Fanø Ugeblad nr.346 20.08.1904 

Færgen kan ikke nå ind til Nordby. Fyrene i Rindby, som skal vejlede færgen ind til Nordby om aftenen, er næsten aldrig i orden. Således i aftes, hvor kun det ene af dem var tændt. Hvis føreren af færgen, ikke havde været så nøje kendt med farvandet, var båden rimeligvis sat på grundet eller andet vidunderligt sted. 

Nu hører vi, at manden, der har påtaget sig at passe fyrene, kun modtager en årlig ydelse af 60 kr. fra havnekassen.

Denne løn er mildest talt ussel i forhold til det ansvar, der hviler på vedkommende, som skal holde lamperne i orden. 60 kr. for hver lygte synes passende.

I november måned 1908 kom talen om at bygge en fiskerihavn igen op, da fiskerne en netop overstået hård storm, havde lidt skade for mange tusinde kroner på deres både og fiskegrej, imens de lå i Nordby havn uden beskyttelse. 

Prisen for en fiskerihavn ville ligge på mellem 260 – 300.000 kr. Man ville bygge en læmole på Søjorden, til en pris af 70.000 kr., som man ville søge støtte til hos sognerådet og staten. Sognerådet havde givet sin tilslutning, i håbet om, at bygningen ikke alene ville sikre den bestående flåde, men forhåbentlig også udvide denne. Endnu i december måned var det usikkert, hvad ministeriet ville svare på ansøgningen. 

I mellemtiden havde havneudvalget sagt stop; man ville kun bevilge halvdelen af beløbet, altså 17.500. Sognerådet udtalte skuffelse over den manglende tilslutning, pegede på at fiskerne betalte havnepenge, og at af mange grunde var det nødvendigt med opførelse af læmolen. Bl.a. havde fiskerne svært ved at forsikre deres kuttere. 

I april 1918 får man afslag fra ministeriet; de har regnet på det, og mener at de 70.000 kr. er sat alt for lavt, det er snarere 120.000 kr.  

Sagen blev nu udsat, og man afventede svar fra Fiskeriforeningen, som bl.a. skulle tage stilling til at både under 4 tons i dag ikke betalte havnepenge, men at det ville blive nødvendigt for disse både, at betale en mindre afgift.  

Nordby Fiskeriforening ansøgte i januar 1919 om, at sognerådet skaffede plads til vinterleje for deres fartøjer syd for Svenskeren.  

Fiskerne agter for vinteren, at sætte deres kuttere på land, de hævder, at værftet har træ liggende, som hindrer dette og ansøger nu rådet om at give værftet pålæg om at fjerne træet. Formanden oplyste, at rådet i sin tid havde givet værftet tilladelse til at anbringe træet der, og det derfor var sig egen sag nu at give kontraordre, men det er kedeligt, at det ligger i vejen for fiskerne.  

Thyssen mente ikke, at rådet var forpligtet til at give kutterne vinterleje, men håbede, at man kunne løse problemet på anden måde.  

Andersen mente, at der var plads nok til både kutterne og træet, og det, som fiskerne anker over, er også kun, at der ikke er plads til at hale kutterne op, men med lidt velvilje fra begge sider, ville sagen kunne ordnes. Han foreslog, at man gav værftet ordre om, at fjerne så meget af træet, at der kunne blive plads til at hale kutterne op.  

Man enedes om, at prøve, at formå værftet til at flytte træet, så fiskerne kunne få plads.