I løbet af 1893, 94 og 95 blev Badet udbygget, en række villaer og logihuse blev opført, mange grunde blev solgte, en propaganda, der skal søge sit sidestykke, blev lavet. Badet blev i disse år hele sæsonen igennem fyldt med et publikum fra mange lande, dog hovedsagelig fra Tyskland og Østrig. Vel en fjerdedel var danske, og denne fjerdedel rekrutteredes fra de bedste kredse. For disse års vedkommende er der ikke nogetsteds omtalt divergenser mellem de forskellige nationaliteter.

Som kilder til dette afsnit om villa ved Badet er bl.a. anvendt Hanne og Villy Nielsens fremregende samling om ”Nordby Sogn, Samling om personer, bygninger og jord”. Otto Berg Jensens ”Bedstefars Billedbog, bind III. Et manuskript af Oscar Lassen med navnet ”Trækfugle”, trykt i Fanø Ugeblad, der beretter om villaernes beboere. Jeg takker Steen Lassen for tilladelse til at bringe dette materiale. Og en mindre del stammer fra Per Olaf Lassens bog ”Badestedet Fanø”.

Indledningen til Oscar Lassens manuskript er som følger:

” TRÆKFUGLE

Folk og fæ på Fanø strand

af OSCAR LASSEN

PROLOG

Når foråret nærmede sig, flyttede vor familie fra vinterboligen i Nordby ud på, hvad man kaldte „på stranden", hvor mine brødre og jeg havde herlige barn­domsdage.

Det begyndte med, at vi fik båd i strandsøerne, der dengang strakte sig fra den tredie klitrække helt ind til Hansens plantage. Søerne var et spændende område, mange holme og udstrakte sivskove, hvor vildænderne rugede og hvor sivene fortalte eventyr, når blæsten føg over dem. I vor barnefantasi sejlede vi til fjerne eg­ne.

Når det blev varmere i vejret, klædte naturen klit­terne - bjergene, som vi kaldte dem på Fanø - i en pragtfuld dragt med violer af den slags, som svenskerne kalder „Vite fonster och blå himmel". I dalene kom der masser af gule smørblomster, der står så godt til violerne.

Med det milde vejr holdt badets æsler - altså dyrene - deres indtog. Kåde efter opstaldningen hele vinteren. Min broder Anker og jeg red over stok og sten på æs­lerne, drømmende os tilbage til riddertiden, som vi kend­te fra Ingemanns romaner. Æslerne hed „Moses" og „Me­ster Grå". Vor faders humor havde nok været på spil ved at kalde det ene æsel „Moses", fordi den som testa­mentets Moses måtte vandre i sandet det meste af sit liv.

Efter æslerne kom gæsterne til badet og befolkede villaerne og hotellerne. Vort herrevælde over badet blev derfor afbrudt af de mange - efter vort skøn ofte mærk­værdige mennesker. Det var ikke en ublandet glæde at skulle dele herlighederne med gæsternes børn, men det viste sig hurtigt, at de mange nye kammerater var ikke værst at lege med, og der opstod venskaber, som stod sin prøve, når vennerne kom tilbage sommer efter som­mer, og holdt op til moden alder.

Min barndomsven, Jørgen Rud, har ment, at en beret­ning om hine dage kunne have interesse og inspireret mig til at fortælle om „trækfuglene" på Fanø Strand.

Fortællingen er blot en gammel fanødrengs person­lige erindringer om de „Folk og Fæ", der besøgte badet. Det var flest godtfolk blandt gæsterne, men sandelig og­så adskillige fæhoveder, som følte sig højt hævet over øens befolkning. Derfor undertitlen til denne lille for­tælling.

Erindringerne begynder den sommer, hvor husene på Fanø rystede under kanontorden fra Jyllandsslaget i maj måned 1916 og de slutter i sommeren 1929, da jeg som grøn student drog til hovedstaden for at søge, hvad jeg dengang mente var lykken.

Hvis jeg engang imellem benytter „vi" i stedet for „jeg", er forklaringen den, at min barndoms- og ungdomstid er vævet sammen med samværet med min bro­der Anker, med hvem jeg delte godt og ondt i de glade barndomsår.

FORTÆLLINGEN

Fortællingen om folket ved badet vil mest praktisk og naturligt knytte sig til de villaer, hvor familierne boede ofte år efter år. Der var vel i tiden indtil 1920 kun en snes villaer og deraf kan sluttes, at det var en meget begrænset del af Danmarks befolkning, som hav­de lejlighed til at søge sundhed ved Fanøs hvide strand og i de friske bølger.

Villaerne, der for største delen var opført af driftige tyske forretningsfolk, figurerede med tårne og tinder og balkoner lige ud mod den barske vestenvind - planlagte som de var af arkitekter, som var vant til at projekte­re huse ved Rhinen, Villaerne havde fine og for os besynderlige navne - vel bestemt til at lokke folk i ind- og udland til.

Erik den Røde, der af samme grund benævnede det isdækte land i nord „Grønland", ville forstå tankegan­gen. Navnene var dels af klassisk oprindelse, f.eks. „Qvissisana" og „Tusculum" (Ciceros sommer residens).

En anden serie navne som „Marie", „Dagmar" og „Louise" talte til folk med royale sympatier. Nu til dags er navnene jo anderledes og mere humoristiske. „Pip" og „Kuk" er gode eksempler herpå - ikke mindst svenskerne finder disse navne højst grinagtige. - Og nu til fortællingen om gæsterne i villaerne ved badet.”

EPILOG

Den kære læser, som måtte have haft tålmodighed til at følge rejsen gennem min barndomstid ved badet, vil nu bemærke, at jeg har (næsten) forbigået at om­tale fæhovederne blandt gæsterne og heller ikke de gæster, som førte sig frem med brask og bram med rideheste og alt dertil hørende, men som senere endte på fattiggården. Jeg finder, at det vil være rigtigt at drage et glemselens slør over den kategori af „Folke­ne på Stranden" - det „forgåede gyldenlæder".-

Når jeg ser tilbage på villaejerne dengang, må jeg konstatere, at de allerfleste har haft forståelse for, at det er et dyrebart privilegium at være ejer af et styk­ke af Fanøs jord.

Til slut skal jeg blot anføre, at jeg ikke som min fader i sin bog om Fanø Bad har bestræbt mig for at holde min person i baggrunden. Uanset at jeg må ind­se, at mine personlige oplevelser og min personlige be­dømmelse af mennesker ved badet måske vil have mindre interesse, har jeg dog fundet, at fremstillin­gen vil vinde ved at give den et menneskeligt og per­sonligt præg. At beretningen derved rummer private erindringer må man affinde sig med.

Og til allersidst kan jeg ikke undlade en kærlig tan­ke til mine forældre i minderne om den herlige barndomstid, de gav mine brødre og mig selv på Fanøs skønne strand.

Villa „Frami"

Ved siden af villa Marie ligger villa Frami. Grunden blev købt af fabriksejer C. M. Hess fra Vejle. Han byg­gede en rummelig sommerbolig for sig og sin store fa­milie.

I øvrigt går der den skrøne om bygningen af huset, at „gamle Hess", som han blev kaldt på Fanø, havde byg­get huset som en sølvbryllupsgave, som han ville over­raske sølvbruden med. Der skete imidlertid hverken værre eller bedre, end da fru Hess så huset, udtalte hun, at hun aldrig havde set noget så grimt. Hun affandt sig dog imidlertid med huset.

År efter år vendte familien tilbage til badet, i hvis sportsliv Hess-døtrene deltog med iver og sjæl. En af døtrene havde den besynderlighed, at hun altid efter hver sætning, tilføjede „ha, ha, ha" og dette kunne un­dertiden virke noget malplaceret, når hun talte om sørg­modige begivenheder.

Den 1. og 3. maj 1892 får Putharchen & Jande skøde på byggegrunden.

Den 24 jul.189 5 sælges den ubebyggede grund til Otto Hermann, hvorpå han bygger villa LOUISE, der brand forsikres 9. maj 1896 , og som 7. nov.19 08 sælges fra hans konkursbo.

Der er i da g opført et nyt hus på grunden.

Skødet den 1. og 3. maj 1892 indeholder også købet af grunde n litra Am 7, hvorpå villa DAGM AR bygges og som den 22 dec.1897 afhændes.

Villa „Louise"

Ved siden af Frami ligger en villa, som hed Louise, formentlig opkaldt efter Christian d. IX's dronning.

I dette hus blev min broder Anker født i 1912 og hu­set kom i brand nogen tid derefter, uden at disse 2 be­givenheder dog har noget med hinanden at gøre.

Huset blev erhvervet af skibsreder Johan Hansen. Jeg husker ham som en lille rund herre, der gik med hvid vest og jaket. Hans hustru var en imposant dame, der forkælede sønnen, Christian - „Kredse" kaldet - over alle grænser. Når det regner på præsten, drypper det på degnen, siger et gammelt ord, og vi havde den glæ­de at blive inviteret til Kredses fødselsdag hvert år, hvor det som et led i traktementet var, at vi kunne gå over til Søren Boghandler og vælge hvilken som helst ting som erindring om fødselsdagen. At også den foretagsom­me boghandler glædede sig til Kredses fødselsdag, vil sikkert være naturligt

Nordøst for villa Nina, lå villa Erika, som var en pompøs hvidmalet bygning, som heldigvis nu er nedre­vet.

Villaen ejedes af en grosserer Münster, som boede i Hamburg. Han var en stilfuld herre, der færdedes no­get stivbenet på golfbanen. Hans charmerende hustru var i sin ungdom en fejret skønhed. Hun lærte sig at tale dansk - dog med nogen accent -. Min moder for­talte mig i denne forbindelse, at fru Münster blev præ­senteret for kong Frederik den VIII under hans besøg på Fanø. Kongen var jo absolut ikke uimodtagelig for kvindelig charme og feterede fru Münster. Da han komplimenterede hende for hendes danske sprog, sva­rede den rappe hamburgerdame følgende: „Omtrent li­ge så godt som Deres Majestæt". Der gik et lille sus igennem kursalen, hvor episoden udspilledes. Kongen, der var opdraget på tysk, kunne som bekendt aldrig lære at tale rent dansk. Fru Münster plejede i sine ældre dage med stor opofrelse sin invalide søn, Harald. Harald havde den mærkelige intelligens, at han kunne alle tog­tiderne i Danmark, selv på de mest obskure stationer. Min fader glædede ham ved hvert nytår at sende ham den nye køreplan.

Den 1. og 3. maj 1892 får Puttharchen & Jande skøde på byggegrunden.

Den 24 jul.189 5 sælges den ubebyggede grund til Otto Hermann, hvorpå han bygger villa LO UISE, der brandforsikres 9. maj 1896 , og som 7. nov.19 08 sælges fra hans konkursbo.

Der er i dag opført et nyt hus på grunden.

Skødet den 1. og 3. maj 1892 indeholder også købet af grunde n litra A m 7, hvorpå villa DAGM AR bygges og som den 22. dec.1897 afhændes.

Den 1. sep.1894 køber Fru Baronesse Anna von Garnier, Hannover byggegrund.

Villa TUSCULUM er en del af den første bebyggelse ved Fanø Vesterhavsbad.

Den 15 aug.1928 købes et grundstykke vesten for vejen.

I anden klitrække ligger villa Tusculum. En skrøne vil vide, at huset af de tyske projektmagere, der ville eksploitere badet, havde bestemt huset til forlystelse for de blodrige „kaufleute" fra Hamburg, der indlogere­de sig på Kurhotellet og Kongen af Danmark.

Villaen blev erhvervet af den velhavende fru Park, som var gift med en elegant ingeniør. Ingeniør Park havde arbejdet i Randstaterne efter krigen, hvor han på grund af sin fremtoning blev kaldt „grev Fjong". Efter at „greven" var draget til andre græsgange, gif­tede fru Park sig med en af Danmarks højeste mænd og holdt ferie i villaen sammen med ham og sine 2 børn. Der blev holdt nogle gevaldige fester, inden huset blev videresolgt. Fru Parks søn, Arne, indtrådte som offi­cer i Frikorps Danmark, Han fik således samme skæb­ne som Christian Johan Hansen. Det er mærkværdigt, at de 2 overklassedrenge, som havde leget på Fanøstrand, begge fik et trist endeligt.

I villaens tagudhæng havde en tårn-falkefamilie rede. Falkenes efterkommere bor der stadig - så nogle løse fugle har der da været i huset.

En villa i en lidt egen stilart også fra Badets begyndelse. Høj stueetage, 1. sal og tagetage. Den var i 1919 en virkelig herskabsvilla, med en lukket veranda i stueetagen og bag den en stor spisesal, mange værelser, smuk opgang til etagerne. En fru Münster fra Hamborg var i 1919 og årene derefter ejer af Tusculum.