Fanø Ugeblad 18. juli 1969
På »Fannikerdagen«s initiativ og bekostning er der nedenfor kæmner Sonnicksens hus på en plads ud mod Østvejen rejst en stormflodssøjle, som viser, hvor højt vandet stod ved tre af de værste oversvømmelser, der er set på Fanø. Pælen er udført af bådebygger Karl Kristian Sørensen, og den er udført som en af de gamle fortøjningspæle ved æ Sønderbro. Det var en god ide at anbringe en sådan mindepæl, som kan fortælle sommerens gæster, hvor barskt der også kan være her på Fanø, når stormen raser for fuld styrke. Det er ligesom nogle ikke rigtig tror på det, som pælen fortæller om. Det er da vist overdrevet , mener de.
Stormflodssøjlen ved »Børsen« afsløredes den 20, maj 1998
Et udvalg under Sønderho Borgerforening har gennem længere tid arbejdet energisk med en stormflodssøjle, og nu er projektet færdigt. Søjlen bliver stillet op ved »Børsen«.
Stormflod har med sine uberegnelige kræfter påvirket livet stærkt i tidernes løb på Fanø, og ikke mindst i Sønderho. Den højeste stormflodskatastrofe, som man kender til, skete 11. oktober 1634. Stormfloden blev den gang målt på Ribe Skibbro til 6 m og 10 cm over daglig vande. I domkirken står et mærke, der viser, at vandet her steg til 6 m. og 16 cm. Desværre findes der kun få beretninger om denne forfærdelige katastrofe og slet ingen målinger fra Fanø og Sønderho, så derfor kan denne højde ikke vises på søjlen.
Set ovenfra viser søjlen følgende stormflodskatastrofer:
1835 og 1839 højde 5.33. I 1839 forsvandt et gammelt hus, der lå, hvor Nanas Stue nu ligger.
1981 højde 4.51, vel nok den stormflod, som mange endnu husker. Sønderhoningerne reddede Sønderho ved en overordentlig energisk indsats, hvorved de forhøjede digerne i takt med havets stigning.
1852 højde 4.41. Stormfloden ødelagde stendiget fra 1847 og beskadigede flere huse svært.
1990 højde 4.10.
1928 højde 4.00. Der findes stadig beboere, der kan huske at man sejlede mellem husene i Østerland. Norddiget anlægges.
1909 højde 3.91. Herefter blev diget mod øst anlagt -færdigt 1913.
1881 højde 3.22. Klitterne mellem havnen og Sønderho for svandt i stormfloden.
Efter stormfloden 1981 blev digerne forhøjet til kote 5.50 og forlænget, således som man kan se dem i dag.
Stormflodsudvalget har bestået af 7 personer, nemlig : 1 arkitekt, der har stået for tegning og researcharbejdet, 3 håndværkere, der har fremstillet selve søjlen, som er lavet af Sønderho-mahogni!, og 3 personer, der har stået for det administrative, herunder alle indsamlinger.
Til dækning af omkostningerne, som er ganske betydelige, har udvalget søgt hjælp hos mange sponsorer, som har stillet sig meget velvillige, og som har været til stor opmuntring. Alle omkostninger i forbindelse med møder, udsendelser, studieudflugter etc. har udvalget afholdt for egen regning.
Afmærkning af stormfloder i Nordby
Afmærkning ved Sparekassen på Tinghustorvet.
Afmærkning ved Den Danske Bank, skråt overfor Brugsen.