Annonce
Strandhotellet før spisesalen blev "tilmuret" 1892
Kellers Konditori til venstre.
Flere billeder fra Badets første tid
Fra Kurhotellet førte en gangbro ned til stranden og her fandtes i sin tid et lille hus, hvor man kunne købe billetter til badevogne og leje badetøjs når man ikke selv havde noget sådant med.
Nogle år senere var det lille billethus bygget større, og der var opstillet et ur, så de badende kunne følge tidens forløb, der var jo kun begrænset tid til rådighed for brugen af badevognene.
Efter stormfloden i 1909 så bygningen således ud.
De to mænd på billedet er bademester Carl Madsen og Anders Brandt, der gennem mange år havde hvervet at køre badevognene ud i vandet og tilbage igen, når tiden var udløbet
.
Gangbro ved Missionskurstedet
Af nedenstående indlæg læser man at der ikke herskede lutter venlige følelser mellem Badedirektionen ved Fanø Nordsøbad og beboerne i Sønderho. Hvem der har ret, skal jeg ikke kunne sige.
12. september 1908. Fanø Ugeblad.
Hr. redaktør!
I det sidste nummer af Deres ærede blad er Deres repræsentant i Sønderho fremkommet med nedsættende og misvisende udtalelser om badevæsenet i Sønderho. (Afsnittet hr. Lassen henviser til er fra 5. september 1908: "Sønderho har i år haft mange liggende gæster, men få har badet fra badehusene; derimod har de badet fra den åbne strand, da man ikke fandt hverken badehusene eller restaurationen tilstand").
Dette giver anledning til et par bemærkninger, som jeg høfligt beder Dem om at optage.
Da jeg i 1904 overtog ledelsen af Sønderho Bad, gjorde jeg sammen med den daværende læge hr. dr. Brandt Jørgensen, alt hvad der stod i min magt for at fremme badevæsenet; de fleste af de gamle badevogne blev ombyttede med nye, en veranda blev bygget, pavillonen fikset op, i alle Badets annoncer blev Sønderho nævnt etc, etc., og da siden da er alt holdt i orden, de vogne, der Bruges er endog i år nymalede.
I de år, jeg har haft med Sønderho Bad at gøre, har jeg stadig mærket en stærk uvilje imod badevæsenet fra Sønderhos beboeres side; vejen imellem Sønderho by og pavillonen henligger således, at det er forbunden med livsfare at køre derud; når man henvender sig til myndighederne om hjælp til at få monopolet opretholdt, får man et intetsigende svar, men mangler der en kam i en badevogn, da råbes der op. I stedet for at gøre betjeningen opmærksom på, at der mangler et spejl i en vogn, skrives der et længere stykke i Fanø Ugeblad. Hvad forlanger Sønderho da af Baderiet. Hvad mener Fanø Ugeblads reprøsentant med, at badevognene og pavillonen ikke er tidssvarende?
Badevognene er de samme, som bruges her ved Badet i Nordby, og badningen foregår på nøjagtig samme måde.
Grunden til at så mange bader fra åben strand er den, at gæsterne i Sønderho ømmer sig ved at betale for badet, og at jeg ikke har benyttet mig af de midler, der står til min rådighed for at forhindre det.
Er Deres hr. P. K. P., der dog regner sig til Fanøs kloge hoveder, da ikke klar over, at han og andre ved at tale nedsættende om Badevæsenet, skader Sønderho, og derved sig selv. Ville det ikke være pænere og mere værdigt at arbejde på at få en bedre vej til pavillonen og gøre gæsterne opmærksom på, at det er forbudt at bade fra åben strand i stedet for at opfordre dem dertil? Så ville det andet komme af sig selv.
Fanø Vesterhavsbad, d. 7. september 1908. Olaf Lassen
P. P. Klemmesen-Pedersen svarer i næste blad således:
"Når jeg som sædvanlig også i år fremsendte til Ugebladet, et kort tilbgeblik over badesæsonen, havde jeg mindst tænkt på, at min lille notits om de faktiske forhold skulle bringe hr. Lassen i harnisk. For at udenforstående ikke skal få en falsk forestilling om den sag, hvorom det drejer sig, vil jeg her supplere min notits med følgende oplysninger:
1). At såvel badegæster som beboere i Sønderho finder, at pavillonen, hvorfra billetsalget foregår, under sæsonen ikke var i tidssvarende tilstand. "Når man går på gulvet i pavillonen, går man som på fjedre", var en mands lakoniske udbrud, da pavillonens tilstand kom på tale.
2). At der i badevognene savnedes spejl og kam samt andre nødvendighedsgenstande, som forhen har været anbragt, er ikke badedriften ukendt; men om badedriften var bekendt med, at døren til nogle af vognene ikke kunne lukkes, ved jeg ikke besked om, derimod ved jeg at ikke alle badevognene blev malede.
Med hensyn til vejen, der fører til badet, og som ikke er opført på regulativet, da husker jeg fra den tid, jeg var sognerådsformand, at sognerådet ikke den gang havde nogen forpligtelse til at istandsætte vejen; men dens vedligeholdelse blev altid udført af Badets lokale tilsynsførende. Hvorvidt der er ændringer i dette forhold, er mig ubekendt; men så er det jo en fejl fra badedriftens side, at den ikke har fået vejen opført på regulativet efter 1904.
Fra hin tid husker jeg også, at Badet i henhold til kontrakten alene har ret til at have badevogne og badekurve på stranden; men om Badet også har ret til at forbyde gæsterne færdsel på stranden eller at bade fra den åbne strand, herom mindes jeg ikke at have læst noget i bekendte kontrakt.
Beskyldningen om, at jeg har anbefalet gæsterne at bade fra åben strand i stedet for fra badevognene kan jeg ikke tage imod. Måtte vort bedeetablissement blive forbedret, ville selskabet sikkert høste betydelig større udbytte end nu, og selskabet ville tillige få beboernes og gæsternes tilslutning i forøget grad.
Sønderho, den 15. september 1908.
P. Klemmensen Pedersen.