svulmede mere end til Hverdag. Hun havde en mørk, højhalset Kjole paa, som slet ikke egnede sig til den forestaaende Køretur. Paa Hovedet bar hun en stor, rund Hat, hun havde Nethandsker paa Hænderne og en Parasol i den ene Haand. Doktoren var i Jaket, baade Jaketten og Benklæderne var graa. En hvid Vest strammede over den lille Ølmave, paa Hovedet havde han en flad Straahat, i højre Haand en tynd Stok og i venstre et Par graa Stofhandsker. Han lignede grangivelig en Franskmand, der skal i Skoven. Ernst-Günther var i hvid Bluse og sorte Bukser, jeg i en gullig Silkebusseronne, som Fader havde sendt hjem fra Bourdeaux, og blaa Bukser. Vores Sko og Strømper hang paa Styret.

Medens den lukkede Diligence sneglede sig ad den støvede Landevej, tog vi Stranden, der er haard som Cement at køre paa. Vi havde ogsaa den friske Brise ude fra Havet, som laa ganske stille og glitrede i Solen. Paa lang Afstand kan man se Hotellernes Taarne og Spir, der som et Fata-Morgana svæver over Stranden i den blaa Luft. Vi skiftedes til at køre med den anden paa Stangen. Jeg var meget spændt, men Ernst-Günther var ligeglad, og han sang hele Vejen tyske og franske Viser.

Doktorparret var ikke kommet, da vi naaede Vesterhavsbadet, hvor der herskede mere Liv og Røre end henne hos os. Badevognene var ustandselig paa Vej ud og ind, elegante Herrer og Damer promenerede paa Stranden og paa Vejene bag Klitterne, der var belagt med knuste Mursten. Damerne i lange, lyse Kjoler og med opslaaede Parasoller. Det hørte ikke til god Tone for Voksne at gaa med bart Hoved. Herrerne var i lysegraat eller hvidt Tøj, der for nogles Vedkommende sad om Midjen som om det var støbt.

- Det er tyske Officerer, sagde Ernst-Günther. De har et lille Korset paa.

Men der var flest Danskere, og de stod ikke tilbage for Tyskerne i Elegance. Da selve Badet betragtedes som afsluttet, naar Herskaberne kom ind med Badevognene, og det var almindelig dødelige forbudt at gaa i Vandet her, opholdt der sig ikke nær saa mange Mennesker paa Stranden som nu om Dage. Solbadet var endnu ikke paa Mode, og det var ganske utænkeligt, at Damer og Herrer viste sig halvpaaklædte i hverandres Selskab. Kun Børn løb rundt i Badedragt, men Forældrene vaagede omhyggeligt over, at deres halvvoksne Sønner og Døtre ikke overtraadte Strandens uskrevne Love. Nu er enhver Hæmning faldet sammen med Skulderstroppen, men dengang var der vist ingen, der drømte om at ændre Takt og Tone paa en Badestrand. Ogsaa paa dette Omraade skabte Krigen den store Omvæltning. Børnene byggede stadig Sandborge, men de tyske Flag var forbudt. Saa meget havde Bryggeren dog opnaaet.

Da Stranden og Klitterne ikke havde samme Tillokkelse som nu, var der af Direktionen arrangeret forskellige Forlystelser. Mange spillede Tennis eller Krocket, og Børnene kunde ride paa smaa Ponnyer, der ligesom Badevognene passedes af mine Landsmænd. Ernst- Günther foretog et halsbrækkende Ridt, men da jeg nærede en sand Rædsel for Heste, vovede jeg mig ikke i Sadlen.

Vi mødte Doktorparret udenfor det Hotel, hvor de var inviteret til Frokost. De var i den stegende Sol gaaet Vejen ud til Badet, og Fru Fournaise saa farlig ud, næsten opløst af Varme, støvet og med Hatten paa Snur. Den lille Doktor havde Jaketten over Armen og var ogsaa medtaget af Køreturen i den lukkede Postvogn og Spadsereturen herud. Han lænede sig op af et Plankeværk og tørrede sig over Ansigtet ligesom Tuborgmanden. Fru Fournaise satte straks Ernst-Günther i Gang med at finde Dametoilettet, men inden han kom tilbage, var hun blevet opdaget af Ægteparret, som havde inviteret dem og vist havde ventet utaalmodigt. En høj, slank Dame i blandende Hvidt, kølig og fornem, kom ud fra Forhallen sammen med en Herre i Tropetøj. Alle fire begyndte at tale i Munden paa hverandre, og selv jeg, der intet forstod, var klar over, at de fine Værtsfolk var ubehageligt overraskede over de to derangerede Gæster. De blev hurtigst muligt ført op paa et Værelse for at vaske og nette sig, medens Ernst-Günther og jeg ventede i den svale Reception, hvorfra vi kunde høre et lille Strygeorkester spille inde i Salen. Jeg var jo ikke inviteret, saa jeg vidste ikke, hvad jeg skulde gøre, og af Penge havde jeg kun 25 Øre.

Skidt, sagde Ernst-Günther flot, som om han var Vært, du gaar bare med ind.

Jeg havde Indtryk af, at de spiste og drak i timevis, og da de raserede Fade endelig blev baaret ud, kom den varme Hovedret, en rød Bøf med tyk, gul Sovs, hvortil der blev serveret Rhinskvin i Kølere, der skinnede som Sølv. Vore Værtsfolk hilste animeret rundt til Venner og Bekendte i Spisesalen, der nu var et Virvar af Raab og Latter og Klirren af Service med det solglitrende Hav som en festlig Baggrund. En smækker, elegant Herre i gult Flonelstøj kom hen og trykkede Doktor Fournaise i Haanden. Han bar Monocle, hvad jeg heller aldrig havde set før, og da de højtideligt hilste paa hinanden med Glassene, gjorde han en næsten umærkelig Grimasse, saa Monoclen faldt ud af Øjet, men den blev hængende i en sort Silkesnor, som var fæstnet i Jakkens øverste Knaphul.

Ernst-Günther var ganske uinteresseret i hele dette Sceneri, som optog mig, han vilde hellere ned til Ponnyerne, men jeg slugte hver Detaille i Salen, ogsaa fordi jeg vilde nyde at fortælle om det, naar jeg kom hjem.

Til sidst bar Tjeneren en mægtig Osteanretning frem, og hertil drak Herrerne igen Øl og Snaps. Damerne tog et Glas Portvin, hvilket var meget letsindigt gjort af Fru Fournaise. Under Afslutningen af Frokosten passerede en dansk Officer i blaa Uniform og med hvidt Snorebetræk paa Brystet vort Bord, han hilste med et dybt Buk og slog ud med Haanden. Vor Vært rev Servietten af, rejste sig i Stolen og sagde: Guten Tag, Herr Graf. Da Officeren var borte, vendte han sig til Doktor Fournaise og sagde halvhøjt: Ein feiner Kerl.

Kaffen drak de i en lille Salon med magelige Møbler. De to Herrer fik Cognac og store Cigarer, Damerne en Bakke med Likører i alle Regnbuens Farver. Paa dette Tidspunkt begyndte Fru Fournaise at blive søvnig, og den hvide Dame betragtede selv mig med Velvilje og spurgte, hvor jeg havde faaet den fine Silkebluse fra.

Værten og Doktor Fournaise kunde, ligesom saa mange Tyskere, taale en Masse Spiritus, og selv paa dette tidlige Tidspunkt af Dagen var der ikke noget at mærke paa dem efter alt det, de havde drukket. De var trinkfeste, som Tyskerne siger. Damerne syntes derimod trætte, og alle fire følte sig vist utilpas af for megen Mad. Der vilde være indtraadt et Anti-Klimaks, hvis Værten ikke havde foreslaaet en Middagslur. Forslaget lød som Musik i Fru Fournaises Øren, og da Herrerne havde røget deres Cigarer, forsvandt de alle fire ovenpaa, medens Ernst-Günther og jeg gik ned til Vandet.".