”Hvad er det saa, der giver Fanø Vesterhavsbad dets særegne Ynde?

Husene er det ikke. Man skal gaa til de værste Sta­tionsbyer for at finde en Række Bygninger, der vræ­ler mod Landskabet som disse Villaer og Hoteller. En eller to af Villaerne kan, maaske kaldes uskadelig. Men af Stil, samstemt med Klitterne, Marehalmen og den aabne Sø, ses intet Spor. Det er Hvidt med Straatag, der skal til, eller brunt Bjælkeværk med Tag af Græstørv i Massevis af morsomme Muligheder for en virkelig Bygmester. Hvem der har bygget eller smurt op her, véd jeg ikke, men jeg véd, at Mennesker med Skønhedssans bør vogte sig for at se fra Bade­stranden indad imod Land. Det slaar med Sten i Øj­nene.

Og en Aften at sidde paa samme Balkon, ubevæ­gelig i den lune, blaa Dæmring, med de nu meget hvidere, smaa Muslingeskaller under sin nøgne Fod-saal; man ser paa Fyrene, det stille, røde (vogt Dig!) det skarpt glimtende og det rolige gule; og dem, der ligger for Anker derude ved Horns Rev. Og andre, fjernere endnu; i Luftens Taagelag vandrer der Lys­kegler fra elektrisk Ild og svingende Krystalkupler ti, tolv og fjorten Mil borte langs Kysten. Og Stjer­nerne begynder at tindre mod August, og en rød Maane hæver sig truende over Søen.

Eller man gaar langs Havstokken paa det haarde Sand, i de knasende Skalblonder; gaar og gaar uden at mærke det, lykkeligt tankeløst velgørende gennem-fyldt af - ja, hvad er det for Indtryk ? Lydene er de kendte Havlyde, Bølgebrus og Fugleskrig og susen­de Blæst; Former er der ingen af.

Tænk paa Skagen med sin Grens Kraftbue mel­lem Hav og Hav; paa Bulbjergs blaa Knude med det stejlt skinnende Skarreklit i Brændingen som Gallionsfiguren af et strandet Fjeldskib; og Hanstholms Kraterklitter, og Bovbjergs grønne Højland, og Blaavands mægtige Bjergkæde mellem Mose og Hav. - Hvert af de Steder har sin Form, sin Linie.

Fanø Vesterhavsbad har ingen Linie. Der er Havet, den brede Strand og de lave Klitter, der staar kun som en Rand mellem hvid Strandflade og graagrøn Landflade. Ingen Form, ingen Former, men en Flade, det er Fanøs Ynde. Thi paa Fladen kommer Farver­ne frem. Man opfatter her ikkun Lyset og Farveto­nerne, det fine, det flygtige, det, som Hverdagen over­ser. For at fange Farverne maa man ellers lægge sig paa en Høj med Hovedet nedad eller paa Siden; man er nødt til at vende op og ned paa den vante Ver­den for at ryste Vanen af og gribe det lønlige Tryl­leri - som altid er der.

Her paa Fanø kommer det af sig selv. Formen for­styrrer ikke. Ens Vaneblik blev paa Fastlandet. Man sejler paa en svømmende Flade mellem Luft og Hav, vandrer gennem Farvernes Eventyr fra Morgen til Midnat. Sølvblaat, gyldenhvidt, grønblegt, og tingraat og sølvgrønt; stadig kommer Søfarven igen; fra den brede Strandslette med Verdens fineste Flyvesand lyser den ud til begge Sider, blunder helt ude over Kimmingen, gnistrer i det milelange Skumflodd; og den lave Klitrække staar som en oksyderet Sølvmur mod Hverdag og Virkelighed hinsides.

Selve Luften er, med al sin Friskhed af Saltsø og Langvejsblæst, lunere, blidere end andre Steder i Ver­den, en Drømmeluft, som fylder En med Sundhed og Fred. Man kommer her træt, halvsyg, bedrøvet; al­lerede efter det første Evighedsdøgn er man næsten helbredt.

Ene skal man være, ene skal man gaa. Hvad gør det saa, at Børn leger og plasker i Bølgerne, som bærer En selv ? at hvide og stribede og sorte Kvinder dan­ser derude ? eller om Aftenen i Kurhotellets høje Sal, at Ens Blik følger en langhalset dansende Blomst med sænket Hoved, ud og ind, bort og tilbage igen ? Er ik­ke de, er ikke de unge Mænd, der magre og hurtige løber omkap langs Bølgebruset, er ikke de alle Gæ­ster i Drømmeland som Du selv ? Ungdomskilden er altid ren, hvor mange der saa drikker af den.

Fanø, det er det skiftende Lys, de blegt lysende Far­ver, en Tid, som er halvvejs Evighed.

BADELIV

Men denne »Nordby Strand«, som dens gamle Navn lyder, er jo en Badestrand, og Danmarks bedste. Ik­ke blot ud for Hotellerne, dér, hvor Vognene ruller ud i tre omhyggeligt skilte Kolonner, Damebadet, det blandede Bad for Damer og Herrer med deres Familie, og de enlige Herrers Tartaros - hvor unge, smidige Gymnaster slaar skinnende Kraftspring henad Rev­lerne. Ikke her alene, men en lille halv Mil nordpaa og to smaa Mil sydpaa har man samme brede For­strand, glat som et Gulv, hvidtørret eller vædegraat Finsand overalt; og derudfor Bølgerne rislende eller brusende ind over sagteligt faldende Sandbund.

Hundrede og tusinde Alen ud kan man bunde va­dende, eller farefrit flyde paa det salte bærekraftige Vand; ingen Sten, ingen Huller, ingen rivende Strøm, intet brat opslygende Kviksand. Det er en Strand for Kvinder og Børn, magelig, renlig, sikker, i en Længde af et Par Mil og en Bredde af et Par tusinde Alen. Her kan en Moder være alene med sine Børn eller la­de Pigen passe dem hele Dagen, om hun vil; saa me­get tryggere, som en udmærket vagtsom og tjenstvil­lig Strandmester stadig holder Øje med og Orden paa alt.

Ingen Steder paa den danske Strand har jeg set saa mange yndige Børn lege saa muntert og fredeligt som her. De bygger vældige Fæstningsværker af det hvide Sand, de graver Suezkanaler, de sejler Selandia med Vandski og Pram i smult Vande indenfor Rev­len. De løber rundt i Badedragt fra Morgen til Af­ten, røde eller blaa, stribede, eller i hvide Bukser, med hvide eller brune Ben, Smaapiger med flagrende Haar, Drenge med glade og kække Ansigter; deres Øjne lyser af Solskin, blaaner af Sø. Her er Plads nok, Morskab nok; ingen behøver at drille for at faa Ti­den til at gaa; hver passer sit, holder sig til sine Sø­skende og Kammerater eller gaar alene med Eventy­ret.

Man taler om det »fashionable« Fanø, om Børn som Modedukker. Det findes, men det paatrænger sig ikke. Jeg har samlet i mit Sind jeg véd ikke hvor man­ge Øjebliksbilleder af Børn fra denne Strand, legende eller badende, lutter lysende Ansigter, rolige Smil, uskyldig og frisk Leg. Dejligt er det at se paa. Jeg husker to 9-10 Aars Smaapiger, en rødkjolet med sort Haar og en blaa med blonde Lokker; de kom ridende overskrævs med bare Ben og hvide Bukser paa hver sit lille, graa Æsel, henrykte over en hel Times Ride­tur. »Og vi red i Galop ! Og jeg faldt af, Far, men stødte mig slet ikke !« De smaa, graa Æsler vendte de lange Øren og saa helt venligt paa deres søde Byr­der.

Børn fra København, Stockholm, Helsingfors, Bu­dapest, New York - og Berlin. Mange fra Berlin, Hamborg og andre tyske Byer. Saa mange, at Englæn­derne holder sig borte. Dog, det egentlig krænkende Tysken har været værre end det er.

For en 5-6 Aar siden fandt jeg herovre en tysk Spiseseddel og tysk Tjenerskab. Nu er det fransk Me­nu, og Tjenerne, baade de mandlige og de kvindelige, er danske saa godt som alle. De kan Tysk naturlig­vis; det skal de kunne, for de mange tyske Gæsters Skyld. Men danske Gæster fornærmes ikke med Til­tale paa fremmed Sprog i eget Land.

Over Sandfæstningerne og Strandkurvene vajer Hundreder af Flag, hver Gæst hejser sit Folks; men allevegne Dannebrog øverst; det sørger Strandmeste­ren for, i al Venskabelighed; saadan skal det være.

Den nyeste Fremmedliste for de tre Hoteller med deres Villaer viser ca. 45 tyske Enkeltgæster og Fa­milier med Lærerinder, Tjenerskab osv., mod over 70 danske, dansk-sønderjydske og dansk-amerikanske, og en Snes Stykker fra Polen, England osv., flest fra Finland og Sverige. Regner man Nordbys Hoteller og Pensionaterne med, bliver det danske Flertal endnu langt større. Af de fremmede er dog tyskerne i Fler­tal.

Dette følger naturligt af det nære Naboskab, som heller ikke paa Badelivets neutrale Omraade er helt farefrit. Men her opfører de sig gennemgaaende upaaklageligt; de fleste tilhører paa en eller anden Maade det gode Selskab. At de dog høres relativt kraftigt kommer af det selv i de dannede Klasser noget højt­talende tyske Væsen, og af deres Sammenhold. Vi Nordboer holder os mere hver for sig og er stilfærdigere paa offentlige Steder.

Som sagt, kun undtagelsesvis er der Grund til Kla­ge; det tyske Selskab her er et helt andet end det i Lohals og det gennemsnits bornholmske. Jeg har her på fem Dage kun set to Eksempler på typisk tysk Uforskammethed: En Glotysker, der stod opstillet med lang Kikkert rettet mod en Dame, der tog Solbad paa en Klittop en halv Kvartmil borte, og en, der kun iført Badebukser ude paa den frie Strand trængte sig ind mellem de spadserende Damer, dog uden at tilta­le eller paa anden Vis ulempe dem.

Og blandt de danske Badegæster er det, som maaske kan kaldes Hornbækkenet, saa godt som ukendt her. Mangt fintdannede, ogsaa mange af vore fornem­me, Familier kommer her Aar efter Aar; Tonen i Badet som paa Stranden og i Kursalen er behageligt dæmpet og hensynsfuld. Ingen Regel uden Undtagel­se. Men godt Selskabs gode Tone, det er mit Indtryk af Fanø Vesterhavsbad.

Gæster og Direktion har fælles Interesse i at fæst­ne denne smukke Tradition - som ikke forringer hver­ken Hvilen eller Fornøjelsen af en Ferie ved den aabne Strand.

FRA NORDBY TIL SØNDERHO

Endnu i Gaar den mondæne Badestrand - og den vidunderlige Strand. Ikke Storm, nej; men dog en halv Storm. Sortblaa Byger svulmede op med gule Lyn­glimt, stænkede lidt - nej fy ! nu plaskregner det. Og saa paany det sølvgraat blændende Lys i Straaler og Vifter ned mellem Skylagene. Vældige, hvidkammede Bølger væltende for Paalandsvind; Brus Drøn. Lette Sandsøjler i Snoleg og Slyngedans op ad Klitkedler­ne; dér danser de hvide Fanøpiger. Vogt Dig, o Van­dringsmand!

Men se, nu snor de sig i Legen og slynger sig i Dansen ude paa selve Strandbredden, mellem flyvende Skumflager, - hvor Bunden er vaad, og imod Blæ­sten! Ak, det er alle de unge Damer derinde fra Ho­tellerne. De har forladt deres Strandkurve og Tennis­baner, de er vandrede ned langs Kysten for at se Rind-by Redningsbaad gaa ud.

Hvide Sko, gennembrudte Strømper, hvide Kniplinger, hvide gennemklart flagrende Kjoler. Blaa Slør og graa Slør og hvidt i hvidt flagrende og smældende om hurtige, slanke Ben og slanke, solbrændte Nakker.
Som flyvende Skumflager, som hvirvlende Sandsøjler - Nej, fastere, varmere, sødere. Vogt Dig, o Vandringsmand! de hvide Fanøpiger af Flyvesand er mindre farlige.

Bum ssss: dér ryger Raketten. Og nu, endelig, gaar Baaden ud. Langsomt. Mandskabet, ikke i Søstøvler, men i lange Bukser, vader ud med Skuldrene mod Ræ­lingen. Nu jumper de op ! Drenge kommer løbende og rækker dem Aarerne. Fiskerdrenge og fine Drenge danser om Baaden, i Skumskyl til Livet. Nu stager de, nu flyder Baaden, nu sænker de Aarerne og haler ud. Højt løftes Manden ved Roret, han svæver, og nu synker han, nu er Baaden helt borte; dér dukker den op igen, Strømmen river den med sig, nordpaa.

- Flonelsklædte Herrer og en Dame i Raasilke va­der i hvide Støvler og Strømper ud til Drengene og tager Sigte med deres Kodakker. Baaden kæmper sig længere og længere ud; nu er Spændingen forbi. Resten bliver Fiskernes Sag. Efteraarsstorm, Sandflugt, Stranding og virkelig Redningsfærd paa Liv og Død.

Al den hvide og blaa, den blonde og sortlokkede Dejlighed blæser nordpaa, spredt over Strandfladen.

Og jeg sidder for sidste Gang, bølgefortumlet, blæst-ombrust, saltfrisk og solvarm paa Trappen til min Ba­devogn med Cigarrøgen duftende borthvirvlet under mine Næsebor. En Kobbermaskine i gul Badekaabe kommer vadende med nystoppet Shagpibe og beder om Ild; den sorte Havfrøken kaster sig baglæns over en skummende Bølgekam; og dér tilhøjre løber den lyseblaa ud, munter og let. Det bruser, og det suser, men Vandet falder. Flaget op, Farvel! Et Sandskorn mindre i Mængden; nyt Sand fyger frem.

To Timer efter ager jeg med Postvognen fra Nordby til Sønderho. Højt paa Bukken, i frisk Luft, i Blæst, i Regn; hos Kusken, med Fiskekasser under Foden, med en Posttaske i Nakken, Fod for Fod, gen­nem Sand, over Lyngris; og saa et lille Trav paa fast Vej. Det lyner over Vaderne, ovre ad Ribe til. Trin­delen og Pendelsand, og hvad alle Sandene hedder, lig­ger halvtørre allerede, sorte og graa Flader med hvid-graa Vandrender imellem.

Folk er ved at faa deres Hø hjem; vi kører ud i Vejkanten og holder, naar vi møder et Læs. Snart er det groft Gesthø, snart det fine sødt duftende Hø fra Marsken. Alvorlige Fanøkvinder med fine Træk vugger hjem, halvsiddende paa Læssene. Klokkelyngen blomstrer i de grønne smaa Dale mellem Tue og Høj. Ogsaa Marker er der, lavt og tyndt bølgende Rug, og Bygmarker, gule, gyldne, mellem grøntblinkende Hav­re og sandfuret Brak. Og Plantningerne med deres tapre Fyrretræer og svajende Graner. Klitterne bag. Rigtige Klitter, graa og graagrønne Sandbjerge, tak­kede mod Synsranden. Et Sømærke nærmer sig, højt skrævende over Hede og Klit; og ét til. Dér ligger Sønderho.

Vi ruller lydløst ind i Byen, forbi den kullede bre­de Kirke af rødgraa Sten med hvid Fugning. Den smalle Landevej snor sig som en Sti ud og ind mellem de lave røde og graa Huse, mellem Bukketjørns Di­ger og Kaalgaarde, hvor Roser og Stokroser blomstrer i det hvide Sand. Blanke Ruder, Blomster i Karme­ne. Godaften, Idyl!

Men - Her vrimler jo af Mennesker ! De myldrer frem al­levegne, af Smøger og Smut mellem de lave Huse og Bukketjørnsdigerne. En enkelt gammel graaskægget Skipper, ældre Koner i Fanødragt, men ellers Herrer og Damer. Lidt mindre Flonel og lidt mindre af det hvide maaske end oppe ved »Stranden«; men, men . .

Vi holder ud for Posthuset; man samler sig og møn­strer os nyfigent, men ret venligt; et dæmpet Hurraah ! løsner sig nynnende inde fra Mængden. Var det en kaad Dreng eller en skælmsk ung Pige, der begynd­te ? Folk har det vist godt her; hyggeligt. Dette er al­ligevel noget andet.

Og vi ruller stille videre; næste Gang vi standser er det ved Kroen. En lang lav Bygning af røde Mur­sten med Bindingsværk; Vedbend om Vinduerne, Ved­bend om Kvisten. Dér boede gamle Exner oppe, i det lille Kvistkammer, Aar efter Aar.

En lys, hurtig og mild ung Kone tager imod os; det er Værtinden. Jeg løber Panden imod Dørkarmen, bøjer mig, og træder ind. Sand knaser paa Forstu-fliserne; Sand knaser paa Gulvplankerne i den pynte­lige Skænkestue. Gæster vælter ind, ventede og uven­tede. Der bliver Travlhed og Trav; de fleste maa indkvarteres hos Naboerne. Selv kommer jeg endelig til Ro i en smal Seng i et bittelille Kammer. Men jeg ligger godt. Paa det runde Bord ved Hovedgærdet dufter i et fintpoleret Kohorn hvid Flox og blaa Ve­nusvogn og fem lyserøde Rosensøstre i en Klynge. Det lille Vindu staar aabent ud til Haven. Der hæn­ger en Lygte i et Lindetræ; Bladhjærterne gløder ly­segrønt - og jeg tænker paa Frederiksberg Allé for mange Aar siden.

Saa er Lygten slukket og alt stille.

SØNDERHO

Det sker. Et Blik, et Smil kan blive et Minde for Livet. Kan ogsaa binde for et helt Liv. Ikke tit; men det sker. -

Tiden vil vise, hvad det bliver til med mig og Sønderho. Det var et velsignet Sted at komme til, og haardt at skulle fare saa hurtigt bort.

Det havde været Maaneskin Aftenen før og Flod ved Midnatstid. Vi havde tømt en Flaske let Mosel; der var læst et Par Vers og sunget en Sang, helt stil­le, i det lave, langstrakte Hus, hvor Fru Thomsen i Kroen havde skaffet mig to rummelige Værelser, Dag­ligstue og Sovekammer. Sovekammeret var saa lavt, at jeg maatte klæde mig af og paa, knæbøjet og med Duknakke; og saa løb jeg dog Panden imod Bjælkerne. Men hvor sov jeg herligt i den smalle, pyntelige Seng; Vinduet stod paa Gulvet; jeg vaagnede og havde mild Blæst og Maaneskin ind omkring mig; en Kat sad i Karmen. Godnat, Mis ! Saa sov jeg igen - som et Barn. Saadan sov jeg i Sønderho.

Men det var blevet sent. Mine Gæster var gaaet bort, ad de lydløse Sandstier, hjem til deres to lave Stuer, to skønne og lykkelige unge Mennesker, Arm i Arm; og jeg var gaaet ud, ad de lydløse Sandstier, mellem Bukketorns Hegn, smaa Blomsterhaver og lave, smaa Huse.: alene. Op paa den høje Strandsti, for at se Floden komme glidende sølvblank, væltende med hvidt Vandlys, ind gennem Renderne, frem over de sorte Sandgrunde, helt ind under Brinkerne. Saa flød Baadene igen, og Fuglene fløj; der var Hav og Maaneskin helt ind for mine Fødder. Og Regnspover­ne fløj og fløjtende i den bløde Nat: Courlis, Courlis ! siger de paa Fransk. Jeg véd nok, hvad det hedder paa Dansk; men jeg vil ikke sige det. I alt Fald, det hol­der en ensom Natte vandrer længe oppe; jeg kom sent i Seng og sov sødt i min smalle Seng.

Næste Morgen var det op Klokken 6 og Pakket og pjasket og betalt og afsted i Løbet af et Kvarter; min venstre Knæskal mærker endnu Hastværket og Sten­hellen foran Huset.

Saa rullede Postvognen langsomt ud paa den bløde Vej ad Nordby til: en dugfrisk, lys Morgen. Jeg paa Buk­ken hos Kusken som sædvanlig. I den lukkede Vogns aabne Dør agterud sad de to alene, den høje, solbrænd­te unge Mand og den slanke, lyse Dejlighed; hun sang og han spillede Okarino. Maaske de holdt hinanden om Halsen engang imellem; ingen saa det. Men de stilfærdige, klare Toner lød kønt ud over Heden og mellem de grønne Plantninger; Farvel, Sønderho!

Jeg foer min tre Dages Fart med Jernbanetog og med Hest og Vogn op og ned gennem Jylland; Rif­lerne smældede paa Matrup, Fyrværkeriet flammede og sluktes. Og nu i Gaar gik jeg paa Korresand en god halv Mil ude i Vesterhavet, vest for Mandø og syd for Sønderho.

Hvide, skinnende Klitter, to høje Sømærker Vin­gerne af en Mølle, en grøn Engstrækning bag blin­kende Vader, og en lille Klynge Træskjulte Huse va­dende ud i Stranden med en Høfde foran. Det var Syd­enden af Fanø, det var Sønderho, en Mil borte og med Knudedyb skinnende midt ude mellem Grundene; ik­ke til at gaa derover. Ellers havde jeg gjort det. Jeg kendte Dig nok, Sønderho. Jeg saa i Sindet den grøn­ne, fastfjedrende Strandeng med Stien søndenom ud i Klitterne; og fra Klitaasen Havet væltende ind ved Flodtid. Der var godt at bade; ikke som oppe ved Ho­tellerne; men dog Saltvand og Bølgeslag og Pladsen i Badevognens aabne Dør ud imod. Stranden lige saa bred; mindre fintsandet, mindre fast; men til Gen­gæld oversaaet med blegrøde, safrangule og vinblaa smaabitte Muslingeskaller, de mindste ikke større end et nyfødt Barns Lillefingernegl, alle riflede og bølge­de med Havlinier og som skabt til at bære hver sin liden Afrodite, opstigende af det salte Skum.

Og indenfor Sandstranden de brede Strandenge med Pytter og Tuer. Og indenfor Engene Klitlandet med blændende hvide Sandbræer og med lune Solbads-kedler i Toppen af de marehalmsvajende Høje. Tænk­te man sig det set gennem en omvendt Kikkert, blev det et vældigt Alpeland, hvor grønne Dalsænkninger skød sig smallere og smallere op mellem Naaleskov-skrænter og Snetinder.

Og det var lunt inde, selv i Storm og Sandflugt. - Fredeligt, fredeligt vandrede man hjem til sin Af­tensmad i den hyggelige, gamle Kro. God, rigelig, dansk Mad og den fedeste, mest velsmagende Sød­mælk. Det smagte. Saa bagefter en Thevandsknægt i Lysthuset under den vilde Vins grønne Bladgardi­ner ude i Kroens lille, blomsterfyldte Have. Eller en Køkkenpassiar med fhv. Styrmand, nu Kromand Thomsen, der kom hjem fra Høhøsten; med hans ly­se, milde og raske, unge Kone, og med Bedstemor i Fanødragten.

Ja, de unge Piger paa Fanø kan være gode nok; men de gamle Koner, dem tager jeg min Hat af for og bukker tre Gange. En Nabokone på 63 Aar havde Dagen før langet 6 Læs Hø op paa Stænget i Løbet af 3 Timer. Og gamle Fru Thomsen her paa Kroen gled en Aften ud paa en Citronskal; ikke tale om, at hun snublede; nej, med et Dansehop var hun i Ligevægt, smidig og let som en syttenaars.

De var meget alene, de Koner. Manden paa Lang­fart; hjemme en 4-7 Dage om Aaret maaske. Det hændte, det blev til Tvillinger. Men Resten af Aaret regerede Kvinderne, de pløjede og høstede, de pas­sede Kvæget og styrede Huset. Det gav dem Myn­dighed og Humør. Endnu ser man dem føre Leen med Karls Kraft og Sikkerhed; og naar Konen taler, saa tier Manden. Saadan skal det være - paa Fanø. De pry­der deres Land, disse dygtige, stilfærdige Koner, i den gammeldags Dragt, med de milde, muntre og bestemte Ansigter under Hovedklædet. I Sønderho kan man møde en ved hvert Hushjørne; men Hushjørnerne er ikke flere, end at man kan overkomme at kende dem.

Snart faar og giver man sit Nik, sin lille, venlige og rolige Hilsen.

Jeg véd nok, hvem der er for mange af i Sønderho; og hvem der ikke er stille; der er Flod sydfra. Men endnu er det et godt Sted, stille, frisk, mangfoldigt i Skønhed, enfoldigt i Fred. Et Sted for fredelige Folk. Lad de andre blive borte”