Her ses midt i billedete Villa »Prinsesse Marie« og foran dette »Hansens Pensionat«, der ejedes af boghandler J..N. Hansen. Han købte senere »Prinsesse Marie« og opførte en rnellembygning, så der blev tale om en samlet hotelbygning. Herfra drev dir. Franz Beck gennem adskillige år hotel under navnet »Strandhotellet«. Dette hotel førtes videre af hans datter, Augusta Beck, indtil hun flyttede over i »Golfhotel«, som hun fortsat driver.

Strandhotellet blev i november 1916 solgt til boghandler J. N. Hansen. I 1919 købes stedet af et aktieselskab, ”Akt. Missionskurstedet Fanø Strand”, og hensigten var at drive stedet som kurstedet Nyborg Strand.

J. N. Hansen overfører navnet Strandhotellet til sin ejendom på Strandvejen 52:

 HISTORIE:

Den 26/27 apr.1892 og 23. maj 1892 køber August Carlson 3 parceller af Fanø Nordsøbad. Disse bliver den 12 sep.1893 solgt tilbage.

Den 11/12 sep.1893 køber Jes Nielsen Hansen byggegrund hvorpå HANSENS-BOGHANDEL HANSENS-PENSIONAT  bliver  opført. Den blev også kaldt villa” ANNE”.

Den 19 aug.1895 køber Valdemar von Beck, Axel Leth Nyholm  og  Valdemar  Rasmusen  byggegrund  hvorpå PRINSESSE MARIE bliver opført.

Den 14 jun.1913 køber Jes Nielsen Hansen PRINSESSE MARIE.

Efter købet af STRANDHOTELLET den 11 nov.1916, bliver dette navn overført hertil.

Har været hjemsted for DEN REJSENDE HØJSKOLE.

Alle bygninger er i dag nedbrudte.

Den 15 apr.1895 køb er Mrs. C avissa Lomann bygge grund, men hvornår villaen er byg get, kan ikke ses.

Villaen ha r navnet ZENTA eller SENTA.

Den 26 apr.192 0 sælger Carl Frantz Heinrich Adalbert Bech 5 0m ² jord til naboen.

Ved salget den 8 m aj 1922 er grunden 1540m².

Er med på matrikelkortet fra 1930, men er ifølge brandforsikring nedbrudt 1 dec.1930.

Den nu ubebyggede grund sælges som matr.m 159 til naboen. Den 13 jun.1931 køber Fritz Jay nabogrunden matr. 159 og lægger den til sit eget, Sønderklit 3 - 5

Villa „Bellevue"

Yderst mod nord lå villa Bellevue. Huset er forlængst revet ned for at 'give plads for Jørgen Ruds sommerhjem. I Bellevue boede i min barndom kaptajn Jensen og hans 3 børn hele året. Kaptajnen var meget fåmælt og menneskesky. Min moder, der var skolekammerat med hans afdøde hustru, fortalte mig, at han som dygtig skibsfører havde stiftet hjem på Fanø og levede lyk­keligt, indtil skæbnen med et frygteligt slag knuste hans lykke, idet hans unge hustru pludselig afgik ved døden. Efter nogen tid opgav han at bo i Bellevue og flytte­de til sin barndomsgård i Rindby. Huset stod herefter i en årrække ubeboet og var genstand for hærværk. Kap­tajn Jensens børn gik det imidlertid fint. Begge søn­nerne blev skibsførere, men den yngste, Norman, som var min muntre sidekammerat i skolen, havde den sør­gelige skæbne at omkomme ved en torpedering af hans skib i april 1945. Hans enke opdrog børnene, hvoraf jeg har haft den glæde at træffe sønnen, Norman, der er en ivrig og dygtig golfspiller.

Datteren, Jessy, blev naturligvis gift med en fanøsø­mand, som senere blev havnefoged i København.

På grunden har, som ovenfor nævnt, Jørgen Rud og hans hustru bygget et af de smukkeste huse ved badet. Det var virkelig en oplevelse for mig at gæste Jørgen og fornemme, hvorledes et hjem kan indrettes med så stor kultur og sans for bevaring af de gamle traditio­ner.

Nord for Strandhotellet lå villa 'Bellevue', tidligere kaldt Vinhuset Den var som de fleste

forannævnte bygget i halvfemserne. Den havde i forhold til den øvrige bebyggelse en noget afsides og vejrmæssigt udsat beliggenhed og var allerede i 1919 præget af forfald.

Ornitologen N. Skovgaard havde efter 1935 villaen til fugtesamling. Forud havde den været anvendt til privat beboelse af kapt. L Jensen, Sidney. Under krigen blev den nedrevet af tyskerne. Det var en stor og i sin tid flot villa

Ved siden af Qvissisana ligger villa Nina, der tilhør­te lensgreve cand. jur. Frederik Raben-Levetzau til Ålholm.

Vi drenge kunne ikke andet end at få ærbødighed for det ærværdige grevepar, når det færdedes på golf­banen. Der var en fin stil over dem i deres ulastelige sportsdress.

Om søndagen blev der ikke spillet golf. Man kørte til kirken for at høre provst Nielsens fremragende forkyn­delse. Som påskønnelse skænkede grev Raben provsten et smukt kinesisk fad, som ved skæbnens gunst havne­de hos mig som en gave fra provstens elskelige søn, Helge, efter at jeg havde behandlet min gamle præsts dødsbo.

Om der har været en naturlig forståelse mellem prov­sten og grev Raben skal jeg ikke kunne sige, men man­ge år efter er jeg blevet opmærksom på, at provst Niel­sen var af kongeligt blod, idet en af hans forfædre var en søn af hertugfamilien på Augustenborg.

Grev Rabens yngste søn, baron Johan Otto Raben-Levetzau, var en bestandig gæst på Fanø i sin drenge­tid og ungdom. Han var en meget flot fyr, som blev anset for at være farlig for kvindehjerterne ved badet. Vi drenge så med beundring på baronen og morede os over fortælling om hans mange gale streger.

Det var en meget stor glæde at møde ham igen i som­meren 1988, hvor min hustru og jeg besøgte ham på Ålholm. Det var som om de mange år, der var forløbet si­den vor ungdom, var forsvundet. Minderne fra hin tid myldrede frem. Baron Raben fortalte mig, at han altid havde betragtet sit venskab med min fader som sær­deles værdifuldt.

I villa Nina var også grev Rabens hovmester ved navn Oscar. Han var som klippet ud af en engelsk modejour­nal og var uanset vejret iført jaket og ildrød vest. Jeg husker ham skride fornemt over til sin gode ven, Sø­ren Boghandler, med hvem han sikkert har haft nogle gode timer og nydt en genstand eller to på Strandho­tellet hos Frantz Bech.

I slutningen af 1920erne lejede finansmanden, Hugo Michaelsen og hans familie villaen. Familien var fest­lig og særlig var døtrene genstand for beundring hos den mandlige ungdom ved badet. Den ældste søn, Teddy (Edward) var en fremragende tennisspiller og en god golfer. Han emigrerede til USA i 1939 og fik en stor karriere i Staternes næststørste kobbervirksomhed. Efter sin pensionering overtog han direktørstillingen i det be­rømte koncerthus „Carnegie Hall" i New York. Den yngste søn John, elskede Fanø meget højt og kom der hver sommer indtil sin død for få år siden. Han vil altid blive mindet af folkene ved Fanø Bad som en god kammerat.

*) Provst Nielsen og min fader var gode venner, men venskabet blev sat på hård prøve efter motorløbene i 1922. Provsten udtalte i sin prædiken efter afslutnings-festen på kurhotellet sin afsky for festdeltagerne med følgende ord: „Ude ved badet sidder skøger til bords med horkarle".

Min fader blev aldeles rasende herover og forbød provsten som en repressalie at køre i bil på vejen fra Nordby til badet. Vejen tilhørte dengang selskabet. Prov­sten, der ikke var tabt bag af en vogn, hyrede straks en bil og kørte demonstrativt til badet og krævede ad­gang, idet han hævdede, at han som sognepræst havde ret til at færdes overalt i sognet.

Konflikten opløstes naturligvis i forsoning. Begge par­ter havde jo humor.

villa Nina, som i utallige år var lensgreve Raben Lewitzaus sommerbolig med rideheste og alt, hvad der hører til godsliv. Et år fandt greven på, at han ville have en større spisestue, hvorefter vi satte nordfløjen på ruller og kørte den 2 meter ud og murede op mellem gavlen og huset. Ja, man fandt på mange ting. Nu er huset blevet en meget populær spiserestauration.

„Qvissisana"

Jeg begynder med villaen yderst mod syd, Qvissisana. Her boede omkring 1920 en trivelig tømmerhandler fra Fyn med en talrig familie. Tømmerhandleren var en iv­rig jæger, der sammen med malermester Riis fra Nordby havde lejet jagten i Statsplantagen. Med svigtende held forsøgte han at lære at spille golf. Vi golfdrenge var ikke meget for at bære hans jern, fordi han var kar­rig med den ekstra femogtyveøre, der sædvanligvis vankede efter en omgang. Øgenavne var også dengang gængs på Fanø og det varede ikke længe, inden han blev døbt „Fedte...". Bortset derfra var han jovial og venlig.

Børnene havde kunstneriske evner, en blev en kendt kunstmaler en anden en stor dirigent. Efter villaens salg til malermester Riis og min fader blev den lejet ud til 2 familier ad gangen.

En tid boede i stuen baron Wedell Neergaard til Sven­strup gods med sin underskønne hustru og raske dren­ge.

På 1. sal logerede konsul Christoffersens familie fra Esbjerg. Børnene var meget hyggelige kammerater, som vi hurtigt blev gode venner med. Den ældste, Esther, blev senere gift med den berømte højesteretssagfører Gunnar Christrup. Hun var en habil tennisspiller, men gik efter sit giftermål over til golf, i hvilken sport hun fejrede store triumfer - Fanømester i mangfoldige år og stadig i sin høje alder en gæv spiller. Den ældste søn, Oscar, var en meget fin tennisspiller og en elegant danser på ballerne på Kurhotellet, men han døde desvær­re under sine studier til læge.