Kravene til en kro måtte være, at der var en kundekreds, altså et sted hvor folk mødtes.

Ser vi på Ribe amt, er der især to steder, hvor folk mødtes, nemlig ved vadestederne for de gamle okseveje, og ved overfartsstederne. Af disse er der i amtet i det 17. århundrede forbindelse mellem Strandby på fastlandet og Nordby på Fanø, og mellem Ribe og Sønderho på det sydlige Fanø. På disse steder dannedes der basis for kroholderi, idet storm og uvejr ofte hindrede overfarten, således at folk blev tvunget til ufrivilligt ophold.

Den første bevillingshaver til dette kroeri er Jørgen Frandsen i Ribe og hans hustru Margrethe Andersdatter, der den 27. oktober 1664 får bevilling til at drive "Fanø's begge kroer", altså både i Sønderho og Nordby. Om beliggenheden af kroen i Sønderho før 1722 er der i dag ingen sikre spor.

Den 20. april 1685 gives der så Oluf Christian Engelstoft og hustru Margrethe Klyne fæstebrev til "Synderhoe krou". Dette er således det første kendte privilegium, der kun omhandler kroholderi på Sønderho.

Engelstoft blev borger i Ribe i 1670 og 1685 fuldmægtig hos stiftsamtmanden. Han er gift tre gange, hvor der i det sidste ægteskab med Anna Pedersdatter Grønholt fødes datteren Otte Sophie Engelstoft, som arver bevillingen i 1722, da hendes moder dør, efter at have overlevet faderen siden 1712.

Den 2. maj 1722 lader Otte Sophie Engelstoft opføre en ny krogård i Sønderho. Grunden til at Otte Sophie lader bygge en ny kro, er sandsynligvis, at den gamle kro var blevet for afsondret.

I et dokument af 20. marts 1724 kan man læse, hvor meget Otte Sophies byggeri har drejet sig om: 2 huse, det ene bestående af 12 fag og det andet bestående af 6 fag. Denne bygning står der endnu i dag og anvendes fortsat som kro.

Imidlertid forpagtes kroen den 23. marts 1724 til Peder Hansen Brinch ved kontrakt læst på Fanø Birketing. Peder Hansen bliver stamfader til slægten Brinch i Sønderho. Denne slægt er indgiftet i slægterne: Sonnichsen og Thomsen.

Otte Sophie Engelstoft var imidlertid kommet i likviditetsvanskeligheder, og i 1728 sælger hun Sønderho Kro til Peder Hansen Brinch, som herved erhverver sig skødet på kroen, men Otte Sophie beholder stadig bevillingen. Ved hendes død i 1742 ansøger han selv om denne, og får bevillingen den 20. august 1742. Afgiften herfor var 20 Rd. i indfæstning og 18 Rd. årlig.

Peder Hansen Brinch dør den 13. november 1743. Ved dødsboopgørelsen konstaterer man, at han var en meget fattig mand. Hans enke Karen Sørensdatter sidder med en stor gæld, og der lægges op til at kroen og bevillingen skal sælges på auktion, for derved at kunne betale kreditorerne, hvoraf den største var staten.

Beboerne i Sønderho er ikke interesserede i at få en kroholder udefra, og de sender derfor den 6. december 1743 en ansøgning til rentekammeret om, at erhverve bevillingen. Bag ansøgningen står Sonnich Jensen og Niels Madsen. Peder Hansen Brinchs søn er meget interesseret i at få kroen. Han er desuden sønderhoning, så på den baggrund kan han godt accepteres som kroholder. Den 28. april 1744 ansøger han om bevillingen, men får den først den efter den 24. juli, og samme år den 24. december lader han skødet tinglæse på Fanø Birketing.

Endelig har Søren Pedersen Brinch erhvervet sig kroen og retten til at drive samme; kroen må øjensynligt give et godt udbytte efterhånden. Han er i hvert fald i stand til at udbygge den i 1757, så krohuset nu består af 13 fag og ladehuset af 10 fag.

Søren Pedersen Brinch var en mand, der havde mange jern i ilden, foruden han var sognefoged i Sønderho 1760 – 1777 og strandfoged 1764 – 1786, gav han sig bl.a. også af med mølleri.

I 1771 dør Søren Pedersen Brinchs første hustru Kjerstine Lauridsdatter, i dette ægteskab var der sønnen Peder Sørensen Brinch. Sønnen får da udbetalt sin mødrende arv på 533 Rdl. plus følgende:

1 par guldlænkede ærmeknapper af kinesisk arbejde

1 krus med sølvlåg

6 sølvspiseskeer, vægt 20 lod

1 sølvstok

1 liden sølvskål

Tvende senge med behørige dyner, puder, lagner og pudevår

Det i storstuen stående chartol med skab

Stueur

6 skilderier

Peder Sørensen Brinch skal have været ret svagelig. Det udarter sig efterhånden til sindssyge, hvorpå S. P. Brinch mener det bedst at sikre bevillingen til sin anden hustru, Anne Margrethe Rasch, med hvem han var blevet gift med den 13. december 1771. S. P. Brinch var da 50 år og Anne Margrethe Rasch 19 år.

Søren Pedersen Brinch dør den 29. oktober 1805, 84 år gammel. Han havde 19 børn, hvoraf de 9 var døde som små. Da boet blev gjort op, var der et pænt overskud på 506 Rdl., og kroen vurderes til 720 Rdl.

Hans enke Anne Margrethe Rasch benytter sig nu af sin bevilling, dog kun til 1806, hvor hun overgiver kroen til sønnen Jens Sørensen Brinch. hun bliver dog selv boende på kroen, idet der udfærdiges en aftægtskontrakt mellem hende og sønnen. Hun er på det tidspunkt 54 år gammel. Hun dør den 10. marts 1832.

På hvilke betingelser Jens Sørensen Brinch overtager kroen vides ikke; da han jo havde mange søskende, er det ikke usandsynligt, at han har fået den mod at forsørge moderen og de hjemmeværende søskende. Han var ligesom sin far strandfoged og sognefoged.

Ved overtagelsen af kroen ansøger Jens Sørensen Brinch om bevilling til sin person. Den ledsages af følgende anbefaling af birkedommer Nørup:

"Andrageren kender jeg som en ædruelig mand, ordentlig og høflig samt velvillig mod fremmede. Værtshusholdet på Sønderho er ikke betydelig og højere afgift kan derfor ikke tåles at give. Altså formener jeg, at ansøgningen fortjener anbefaling".

I 1824 gør han sig skyldig i smugleri, vel nok for, at rette op på sin økonomi. Han bliver idømt en bøde. Som han ikke har midler til at udrede. På anbefaling af toldinspektøren i Ribe og Fanøs birkedommer oplyses: "hans økonomiske forfatning er dårlig, han har en sindssyg kone og 8 uopdragne børn".

Bøden bliver eftergivet.

Jens Sørensen Brinch indsender i 1820 en ansøgning om lov til at drive høker handel.

Han får bevillingen, men dog på den betingelse, at han ikke må handle med selvimporterede varer fra udlandet. Alle disse varer skulle han hente i nærmeste købstad (Ribe). Omgik han denne regel havde toldvæsenet ret til at idømme ham en bøde på 40 Rdl., og senere større.

Blandt det sortiment han måtte handle med var: landbrugsprodukter, alt til vogne, plove og harvers istandsættelse, landbrugsredskaber som river, spader og høleer m.m., pottemagerarbejder, saltet fisk, eddike, sirup, sæbe, cichorie, tran, tjære, søm, tændstikker, skrivepapir, grifler, tavler og tobak. Desuden måtte han handle med silketøj, men da det meste silketøj kom fra udlandet og han selv var forment at indføre det, kunne han ikke klare sig i konkurrencen med de fra oversøiske lande, hjemvendende skippere, som foruden silketøjet hjembragte mange andre ting.

Dette var ved at ødelægge handelen for ham, - to gange ansøger han birkedommeren i Ribe om eftergivelse af afgifterne for 1822 – 23. Om denne bøn efterkommes ved vi ikke, men J. S. Brinch standser langsomt sin handel, som næsten går helt i stå omkring 1830.

Sønderhoningerne er ikke tilfredse med at have en fattig høker i byen, som ikke er i stand til at have selv de allernødvendigste ting hjemme. Derfor støtter de skibskaptajn Thomas Meinertz, da han begynder at holde kro og høkerhandel i byen. Dette foregår i begyndelsen uden bevilling og han bliver dømt. I 1824 indsender han dog ansøgning om bevilling til kroholderi og høkerhandel, men får afslag med påtegning: ”Sønderhoe sogn behøver ikke flere end en høker, og der kan ikke være flere”.

Sønderho havde i 1834: 1003 indbyggere.

I 1829 kommer der en ny birkedommer i Ribe (tidl. Sagfører for Meinertz), og han giver ansøgningen sin varmeste anbefaling, men påpeger dog, at selvom Meinertz får bevilling til kro og høkervirksomhed, skal bevillingen ikke fratages Brinch. ”Denne mands som hans store families ulykkelige forfatning er i høj grad genstand for medlidenhed, hvorfor det indstilles, at lade ham beholde det privilegium, der i over 100 år har været hans familie forundt og hvis berøvelse øjeblikkelig ville bringe ham og hans familie under offentlig forsorg”.

Mainertz får bevillingen og kan nu på lovlig vis handle, som han hidtil har gjort. Han var, da han indlod sig på disse virksomheder, en velstående mand, men de må ikke have givet ham tilstrækkelig at leve af, idet han i 1844 må opgive begge dele og ikke havde noget tilbage. Han døde i 1846, 82 år gammel.

Den 16. september 1831 sælger Jens Sørensen Brinch Sønderho Kro til købmand Lauritz Christensen fra Tønder. Købesummen bliver 1280 Rdl. Ifølge købekontrakten skal enkefru Rasch efter salget bebo det værelse på kroen, som hun hidtil har beboet, det såkaldte aftægtskammer. Ligeledes skal Lauritz Christensen forsørge hende til hun dør. Det bliver dog ikke længe denne pligt hviler på ham. Hun dør den 10. marts 1832.

Brinch selv skal indtil påske bo i to kamre i krogårdens vestlige ende. Hvor han herefter flytter hen, vides ikke, men det er tænkeligt, at hans hovederhverv herefter bliver landbrug.

Ifølge købekontrakten skulle L. Christensen have samme bevillinger, som J. S. Brinch, og kunne han ikke få dem, skulle handelen gå tilbage. Lauritz Christensen havde en del høkervarer liggende, som han havde fragtet over til Fanø om efteråret, men ikke ret til at sælge dem.

Først den 24. februar 1832 kom bevillingerne, og pantebrevene kunne afsluttes. Denne forsinkelse giver et betydeligt tab for Christensen og er til stor ulempe for sønderhoningerne, da de ikke kan købe de nødvendige varer for vinteren, og kun med besværlighed og store omkostninger kan få varerne hjem fra Ribe.

I 1857 får L. Christensen ret til udvidet handel. Denne ret kommer med næringsloven, men Christensen driver dog aldrig forretningen til de store højder og da Sonnich Madsen Kromann i 1864 åbner en købmandshandel, gik handelen på kroen ned ad bakke, og ved slutningen ag 1890’erne lukkede kroen sin købmandshandel.

Lauritz Christensen dør den 2. august 1866, 58 år gammel. Hans enke Anne Cathrine Christensen fortsætter virksomheden med sønnen Broder P. Christensen som bestyrer. Enken beslutter at sidde i uskiftet bo. Boet bliver vurderet til 3753 Rdl. Denne sum er dog nok ikke en realistisk sum. Kroen plus tilliggende jorde og huse har vel nok nærmere en værdi af 5 – 7000 Rdl. Kroen har på dette tidspunkt nok været den største jordejer på Fanø.

Den 23. juli 1868 blev der nedlagt kabel til Fanø (Nordby). Sønderhoningerne kunne også godt tænke sig et kabel til Sønderho og det skete i 1871. Telegrafstationen fik plads i Sønderho krogård, hvis ejer Broder Christensen var postsamler og postbefordrer. Han ansatte en mand til at varetage telegrafstationen. 

Ca. 1870 oprettedes der et kongeligt privilegeret brevsamlingssted på Sønderho Kro. Bestyrer blev Broder Christensen, som oppebar bevillingen til 1887, i hvilket år, der blev oprettet et regnskabsførende postkontor andetsteds. 

Kroen var på dette tidspunkt samlingssted for de hjemmeværende skippere og søfolk. Der har været et for tiden meget stort avishold, og disse skulle jo studeres. Skipperne havde oftest part i skibe og ladninger. Det var derfor nødvendigt for dem at følge med i aviserne fra de store handelscentre; Hamburg, Amsterdam og nok også København. Og der skulle snakkes om dagens begivenheder, måske en kaffepunch – øens nationaldrik. Om vinteren var der ofte dansestue på kroen, unge og ældre morede sig med at danse sønderhoning. 

Hvornår Anne Cathrine Christensen dør, vides ikke, men efter hendes død fortsætter Broder Christensen kroeriet, hjulpet af sine søskende Laura, Cathrine og Balthazar. Broder forbliver ugift og efter hans død i 1898 er det broderen Balthazar, der bliver den ledende kraft, og som hjælp til madlavningen søstrene Laura (kaldet Krolaura) og Cathrine. Krolaura havde for øvrigt en god sangstemme, der siges, den gamle degn i kirken blev helt forlegen, når hun sang.

Under 2. verdenskrig blev kroen benyttet af tyske officerer, og umiddelbart efter krigen forlader frøken Skølvad kroen, og den sælges. 

Kroen blev solgt til restauratør Heiberg, Esbjerg og året efter igen solgt til restauratør Gerhard Christensen, Esbjerg. ”Is Christensen” som man kaldte ham, overtog en næsten tom kro. Indtil da havde der været værelser i den vestlige ende af kroen, men skillevæggene blev revet ned og den nuværende ”æ Raastow” opstod. En anden ting Gerhard Christensen fik gennemført var, at kroen blev rykket op fra fredningsklasse B til A. dette skete i 1952, og kroen regnes nu for at være blandt vore kosteligste kulturminder. 

I 1955 sælges kroen til autohandler Pedersen. Det var en tid, hvor turiststrømmen for alvor kom til Fanø. De drev kroen indtil 1962. 

I maj 1962 forpagtes Sønderho Kro for fem år af overtjener Arne Knud Henriksen og hustru, Olga, f. Hansen. Henriksen kom fra ”Rasmussen Hotel” i Fåborg. Han var fra Odense og lærte hos restauratør H. W. Bang. Olga var datter af overmatros Otto S. Hansen, Sønderho.

Så kom ægteparret Olga og Erik Jensen til, og de gav kroen en meget omfattende restaurering.

9. generation ved Birgit og Niels Sørensen tog over i 1989.

I ” EN SLÆGTS HISTORIE” af H.P.H.Novrup, 1929 finder vi en beskrivelse af livet omkring kroen ca. 1845: 

”Hans Peder Hansen, blev født 1. maj 1829. I sin ungdom kom han til Sønderho Kro for at lære handlen. Hans læretid skulle strække sig over 3 år, men da den tid var gået, ønskede hans husbond, kroejer og købmand Laurids Christensen, at beholde ham noget længere, og han blev der 3 år til, men da var han ikke bundet til butikken, idet han tog del i landejendommens drift, kørte ture til Nordby og var ofte med kromandens skib, en større skonnertjolle, der hentede varer hjem fra Ribe. Jollen førtes af Jes Øhle , en ældre skipper, der var en dreven smugler. Da Fanø hørte til Nørre Jylland, skulle der erklæres told af varer, der kom fra egne syd for Kongeaaen. Denne told var ikke velset, og der brugtes mange kneb for at føre toldvæsnet bag lyset. I Sønderho var der et par toldbetjente, og i havet udenfor var stationeret et toldkrydsfartøj, så der var altså farer nok for smuglere. Kromanden ville helst stå sig godt med toldvæsnet, men smugleriet skulle også drives. Jes Øhle fik derfor pålæg om at vise stor forsigtighed, når han havde toldpligtige varer om bord. For smuglingen var natten den bedste, men besejlingsforholdene ind til Sønderho var ikke gunstige i et farvand, der var opfyldt af grunde og uden belysning. Sejlløbet var nok afmærket med koste, men de kunne ikke ses om natten, og derfor måtte skibsfolkene stadig pejle og ofte bruge årene. Åretollene blev omviklet med klude for at dæmpe lyden. Skete det alligevel, at de blev overraskede af toldkrydseren, havde de ordre til at kaste de toldpligtige varer over bord, hellere dette end at få dem konfiskerede. Om aftenen og natten hjalp et lanternesystem dem til klarhed over, om det var voveligt at sejle helt ind i havnen. Når toldopsynet var godt bænket i krostuen, var det en belejlig tid at sejle ind og få varerne bragt i sikkerhed.”