Så langt tilbage i tiden, der har været sejlads på Varde og Ribe, altså gennem Grådyb og Knuddyb, har der været ”Bekendtmænd” på Fanø, der kunne hjælpe fremmede skibe ind gennem dybene. Dertil krævedes der på den tid ikke nogen autorisation. 

Et eksempel på lodseri er, der da i efteråret 1692 forventedes et skib til Ribe fra Dünkirken med en ambassadør. Stiftsbefalingsmanden, von Spreckhan, sendte en ordre ud til beboerne på Fanø, Mandø og Rømø og List, at de, så snart de fik øje på skibet, skulle hjælpe dette skib indtil Ribe.

I en indberetning fra 1771 hedder det, at der ved Nordby havn er to lodser, men ved Sønderho er enhver lods. 

I 1782 nævnes ”Lods Hansen Ellens, der i denne Tid til Lodsvæsenets Tjeneste har antaget 6 fornuftige og erfarne Søfolk, nemlig Jens S. Brock, Rasmus Andersen, Peder Anderse, Peder Hansen Svarrer samt Gregers og Hans.” 

I 1790 omtales lodserne i Sønderho. De har den 11. februar indbjerget et galiotskib, ”De jonge Jan” til Sønderho. 

Dette er alt hvad der kendes til lodseri på Fanø i tiden før 1801. 

I 1798 ansættes Dines Bagge som overlods og indrulleringschef for Jyllands vestre distrikt i Hjerting, og efter den tid forekommer betegnelsen ”beskikket Lods”, hvilket indikerer, at der er indført et reglement for ansættelse af lodser. 

I det urolige år 1801 bliver Mathias N. Ellens, Nordby, af regeringen beskikket til lods i Grådyb og har samme hverv under Englandskrigen 1807 – 14. Han fortsatte i sin stilling til sin død i 1823. 

Jørgen Sørensen Lauridsen, Nordby, blev også beskikket af regeringen til at fungere som lods i Grådyb under Englandskrigen og nævnes stadig som lods i 1830. hans lodsbåd var en 2 læsters dæksbåd, ”Aurora”. Det hedder om ham i en indberetning i 1824, at ”han er den mest oplyste til at tegne Kort, da han før har været ved Pejlingen med Kaptajn Munck og Løjtnant Tuxen”. 

I 1802 omtales en reservelods. Admiralitetet forespørger hos overlods Bagge i Hjerting, om hans indstilling til betalingen af reservelodsen ved Grådyb. Bagge svarer, at ”i Betragtning af Farvandets Vanskelighed er den Hjælp, som Skipperne i nødende Tilfælde kan forlange af Lodserne, ganske forskellig. Af den Grund kan der ingen fast Takst sættes, men jeg har paalagt Lodserne, at naar en saadan forlegen Skipper forlanger hans Hjælp, og disse to ikke kan blive enige om Betalingen, da skal samme anmeldes for mig, og jeg da med andre uvildige Sømænd bedømmer, hvad Ret og billigt kan være i Betaling”.

Herefter bestemmes, at lodstaksten ”maa ske efter Ret og Billighed”.

I 1809 nævnes endvidere Peder Pedersen Poulsen, som den 4. maj gik fra Fanø som lods på et Altona skib, for at lodse det til flakstrøm, men blev dagen efter opbragt af en engelsk kaper ud for Sild, men fik dog efter 4 dage lov til at rejse hjem. 

Dernæst nævnes i 1809 lods Mathias Ankersen og Hans Søren Lauridsen, begge af Nordby; de var nu uheldige med et skib, de skulle lodse gennem Grådyb, idet de grundstødte. 

På en kvittering fra lods N. M. Hansen af Nordby, dateret 25. april 1815 for udlodsning af skibet d’Anner, ført af N. N. Thomsen af Sønderho, læses at der er betalt ”fra og til Hjerting 8 Rdl., ud af Havnen 2 Rdl. Og ud af Graadyb 12 Rdl. Sølv”. Kvitteringen er udfærdiget på en trykt blanket, hvilket kunne indikere, at der regelmæssigt var brug for lodser. Hansen døde i 1817. 

Han synes at være den eneste lods, idet 12 fiskere fra Nordby året efter sender en ansøgning om ”at indrette et Lodsselskab med Hans J. Jessen som Oldermand, ”dog vilde de ikke forbinde sig anderledes til Lodseriet end, at Enhver, som kan erholde en anden Næringsvej maa afgaa derfra uden nogen Paatale og en anden i hans Sted ansættes”. Ansøgningen var foranlediget af, at 4 norske skippere havde indgivet klage til overlodsen i Hjerting over mangelfulde lodsforhold i Grådyb. En anden norsk skipper klager over at have betalt 10 Rdl. For at blive indlodset til Fanø af private. Overlods Bagge i Hjerting indstiller derfor til kollegiet, om ansættelse af 1 fast og 2 reservelodser med en nærmere fastsat takst for lodsningen. Kollegiet mente nu ikke at der var behov for et organiseret lodseri, idet størstedelen af de skippere der sejlede gennem Grådyb var lokale og derfor kendte farvandet. Fremmede skibe fik let lodshjælp af lokale fiskere. 

Med forordningen af 27. marts 1831 om lodsvæsenets organisation i Danmark, bliver Christian Pedersen af Oksby ansat pr. 1. november 1831, som lods i Grådybet og omliggende farvande. Han fungerer til 7, maj 1844, da lodseriet nedlagdes. Lodsens indtægter i denne periode havde ikke været storslået. 

De næste 30 år er der ingen fastansat lods i Grådyb. De søfarende, som ikke kendte farvandet, benyttede sig af befolkningen i Hjerting og Nordby, typisk tøndelæggere og folk ansat i Vagervæsenet. 

I 1842 sank et tysk skib i Knudedyb efter at være sprunget læk, og forsøgte da at finde i havn. Ved denne lejlighed kommer et organiseret lodsvæsen atter på tale. Overlods Kierulff, der da boede i Århus, udtalte i den anledning i en skrivelse af 22. april 1843 til admiralitetet, ”at hverken for Knuddyb eller Graadyb er under nuværende Omstændigheder nogen Sandsynlighed for, at en hensigtsmæssigt Lodseri med en nogenlunde passende Lodsfortjeneste kan være at oprette paa Fanø uden Lodstvang, fordi Farten gennem disse Dyb af fremmede skibe er alt for ubetydelig”. 

Kommissionen udtaler derefter i en skrivelse af 7. februar 1844: ”tages derhos i Betragtning, at Indsejlingen gennem bemeldte Dyb er lang og besværlig for at komme ud til Skibene i nogenlunde haardt Vejr imod Sø og Vind, ja, vel og ikke saa sjælden forbunden med Livs og Fartøjs Forlis, hvorpaa man nylig har haft et meget sørgeligt Eksempel Natten mellem 23. og 24. November, da som bekendt mange Mennesker tilsatte Livet og efterlod mange Enker og faderløse og uforsørgede Børn - (Her henvises til forliset af den engelske brig ”Tempest”, der totalforliste med hele besætningen i Knuddyb 23. november 1843, hvorved også en mand fra Sønderho under redningsforsøg tilsatte livet) – saa synes det klart, at saadanne Lodser, som her udfordres, maa være besjælet af Lyst og Mod og derfor til Opmuntring have Udsigt til større Fortjeneste end sædvanlig og altsaa behøve en passende Takst, der da næppe kunde blive overensstemmende med deres Anskuelser, som har ansøgt om et Lodseris Oprettelse i disse Farvande.”

Da farten på Hjerting-England med kvæg og landbrugsprodukter i 1840’erne mest blev sejlet af engelske dampskibe, hvis førere var ukendte med farvandet, fremkom der ønsker overfor Marineministeriet, at der måtte ansættes lodser i Grådyb. Ministeriet korresponderer herom med kommandørkaptajn Elbrecht på Fanø om sagen. Carl Ludvig Engelbrecht 1796 – 1869. i 1848 – 50 chef for kanonbådseskadrillen på Fanø. Var tidligere udsendt for at tage kommandoen over den til øen tilknyttede toldkrydser, idet man frygtede at toldkrydserens chef Johan Otto Donner ville gå over til oprørerne. 

I en skrivelse af 13. marts 1849 meddeler han ministeriet, at det foreløbigt var unødvendigt at ansætte lodser, da lodshjælp altid kan fås af søfolk på Fanø. Skulle der endelig ansættes en lods, ville han pege på N. S. Brinck.  

Ministeriet opridser herefter situationen således: ”Uagtet der ingen fast Lodsstation er paa Fanø, kan det næppe siges at mangle paa Lodsning, da en stor Del af Nordbys Befolkning, der mest bestaar af Søfolk, er fuldkommen kendt med Farvandet omkring Øen og i Almindelighed kappes om at gaa de Skibe i Møde, som gør signal for Lods. Det antages derfor ikke nødvendigt for Tiden at ordne noget regulativt Lodseri paa Øen, men synes snarere at være i Skibsfartens Interesse, at konkurrencen til Lodsning er fri.” 

Således foregik det til 1874, da der begyndte at komme trafik til den nyanlagte Esbjerg Havn, og hvor der opstod et behov for faste lodser til at guide skibe ind og ud af Esbjerg havn. 

Man byggede et lodsfartøj i Nordby og ansatte som lodsformand, den af kommandørkaptajn anbefalede mand, N. S. Brinck der var tøndelægger, f. 1822, d. 1883. Herudover ansatte man Mads H. Iversen, Hans Jensen, Jacob Hansen, Anders Madsen, Jacob Holst og Chr. Gundesen som tjenstgørende lodser, at regne fra 1. juni 1874. 

Lodsfartøjet, der i folkemunde blev kaldt ”Lange Maren”, var indrettet med logi for 4 mand – skiftevis og fik station i læ af Skallingen. Fartøjet egnede sig dog ikke til sejlads udenfor Barren, når havet var uroligt. Derfor anskaffede man en mindre dæksbåd med det formål, at kunne afgive og aftage lods udenfor Barren.

Fra Kikkebjerg er det muligt at overskue hele Fanøs nordende og Grådybet; indsejlingen til Esbjerg, Hjerting og Nordby Havn. Den ringe vanddybde i Vadehavet har sammen med sandbanker og stærk strøm altid vanskeliggjort sejladsen tor søfolk, der ikke var bekendt med farvandet.

Fremmede skibe har derfor søgt assistance hos lokale tolk, hvis de skulle i havn i Hjerting eller Nordby.

Landskabet omkring Grådyb har ændret sig dramatisk gennem 500 år. Skallingen var i middelalde­ren blot en sandrevle, og halvøen ændrer konstant form. Selvom afstanden mellem Fanø og Skal­lingen siden 1939 er forøget er selve sejlrenden stadig smal. Der pumpes årligt over en million ku­bikmeter sand op fra renden På grund al manglende oprensning under 2.Verdenskng vandrede Jane Bjælke mod syd Siden da har sejlruten, som det ses på kortet, haft et knæk. 

Et foranderligt farvand

Tidevandsstrømmen sikrer en dybde i selve Grådyb på op til 19 meter. Men hvor strømhastigheden falder uden for udløbet, aflejres materiale og en sandbarre vokser frem. Over denne Grådyb Barre er vanddybden kun ca. 5 meter. I 1899 gravede man en rende gennem barren, og i dag opretholdes en dybde på ca. 10 meter. Skibene må dog vige for Tørre Bjælke og nærmest sejle slalom ind i det smalle farvand (se kort). Sejladsforholdene er særlig vanskelige i Vadehavet fordi sandbanker og tidevandsrender konstant flytter sig og ændrer størrelse og dybde.

For at lette besejlingen af Esbjerg Havn oprettede man i årene omkring århundredeskiftet fyrtårne i Blåvand, ved Sædding, på Skallingens sydspids og på selve havnen. Derudover lå fyrskibene "Horns Rev", "Vyl" og "Grådyb", som forposter ude vest for indsejlingen.

Skallingens tilbagerykning viste sig at umuliggøre et fyrtårn på halvøens spids. 

Indtil 1883 holdt de på Fanø bosiddende lodser udkig fra et lille hus på Kikkebjerg, vest for Nordby. Huset forfaldt senere og i 1930’erne overtog Nordby kommune huset og holder det ved lige, som et minde fra en svunden tid. 

I 1848 finder vi følgende ”Bekendtgørelse 

Til Dagvagten paa Kikkebjerg er givet følgende Instruktion for Signalføringen

Et hvidt Flag betyder, at et Skib er i Sigte og saafremt der faas Kjendskab om, at det er et bekjendt Skib, da stryges Flaget. 

Et rødt Flag betyder, at et skib er i Sigte og anmoder om at faa Lods ombord. Lods Jens N. Brinck faa da ufortøvet at gaa ud med Lodsbaaden for at yde Assistance. 

Begge Flag – det hvide og det røde betyder at et Skib er i Sigte af hvilket Fjendtlighed kan befrygtes, enhver opfordres da til at bringe saadant til almindeligt Kjendskab og alt vaabendygtigt Mandskab faar da uopholdeligt at møde under Vaaben paa Alarmpladsen ved Ringfortet. (Batteriet).

Efterhånden som trafikken på Esbjerg havn tiltog, blev det nødvendigt at anskaffe et mere sødygtigt fartøj. I 1887 blev det bygget i Frederikshavn for 20.000 kr., det ankom til Esbjerg 18. december samme år. 

Lodsformand N. S. Brinck døde i 1878 og A. Holst blev formand. Hidtil havde lodsvæsenet haft station i Nordby, men i 1880 blev det pålagt Holst, at have bopæl i Esbjerg tilligemed den nyantagne lods Chr. Jørgensen, mens den ligeledes nyantagne lods Chr. Jørgensen og de øvrige lodser stadig kunne have bopæl i Nordby. 

I isvintrene, hvor trafikken til og fra Esbjerg mange gange fordobledes og lodstjenesten blev vanskeligere, såsom i vintrene 1888 – 89 og 1890, måtte lodseriet ofte have assistance af havnedamperen i Esbjerg. I de næste isvintre fik lodseriet hjælp af Vagervæsenets damper ”Løvenørn” eller kanonbåden ”Absalon”. 

Især ved vintertid, når lodskutteren på grund af isdrift måtte søge havn, var denne udkigspost på Kikkebjerget af stor vigtighed. Thi så snart et skib observeredes uden for Barren, hejstes flaget eller signalet på stangen uden for huset, og lodserne i Esbjerg gik da ud med den damper, der af marinen var stationeret der i dette øjemed. ABSALON lå der i flere vintre. Nu er dette jo forandret, idet vagerdamperen NORDSØEN har stadig station i Esbjerg og gør tilligemed havne damperen VILDANDEN tjeneste foruden deres egentlige arbejde ved at assistere lodserne og fiskerne m.fl., når deres hjælp tiltrænges eller forlanges.

Lodskutteren har nu skrue, der drives med motorkraft, som under ordinære forhold kan være god, men i kritiske tilfælde ikke er stort bevendt. Lodserne har nu ikke mere noget at gøre med vagervæsenet, dette besørges af NORDSØEN og andre dertil af staten ansatte folk her for Fanø havns vedkommende af et par ældre skippere. 

Førstelærer Thomsen var født i Nordby den 16. april 1886 erindrer om sin far, skibsfører og lods, Jacob Thomsen : ”Han blev skipper på lodskutteren ved Esbjerg og var der i 11 år. Hans løn var 700 kroner om året plus 200 i sportler, (extras). Dog havde de eget hus. Som lods har en gl. kaptajn her i Sønderho udtalt om ham. »Deres far krydsede ind over barren kort før jul, op imod en østvind med mit skib og vi var glade, da vi lod ankeret falde i Esbjerg. At strande der mod øst ved jul er den visse død.” Desuden udtalte han, »jeg ved Deres far gjorde 10 års rejser fra Amsterdam til Indonesien og tilbage. Det er en bedrift.« 

Jeg har engang været med min far ude på Kikkebjerget i det lille Kikkebjerghus, hvorfra han med sin kikkert rettet mod den såkaldte »Stejle«, hvor lodsbåden jo lod robåden lægge til, når han sku' hentes. Han havde en lærredspose fyldt med madvarer fra mor og rent undertøj, som han tog på nakken på sømandsvis, inden han sku' afsted. Jeg kan erindre en sejltur, hvor vi fik lov at komme ombord på lodskutteren. På vejen derud så vi sælhunde, der dukkede op, når vi sang, og vi passerede forskellige interessante bøjer med forskellig antal koste. En af dem hed grisen, husker jeg.” 

I 1893 afgik Holst som formand og hans efterkommer blev styrmand i DFDS’s Englandsskibe, Søren H. Ibsen (født i Sønderho).

Om Holst kan fortælles: Anders M. J. Holst, f. 24. december 1824 og d. 25. november 1911. født på Fanø, hans far var skibstømrer og havde 11 børn, hvoraf H. var den 3de. ældste. Han blev konfirmeret i 14 års alderen og kom til at gå til hånde hos de gamle møllerfolk, Anders Møller og Annemari, og blev der til han fyldte 17 år.

Kom så til søs med en Fanøskipper, Jes Clausen, på galeasen ”Emanuel”, sejlede med ham i 4 år og tog så til Hamborg for at søge hyre og sejlede på langfart i 10 år og havde så sparet så meget sammen, at han kunne komme på styrmandsskole i Tønning i 1850, med en eksamen der kun var gyldig for Slesvig Holsten. Fik igen hyre fra Hamborg på en 2. styrmandshyre i 1 ½ år, så var der atter penge på kistebunden og tog herefter eksamen i Flensborg hos Middelbo.

Fik herefter hyre fra Hamborg med brig ”Johanne”, kapt. C. Clausen af Fanø, der sejlede på Vestindien. Rejste efter endt tur til Tønning for at besøge kæresten, og blev nu ansat på lodsgaleoten og blev efter endt læretid lods i 1855 og giftede sig i 1856. på galeoten var der 10 lodser, der kun lodsede skibene ind, i Tønning var der andre 10 lodser, som lodsede skibene ud.

Ved krigens udbrud i 1864 kommanderede den danske regering alle 20 lodser til at forlade Tønning og rejse til Føhr. Kun 6 efterkom ordren og disse kunne efter krigen ikke få hyre igen i Tønning. H. rejste med sin familie til Flensborg og arbejdede der som snedker til 1874, da han efter ansøgning blev lods i Esbjerg Lodseri. Blev lodsformand i 1879, men måtte trække sig tilbage i 1893 p. gr. a. en øjensygdom, fik dog efter en operation synet igen og tilbragte sin pensionstid i hhv. Esbjerg og på Fanø.

Bedstefaderen var nok den Holst, der nedsatte sig som skibsbygmester i Nordby fra 1768.

En ny lods i stedet for Jacobsen, der havde købt sig en fiskekutter blev i 1902 ansat ved lodsvæsenet, og den udvalgte var fører af dampskibet ”Alfa” af Esbjerg, J. S. Nørby fra Nordby.

I 1903 fik lodskutteren indlagt en 27 Hk. Benzinmotor, og gjorde tjeneste til den under en voldsom storm i november 1911 led så betydeligt havari, at man afhændede den. Lodstjenesten udførtes de næste par år ved hjælp af havnedamperen og fyrtransportskibene indtil en ny lodskutter på 55 R.T og med en 65 Hk. motor i februar 1913 indsattes i tjenesten. 

Lodsformand tog sin afsked 1. august 1920 og føreren af lodskutteren M. N. Iversen ansattes som formand indtil 1. januar 1927, hvor han trak sig tilbage og efterfulgtes af J. S. Nørby som formand. Han fortsatte til 1. oktober 1929, hvorefter Jens Pedersen Jessen blev formand. 

Om lodsformanden M. N. Iversen kan fortælles: Iversen var født i Rindby den 26. maj 1863. i 15 års alderen kom han ud at sejle med Fanø sejlskibe. I 1881 tog han styrmandseksamen fra Thodsens private navigationsskole i Rindby. Derefter sejlede han i 6 år med engelske damp- og sejlskibe, indtil han i 1887 blev antaget som aspirant og mønstrede som matros til lodsvæsenets tjeneste på lodskutteren ”Esbjerg” der samme år var blevet bygget i Frederikshavn. 

Den 1. juli 1890 blev Iversen lods M. H Iversens afsked ansat i hans plads og blev 4 år efter fører af lodskutteren. Da lodskutteren under stormfloden den 6. november 1911 strandede ved Fourfeldt, blev han fører af den ny lodskutter, som blev bygget i Fåborg 1912. den 1. august 1920 afløste han Søren H. Ibsens som lodsolderformand og i 1923 blev han formand for ”Dansk Lodsforening” og redaktør af foreningens medlemsblad. 

I 1908 flyttede Iversen til Esbjerg, hvortil lodseriet var blevet flyttet til på grund af den voksende trafik.

Iversen var meget optaget af afholdssagen. Han talte jævnligt i logen ”Fanøs Haab” på Vestervejen, og var aktiv i afholdsbevægelsen i Esbjerg. 

I det store og hele var Iversen af den slags mennesker, der med varme tager sig af de sager, han har med at gøre. Hav var en mand med masser af gå-på mod – en af dem der ikke let blev modløs.

Hans løbebane indenfor lodsvæsenet viser da også, at hans foresatte stedse havde øje for, at han var en mand der duede, og hos sine kolleger landet over, fik hans ord både i tale og skrift altid ørenlyd. 

I 1905 fik Iversen medaljen for Druknendes Redning for hans medvirken ved at redde to af besætningen fra den norske damper, der den 9. september strandede ved Grådyb Barre. Ved den lejlighed skænkede ministeriet ham et ur. Han blev Dannebrogsmand i 1923. I 1927 blev han udnævnt som medlem af søretten i Esbjerg.

J. S. Nørby var født i Nordby den 14. august 1868. han tog eksamen fra Fanø Navigationsskole og sejlede vidt omkring indtil han den 14. september 1902 fik ansættelse ved lodsvæsenet. 

Af Fanøfolk der har været ansat ved lodsvæsenet for Grådyb kan også nævnes Jacob Thomsen, fører af lodskutteren fra 1881 indtil 1892, han blev siden skibsfører på barken ”Emilie”. Lorentz J. Holst, fører fra 1. februar 1886 til 1. august 1894, siden skibsfører på S/S Carla. Ole J. Olesen, fører fra 1. oktober 1893 til 31. juli 1920. R. P. Ungermann fra 1. november 1898 til 30. juli 1926.