Når folk havde taget en dukkert, var det i århundreder sket i deres undertøj eller - hvis de var usete - i nøgen tilstand. Da byboerne på varme dage begyndte at søge mod de åbne badestrande eller de lukkede badeanstalter, blev det almindeligt med en særlig badedragt. For mændene var det i adskillige år en, tit stribet, dragt ud i ét med trøjelignende overdel og bukser til midt på lårene, ofte vævet i bomuld, der i drivvåd tilstand snarere fremhævede end skjulte den lille forskel.

Kvinderne var klædt i badekjoler. Hovedprincippet var fra starten, at badepåklædningen ikke måtte  være mindre ærbar end den, der blev vist på landjorden. Det vil sige, at badepigerne - i den mest omfangsrige tilstand - var iført badesko, badesokker, folderige badebukser fra livet til under knæene, en overdel med krave og borter, og nederdel af forskellig længde, altid under knæene og ofte til anklerne.

Når kvinderne gik i vandet i denne påklædning, bredte nederdelen sig ud som et telt. Den var tung og meget lidt egnet til svømmeøvelser. Det var dog også de færreste, der ligefrem forbandt badelivet med svømning. Det blev mest til lidt sopperi og en dukkert.

Badekjolen blev efter århundredskiftet afløst af en ud-i-ét badedragt også til kvinderne, "og flere og flere steder ser man det græsselige syn, at fuldvoksne mænd bader uden en trævl på overkroppen, som "Ude og Hjemme" skrev 1896.

Skagen - badeliv

Problemet blev i begyndelsen løst med de transportable badehuse, der ved hjælp af heste kunne trækkes ud i vandet. De badende kunne derefter mere eller mindre ugenert gå i vandet gennem en "sluse" af lærred. Efterhånden faldt "sluserne" bort, og det blev mere almindeligt, at de små badehuse blev stationære på stranden. Der blev også tømret badebroer ud i vandet med små omklædningsrum, og efterhånden kom de egentlige badeanstalter med adskilte herre- og dameafdelinger.

Men på sin vis skærpede alle disse foranstaltninger kun nysgerrigheden.

I den lille bog "badelivets glæder", oversat "fra det tyske", 1902, fortæller en hr. Heinz Grum om sine oplevelser ved forskellige europæiske badestrande:

"Det almindelige er jo, at kraftige heste trækker de tunge vogne ud gennem sandet til efter første revle, hvorefter de badende herrer og damer kan begive sig ud i det våde element. Mest bliver det for damernes vedkommende til lidt vandpjaskeri; selv med badehætte løber de jo en risiko for at få ødelagt frisuren!

Men selv da må det indrømmes, at det ofte er et smukt syn at se en ung, velskabt kvinde blive ét med det våde element. Har damerne først dyppet tæerne, lyder der ikke så mange hvin, når man nærmer sig på afstand. Og ofte er det også sådan, at de nette badedragter blotter mere, end de dølger; det må være tekstilernes kvalitet.

Man kan på denne måde let få en triviel eftermiddag til at passere.

Badelivets glæder er i sandhed mangefold…!

Efter århundredskiftet blev kvindernes badedragter noget mere afslappede og velegnede til at svømme i. Badekjolerne med skørter, strømper og kyser var på retur, men forsvandt aldrig helt. Frem til 40'erne blev der solgt badedragter med små skørter, også til skolepiger.

Ud-i-ét-badedragten, "næsten som balletdanserindernes trikot", blev lanceret af den engelske svømmerske Anette Kellerman ved Ramsgate i 1907 og blev omtalt som "den nye sensation på badelivets område", men faktisk var den nye badedragt taget i brug flere steder få år i forvejen.

Men badedragten var et "spørgsmål" - for ikke at sige "et moralsk problem" - som man selvfølgelig gik stærkt op i, og igen var det overvejende for kvindernes vedkommende. Mændene var også normalt i "trikot", indtil overdelen forsvandt og mændene kunne nøjes med et par badebukser.

I de første par årti efter århundredskiftet var det stadig almindeligt i fx danmark, at der var skarpt afskilte "fribade" for damer og herrer - og det var ofte det "udfordrende badeudstyr", der fik skylden for, at fællesbade ikke kunne indføres.

Ella Melbye skrev i "Maaneds-Magasinet", 1909:

"Når man har opholdt sig en sommer ved et dansk badested, så forstår man, hvorfor spørgsmålet om fællesbadning endnu ikke er blevet løst herhjemme ... Det er nemlig ganske utroligt, i hvilken grad såvel danske herrer som damer krænker alle skønhedshensyn i valget af deres badebeklædning. Det er udelukkende denne mangel på - lad mig kalde det sømmelighedssmag - der forhindrer, at spørgsmålet om fællesbadning kan blive løst. "

Artiklen fortsætter: "Selvfølgelig er vort klima ikke sådan, at vi kan følge udlandets bademoder, vi kan ikke opholde os timevis i vandet og spadsere i de våde dragter på strandbredden eller foretage små roture midt i badet for bagefter at hoppe i vandet igen. Jeg vil ikke foreslå vore damer, at de skal bade med strømper og sko og skørter på - eller lade håret stikke koket frem under en klædelig badehat, nej, lad os holde os på det jævne - eller rettere sagt: Lad os holde os til vort kolde, salte vand, blæsten og den ikke altid rene sandhund.

Lad os som de naturmennesker, vi er, holde os inden for grænsen af det, der samtidig er net og praktisk, for det er netheden i valget af badedragten, som det skorter så forfærdeligt på herhjemme. Det er ligefrem en rædsel at se, hvad folk vover at byde deres medmennesker ved vore badesteder. Og så kommer de gode råd: "Altså, kære damer, indret jer sådan, at ingen mere behøver at forarges over, at herrerne ligger på stranden og kigger på jer, eller at politiet sætter sædelighedsplakater op om, at ingen herrer på den og den tid af dagen må nærme sig jeres badeområde. Klæd jer sådan på, eller af, hvad I nu vil kalde det, at alle åbenlyst kan lægge sig på stranden og ikke i smug behøver at se på jer gennem kikkerten." Og så mere konkret: "Køb aldrig de færdige badedragter af bomuldstrikot - disse frygtelige tingester, der klistrer til kroppen som et pølseskind. Det er så fristende, man kan få dem til 1,50 kr., men lader man en badedragt sy efter mål eller syr den selv, så har man den praktiske glæde, at den ikke i løbet af et par dage er falmet og sjasket, men at man kan bruge den flere sommere i træk. Selvfølgelig er det absolut net og klædeligt at have et lille lægget skørt over den egentlige badedragt, men det kan man roligt overlade til de ældre damer, der ikke vover sig ud, hvor bølgerne går højt, eller bryder sig om at tage længere svømmeture. En dragt kan netop være meget stilfuld i sin enkelhed, når man undgår kraver og volanter og anden overflødig pynt. Lad dragten sy sådan, at den er til at knappe på skulderen eller i den ene side." Ella Melbye har også et par manende ord til mændene: "Så er der herrerne! Det skulle forbydes ad lovens vej, at der inden for et lands grænser blev lavet så frygtelige indretninger som svømmebukser." Forfatterinden anbefaler "nette mørke" trikot-dragter også til mænd og slutter:

"Altså gæve danske mænd og kvinder, lad os forsøge at vise så megen smag i vor badebeklædning, at vi snart kan få fællesbadningen gennemført og derved skaffe vort badeliv den tvangfrie munterhed, som det så sørgeligt mangler. " "Maaneds-Magasinet" bragte samme år, 1909, en artikel fra berlinernes store badested Wannsee med særskilt dame- og herrebad, men også med en stor fælles "familiebade-af- deling" - og her var forholdene åbenbart betydelig mere tvangfrie end ved de danske kyster, og forfatteren, Th. Lind, tager ikke anstød af de billige, sjaskede badedragter, "der sidder som åleskind". Tværtimod! ,Badedragterne er så fordringsløse som mulig," skriver Lind. "Wannsee Frei- bads gæster ville forfærdes ved tanken om de fashionable

badesteders uhyrligheder: støvler og strømper, klokke- hatte af imprægneret silke med forlorne "badelokker", badehandsker, korset osv. Damerne bærer oftest trikot, herrerne svømmebenklæder ... Nogle damer koketterer med at skjule deres yndigheder under vandskorpen, mens en fyldig velskabthed i flatterende sort trikot overhovedet kun går i vandet til midt på læggen og med værdig selvbevidsthed passerer revy foran fronten." Videre hedder det om badegæsterne ved Wannsee: "Stor opsigt vækker en neger, der promenerer en hvid pige af varietétypen, og der er stor genkendelsesscene mellem dette par og en kelner fra varieteen. En purung jødinde med et pragtfuldt, stort, kulsort hår tillader sig med mange kokette bevægelser at bære dette udslået og tildrager sig derved alles blikke.