I N. M. Kromanns „Fanøs Historie" kan man læse, at en mand ved navn Jørgen Frandsen sammen med sin hustru, Margrethe Andersdatter den 27. oktober 1664 fik bevilling på at drive Fanøs begge kroer.

Højst sandsynlig har der allerede forinden været kro virksomhed, idet der har været overfart til fastlandet, og hvor var det mere naturligt for rejsende at tilbringe ventetiden end på et bedested – en kro? Men vi ved med sikkerhed, at der for 300 år siden blev givet officiel bevilling, og fra denne dag - den 27. oktober 1664 – kan Fanø Krogaard  med en hvis føje datere sin oprindelse.

I den til Jørgen Frandsen givne bevilling, hedder det bl.a., at han skulle forpligte sig til at holde gode og dygtige varer af øl, brændevin og mad alt i rette tider for billig rimelig betaling.

Der forefindes ingen nøjere angivelse af kroens beliggenhed i Nordby, men meget taler for, at det nuværende sted i Odden også har været det oprindelige - det ligger lige ved havnen og har givet gode betingelser for at holde øje med overfartsmulighederne.

I et bevillingsbrev, der den 26. november 1682 blev givet Frandsens efterfølger, Peder Gallesen, får denne mod betaling af seks rigsdaler årligt til kgl. majestæts jordebog eneret på at sælge øl og brændevin o. l. på øen. Det hedder i skrivelsen: „til hvilken ende Fanø sogns indbyggere alvorlig befales sig ikke at fordriste og understå øl og brændevin eller nogen anden slags drik på andre steder, hvor det kan være at købe og til øen føre, end fra bemeldte Peder Gallesen - ej heller nogen brændevin, selv at brænde ej heller udtappe - uden Peder Gallesens vidende og vilje". Og Peder Gallesen har næppe givet sit samtykke nogensinde til generende og konkurrencedygtig hjemmebrænding.

Men dengang som nu - folk er ikke som de burde være - og et monopol virker irrite­rende. Man har nok smuglet brændevin over fra fastlandet og vel også sine steder selv destilleret de ædle dråber, for i 1685 indstævner Gallesen to mænd for retten som utidige konkurrenter, hvad han dog ikke fik noget ud af, for de havde velsagtens nedgravet "brændevinstøjet" så godt, at der ikke fandtes bevisligheder mod dem.

I de forløbne 300 år har 28 personer i kortere eller længere tid drevet kroen med større eller mindre udbytte.

Pengene har været små, og til tider har det knebet med at betale de fastsatte afgifter, skønt det med nutidens øjne synes at være småpenge. Men kgl. majestæts rentekammer har også dengang åbenbart fundet, at beværtervirksomheden kunne der presses penge ud af, for afgiften på seks rigsdaler i 1682 var i 1766 steget til 32 rigsdaler pr. år. Bevillingshaveren Hans Ditlev Dam søger underdanigst i 1766 om nedsættelse, dog er han villig til at betale de mange penge som 32 rigsdaler har været, mod at han får lov til at brygge øl og lave brændevin. Men på det punkt kan rentekammerets embedsmænd også lægge to og to sammen - man vil give lov, men så koster det 100 rigsdaler. Resultatet bliver, at Dam må nøjes med selv at brygge øl og købe spritten andetsteds, og afgiften sættes til 20 rigsdaler. Men naturen går over optugtelsen. Man lå lidt fra alfarvej og kunne vel holde øje med, når nogen kom for at inspicere, så ind imellem har destillationsapparatet nok været i brug.

Der foreligger under alle omstændigheder en indberetning fra en inspektør til rentekammeret om at kroen „har stærkt udsalg af brændevin, hvis herkomst ikke kan kontrolleres, og som derfor formodes at være hjemmebrændt".

Om krohusets format ses af et af retten foretaget syn i 1715, at det består af 12 fag i længden og 4 fag i bredden, ved venstre side er 9 fag med lade. Et vel efter forholdene ordentligt hus med lidt landeri.

Det indvendige udstyr har været afhængigt af ejerens økonomiske evner. Ifølge en fortegnelse fra 1751 var der bl. a.

1 stk. jernbilæggerovn med årstallet 1682.

1 egebord at udtrække.

1 gammel fyrrekiste.

1 lidet bord med åbent skab, som af ælde og orm er fortæret og ej mere brugbart.

1 fyrretræsborde.

1 lidet firkantet spejl lidt ituslået.

I en anden stue:

1 sengesteder med sorte stabler (hvad det så end ellers er).

1 små hylder.

Det var altså ikke den vilde luksus, men muligvis det for tidspunktet fornødne.

Man solgte øl og brændevin. Kaffepunchen var ikke opfundet i 1700-tallet. Øl, dertil nogle skefulde brændevin, og en skål mjød.

Men selv uden puncher kunne der blive løftet stemning, og engang i januar 1723 var der så megen fest i kroen, at naboerne sendte bud efter birkefogeden. Han kom, skred ind i stuen, slog hårdt i bjælken (loftet) og formanede: „Værer skikkelige og holder lyd i stuen", bad alle at gå hjem samt forbød værten „sådan til overflod at tappe". Men de gjorde pokker, gjorde de, og det blev der lidt pjat ud af, for birkefogeden klagede til stiftsbefalingsmanden fordi hans påbud ikke blev fulgt. Værten gjorde modklage og skrev bl.a.: „På dette ejland skal man for fiskenets skyld gøre opvartning nat og dag, når fornødenhederne kræver det". Og han endte sin skrivelse med disse bevingede ord: „Gud styrke retten og dens elskere". Hvad der kom ud af det, ved man ikke.

Det må være gået fremad med bedriften, så også inventaret er blevet mere stilfuldt, for i 1754 findes ifølge en fortegnelse bl.a. 6 guldlæderstole, 5 ruslæderstole, 3 sengesteder med gehæng og et par krus med kongen og dronningens portrætter. Desuden fandtes 1 destillerkolbe, så man har altså lavet brændevin.

Samtidig med den så småt opblomstrende skibsfart omkring 1800 går kroen støt fremad bl.a. takket være Niels Jacobsen, der i 1782 får bevilling.

En dygtig mand var han. Under hans periode blev der udvidet. Han drev handel, fik bevilling på færgefart mellem Nordby og Strandby, sendte skibe på sælfangst til Ishavet og byggede pakhuse (nørom ved Odden - antagelig deraf Pakhusbanken).

Da han døde i 1815 var Krogaarden vokset til et 18 fags våningshus og 26 fag udhuse „og således konditioneret, at enhver honnet familie kan bo deri". Det lyder dog af noget.

Da Fanø i 1800 blev et eget branddirektorat, blev Fanø Krogaard vurderet til brandforsikring som følger:

Vaaningshuset med 2 Etagers kvist, Stue, Gæstekamre, Køkken, Skænkestue og købmandshandel

490 kvadratalen (42 ½ X 10 ½ )  1100 Rdl.

Det nordre Hus 5 østre fag (12 ½ X 11) og en Udbygning (7 X 6 ½ ) til Bryggers og de 6 vestre Fag (15 ½ X 11) til Tørvehus og Port  460 Rdl.

Det vestre Hus, nordligste Fag (21 X 11 ½ ) til Avl og Stald, 4 Fag (11 ½ X 8 ½ ) næst til Syd til Pakhus for Drikkevarer og sønderste Fag (11 ½ X 11) til Rullehus Og Melkammer  840 Rdl.

Det søndre Hus, Børnekammer, Kontor, Mælkestue og Forstue (13 X 12)  480 Rdl.

Det Ved Gaarden staaende Pakhus, dels til Skolestue for Jacobsens egne børn, Køkken og Forstue, dels til Materialer (25 ½ X 10 ½)  300 Rdl.

1 Pakhus, nørom ved Odden, til Købmandsgods (25 ½ X 10 ½ )  540 Rdl.

Det store Pakhus norden for Odden, deraf de 5 sønderste Fag til Værelser og Bageovn, de 2 nordligste til Kammer og de 11 mellemste til Brændsel, Tømmer og Port (44 ½ X 16 ½ )  1290 Rdl.

Da Jacobsen i 1782 overtog Krogaarden bestod den kun af Vaaningshuset, vurderet til 100 Rdl.. De øvrige bygninger er blevet opført i takt med at forretningen blev udvidet.

Der kom i rækkefølge nogle dygtige mænd som indehavere af kroen, såsom Kolvig og siden Simon Johnsen, hvem det lykkedes igen at få bevilling til brændevinsbrænding. Han anlagde i øvrigt også et saltværk. Det var i sejlskibenes opblomstringstid, så der var relativ velstand på øen.

Fr. Kolvig overtager kroen ved købekontrakt af 7. juni 1817. Købet beløb sig til 13.800 rigsbankdaler rede sølv.

Med købet fulgte foruden de bygninger der er omtalt i købekontrakten følgende pakhuse:

1) Det saakaldte Rahrske Pakhus, bestaaende af 12 Fag Bindingsvaerk og straatækket.

2) Et Pakhus bestaaende af 8 Fag Bindingsvæk, kaldet Rebslagernes Pakhus.

3) Det saakalde grønlandske Pakhus af Grundmur og straatækket; endvidere nogle Stykker Eng, 40 Læs Klyne og 20 Læs Tørv, alt Butiksinventar, alt Inventar og Service henhørende til Kroholdningen. (Dette pakhus lå nord for Nordby, heraf "Pakhusbanken").

Frederik Abraham Kolvig var født i København 12. april 1784 som søn af thehandler Johan Christian Kolvig og hustru Maria Elisabeth Krebs.

Han kom til Ribe og drev der en stor handel. Centret for storhandel var efterhånden blevet samlet på Fanø ved Niels Jacobsens foretagsomhed, og Kolvig der var en ung og foretagsom mand, troede ved købet af Krogaarden at have basis for et bedre og større virkefelt for sine fremtidsplaner.

Han får bevillingen, og får straks en stor kundekreds, også på fastlandet; blandt andet bestiller for eksemplet præsten i Jerne "en skæggemand (en stendunk)" fyldt med bedste aquavit hos ham. han udruster skibe til Island og eksporterer korn, men han kommer ud i en kamp med kurserne, hvilket giver ham store tab, så han i foråret 1819 må opgive sit bo til skifterettens behandling, selv om han ikke er insolvent, men blot mangler driftskapital.

Han omtaler i et brev til sine kreditorer en række konkrete eksempler på tab, men han omtaler også, at handelen på Fanø ikke har givet ham det forventede udbytte, blandt andet fordi skipperne selv har hjembragt varer fra udlandet, ikke mindst vin og spiritus.

Kolvig forhandler nu med sine kreditorer om afvikling af sin gæld over tre år.

Fr. Kolvig omkom ved en bådulykke 8. april 1819. Hen efterlod sig hustru Anne Marie Jeang og 5 små børn. Af disse blev sønnen Carl Wilhelm Kolvig senere ejer af færgeriet og siden postmester i Nordby, og sønnen Ludvig August Frederik Kolvig, konsul, købmand og cikoriefabrikant i Ribe. Begge de to brødre drev i flere år skibsrederi og saltværk på Fanø.

Simon Johnsen får den 1. marts 1838 skøde på kroen.

Prokurator Albinus er ejer af Krogården til 1838, da Simon Johnsen af Varde den 1. marts får skøde på kroen. Den 28. februar får han bevilling på krohold. Bevillingen angiver, "at han alene og ingen andre maa til Nødtørftighed og for billig Betaling forsyne Nordby Sogns Indvaanere med fornødent Øl og Brændevin og med andre i sit Slags gode og forsvarlige Drikkevarer, som de for Betaling maatte begære mod deraf at svare en aarlig Afgift af 20 Rdl. Og paa Vilkaar kun at brygge Øl til Værtshusholdets Fornødenhed, men ikke brænde Brændevin, da det, han deraf behøver, skal tages i nærmeste Købstad, ligesom ingen af Beboerne maa brænde Brændevin eller nogen Slags Drikkevarer at falholde, hvad enten samme til Bryllupper, Barselgilder eller andet Værtsskab skal bruges imod en Bøde af 10 Rdl. første Gang og siden dobbelt".

   Simon Johnsen søgte og fik bevilling (5. november 1840) til anlæg af et brændevinsbrænderi med et mæskekar af 8 Td.s indhold. Han anlagde et saltværk og udvidede Handelen betydeligt.  

I 1855 havde han i sin Tjeneste (efter Mandtalslisterne) 1 Handelsbetjent, 2 Lærlinge, l Husjomfru, 1 Køkkenpige, 2 Tjenestepiger, 1 Gaardskarl, 1 Stalddreng, l Avlskarl, 1 Brænderikarl, 1 Karl paa Saltværket og 1 Brænderibestyrer. Alle disse mennesker fik foruden løn kost og logi. Desuden var der flere løse arbejdere ansat i brænderiet og på saltværket. Hele sin store virksomhed passede han med største nøjagtighed og overvågede personligt, at enhver af hans folk udførte det dem betroede arbejde. Han fik dog tid til også at varetage sognets interesser, idet han i flere år var medlem af sogneforstanderskabet og Skolepatron, var Strandingskommissionær, Forligsmægler og svensk-norsk vicekonsul. I 1850 blev han Dannebrogsmand. Simon Johnsen døde 9. september 1855, knap 50 år.

I april 1857 købte Jens Korsholm Bork Krogården for 28000 Rdl. Med overtagelse den 1. oktober samme år i fortrøstning om, at privilegiet på handel og krohold og det dertil tilknyttede brændevinsbrænderi og saltværk ville blive ham tildelt af myndighederne.

Uvist af hvilken grund trak det i langdrag med at få bevillingen. Først et år efter købet fik han bevilling på at drive brændevinsbrænderiet og saltværket men ikke til handel og krohold, hvor handelen skulle standses indtil der var kommet en overenskomst i stand.

Om beværterforholdene beretter en artikel i "Vestjydsk Avis" for 21. april 1858 -

Efter hvad vi erfarer, hersker der i denne Tid et ualmindeligt Røre paa Fanø, og Knejpevæsenet dersteds truer med, idet mindste for nogen Tid, at gaa sin totale Undergang imøde. Hr. P. Duysen, der i flere Aar uantastet, skønt rigtignok ulovligt, har drevet et Slags Gæstgiveri, er pludselig bleven tiltalt for ulovligt Krohold; Hr. A. Johnsen, der har Privilegium paa Gæstgiveri for Rejsende, er ligeledes bleven tiltalt for ulovligt Krohold, fordi han - hvad der ligeledes er sket upaatalt i mange Aar - har tilladt sig ogsaa at beværte indfødte Fanøboere; endsige er Ejeren af Krogaarden, Konsul Bork, bleven tiltalt, fordi han, hvad der ligeledes upaatalt er sket i vel over hundrede Aar - har haft den utrolige Dristighed at skænke en Snaps eller "en Punsch" for Sønderhoninger og andre fremmede Tilrejsende (sic.). Hvilke Tider vi dog leve i! - Selv det saa meget udskregne Monopol er blevet antastet; alting er i Forvirring, Isolationen, der allerede i Forvejen var følelig nok, bliver nu fuldstændig. Naar en Mand fra Sønderho gaar med en Mand fra Nordby og begge bliver enige om, at de trænger til en Hjertestyrkning, maa de skilles ad, naar de kommer til Kroen; den sidste gaar herind og faar sig en Borks Aqvavit, den anden vandrer videre til A. Johnsen og nyder sin københavnske Snaps. Afstanden er saa stor, at de to Venner ikke engang kunne række Hovederne ud af Vinduerne og sige Skaal til hinanden. Høkerne er ligeledes i Fortvivlelse; den Ret, som ifølge Næringsloven enhver anden Høker i Landet har faaet fra den 1. April d. A. til at sælge Brændevin, kan ikke træde i Kraft paa Fanø, fordi det forbistrede Monopol endnu bestaar. Kort sagt: alt er i den grueligste Forvirring, og enhver, der ikke vil komme i Ulejlighed, maa stedse gaa omkring med Af, skrifter af de forskellige Monopoler, Privilegier, Høkerlove og Næringslove i Lommen, for at han - rigtignok ikke uden en Del Ulejlighed - kan kormme paa det rene med, hvor han maa drikke sit øl. Spørge vi nu, hvo der er Skyld i al denne Hurlumhej, saa svarer vi uden Betænkning: Indenrigsministeriet, der allerede for et Aar siden kunde have tilvejebragt Orden i de forvirrede Forhold, hvis det - hvad der er det eneste rigtige og naturlige Udvej - havde tilbudt Hr. Bork at afløse Monopolet imod en passende Godtgørelse i Penge. Det er i og for sig en ubehagelig Sag at være monopoliseret, og Overholdelsen af de Rettigheder, Monopolet hjemler, medføre saa mange Ærgrelser og Trakasserier, at der næppe kan være nogen Tvivl om, at Hr. Bork med Glæde var gaaet ind paa et saadant rimeligt Tilbud; men at han uden et omstændigt Vederlag skulde renoncere paa uomtvistelig Ret, der, hvis den strengt overholdes, er af meget stor værdi, det kan næppe nogen vente eller forlange."

Hvorledes stormen endte, vides ikke, men Bork fik sine bevillinger i orden efter de gamle privilegier.

Bork solgte Krogården ved auktion 25. februar 1887 til birkefuldmægtig Jens N. Svarrer for 12000 kr.. Og udbygningerne til avlsbruger Th. Jacobsen for  3200 kr.

Svarrer solgte Krogården 1891 for 25.000 kr. til et konsortium bestående af murermestrene Anders Jensen og P. P. Stærk, Esbjerg og købmand H. N. Svarrer, Nordby; siden blev kroen handlet adskillige gange indtil Nis Jørgensen Bech i 1904 købte den for 18.300 kr.

Den 17. juni 1904 overtog Nis Jørgensen Bech kroen. Det fremgår af købekontrakten, at overtagelsessummen var 18.500 kroner med en kontant udbetaling på 3.750, hvoraf 1.500 kroner skulle betales ved kontraktens underskrift og resten i månedlige afdrag på 200 kroner.

Efter Bechs død i 1923 overtog J.P. Nielsen kroen. Efter hans død i 1931, fortsatte hans enke Sara Nielsen driften af kroen.

Efter alt at dømme har kroen været forskånet for ildsvåde i de 300 år. Der findes ingen oplysninger om, at den røde hane har galet over huset, men den gamle bygning har fra tid til anden været medtaget af tidens tand. 

I besættelsestiden 1940 - 45 var værnemagten hård ved ejendommen, og en tiltrængt restaurering blev foretaget efter 1945 af den daværende ejer, fru Sara Nielsen, og dette restaureringsarbejde er blevet fortsat af den næste ejer, der har bestræbt sig for at forbinde det hyggelige krobegreb med de krav, som tiden i dag stiller. Man kan sige. som man skrev i 1815 — kroen er således konditioneret, at enhver honnet familie kan bo deri.