Mejeriet blev oprettet i 1893 i marts måned. De mænd, der i sin tid anlagde mejeriet var: Mølleejer kapt. A. M. Knudsen, blikkenslagermester N. J. Anthonisen, købmand P. Sonnichsen, kroejer Broder Christensen og gdr. Peder Brinch.

Den nuværende bestyrelse i 1967 er foruden formanden, Fr. Brinch, gdr. Erik Nielsen, Michael Schultz, Fanø­farmen, gdr. Jens Anton Iversen og gdr. Asmus Hansen. Og det er forøvrigt alle mejeriets nuværende leverandører, der danner bestyrelsen.

Mejeriet begyndte driften med en håndcentrifuge, senere gik man over til et mindre damp-anlæg. Dette blev i 1922 erstattet af et turbineanlæg. Senere kom elektriciteten, først jævn­strømmen, og nu i 1967 blev der indlagt vekselstrøm, hvilket kostede ca. 8000 kr., men da var man ikke klar over, at mejeriet kun havde så kort tid tilbage.

Dets udvikling siden oprettelsen i 80'erne afspejler næsten det danske landbrugs udvikling op til vore dage i lilliputformat. I firserne, da andelstanken begyndte at trænge frem, var landbrugerne i Sønderho som nogle af de første i landet også åbne for det nye, og den første spæde begyndelse blev, at man i fællesskab lejede dét hus, hvor mejeriet også i dag har til huse.

Det var et almindeligt stråtækt Fanøhus, som tilhørte den nu forlængst afdøde købm. P. Sonnichsen. De første protokoller, der er ført, er meget mangelfulde, og nogle er i tidens løb bortkommet. Den første mejerist synes dog at have været en mand ved navn Cortzen. I 1893 blev mejeriforeningen omdannet til et andelsmejeri i egentlig forstand.

I mejeriets første år var mejeristen forpagter af mejeriet. På denne basis arbejdede mejerist Th. Jørgensen ved århundredets begyndelse, de ældre i Sønderho husker endnu, at han blev dygtigt assisteret af sin hustru, som også var uddannet i mejerifaget.

Efter Th. Jørgensen fulgte Niels Pedersen (senere vaskeriejer i Es­bjerg). Omkring 1915 tiltrådte R. Ludvigsen, og i hans tid, fortæller protokollerne, var det yderst vanskeligt at skaffe brændsel til mejeriets drift, det var jo i årene under den første verdenskrig. De følgende mejeribestyrere var Ejnar Lund, J. Chr. Pedersen og den nuværende bestyrer Kaj Jensen.

Af de mange bestyrere fremhæver formanden især J. Chr, Pedersen, som har bestyret mejeriet i en periode af 30 år. Han var én usædvanlig dygtig og pligtopfyldende mand, og hans livsgerning kom ikke alene andelsforeningen, men hele Sønderho til gode. Således indtraf der af og til under tyskernes besættelse farlige situationer. Engang mødte således en tysk officer på mejeriet og påbød, at alle mejeriprodukter skulle afleveres til værnemagten. Men bestyrer Pedersen nægtede dette og forklarede tyskeren, at her i byen var der mange gamle mennesker og små børn, som skulle have mælk. Det lykkedes ham at gennemtrumfe en ordning, så Sønderhos forsyning intet led. Pedersens hustru arbejdede med i mejeriet og døtrene stod for mælkeudsalget.

Andelsmejeriet havde på et vist tidspunkt 70 medlemmer, i dag har det kun 5. Grunden hertil er, at i gamle dage var der næsten i ethvert hus en ko eller to. Det er jo forlængst afskaffet, og kun på gårdene holder man i dag køer. Men mellem mælkeydelsen af køer dengang og nu er der et svælg. Køerne fik dengang et meget uhensigtsmæssigt foder og havde lange golde perioder. Mælkeydelsen pr. ko kunne om vinteren gå ned til ca. 3 kg daglig, medens en god ko af i dag kan give op til 30 kg mælk daglig.

Under gdr. P. Brincks formandsskab i tyverne gennemførtes en betydningsfuld bedrift: Der var dengang en del kvægtuberkolose i Danmark, den daværende overdyrlæge Hansen i Esbjerg blev da opmærksom på, at kvægbesætningerne kunne renses effektivt for denne sygdom såvel som for mund- og klovsyge, fordi øen kunne isoleres. Som det første sted i Dan­mark blev dette da virkeliggjort.

Det er meningen at fortsætte Sønderho mejeris drift som hidtil. Selv om tendensen i dag ellers er sammenlægning af mindre mejerier, hævder Sønderhos landmænd, at Sønderhos særlige forhold gør det mest fordelagtigt at fortsætte driften, og de nye lokaler vil bevirke, at man kan tilfredsstille kundekredsen på allerbedste måde.

I november 1962 blev der afholdt rejsegilde over en tilbygning til mejeriet i Sønderho. Denne tilbygning skal rumme et længe savnet salgslokale med baglokale, som har tilslutning til selve mejeriet. Desuden skal der anskaffes et køleanlæg til mejeriprodukterne.

I september 1967 besluttedes det at lukke Sønderho Mejeri. Årsagen til, at mejeriet nu ser sig nødsaget til at standse, er en ny lov for mejerier, som vil betyde nye investeringer for Sønderho mejeri på ca. 100.000 kr., og det er meget mere end de 5 leverandører kan overkomme. Hvad der herefter skal ske, er endnu ikke helt afklaret. Man har drøftet at sende mælken til mejeriet i Nordby; men det vil ikke blive nogen billig historie på grund af den lange afstand og de deraf følgende fragtomkostninger.

Resultatet kan også blive, at de to leverandører, som kun har et par køer, helt indstiller driften med landbrug, og at de tre øvrige leverandører omlægger driften af deres landbrug, så de beholder et par enkelte køer hver og slår sig på produktion af  ungkreaturer. Det største problem bliver at finde ud af, hvordan man kan bibeholde mejeriudsalget i Sønderho. Mejeriets bestyrelse vil forsøge at sælge bygningerne og den nuværende butik, som er så fint indrettet, at den opfylder alle lovens krav. Hvordan dette problem bliver løst, interesserer alle i Sønderho og sikkert også byens mange sommergæster.

Derefter følger navnene på andelshaverne, 31 i alt, hvoraf de 11 var enker. På ny får man bekræftet, at Sønderho med rette kaldtes "Enkernes by"

Dokumentet var dateret den 12. november 1892.