Villa ”Frederiksgård”.

ligger Frederiksgaard, der blev bygget i 1931 af F. Jay, der var gift med en datter af ejeren af Opel fabrikkerne og for øvrigt deltog i motorløbene på Fanø. Han opførte hjørnehuset ud til Sønderklit til garager og bolig for personalet. Foran lå en stor villa Senta. Den generede hans udsigt, hvorefter han købte den til nedrivning. Af materialerne blev der bygget tre villaer: Toppen, Vesterbo og endnu én, der hvor nu Sea Side ligger. 

Syd for nedkørslen lå et lille smukt Fanøhus med stråtag beregnet til udlejning af badetøj og billetsalg til badevogne. Det generede også hans udsigt, så det blev sat på ruller og i 1933 kørt over på den nordlige side. Arbejdet blev forestået af murermester P. Berg. Jeg husker, at der skulle indmures en jerndrager, men der var ikke boret huller i.  Han sendte sin søn Kr. Berg efter en riffel og skød huller i drageren. Kr. Berg har verificeret oplevelsen.

Der blev indrettet en restauration, Strandterrassen, i huset. Det blev ikke nogen god forretning trods eftermiddagskoncert bl.a. med Jens Varny. 

På hjørnet ud for Kurhotellet ligger Svalegården, også bygget af Fritz jay, der ville have et modstykke til sin garagebygning. Den blev overtaget af fabrikant Steffensen, der havde rødder i Hoffgårds og Poul Pedersens familie. Altså alle gamle Fanøfolk. 

På Sønderklit, der tidligere hed Adelgade, opførte baron Wedel Neergaard til Svenstrup Fanøgården i 1936. familien førte et stille sommerliv, der var helliget golf. Han havde sine private golfdrenge, Arne Clausen og Lennart Mortensen. 

Fanøgården blev senere overtaget af konsul Wohlert. Familien førte et stort liv og var i disse år et naturligt samlingspunkt for Aarhusklanen, der i disse år helt dominerede Badet. 

I yderste klitrække ved villa Marie byggede konsul Lauritzen en af de foranomtalte villaer. Villaen hed Strandbo og blev erhvervet af tobaksfabrikant Petersen fra Horsens. Han var en rask mand, som jeg var caddie for engang. Han afgik ved døden ikke længe efter er­hvervelsen af huset.

Fru Petersen og hendes flinke sønner blev faste som­merhusgæster på Fanø. Den ældste Poul og den yngste Svend blev dygtige golfspillere og Kaj, der var en me­get charmerende ung mand, var et aktiv ved enhver sammenkomst på grund af sit smittende humør. Jeg mød­te Kaj mange år efter under en biograf kongres i Horsens, hvor vi opfriskede gamle fanøminder.

Villaen lå i anden klitrække. Huset blev bygget på min faders initiativ sammen med 2 andre huse. Min faders plan var at søge at etablere en anden type vil­la ved badet end de gamle tyskerhuse og de af konsul Lauritzen byggede foran omtalte murstensvillaer. Teg­ning blev leveret af arkitekt Petri, Esbjerg, efter faders ideer om et praktisk og hyggeligt sommerhus, som sva­rede til beliggenheden i klitterne. Grunden blev solgt for en minimal pris, idet det væsentligste for badet var at knytte feriegæsterne fast til øen og at sikre gode kun­der til golfbanen og baderiet.

Villaen blev døbt „101" og blev opført af ingeniør Ed­ward Hofgaard, som stammede fra Ringkøbing og som formentes at være blevet velhavende ved handel med kemikalier. „Gamle Hofgaard", som han kaldtes i mod­sætning til sønnen, Carl Vilhelm, var en jovial og slag­færdig mand. Jeg husker ham som golfspiller, hvor han indførte sin private regel om, at det var tilladt at sø­ge at puste bolden i hul, når den lå på kanten af hullet, men desværre ikke var kommet deri. Det var et festligt syn at se den omfangsrige Hofgaard og hans medspil­ler, der blev kaldt „Fætter", lægge sig på maven og pu­ste som blæsebælge. Når Hofgaard gik i vandet, prome­nerede han i badekåbe med en rød fez på hovedet fra "101" ned til badevognene. - Sønnen, Carl Vilhelm, er, som alle ved, en elegant person med temperament. Han blev min broders og min konkurrent på golfbanen, hvor vi dystede på livet løs. Carl Vilhelm og jeg kom i finalen i den fornemste match om „Fanøpokalen". Der var megen spænding hos de pårørende og ikke mindst for mig, som havde fået udlovet en dusør af vor gode nabo, overretssagfører Wolff på 100 kr., hvis jeg kunne vinde over, hvad Wolff kaldte „grosserersønnen". Jeg tabte - Carl Vilhelm var utvivlsomt dygtigere end jeg, men medvirkende til mit nederlag var måske, at Carl Vil­helm fik ledsagelse af en aldeles fortryllende dame, som jeg ikke kunne holde øjnene fra og derfor tog øjnene fra bolden med det resultat, at jeg slog i øst og vest. At jeg senere blev stærkt forelsket i den skønne dame, er en anden historie.

Carl Vilhelm har i alle de mange år været trofast fanøgæst sammen med sin søde hustru og har bygget et nyt hus lige i nærheden af „101". Med hensyn til navnet „101" er Carl Vilhelm og jeg aldeles uenige. Han mener, at villaen blev døbt efter det nummer, som den i huset installerede telefon fik, medens jeg mener, at min fader som forretningsmand drømte om, at der ville komme en serie af huse, hvoraf „101" skulle væ­re den første.

blev bygget af den driftige konsul Villemoes fra Es­bjerg på en lille høj i tredie klitrække. Familien var med til at præge livet ved badet på en fornøjelig og værdig måde.

Den gæve fru Villemoes var tennisentusiast, dog kun som tilskuer. Hun sad dag efter dag på en bestemt plads på bænken ved tennisbanen. Min fader, der jo kunne få pudsige indfald, lod fru Villemoes plads markere ved at male den hvid.

De to kønne, livlige døtre, Johanne Louise og Gud­run - også kaldet Lotte og Gudde - spillede god tennis, navnlig Lotte, der også hævdede sig i København i den hvide sport.

Sønnen Knud var mere stilfærdig - en god sportsmand til golf og ski. Han og hans familie overtog villaen ef­ter forældrenes død og den tjener stadig som sommer­bolig for familiens børn og børnebørn.