Ret nord for kurhotellet lå villa Marie, der åbenbart var blevet opkaldt efter den også på Fanø populære prin­sesse Marie, prins Valdemars hustru.

Her boede i min barndom konsul Lauritzen og hans familie, som kom. til at stå mine forældre og os drenge nær - et venskab som varede hele livet og som fortsat­te i næste generation.

Konsul Lauritzen gjorde et imponerende indtryk på os drenge, men det var dog helt klart, at konsulen hav­de et glimt i øjet. Fru Lauritzen var en sjælden elske­lig og varmhjertet person. Det var et godt hjem i Kø­benhavn at besøge for os drenge, efter at vi var kom­met til København.

Jeg kendte alle børnene, den ældste, Erik, mindst, for­di han var voksen på den tid, min beretning spiller sig af. Der blev talt om, at han vist var en „Liebergut", men hvad det var for noget, vidste vi ikke. Jeg har set ham en gang på golfbanen med et par venner og fik det indtryk, at han var en munter sjæl, som tog fri for at nyde Fanøs lyksaligheder fra sin stilling på hermetik­fabrikken i Esbjerg, hvor konsul Lauritzen havde ind­sat ham.

Ivar, den næstældste søn, var også voksen. Når han indfandt sig på villa Marie, blev hans ankomst altid annonceret med begejstring. Han var en stilig ung mand, som jeg først lærte personlig at kende, da jeg kom til skels år og alder. Jeg er glad over, at han hædrede mig med sit venskab.

Den tredie søn, Knud, var derimod en levende skik­kelse i min barndoms verden. Allerede som stor dreng var der en udstråling fra Knud, som medførte, at vi drenge var beærede over, at han lagde beslag på os og i det hele taget beskæftigede sig med os. Jeg husker, at han lå i lejr ude ved Kirkevejen, hvor der den gang var ganske øde. Da han var en stor slikmund, havde han arrangeret det således, at Anker og jeg hentede chokola­de og andre gode ting hos den chokoladeforretning, der lå i „Kongen af Danmark". Knud kogte syltetøj til os af revlinger, hvoraf der groede en masse lige omkring teltet. Det smagte herligt.

Senere gav vi en hånd med, da han byggede en vindvogn. Vindvognen blev fremstillet af 2 bjælker, den ene lidt længere end den anden. Bjælkerne blev lagt over kors og i krydsningen blev masten rejst. Hjulene fik Knud på en auktion på Flyvestationen, hvor han købte 2 sæt hjul. Det ene sæt blev benyttet i agterstavnen til roret og de 2 andre blev sat fast på hver sin side af tvær­bjælken, efter at Knud havde savet aksen over. Da vind­vognen var færdig var vi fast besætning. Når der skul­le krydses, var det nemlig svært at få vognen til at gå igennem vindøjet og derfor blev vi anbragt hver på sin side af masten, således at man gennemførte kryds­ningen af vognen ved at matrosen i styrbordsside sprang af og skubbede vognen mod bagbord og når man så hav­de gjort krydset færdigt, gentog manøvren sig for så vidt angår den matros, der gjorde tjeneste på bagbords­side.

Vore veje skiltes naturligvis efterhånden som Knud voksede fra os, men jeg har dog haft den glæde at mø­de ham i Norge om vinteren. Heller ikke her fornægte­de hans foretagsomhed sig og man kunne ikke lade være med at tænke tilbage på barndommens dage, når man rundt i terrænet fandt navneskilte på slugter og andre genvordigheder, som bar tydeligt præg af Knuds opfind­somhed. Hver morgen drog han af sted med øksen spændt om livet for at hugge løjper til sig selv og andre gæster.

Den ældste datter, Anna, blev min, om man så må si­ge, moderlige veninde. Efter hendes død sendte Knud mig hendes fotografialbum med billeder netop fra den tid, jeg her beretter om.

Den yngste datter, Inger, var Ankers og min nære le­gekammerat. Hun var ganske vist nogle år ældre, men vi tre var uadskillelige i barndommens dage, endog så­ledes at vi fik badevogn sammen til stor forargelse for gamle Anders - således hed den bademester, som førte badevognene ud i havet. Jeg blev inviteret til Ingers ungdomsballer og var med til hendes bryllup, også til hendes begravelse, efter at hun havde endt sine dage ulykkeligt i Tyskland, hvor hun under krigen hævdede sin danskhed.

Famlien Lauritzens tilknytning til Fanø Strand har forplantet sig til tredie generation. Ivars søn, Ditlev, har i mange år haft hus ved badet og er sammen med hans hustru, Sylvia, med til at opretholde gode traditio­ner i sommerlivet.

Konsul Lauritzens interesse for Fanø har - som alle på øen ved - sat sig spor i hans skibsredervirksomhed, som jo ikke hører hjemme i denne fortælling, men det skal dog ikke forbigås, at han i mange år sad i bestyrel­sen for A/S Fanø Vesterhavsbad og at han i mange år efter første verdenskrig lod bygge 4 villaer i traditionel murerstil. Nogle blev solgt, medens en enkelt villa indtil for ganske nylig var i rederiets besiddelse.

Harald, den yngste af sønnerne, var vor gode ven. Vi legede i klit og på strand. I pilekrattet ved Pælebjerg fangede vi unge lækre vildænder med de bare hænder - jagtloven var ikke nogen realitet' for os på havsiden af Fanø.

Den 29. aug .1894 får musikdirektør P Schmidt, Haderslev skøde paa g runden og den 19. sep .1894 får han tillægsskøde på et lille st kke mere sammested.

H uset blev kaldt villa WILHELMINA, senere VESTERLED , men blev hotel med navnet GOLF HOTEL.

Er nu nedbrudt.

Villa „Wilhelmine" alias „Golfhotellet"

En tid ejedes villaen af en familie, der hed „Hartogs". Familien stammede fra Holland. Faderen var leder af et slagteri i Esbjerg. Han er et af de mest energiske men­nesker, jeg har kendt. Han gik rundt på golfbanens 9 huller på mindre end 1 time og red derefter en tur i klitterne. Det var ganske grinagtigt at se den lille prop ride ud på den vælige ganger med de små ben strit­tende til begge sider.

Huset blev senere erhvervet af tandlæge Otto Rud fra Esbjerg. Her boede tandlægen og hans hustru med de 2 børn, Jørgen og Aase, som var vore gode legekam­merater.

Otto Rud var en stor sportsmand. Han var mester i tennis og det var en oplevelse at se ham spille med kraft og kløgt i finalerne om fanømesterskabet.

I en af etagerne boede fiskeskipper Henriksens fami­lie. Manden viste sig aldrig, men hustruen tog sig af de elskværdige børn, der deltog i sommerlivet i fulde drag. Sønnen, Hans Georg, var en god tennisspiller. Døtrene deltog ikke i sportslivet, men så meget mere i ballerne på Kurhotellet.

Den 31. okt.1 92 får Musikdirektør P. Schmidt, Hade slev skøde på grunden, og huset brandf orsi kres den 24. jun.1893. 0701

Den 21. jul.1919 køber overretssagfører Frederik Volff

parce litra H m 10 . Denne parcel l ægges til husets byggegrund.

Huset , der blev kaldt villa PHØNIX, er nu nedbrudt.

Villa „Phønix"

Her boede overretssagfører Frederik Wolff og hans hustru, Karoline. Familien blev vore nære venner - mit sommerhjem lå lige op til villa Phønix. Frederik Wolff var festlig og en strålende fortæller. Han elskede at komme til eftermiddagste hos min moder, hvor han for­talte historier om sine interessante oplevelser, ikke mindst fra hans tid som advokat for de russiske emi­granter.

Overretssagfører Wolf var ligesom generalkonsul Jo­han Hansen medlem af min faders selskabs bestyrelse og var min fader til stor hjælp. Engang fandt han tids­punktet passende til at invitere generalkonsul Johan Hansen og fru Hansen til te. - Villa Phønix blev sat på den anden ende, og der blev arrangeret et tebord i haven, hvor der var læ. Men ak. Efter at bordet var blevet dækket, bemærkede Wolff, at der stod en ube­hagelig brise ind over haven fra mine forældres høn­sehus, og hvad gjorde den opfindsomme sagfører? Ja, han købte Søren Boghandlers lager af kølnervand og gik til vor munterhed rundt i haven og stænkede eau de colognen på græsset udenom tebordet. Om det hjalp, skal jeg lade være usagt.

Et konsortium køber den 9 /1 0 maj 2 parceller, litra H m 2 og 4.

Den 21. jul.191  køber direktør Olaf Lasse n parcel litra H No 9 af Fanø Vesterhavsbad . Denne parcel lægges sammen med husets byggegrund.

Huset, der blev kaldt villa GODTH AA B, er nu nedbrudt.

Huset, der blev kaldt villa MARGURITA , er nu nedbrudt.

Villa „Marquerita"

Ved siden af vort barndomshjem ligger villa Marquerita. Her boede dommer Esmann og hustru. Det var et sjældent ulige par, han høj og statelig, hun lille og fin. Fru Esmann havde et kvikt lune og stor humoristisk sans, men var ikke blottet for sarkasme over de „fine badegæster" og deres måde at gebærde sig på. Dom­meren og hans kone havde indrettet et lysthus i haven. Lysthuset var forsynet med hjul, således at det kunne drejes på en dertil nedlagt skinne og altid give læ for vinden. Her sad fru Esmann og førte nøje regnskab med, hvad der skete ved badet. Af fru Esmanns mange be­mærkninger husker jeg, at hun engang sagde til min moder: „Ja, lille fru Lassen, De må huske på, at svine­læder består, mens gyldenlæder forgår". Moder var nok lidt imponeret over de „fine" folk.

Dommer Esmann var en meget venlig mand og gan­ske utvivlsomt en dygtig dommer. Jeg havde den glæ­de, at han gav mig chancen for at blive sommerstudent på dommerkontoret i Esbjerg og aldrig vil jeg glemme den myndige venlighed, hvormed han ledede arbejdet i den store retskreds.

De 2 døtre og deres mænd og børn blev vore gode venner og børnebørnene vore friske legekammerater.

Villa „Strandlyst"

Den femte villa i rækken var Strandlyst, der sikkert er det grimmeste hus ved badet. Hertil flyttede direktør Carl Bech, efter at han var trådt tilbage som di­rektør for A/S Fanø Vesterhavsbad og min fader hav­de overtaget stillingen. Carl Bech var en elskværdig og fornem personlighed, der stammede fra Tyskland og som i en fremrykket alder havde giftet sig med en landsmandinde fra Düsseldorf. Deres 2 børn, datteren Waldtraut og sønnen Carl Wilhelm, var vore gode legekam­merater. Datteren blev gift med en fannik og sønnen drog til søs. Han blev skibsfører og tog bopæl i Kø­benhavn, hvor han fik den ære at blive søkyndig dom­mer i Sø- og Handelsretten. Det var en oplevelse for mig at møde Carl Wilhelm for nogle år siden og gen­opfriske med ham vor barndoms oplevelser.

På en af etagerne boede i mange år familien Okholm. Okholm var direktør for et slagteri i Esbjerg og en stille, noget velproportioneret herre. Han havde an­skaffet sig nogle plusfours, men skrædderen havde ik­ke været helt heldig, idet de var umådelig store, om­trent som hollandske pludderbukser. Vi drenge kaldte ham „manden med 14 dages bukserne". Skam få den, der tænker ilde herom.

Fru Okholm var en mild og venlig dame. Familien talte også 2 døtre, der hed Else og Musse. De var aldeles yndige, men så meget ældre end min broder og jeg, at der ikke var nogen kontakt mellem os på Fanø. Musse fik jeg fornøjelsen at træffe i konsul Lauritzens hjem i København sammen med hendes charme­rende ægtefælle.