Skibsfører P.M. Brinch redegjorde i 1916 for besejlingsforholdene ved Sønderho, som de så ud i midten af forrige århundrede. Skulle der losses til Ribe, foregik sejladsen syd om Peder Meyers Sand og nord om Manø til Ribe As udløb ved Anker­pladsen Skøgum. Lægterne fra Sønderho eller Ribe bragte derefter ladningen op gennem åen til Ribe skibbro. Hvis skibene skulle til Sønderho, måtte der fortsættes et stykke nordpå langs Keldsandet og ind over den nordlige del af dette sand, hvor der dengang ved daglig højvande var 8 til 9 fod vand. Fra Keldsandet kunne man fortsætte nordpå gennem Kelding Lo og Vringel Lo til Fanøs Nordspids.

Dette arbejde var for både kvinder og mænd, og blev uden anden betaling fejret med et "ballastgilde" i skipperens hjem. P.M. Brinch nævner den livlige trafik med trælast, almindelige købmandsvarer og ci­korierødder. De sidste kom fra Holland. Der kunne, skriver han, af og til på een gang ligge 6-8 skibe og omlade til lægtere øst for Keldsandet. Over dette højsand gik skipperen som regel hjem hver aften og fra den vestlige side de blev hentet i småbåde over til hjembyen.

Fiskerne benyttede under sejladsen ind til Sønderho, Knudedyb og dybet mellem Peder Meyers Sand og Gallie Revet, det såkaldte Sydvestdyb. Det gik øst om Hjørnet (Æ Høn), Fanøs sydøstspids, der kun nåede til, hvor Høn'vejen i dag ender, hvis man fortsætter til dens slutning i klitterne mod syd. Det er det sted, den daværende badepavillon lå placeret. Indsejlingen langs Høn'vejen var ret smal, men 15 til 18 fod dyb og meget stejl. Den fulgte Fanøs østkyst lige ind i Havnen. Sydøst for dette løb lå et høj sand, adskilt fra Fanø, kaldet Krogsand. Mellem 1880 og 1900 udvirkede havets sandtransport at dette højsand blev hæftet sammen med det sydligste Fanø, således at Sydvestdybet i løbet af ca. 10 år blev lukket og kronet af en smal klitbræmme, dannet ved sandflugt. I det gamle sydvestdyb langs Høn'vejen, hvor der nu er store engstrækninger, lå skibene så nær ved land, at der kunne sky­des ballast ind fra klitterne lige over i skibene. 

Besejlingsforholdene ændres

Besejlingsforholdene blev dårligere, efter at havet gjorde Krogsand landfast med Sydfanø. Havnedybden blev mindre og løbene sandede til. Galeaserne og skonnerterne blev så store, at vinterleje i østkyst­havnene blev at foretrække. Men så sent som i 1867, hvor afgangene fra Sønderho Toldsted topper med 2172 nettoregister-tons, oplever vi en masteskov på "havnen" i Sønderho. Om efteråret havde det knebet så meget med plads til de mindre fartøjer, der skulle rulles på land, såvel som de større, der skulle ligge for anker og sammenkædning, at der blev skænderier om pladsen. 

Emil Petersen, skibsbygmesteren, der dette år havde Hedvig under bygning, skulle udarbejde en plan for, hvem der ejede ophalerpladserne i Kalvekrog, Munches Banke og Havneøre. 

Planen blev overflødig allerede i årene efter, hvor det gik ned ad bakke med de mange skibe i vinterleje. Sønderho havn var begyndt som fiskerleje og smuglersted, og fik nogle årtier som trafik- og læhavn.