Salt i forbindelse med opbevaring eller salg af fisk har altid hørt sammen, idet fisken nødvendigvis måtte saltes også til eget behov for vinteren. Saltet var så dyrt at købe, set i forhold til indtægterne ved salg af fisken, at de fattige fiskere ofte havde svært ved at få råd til at købe salt. Tolden på salt var ganske høj og handelen var i lang tid monopoliseret, dette fristede fiskerne til at indsmugle saltet.

Vindtørring af usaltet fisk fandt også sted, men man opnåede ikke en særlig god pris for disse i forhold til de saltede fisk.

Noget salt kunne man om sommeren udvinde. Man anbragte kar ved stranden og fyldte dem med havvand; eftersom vandet fordampede opfyldte man nyt vand for til sidst at have et stort lag salt i karret. Om vinteren sattes gryden ovenpå bilæggerovnen, fyldt med havvand. På denne måde indvandt man også en del salt.

Af et brev fra en Ribe købmand Peder Erichsen i 1699 til birkefogeden Søren Dunch læses at han tilsyneladende er villig til at give fiskerne kredit.

"naar en og anden trænger til Salt til hans Fisk - som Gud giver de fattige Folk noget af der paa Ølan­det - maa de efter Aftale med Eder, de som i denne onde Tid ikke kan blive noget betroet, og de dog i deres Nødstid kunne hjælpes, naar man nogenlunde kunne blive skadesløs, maa I være saa god for mig at sælge til dem, som behøver noget, af de 100 Tønder grov Salt, jeg har ladet did komme, og hvoraf til Nødtrængende kan udborges en Del til dem, I selv synes, saa­som jeg vel tror, at dersom de ikke saaledes fik Hjælp hos Eder, at de da hverken fik Fisk saltet eller kunne holde Livet med Føde, tilmed og naar Saltet ikke gaar fra Haanden i denne Tid, kunne dette ogsaa derved tage Skade i adskillige Maader - - -."

Men den gode Ribe købmand der også havde penge til gode hos Fanøboerne for andre varer, så nok sin egen fordel i at forstrække dem med salt. Fiskerne synes dog at hans salt var for dyrt, og smugleriet tog til, så meget, at der i 1701 kommer en forordning der påbyder toldinkvisitionen på Fanø "imod de Tider, naar Fiskeriet begynder og indtil det dermed ender at forfalle maanedlige Ekstrakter paa, hvor meget salt hver Maaned kan være til Fiskeriet indført og forbrugt, og hvor meget hver Mand derefter er forbleven i Behold". Man mistænkte simpelthen fiskerne for at indsmugle salt, brændevin og tobak, når de var sydpå for at sælge fisk.

Denne overvågen synes nu ikke at bære frugt, da hans kgl. Majestæts tolder Jep Pedersen i 1709 pålægger toldinspektøren i Ribe, Rasmus Mikkelsen, til at undersøge, hvorfor der næsten intet salt fortoldes på Fanø. Rasmus Mikkelsen indstævner da 12 fiskere til at møde i Fanø Birketing 3. oktober som mistænkte for at smugle salt til deres fiskevarer, "da der paa Fanøland i dette Aar saa ringe Kvantitet af stor Salt er vorden brugt saasom der i nævnte Specie en mærkelig, ja utrolig Forskel er i det forbrugte Kvantum paa indeværende Aars og nærtløbende tvende aaringer Afgang, idet ej saa meget aarlig paa mange Tønder nær skal være brugt som forhen, hvorved kgl. Majestæts allern. Paabudne Toldsum og Rettighed mærkelig forringet er".

Fiskerne fremlagde en tårevædet forklaring om, at de ikke havde haft råd til salt og derfor måtte lade fiskene vindtørre og aflagde ed på denne forklaring, og dermed klarede de frisag.

I 1735 under arbejde med udgravning af en ny dok på Christianshavn stødte man på en saltåre og af kvaliteten og kvantiteten mente man at kunne forsyne hele Danmark med salt herfra, derfor indførtes der den 29. marts 1737 forbud mod indføring af salt.

Ikke desto mindre smugledes der fra Norge, England og Hamborg en mængde salt til Fanø og omliggende pladser, hvorfra der fiskedes.

Regeringen gjorde alt for at komme indsmuglingen til livs og pålagde under trussel om embedsfortabelse og tiltale: "Toldinspektører, Toldere, Kontrollører og andre Toldbetjente samt Strandinspektører og Visitører" at holde et vågent øje med at salt ikke blev indført.

Trods det at straffen for ulovlig indførsel af salt var ganske stor, 30 daler pr. tønde, smugledes der dog stadig partier ind.

Saltværket i København måtte imidlertid standse, det gav underskud og indførselsforbudet blev ophævet 25. maj 1744.

Købmændene i Ribe og Varde får nu tilladelse til at forsyne Fanøboerne med salt, hvis de har de rigtige passersedler herpå. De kan dog ikke forsyne Fanøboerne med det nødvendige kvantum salt og i en ansøgning af 14. september 1745 får Fanø tilladelse til "med egne Baade fra Hamborg at afhente 1 - 2 læster Spansk salt til deres Fiskeris Fornødenhed, siden det Salt, som var i Ribe, var udsolgt... dog kun alene for denne Gang".

Tolden var stadig høj på salt, og smugleriet fortsatte, men endelig i 1838 får apotekets bestyrer, J. P. Fischer, på Fanø den 7. august tilladelse til at anlægge et saltværk i Nordby, og "at maa sælge det fra bemeldte Raffinaderi fremstillede Salt til alle og enhver i store og smaa Partier".

Råsaltet havde dog så stor en toldafgift, at Fischer havde svært ved at konkurrere med det importerede salt. Dette foranlediger samtlige fiskere i Nordby, ialt 20, til at ansøge kongen om toldfri import af råsaltet. Denne ansøgning er dateret 29. marts 1839 og lyder:

Til Kongen!

Til Fiskeriet her paa Fanø (d. e. Nordby) forbruges der aarlig omtrent 6 a 700 Tdr. Salt. Dette Salt maa vi, der er fattige Folk, købe her paa Øen, hvilket gør, at det bliver os kostbart, da hver Td. nemlig kommer paa 3 Rdl. a 3 Rdl. 2 Mk~ Holst. Kur. Fiskeriet har i de senere Aar desværre kun været maadeligt, og Prisen paa Fiskene har ligeledes været ringe, og den møjsommelige Næringsvej har ondt ved at ernære os og vore Familier. ­Da der nu her paa Øen af cand. pharm. J. P. Fischer er anlagt et Saltraffinaderi, saa havde vi ventet at erholde Saltet for megen billigere Pris end hidtil; men da Fischer ikke selv kunde, paa Grund af Indførselstolden af de raa Saltsten afhænde det synderlig billigere, saa vove vi paa egne og øvrige Fiskeres Vegne at nedlægge allerunderdanigste Bøn for Deres kongelige Majestæt om det ikke allernaadigst maa blive Fischer forundt toldfri Indførsel af saa stort et Kvantum raa Saltsten og Søsalt, som der kan medgaa til Fabrikationen af ovennævnte 6 a 700 Tdr. Salt, og hvortil der efter Kyndiges Angivelse vil medgaa fra 150 til 160.000 Pund Saltsten og 20 a 24 Tdr. raa Søsalt, da nævnte Fischer saa har lovet at levere os Saltet mod billig Erstatning for hans Udlæg og billig Godtgørelse for hans Arbejde.

(Underskrifterne).

Fischer får dog ikke den ønskede toldlettelse, men får alligevel oparbejdet saltværket ganske godt. I 1858 arbejder værket med to pander og der indvindes 2.700 tønder salt om året.

Foruden mesteren selv arbejder der 9 mand plus 8 - 9 daglejere i værket. Fischer havde selv et par skibe, der hentede saltstenene og kullene hjem, og med et par mindre fartøjer afskibede han salt og kul til Ringkøbing, Varde, Ribe og byer i Slesvig-Holsten. Han anlagde også en smedje, så hans samlede virksomhed gav arbejde til mange mennesker.

Af navne fra 1840'erne kan nævnes:

Der var en træledning samt et gangbræt indtil værket, kullene og saltstenene kørtes også med trillebør på en improviseret bro fra skibene direkte til værket.

Efterspørgslen på salt blev efterhånden så stor, at Fischer ikke kunne dække markedet, og dette fik købmand Simon Johnsen til også at anlægge et saltværk i 1848.

Markedet var nu ikke stort nok til 2 saltværker, så Fischer flytter til Ribe og overtager der en købmandsforretning. Han indrykker en annonce i Berlinske Tidende den 17. november 1849 for at sælge saltværket. I annoncen hedder det:

"Saltværket bestaar af 31 Fag grundmuret og teglhængte Bygninger med 3 Kogepander, hvoraf den største Bygning med 2 Pander er forrige Aar opført af nyt. En solid Beboelseslejlighed paa 13 Fag, ligeledes grundmuret med dels malede, dels tapetserede Værelser. Køkken og Bryggers, Stald til 2 Heste og 3 Køer med Lo, tvende mindre Pakhuse, en Smedie med Værktøj, en Mølle til at trække Vandet op med og alt til Værket hørende Inventar samt en Del Jorder. Der kan ugentlig raffineres 100 Tdr. Salt og derover og finder god Afsætning til de nærmeste Købstæder, ligesom man billigt kan forsende Saltet til Østkysten af Jylland og Bælterne med de Fartøjer, som om Foraaret søger Fragt der."

Fischer får dog ikke solgt saltværket, men i 1853 sælger han fjerdeparten til P. Duysen, der samtidig forpagter hele værket.

Sydningen foregik ved, at vandet blev ledt op i karrene. Under karret ulmede ilden, og sørgede for at vandet ikke kogte, men kun sydede. Når vandet fordampedes der saltkrystaller på vandets overflade. Med en træøse blev overfladen brudt og saltkrystallerne ødelagt. De sank ned i bunden af karret og blev derefter skubbet ned i den ene ende med en saltrive.

Herefter blev saltet skovlet op i store kurve, hvor det dryppede af. Til sidst blev det sat til tørre i spidskurve eller på et tørrebord i solen. 

Saltet blev fremstillet i forskellige finheder, grovsalt, smørsalt og taffelsalt der var kridhvis og blev skrabet, når den skulle bruges. 

Under Kolvig blev virksomheden endnu større og man solgte også salt til fiskepladserne langs Vestkysten. 

C. Kolvig blev senere Nordbys første postmester, han boede i lejligheden ved Saltværket, hvor også postkontoret var.

I den tid kom der af og til skibe fra Lissabon med salt, som var befragtet af Kolvig. Saltstenene hentedes i Bristol kanalen i egne skibe, ligesom kul, og da de senere anlagde et kalkbrænderi – kalkværk med ovn og tilbygning, nord for saltværket, indførtes også kalksten. 

I maj 1873 sælger firmaet ”Brødrene Kolvig” en skibsbygger plads til skibsbygmester Niels Nielsen, der ligger:

”hvilken Skibsbyggerplads grændser i Syd til Savmøllen og Saltraffinaderiets Grund , i Øst til Havnen , i Nord til egen Grund og Sognets Jord, i Vest til Peder Lauridsen Svendsens Enkes Grund og udgjør efter optaget Kort c. 4800 (kvadrat) Alen.”

Da kaptajn N. N. Svarrer i firserne købte værket, var der ingen forretning mere i værket, så han drev det kun i nogle år og solgtes senere til murer P. H. Ende, der tog skorstenen ned og indrettede huset til beboelse. 

I 1880 finder vi Jens Peder Thomsen som saltkoger.

I forbindelse med saltværket, må man nævne en mand, der i mange år udrettede et stort arbejde ved det, nemlig Anders Ankersen, eller som han hed i daglig tale, Anders Kufmand. Han var ikke videre begavet, kunne intet lære og af samme grund ikke konfirmeret, men stærk var han.

Hans arbejde var at passe møllen ude i vandet ud for saltværket, og i stille vejr måtte Anders selv pumpe, men blæste det, så sang Anders så det skingrede.

Der var en træledning samt et gangbræt indtil værket, kullene og saltstenene kørtes også med trillebør på en improviseret bro fra skibene direkte til værket.  

Anders Kufmand havde kun en lille løn, men havde det privilegium, at komme med til alle bryllupper, barselsgilder etc., der holdtes i hele Nordby sogn, dvs. Anders mødte op uindbudt og kom kun i køkkenet, men fik serveret mad, punch og kaffe, og det var imponerende hvad han kunne fortære. Han tjente en lille skilling ved at kukke eller på anden måde ved at lave lidt sjov.

Kromann oplyser at den mindre begavede mand der forestod oppumpningen af vand til saltværket havde tilnavnet Kufmand, idet han slæbte kufferter for folk. Han var altid tilstede ved færgens ankomst og havde en god indtjening.

Anvendelsen af saltvand til opløsning af saltsten bevirkede et merudbytte på ca. 5 %. Kaptajn Holm fortæller at vandet pumpedes op af en vindmølle, og det var kun i stille vejr, at Anders Kufmand fik bestillingen med oppumpningen. Saltstenen blev opløst i havvandet og fyldt på pander, som der blev fyret under til vandet var fordampet. Saltværket måtte likvidere på grund af fejlslagne spekulationer. Jorden ejedes senere af vognmand Thomsen. Saltet fremstilledes i forskellige finheder: grovsalt, smørsalt, taffelsalt der fremstilledes i mindre blokke af størrelse af en kubikcentimeter. Den var skrigende hvid, og blev skrabet, når saltet skulle anvendes.

Simon Johnsen brandforsikrer den 29 nov.1847 det i samme år i 2 etager opførte saltraffinaderi. I under etagen var der salt kogeri med 2 jern pander i de 5 sydligste fag, derefter fyrrum og gang i de næste 2 fag og i de nordligste 6 fag pakhus for kul og salt samt vognremise.

I overetagen var der tørre kammer i de 4 sydligste fag og salt lager og kølletøi i de nordligste 9 fag.

Fyringen med kul under jernpanderne, skete fra fyrrummet midt i bygningen, med aftræk til skorstenen i bygningens sydlige ende. Saltvandet i panderne fordampede og saltet blev tilbage.