Ribe, der fra Erik Menveds dage (1274 - 1319) havde eneret til sejlads på dybene, havde samtidig forpligtigelse til at holde søtønder og kaber ved lige i indsejlingen. Men dette blev ikke ligefrem udført med succes. Byen havde ellers ifølge et kongebrev af 1545 ret til at opkræve 2 skilling af hver læst gods af alle fremmede skibe, som befarede dybet, ”efterdi Byen er besværet med 2 Søtønder at holde paa Ribe Dyb”.  

Indbyggerne i Ribe var også forpligtet til at betale en afgift til søtønder og kaber (Thyndpenge), men dette synes ikke at være pålagt dem ved nogen kongelig befaling, men at være påbudt af rådet i forening med 24 borgere, der deltog i forhandlingerne. Afgiften vekslede noget gennem tiderne.  

Ribe skipperne der var forpligtet til at udlægge tønderne inden den 22. februar hvert år, Sct. Pedersdag, holdt simpelthen op med at udlægge tønderne efter 1602. 

Kontrakt med Povl Jessen om udsætning af søtønder og opstilling af kaber 

Ribes magistrat forsøgte da at lade arbejdet udføre i licitation og i 1630 indgås en kontrakt med Povl Jessen i Sønderho om udlæggelse af søtønder for dybene, reden og Nakken, samt opsætning af kabene på Korresand. Lønnen blev aftalt til 50 slettedaler årligt.  

Endnu i 1646 indeholdt Povl Jessen kontrakten, men havde dette år en del ekstra udgifter til at bjerge tønderne og kabene og var samtidig udsat for tyveri af en Hans Beck fra Nordby. Han havde stjålet en kæde fra tønderne og skjult den i Nordby havn. Povl Jessen tager til Nordby og finder kæden. Hans ekstra udgifter forbundet hermed blev godtgjort af Ribes kæmnerkasse. Året efter fik han forhøjet sin løn med 30 daler.  

I 1624 opførte Anders Tømmermand, Sønderho, en stor kabe ved Sønderho, hvilket kostede 61 daler, 1 Mark og 14 skilling.

Frygt for fjendtlig landgang 

I det urolige år 1700 beordrer stiftamtmand grev Schack den 6. juni, at alle søtønder skal indsamles og kabene nedbrydes i Ribe Dyb. Skulle kapere gøre landgang, skal beboerne yde mest mulig modstand. Man havde hørt rygter om en flåde på 12 skibe, der skulle ligge ved List og Højer ”som gør stor og stærk Langang”. Rygtet viste sig dog at være falsk. Men skrækken sad stadig i folket, samtidig med at svenske bomber faldt over København. Der var stor frygt for overfald på Ribe by og stiftamtmanden beordrer bavnevagt i Riberhus amt. På Fanø betød det opsættelse af to bavner.

Mindre rentabel drift af afmærkning af dybene 

Udgifterne til afmærkning af dybene var ikke ligefrem rentable som det ses af stiftamtmandens indberetning af 21. juli 1735, hvori det hedder:  

”… hvor slet det er beskaffen med Tønde- og Kabepengene kan ses af Negotiens og Skibsfartens Ringhed. Indtægterne var i afvigte Aar 1734: 16 Rdl. 3 Mark og udgifterne derimod 27 Rdl. 5 mark og 12 skilling, saa de ordinære Udgifter derved aldrig kan stoppe med Indtægterne. Undertiden gaar det saaledes, at store stormvinde slider Tønderne, løser lænkerne, gaar til Grunde, og Tønderne fordriver og der om med stor Bekostning maa søges, og sjælden er de at finde, hvorover man maa købe nye Tønder og lænker til 60, ja vel til 80 Rdl. Stykket, og saaledes kan da mange Aars Indtægter ikke forslaa til en eneste Søtøndes Bekostning; der er og herved flere bekostninger, saasom at optage og udlægge Søtønderne koster aarligt i vist Udgift 6 Rdl. 4 Mark. De store Kabere paa Ølandet Sønderho maa aarligt repareres, de smaa som sættes for gabet og indtil Aamundingen, koster aarligt med Indkøb og Udsætning 8 Rdl….”. 

Sønderho skipperne overtager Tøndevæsenet 

Fra midten af 1700-tallet var udlæggelsen og vedligeholdelsen overdraget skipperne i Sønderho, og fra 1780 blev det hele bortforpagtet til sognefoged, toldfuldmægtig og branddirektør Jens Jensen Sonnichsen, Sønderho. Ved en senere licitation kom det i hænderne på skibsfører, reder, Peder Thomsen der havde forpagtningen til 1794, da han ikke længere fandt det rentabelt. 

Ny licitation 

Udlægning og vedligeholdelse blev da udbudt i licitation den 14. januar 1794 i Sønderho Kro. Det drejede sig om to søtønder med kæde og to kabere ved Sønderho, men ingen bed på krogen. Man forsøgte med at hæve lønnen til 70 Rdl., men stadig ingen bud. Skipperne bemærkede, at så længe kaberne ved Sønderho ikke var sortmalede kunne de ikke skelnes fra klitterne.  

Jens Jensen Sonnichsen overtog da endnu engang arbejdet for 71 Rdl, med retten til at afkræve de sejlende Tønde- og Kabepenge.

Ribes magistrat søger om kongelig overtagelse af Tønde- og Kabe forretningen 

Han har arbejdet til 1804, men nogen gevinst har det næppe været for ham, og Ribes magistrat indsender en ansøgning om at Tønde- og Kabevæsenet bestyres for kongens regning, men får afslag.

Englandskrigen 1807 – 14 

Ved krigens udbrud i 1807 blev kaberne nedbrudt og søtønderne indsamlet og ikke udlagt igen før i 1815.  

I stedet for blev der af regeringen udlagt armerede vagtskibe med stationer i Lister Dyb, Knuddyb og Grådyb og bemandet med ”Bekendtmænd”, der skulle fungere som lodser for de talrige danske og norske skibe, der fra Ribe, Fanø og Hjerting overførte levnedsmidler til Norge. Disse vagtskibe skulle også observere fjendens tilstedeværelse i farvandet og når fjendtlige skibe dukkede op, skulle der afgives signal til kystmilitsen.  

Genopførelsen af en kabe ved Nordby blev i 1815 bortliciteret til skibsfører Peder Svendsen i Nordby for 90 Rdl. Kurant i rede sølv.

Nye spillere på banen 

Efter Englandskrigens ophør i 1814 skulle søtønderne udlægges og kaberne opstilles på ny. Ribe magistrat afholder licitation den 1. marts 1815, men sønderhoningerne havde ikke mod på forretningen så kabernes opsætning blev overdraget tømrermester Chr. Lund i Ribe for 2000 Rdl., og udlægning af søtønderne med tilbehør gik til møller Anders Johansen i Nordby for 2150 Rdl.  

Ribe havde ansvaret for ulægningen til 1831, da det blev overtaget af Sønderho kommune med ret til opkrævning af 16 skilling af skibene pr. kommercelæst, både for ind- og udgående skibe.  

1. september 1847 overtog staten hele Vagervæsenet på Jyllands kyster. 

Nye kaber 

Det har været nødvendigt at flytte kaberne i forhold til ændringerne af dybenes retning. Til yderligere hjælp for indsejlingen, opførtes i 1857 to 30 fod høje kaber på Peder Meyers Sand. De er senere flyttet nogle gange og er desuden ofte blevet ødelagt af stormflod og isgang – omkring 1910 blev de nedbrudt, da sejladsen af Knuddyb næsten var standset helt. Man fortsatte dog med udlægning af tønder og anbragte langs sejlrenden ”prikker” – også kaldet Vedder – er afgrenede tynde træstammer der forsynes med kost i toppen.  

I mange år havde Mikkel J. Ibsen arbejdet med udlægning og indsamling af materiellet. Han dør i 1899 og arbejdet overgik til bådfører Hans Pedersen, død i 1905. derefter overtog hans søn, Jens Pedersen arbejdet og hans søn igen, Hans Pedersen, fortsatte arbejdet.  

Tøndelægger og prikkesætter J. H. Pedersen i Sønderho er efter ansøgning afskediget fra 1. april 1914 fra vagervæsenet og hans søn, Hans Pedersen, er fra samme dato beskikket til tøndelægger og prikkesætter.

Tøndelægger Jens H. Pedersen

Jens Hansen Pedersen, f. 27. juli 1854, d. 21. september 1940. 

Tøndelægger og prikkesætter J. H. Pedersen i Sønderho er efter ansøgning afskediget fra 1. april 1914 fra Vagervæsenet, og under nævnte dato er hans søn, Hans Pedersen, beskikket til tøndelægger og prikkesætter 

Pedersen tog i sin tid eksamen fra Sønderho Navigationsskole, og sejlede senere som fører af skonnerten ”Marie” og skonnertbriggen ”Mette”. I 1887 afløste han faderen som tøndelægger og 1914 arvede sønnen bestillingen. Han var i 32 år ansat i Sønderho redningsvæsen. Han var en overgang medlem af sognerådet. 

Tøndelægger og prikkesætter, Hans Pedersen

Hans Pedersen, f 6. november 1886, d. 12. oktober 1972 

Som de fleste af datidens unge var han med de store sejlskibe til søs, og i 1910 tog han sine nautiske eksaminer på Fanø navigationsskole. Nogle år sejlede han som styrmand i DFDS indtil han i april 1914 overtog bestillingen som tøndelægger og prikkesætter og dermed optog arven efter sin far og bedstefar, familien har været prikkesættere siden 1832. En prikkesætter er den mand der har til opgave at lægge sømærker ud og efterse, at de, der er lagt ud, er i tilfredsstillende orden. Med sin gode lægter ”Knudedyb” varetog han i 40 år det vigtige job at afmærke farvandet fra Rømø til Søren Jessens Sand, hvorfor han blev belønnet med dannebrogsmændenes hæderstegn for lang og tro tjeneste. Fra 22 tønder udviklede det sig til kun 4 tønder og 270 prikker at efterse. Prikkerne købte Hans Pedersen på regning, mens tønderne rekvireredes fra fyr- og vagervæsenet. Vinteren igennem ordnede Hans Pedersen prikkerne, tjærede tønderne og bundtede den, og når foråret kom, gik han på togt, ofte op til en uge, uden anden adspredelse end arbejde, radiolytning og køjen. 

Også som bådsmand ved redningsbåden og senere som dens fører har han gjort en indsats. Det offentlige havde også bud efter ham, og han fik mange betroede hverv at varetage. I en årrække var han således medlem af Sønderho sogneråd og menighedsråd.

Under stormen og højvandet i begyndelsen af februar 1902 blev et større parti af klitterne ved Sønderho fra den sydligste båke til indgangen foran Baderestauranten, bortskyllet af havet, og meget af forstranden er også gået tabt. Man påpegede, at der måtte ydes hjælp hurtigt, så man ikke risikerede et brud, så ”Krugedal” blev forandret til en sø. 

Hønen  

I september 1910 rapporteres der, at klitterne tager af på sydvestkanten. De store klitter der har forandret sig meget i de sidste 10 år i begyndelsen af 1900-tallet. Engen på den anden side af øen er ganske vist taget til, så måske kommer der atter huse, på det sted, som ældre folk mindes. 

Man overvejede at danne nye klitter ved nedgravning af fyrgrene eller ved at lave gærder af andet materiale, så der kunne dannes små klitter. 

Folketingsmand har ved selvsyn sommeren 1910 kunnet danne sig et billede af forholdene, og han kunne måske støtte en ansøgning om statstilskud til sikring af klitterne.

I en artikel i Jyske Vestkysten den 18. august 2005 finder vi følgende:  

”Bekymring: Havet æder af klitterne hvert år. Sidste vinter sætter skræmmende spor. 

FANØ: Havets angreb sidste vinter på Fanøs sydligste del, Hønen, skaber frygt for oversvømmelse i Sønderho. 

Allerede ved klitsynet i 2003 så vi, at havet æder af klitterne hvert år. Det er et spørgsmål om tid, før det æder sig igennem, mener byrådsmedlem Marius Nielsen (V). 

Er havet for alvor i oprør vil der ske noget, vi ikke i vores vildeste fantasi kan drømme om, sagde han på byrådsmødet og opfordrede alle til at tage til Sønderho ved næste vinterstorm. 

Marius Nielsen stemte i byrådet for et projekt fra Skagen Innovation Center – et omstrids kystsikringsforsøg med plasticrør. 

Prisen er på 125.000 kr. er småpenge i forhold til værdierne bag diget, sagde Marius Nielsen. 

Han fik opbakning af Erik Nørreby (V) og Johan Brink Jensen (S), mens et flertal på otte gik ind for et projekt med etablering af nye faskier på Hønen og rørlægning af eksisterende vandløb i Sønderho, ved Pælebjerg og Lodne Bjerge. En samlet udgift på 540.000 kr

Skal projektet prioriteres i en rækkefølge, hvor der forventes størst sikring, foreslår kommunens ingeniør først Sønderho, dernæst Lodne Bjerge, Pælebjerg og Hønen. 

Marius Nielsen peger på, at Hønen trækker sig med to meter årligt, og at havet i snit stiger 4,8 til 6 mm. 

Jeg fatter ikke det skulle være bedre med rørlægning, siger han. 

Johan Brink Jensen er også alvorligt bekymret og mener heller ikke, at 125.000 kr. er skræmmende stort. I det værst tænkte eksempel er vore diger ikke engang høje nok., sagde han. 

Dorte Lund (Ø-gruppen) mener, det er en meget vanskelig sag at sætte sig ind i og har derfor ikke en politisk holdning til, hvad der bedst beskytter Sønderho. Karen Boel sagde, at udgiften er 250.000 kr. og ikke 125.000. men det er også i orden. Det er jo ikke udvalgets mening at Sønderho skal oversvømmes, sagde hun.”  

Hele sagen går ud på en beskyttelse af Sønderho og ikke en fredning af Hønen. Hønetangen er ikke en betingelse for digets sikkerhed, mener Karen Boel. Digeprojektet mod nord er det vigtigste. Som rørprojektet kendes er det højst usikkert, om virkningen vil være en varig opbygning af Hønen. Det er sandsynligt, at metoden vil opbygge mindre klitter. Men de kan være for små til at overleve vores normale, små vinterstormfloder. Dermed når de ikke den højde, der skal til for at gendanne Hønen i løbet af flere års tilvækst.