”Naar man kommer stævnende over Nordsøen ude fra »den store Verden« og man nærmer sig Esbjerg, er det første, man ser af Danmark, en Samling røde Mur­sten inde paa en kridhvid Strand til højre. Er man saa heldig, at det er Sommer og Solskin og Sæson, smelder et Par store Dannebrogsflag fra Murstenene op imod den blaa Himmel, og endskønt Indsejlingen til Esbjerg ikke saadan gaar lige direkte forbi de be­skrevne Herligheder, saa er man dog disse nær nok til, at Folk paa Baaden siger: »Er det Esbjerg Vandtaarn, der flager? For det kan da ikke være Ribe Domkirke, man kan se herfra i« indtil saa en behjertet Matros op­lyser: »Det er Fanø Vesterhavsbad«.

Fra Søen ser Fanø ganske umaadelig fristende ud. Farverne er dejlige, og man kan ikke frigøre sig for Tanken om, at man her har sejlet i 24 Timer uden at se Land, saa Vandet, der beskyller dette hvide Sand, maa være usædvanlig friskt og ubrugt.

Det var da ogsaa fra Søen, at Fanø oprindelig blev opdaget. For godt et halvt Hundrede Aar siden be­gyndte nemlig Skipperne paa Øen at snakke om, at man egentlig ikke mange Steder i Verden saa saa dej­lig en Sandstrand og havde saa salt et Vand at bade i, og da man aflagde et Besøg i Hamborg paa Vejen ud i Verden, foreslog man nogle af den gamle Hanse-stads Matadorer at sætte Penge i Anlæggelsen og Op­reklameringen af et Bad i internationalt Format paa den lille danske Ø.

Hamborgerne var ikke længe om at se Muligheder­ne for Planens Virkeliggørelse, og man stablede hur­tigt 750.000 Kr. paa Benene. Man byggede Kurhotel­let, og man annoncerede og inden længe var Fanø Vesterhavsbad i fuld Virksomhed, fortrinsvis besøgt af Tyskere, der her købte Grunde til Sommervillaer for Priser, som i Dag synes absurde. Saaledes betalte en Georg Miltenberg fra Berlin 39.715 Guldmark for 5000 m2 Sand, Freiherr Schultz Schultzenstein, Charlottenburg, 34.500 Guldmark for 4500 m2 osv.

Man synes saaledes ikke ved Badets Start at have næret ringeste Tvivl om, at her forelaa alle Mulighe­der for en International Sukces, og det gjaldt om at sikre sig Byggegrunde i Tide.

Det danske Sommervejr har jo imidlertid nok svalet Begejstringen noget, som det i Almindelighed gør det, naar man lægger sig paa Landet for at drive og dase. Alligevel florerede Fanøbadet i de første Aar og blev Samlingsstedet for mange af Datidens store tyske Navne.

Dette skabte en vis Jalousi i de danske Kredse paa Badestedet, og en Morgen begik Brygger Jacobsen den store patriotiske Letsindighed at vælte et tysk Lege-tøjsflag nede paa Stranden og træde paa det.

Begivenheden satte selvfølgelig Badestedet i Oprør. Man maatte tilkalde Politi fra Esbjerg for at beskyt­te Bryggeren, og samme Dag forlod alle Tyskere Fanø - for ikke at komme igen i de nærmest følgende Som­re.

Den lille - set med Nutidens Øjne - noget naive Tildragelse fik store Følger for Fanø Vesterhavsbad, der ikke kunne undvære det rige tyske Klientel, som ligefrem her havde holdt Hof i de første Somre. Der maatte skaffes ny Kapital til Badets fortsatte Drift, og den blev nu skaffet i Danmark, hvilket naturligt medførte, at man nu begyndte, at reklamere for Bade­stedet i Skandinavien.

Og nu arbejdede man sig fredeligt og roligt hen mod Internationalismen. Man fandt utvivlsomt adskilligt flere Svenskere her end Danskere i Falsterbo i Som­rene før Verdenskrigen, nogle Englændere opdagede, at Tidevandet paa Fanø ikke var nær saa stærkt som i Bridlington og Brighton for slet ikke at tale om At­lanterhavskysten - alt tegnede sig lyst og godt for Ba­det, da pludselig Verdenskrigen forelaa.

Paa seks Timer forlod 3000 Mennesker Øen. Alle vilde hjem til de Lande, de kom fra - Københavnerne vilde til København, og besynderligt nok rejste de fle­ste over Aarhus-Kalundborg, da der gik Rygter om, at den tyske Flaade allerede var ankommet til Storebælt.

Man var selvfølgelig ganske uforberedt paa dette pludseligt Opbrud, og man efterlod sig en samlet Gæld paa Øen til et Beløb af 75.000 Kr., der dog alle blev indbetalt i Løbet af forholdsvis kort Tid. Der blev solgt Jernbanebilletter for 15.000 Kr., og deraf var de 10.000 paa Kredit.

Gullaschaarene og de første Efterkrigsaar gav selv­følgelig Penge i Kassen paa Fanø som andre Steder i Danmark, men samtidig foregik der netop paa Fanø en meget synlig Forandring i Forholdene.

Naar jeg tænker tilbage til min Barndorn, var Fanø Bad jo det mest eksklusive, man kunde forestille sig i Danmark. Man saa Billeder af de berømte Badevog­ne, der alene gav Badet en Distinktion, alle andre Ba­desteder i Danmark ikke havde, Navnene i Hotellisterne var de bedste, Danmark kunde byde paa, og Priserne, man betalte paa Hotellerne, foresvævede En at staa paa Højde med »Astor«s i New York.

Fanø Bad har vel ikke givet Køb paa sin »Eksklu­sivitet«, men Verden er siden den store Krig blevet be­boet af saa mange flere »eksklusive«, at det ogsaa spo­res paa et Badested som Fanø.

Da man i sin Tid anlagde Badet, sikrede man sig hele Retten til den Strand, der vender ud mod Havet, og man kunde kun komme til at bade i dette imod at betale Billet til en af Badets Afklædningsvogne.

Dette Punkt var det første, der tirrede det opduk­kende Demokrati efter Krigen, og man har for saa vidt faaet Punktet omstødt, så man nu kan bade alle Vegne, uden at betale nogen Afgift, naar undtages 2 Kilometer lige ud for det store Kursted.

Omkring dette grupperer sig derfor nu de Mennesker, som ønsker at tilbringe et Par Maaneder ved Havet, uden dog derfor at udsætte sig for et helt offentlig Samvær med hvem som helst.

Bor man omkring Kurhotellet, har man ogsaa Pligt til at betale »Kurtakst« for at bade fra Vognene, og i det Hele taget underkaste sig de Love, der nu er gældende i det lille Samfund.

At mange i saa Henseende er blevet »eksklusive«, ses imidlertid deraf, at man i de sidste 5-6 Aar har bygget henved smaa Hundrede Smaavillaer, hvor alle-haande gode Borgere, som Læger, Jurister, Præster, Redaktører etc., fra hele Landet tilbringer deres Fe­rie, og der er næppe mindste Tvivl om, at Fanø i de kommende 50 Aar vil undergaa en endnu større For­andring i denne borgerlige Retning, end Tilfældet har været i de svundne.

Det gaar nemlig i højere og højere Grad op for Dan­skerne, at de i Fanø har et ganske enestaaende storar­tet Badested. Ikke blot har man ved dets Anlæg væ­ret saa forudseende, at man f. Eks. ikke kender til andet end rigtige W.C.er, at man kan faa Gas i Villa, Elektricitet, rindende Vand i Soveværelser og Køkken, at man med et Ord har hele den Komfort, man kender i Byen, og saa samtidig Luft og Vand og Natur saa godt, som det overhovedet faas i Landet.

Der er anlagt Golfbane, hvor man holder en engelsk Træner, der er Tennisbaner, der er Ridestald, hvor man enten kan leje en Hest eller sætte sin egen i Pen­sion, der er Garager, der findes ikke en Hugorm paa hele Øen og kun en Ræv, som Sagnet hævder er kom­met svømmende fra Fastlandet for saa længe siden, at den nu er for tandløs til at æde Høns.

Man har aldrig oplevet et Lynnedslag, og man har aldrig været udsat for en Badeulykke, for Stranden er saa flad, at selv Børn er nogenlunde uden for Fa­re - hvis man da ikke netop sender dem til Havs, en Dag Søerne bryder taarnhøje ind over Revlerne.

Der er en Vis Hygge ved en Ø. Man kender alle­sammen hinanden, og ingen Uvedkommende kommer trampende ærindløs til Ens Dør, for det gør man jo ikke, naar man saadan kender hinanden. Det er imid­lertid et stort Spørgsmaal, om Fanø faar Lov til at vedblive at være en Ø, for man bygger jo her i Dan­mark Broer for et godt Ord, og det er stærkt paa Tale at gøre Fanø landfast med Esbjerg.

Personlig vilde jeg synes, det var trist om det ske­te. Ikke blot vilde den ensomme Ræv antagelig en mørk Nat løbe over Broen til Fastlandet for at finde sig en Mage, men man vilde heller ikke længere kun­de bevare denne Følelse af Tryghed, som man har paa en Ø     

Men Udviklingen ! Udviklingen !

Og det vilde naturligvis ogsaa være for egoistisk, om man ikke undte saa mange som muligt at faa Del i Fanøs Dejlighed.

Trods de Halvtreds har Rynkerne langt fra faaet Bugt med Smilene og Øens naturlige Charme.”