Det hørte til en af sørettens mest grundlæggende regler, at skipperen på et nødstedt skib var forpligtet til sammen med sin besætning at bjerge skib og ladning, hvorefter de, som alle andre var, var berettiget til bjergeløn. Kunne skibets mandskab ikke magte opgaven, havde forstrandsejere, strandfogeder og kongelige embedsmænd m.v. pligt, til på anmodning og til en rimelig bjergeløn at skaffe hjælp fra land til bjergning af skib og gods.

Chr. Den Femtes Danske Lov omtaler ikke bjergelaugsinstitutionen ved navn, men nævner bjergningsfolkene og deres arbejde. Det pointeres, at lovligt indgåede bjergningsaftaler skulle have retsgyldighed. Havde en skipper indgået kontrakt med bjergningsfolk om en given betaling som kompensation for umage og fare, eller det var aftalt, at bjergerne skulle yde arbejde imod at beholde, hvad de kunne bjerge af ladningen, da kunne der ikke røres ved aftalen.

Til sikring af fartøjs- og ladningsejerens interesser nævner forordningen, at bjergningskontrakter burde oprettes eller vedgås i overværelse af amtmanden, der da skulle gøre skipperen opmærksom på, at han ”ingenlunde behøver at give efter for vedkommendes fordringer, da lovene hjemler ham adgang til at få bjergningen udført mod en billig (rimelig) betaling… ligesom han også, når den i kontrakten betingede betaling bærer præg af ubillighed, udtrykkelig bør derom gøre en bemærkning”. Skipperen skulle også gøres opmærksom på, at han kunne søge råd og vejledning hos sit lands konsul, førend han afsluttede kontrakten. 

Bjerningskontrakter der var indgået på åbenlyst urimeligt grundlag, kunne omstødes og ændres af amtmanden til det rimelige, ligesom en skipper, der ikke selv ville bjerge, kunne overlade formaliteterne til amtmanden. Bjergerne der ifølge lovgivningen havde pligt til at komme de skibbrudne til hjælp, måtte ikke udskyde en bjergning, fordi der ikke kunne skabes enighed om bjergningskontraktens ordlyd.

Loven havde også bestemmelser for indstrandede ”døde skibe”, dvs. skibe eller vrag, uden levende folks medfølge. Forstrandsejeren skulle i det tilfælde, uanset om han repræsenterede kongen eller var privat, lade bjerge så meget af det som muligt og tage det i forvaring og lade det registrere, indtil rette ejermand meldte sig. Meldte ejermanden sig ikke ”inden år og dag” (1 år og 6 uger), tilfaldt det bjergede kongen eller den private forstrandsejer. Meldte den rette ejermand sig, kunne forstrandsejeren gøre krav om bjergeløn.

Bjergere der fandt ”døde skibe” i søen, havde krav på en tredjedel eller halvdelen af fartøjets eller det bjergedes værdi, afhængig af, om fundet var gjort under land eller i åben sø. 

I 1915 følte man et stærkt behov for et ordnet bjergelaug i Nordby og ikke mindst efter damperen ”Nygaard”s stranding og den påfølgende bjergning af dens bomuldsballer. Der skulle være et par forbjergere der kunne slutte akkord med ejerne, der kunne skaffe det fornødne udstyr, der kunne forestå ledelsen af bjergningen, fordele indtægter osv. 

Med det formål at danne et officielt bjergelaug i Nordby indkaldtes bebeoerne til et møde og her dannedes ”Nordby Sogns Bjergelaug”. Adgang til optagelse i bjergelauget havde enhver som opfyldte betingelserne i strandingslovens § 4. Forbjergere blev sognerådsformand P. N. Pedersen og skibsførerne J. J. Clausen og Oscar Mørch.

§4[23] Langs kysten kan der oprettes Bjærgelav,[24] naar der andrages om dette af mindst 60 i det paagældende Distrikt bosatte arbejdsdygtige og uberygtede[25] Mænd, der maa anses for egnede til at være Bjærgere, og som erklærer sig villige til at indtræde i Lavet. For saa vidt Andragerne godtgør at have Overenskomst med et indenlandsk Bjærgningsselskab om Samarbejde ved Bjærgningen, kan det mindste Antal af Bjærgere til Dannelsen af et Bjærgelav nedsættes under den foreskrevne Grænse, naar Politimesteren skønner, at der efter Kontraktens Indhold og de øvrige Oplysninger foreligger Sikkerhed for, at der derved etableres en efter Forholdene effektiv Bjærgningshjælp, som med kort Varsel kan træde i Virksomhed, Politimesteren godkender[26] Bjærgelavene og fastsætter Grænserne for Bjærgelavsdistrikterne; for hvert Bjærgelavsdistrikt kan kun godkendes eet Bjærgelav. Et Bjærgelavsdistrikt kan omfatte flere Kommuner eller dele af en eller flere Kommuner.

Stk.2 For saadant Bjærgelav, der skal forestaas af en eller flere Forbjærgere, forsynede med fornøden Fuldmagt til at optræde paa Lavets Vegne, skal der udfærdiges en Vedtægt. Forslag til denne forelægges Politimesteren til Stadfæstelse; den skal indeholde Reglerne angaaende Adgangen til Bjærgelavet, Valget af Forbjærgere, Omgangen ved Udtagelse af Mandskab og Materiel til det enkelte Bjærgeforetagende, det Materiel, der staar til Raadighed, samt Bjærgelønnens Fordeling. I Bjærgelavet kan kun optages Mænd, der fyldestgøre de ovenfor angivne Betingelser, ligesom enhver i Distriktet bosat Mand, der er i Besiddelse af samme, har Ret til at optages i Lavet; Enken efter et afdød Medlem har Ret til at forblive Deltager i Lavet, naar hun for sig stiller en Mand med de fornødne Kvalifikationer. Spørgsmaalet om, hvor vidt nogen er berettiget til at optages i Lavet eller har mistet nogen af de for Optagelsen foreskrevne Betingelser og dermed Retten til at forblive i Lavet, afgøres i Tvivlstilfælde af Politimesteren. Paa de private Forstrande[27] kunne saadanne Bjærgelav kun oprettes, for saa vidt det af Justitsministeriet findes fornødent, med Forbehold af Forstrandsejernes Ret til med egne Folk at bjærge og opbevare det løst paa deres Forstrand fra Havet uden levende Folks Medfølge opdrevne Stykgods eller Vrag.

Stk.3 Hvor Bjærgelav er oprettet, tilkommer og paahviler det Lavet at besørge al Bjærgning af Skib og dertil hørende Ladning, som ved Bistand, der ydes fra Land, finder Sted paa Kyststrækningen i det paagældende Distrikt,[28][13] dog at det er en Skipper, hvis Skib er kommet paa Grund tilladt at benytte enhver tilstedekommende Hjælp til at bringe Skibet flot. Finder den, der leder Bjærgningen, at Stedets Bjærgelav ikke er tilstrækkeligt, og at yderligere Hjælp andetsteds fra maa tilkaldes, ere Bjærgelav i de tilgrænsende Distrikter pligtige at yde en saadan Hjælp, naar Politimesteren paa det Sted, hvor Bjærgningen sker, mener, at der er Grund til at forlange den.

Stk.4 Bjærgelavets fornævnte Ret og Forpligtelse omfatter ogsaa Hjælp, der behøves fra Land til Bjærgning, foretagen fra Søen. Med Hensyn til Bjærgelavets Vederlag for den ydede Hjælp forholdes i fornødent Fald efter Reglerne i Sølovens § 228 jf § 229.[29] Under Bjærgning hører ikke Bistand til bjærget Skib, som er bragt i Havn eller paa anden Maade i Sikkerhed.

Stk.5 Bjærgning af løst Gods, Vrag eller Vragstykker, der inddrive paa Forstranden, tilkommer alene Strandfogden.[30] Hvor et fra en tidligere Stranding hidrørende Vrag eller Dele af samme drive i Land, og Ejeren af det i Land drevne eller en Repræsentant for ham er til Stede og har legitimeret sig, har Strandfogden dog intet dermed at skaffe, medmindre hans Bistand begæres.

Stk.6 Hvor Bjærgelav ikke findes, eller hvor der ikke raades over de til Bjærgningens tilbørlige Udførelse fornødne Kræfter, antager Politiet den fornødne Bistand til de Bjærgninger, der ledes af samme.[31] Hvis Omkostningerne herved ikke dækkes af Bjærgningsmassen, udredes det manglende af Statskassen. Politiet er derhos berettiget til at fordre, at Baade og Redskaber, som Ejeren ikke selv benytter, stilles til Raadighed ved Bjærgningen mod Erstatning, der fastsættes og udredes efter Reglerne i § 3, sidste Stykke.[32]  

De af justitsministeriet stadfæstede vedtægter for bjergelavet for øen Fanø i året 1935.  

I. Distriktets område.                 

Bjergelavets distrikt omfatter kyststrækningerne henhøren­de til Nordby og Sønderho sogne. 

Lavet arbejder i 2 afdelinger, 1 for hvert sogn, idet sog­negrænsen mellem Nordby og Sønderho sogne danner skellet mellem de to afdelinger; hver afdeling har sin selvstændige le­delse og sit særlige regnskab for sine medlemmer og de i sog­net forefaldende bjergninger. Når der stilles krav herom, er bjergelavet i det ene sogn pligtig til i fornødent omfang at stille mandskab til rådighed i det andet sogn. Dette mandskab op­pebærer dagløn for sit arbejde, men får ikke andel i overskuddet. 

II. Adgangen til bjergelavet. 

§ 2.

I bjergelavet kan kun optages de i Sønderho og Nordby boende uberygtede mænd, der skønnes egnede til at kunne ud­føre de ved bjergning forefaldende arbejder. Enhver i et af sognene boende egnet mand har ret til at blive optaget. Tvivls­spørgsmål med hensyn til retten til at være eller blive medlem afgøres af politimesteren i Esbjerg. Enken efter et afdød med­lem har ret til at forblive deltager i lavet, når hun for sig stil­ler en kvalificeret mand. 

III. Valg af forbjergere. 

§ 3.

Som ledere af bjergelavet vælger dette blandt medlemmer­ne 2 forbjergere i Sønderho og 2 i Nordby, samt suppleanter for disse, hvoraf den i hvert enkelt tilfælde fungerende har fuld­magt til at optræde på lavets vegne. Valget sker ved almin­delig stemmeflerhed, og i tilfælde af stemmelighed ved lodtræk­ning, og de valgte er pligtige at modtage valg. Beretning om valghandlingen indføres i bjergelavets protokol og bekræftes af den eller dem, der har ledet valget.

§ 4.

Måtte forbjergerne vise sig uduelige, eller måtte de gøre sig skyldige i misligheder eller forsømmelighed, kan de afskedi­ges af politimesteren.

IV. Omgangen ved mandskabets udtagelse.

§ 5.

Forbjergerne fører en af politimesteren autoriseret protokol, hvori alle medlemmer opføres, efterhånden som tilgang finder sted. Ved bjergningsforetagender, der ledes af politiet, bestem­mer politimesteren, efter aftale med forbjergerne, hvor mange bjergere, der skulle benyttes, i andre tilfælde bestemmer forbjer­gerne selv antallet. 

§ 6.

Bjergerne tilsiges af forbjergerne eller ved disses foran­staltning, og bjergerne kan ikke forlange noget varsel, når øje­blikkeligt møde skønnes nødvendigt eller ønskeligt. I alle an­dre tilfælde, og navnlig ved fortsat bjergning, skal som regel gives aftens varsel. 

§ 7.

Tilsigelse bør ske i rigtigt omfang efter medlemmernes lø­be-nr. i protokollen, således at ingen bjerger kommer til at ar­bejde mere end en dag, så længe der er ubrugte numre tilbage. Ved hver ny bjergningsforretning begyndes med det næste løbe­nummer.

V. Regler om bjergelønnens fordeling.                     

§ 8.

Skulle et bjergningsforetagende ikke indbringe tilstrække­ligt til at afholde de i nærværende bestemmelse omtalte udgif­ter, afholdes det manglende af bjergelavets kasse, så snart den­nes beholdning tillader det.                       .

Medlemmernes dagløn udgør den til enhver tid for arbejds­mænd gældende tarifmæssige timebetaling med tillæg af enhver art, herunder vand- og smudstillæg ved særligt arbejde. Til medlemmer, der møder med beordret køretøj, ydes den til en­hver tid for vognmænd gældende tarifmæssige betaling. Tiderne regnes til og fra arbejdspladsen, dog beregnes for påbegyndt arbejde mindst timebetaling for 6 timer og for unyttig tilsigelse 5 kr. til hvert tilsagt medlem.                     

§ 9.

Den et medlem tilfaldende dagløn og andel i overskuddet udbetales kontant til de pågældende, dog at de medlemmer, der har benyttet en af forbjergerne anerkendt stillingsmand blandt medlemmerne kun erholder 1/3  såvel af dagløn som overskud, hvorimod de 2/3 udbetales stillingsmanden.

Kun de hjemmeværende medlemmer, der ved bevisligt lov­ligt forfald er forhindrede i at være til stede ved bjergningen, kan lade møde. ved stillingsmand, der må opfylde de alminde­lige betingelser i § 2 for at være bjergere.

§ 10.

Forbjergerne fører lavets regnskaber og dets eventuelle kontante beholdning indsættes i en solid sparekasse eller bank. 

VI. Forbjergernes pligter.                     

§ 11.

Forbjergernes pligter er:

a. at foranstalte de fornødne valg af forbjergerne, jfr. § 3.

b. at føre nøjagtig protokol over mandskab og materiale i den orden, hvori dette skal udtages til arbejde.

Ved hver bjergningsforretning fungerer kun den ene forbjer­ger som sådan, og de skiftes i funktion, hvis de ikke på anden måde kommer overens.

Den fungerende forbjerger har endvidere:

c. at møde uopholdelig ved hver indtræffende stranding, stadig at være til stede under bjergnjngen og at drage omsorg for,                   at denne på bedste og mest hensigtsmæssige måde fremmes.

d. at repræsentere bjerglavet ved afslutning af akkorder. Lavetforpligtes ved hans underskrift.

e. at bestemme, hvor stort mandskab, der skal benyttes hver bjergningsdag, og foranstalte det mødepligtige mandskab til­sagt, jfr. § 5.

f. at påse, at udtagelse af mandskab og materiale sker i den rigtige orden og at ingen af mandskabet forbigås, jfr. § 7.

g. at foranstalte og ordne på bedste måde alt med hensyn til bjergningen, derunder også eventuel leje af yderligere materiale og mandskab, end det bjergelavet råder over.

h. at affatte regnskab over bjergningen og fordele bjergelønnen samt udbetale enhver bjerger det ham tilkommende, jfr. § 10, 

VII. Redningsmateriellet. 

§ 12.

Ved bjergelavets oprettelse forefindes følgende materiale: 2 både, 2 ankere med kæder, 2 økser, 2 save, 2 lænse­pumper samt flere heste og vogne. 

VIII. Medlemmernes pligter.                     

§ 13.

Medlemmernes pligter er under ethvert bjergningsforeta­gende:

a. at møde efter forbjergernes tilsigelse på det sted og til den tid, der er forlangt, hvadenten det er helligdag eller søgnedag.

b. at udføre det arbejde, som forbjergerne pålægger dem, og vise disse ubetinget lydighed under arbejdet.

Bjergere, som ved drukkenskab, forsømmelighed eller op­sætsighed er uskikkede til at deltage i et bjergningsarbejde, bør af den fungerende forbjerger bortvises fra arbejdspladsen, det samme gælder med hensyn til de for deltagerne mødende stil­lingsmænd.

§ 14

I tilfælde af, at forbjergerne skulle være fraværende under indtrædende stranding, træder suppleanterne til, disse udrustes med de samme rettigheder og pligter som de egentlige forbjer­gere og fungerer som sådanne, indtil forbjergernes tilstedekomst. 

§ 15. 

De af lavets medlemmer, der ejer heste og vogne samt både og pramme er pligtige at stille sådant materiale til rådighed i fornødent omfang.. 

§ 16.

Bjergelavet har såvel ret som pligt til at besørge al bjerg­ning af skib og dertil hørende ladning, som ved bistand, der ydes fra land, finder sted i distriktet, dog at det er en skipper, hvis skib er kommet på grund, tilladt at benytte enhver til stede kommende hjælp til at bringe skibet flot. Bjergelavets fornævnte ret og pligt omfatter også hjælp, der behøves fra land til bjerg­ning foretagen fra søen. 

IX. Almindelige bestemmelser.                 

§ 17.

I årligt kontingent betaler hvert medlem 50 øre, der er­lægges til forbjergerne i hvert års januar måned. Restance med kontingent for længere tid end et år forelægges for generalfor­samlingen, der ene kan afgøre, om et sådant medlem bør ud­slettes af lavet.                     

§ 18.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i maj måned, skiftevis hvert andet år i Rindby og Sønderho forsamlingshus, dog første gang begge steder i oktober 1935, anden gang i 1936 i Rindby og 1937 i Sønderho og så fremdeles. Tilvarsling sker ved direkte meddelelse til medlemmerne med 3 dages varsel.

På de ordinære generalforsamlinger vælges for 2 år ad gangen forbjergere, suppleanter og en revisor, genvalg kan finde sted, første gang foretages valgene for Rindbys vedkommende for 1 år.                     

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når forbjergerne eller mindst 20 medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom.

Resultatet af forhandlingerne på generalforsamlingerne ind­føres i lavets forhandlingsprotokol og underskrives af de tilste­deværende medlemmer.                     

§ 19.

Tvivlstilfælde om forståelsen af denne vedtægt forelægges generalforsamlingen og afgøres af politimesteren, eventuelt af amtmanden.

§ 20.

Denne vedtægt træder straks i kraft. Den trykkes på lavets bekostning og uddeles gratis blandt deltagerne. Tilføjelser og rettelser i denne vedtægt kan foretages på generalforsamlingen under godkendelse af justitsministeriet.                     

§ 21.

Overtrædelse af denne vedtægt straffes med bøde og even­tuelt med udelukkelse af lavet, sagerne behandles som politisa­ger, jfr. strandingslovens § 22. 

Stadfæstede af justitsministeriet 19. sept. 1935 og 8. dec. 1950.

Der foreligger kun få oplysninger om bjergningsmetoder, som anvendtes for 250 – 300 år siden. De fleste beretninger omtaler bjergning af ladning og vragrester fra strandede eller sunkne skibe. Fra skibe, der var sunket eller strandet udenfor landgrunden blev sådan bjergning gennem mange år kun udført med kongelig bevilling og mod overladelse af en vis del af de bjergdede værdier til kronen, som en tid forbeholdt sig ret til at overtage det bjergede mod passende godtgørelse. Den først kendte danske professionelle bjerger var Mikkel Jensen, kaldet Mikkel ”Vrager”, der i 1560 fik kongeligt brev på, at han måtte ”varge” i danske farvande.  

Før dykkerapparater kom rigtigt ii brug, var vragernes vigtigste værktøjer lange stager forsynede med kroge og tænger, der måtte gøres meget tunge for at modvirke afdrift og strøm. De havde forskellig form efter arbejdets art og blev, når de havde bid i en genstand løftet med taljer fastgjort i godset på bjergningsfartøjets rigning. For at komme ind i et vrag var det nødvendigt også at have redskaber til at overskære og overhugge vant og stag, samt brækstænger, save o. lign. Til opbrydning af luger og til om nødvendigt at splitte hele skibet ad.

Så tidligt som muligt i bjergningsforløbet skulle der aftales betingelser for det videre bjergningsforløb. Det var en proces der med datidens kommunikationsmidler kunne tage nogen tid. Her er et eksempel på en kontrakt mellem Nordby sogns Bjergelav og Em. Z. Svitzert: 

”KONTRAKT

oprettet imellem Nordby Sogns Bjergelav paa den ene Side og Em. Z.. Svitzers Bjergningsentreprise paa den anden Side om i Fællesskab at bjerge Skibe, Ladninger eller Inventar i alle Tilfælde, hvor Strandinger eller Grundstødninger finde Sted paa Strækningen fra Linjen mellem Sædenstrand Bag- & Forfyr imod Nord til en linje gaaende i Øst Vest fra Sogneskellet imellem Nordby og Sønderho imod Syd. 

§ 1.

Fra Dags Dato er det en Overenskomst imellem os Undertegnede, at alle Bjergninger, som maatte forefalde i ovennævnte Distrikt, hvor en af Parterne engageres, skulle udføresi Fællesskab, saaledes at vi Undertegnede Nordby Sogns Bjergelav give tilstrækkeligt Mandskab, Baade og andre Rekvisitter, som tilhøre Bjergerne, til Afbenyttelse, medens Entreprisen giver Dampskib, Damppumper, Dykker og andre Redskaber til Bjergningens Fuldførelse, hvorved enhver af Parterne bærr sine egne Omkostninger. 

§ 2.

Skule flere Fartøjer som Lægtere og Baade være nødvendige ved en Bjergning til Losning, Overførelse af Materiel eller lignende, end hvad Entreprisens Dampskib og Bjergernes Baade kunne indtage eller overføre, da skulle disse tilvejebringes og Omkostningerne bæres i Fællesskab. Saafremt Entreprisens Dampskib benyttes til at indtage Ladning fra et strandet Skib, da er første Tur uden Udgift for Bjergerne, hvorimod alle følgende Ture betales i Lighed med andre lejede Lægtere. Ligeledes skal, hvis flere af Entreprisens Dampskibe benyttes, disse betales extra og Omkostningerne fradrages Bjergelønnen, før Deling sker. 

Naar Bjergningen udføres ved Slæbning alene, uden at der losses afladningen, eller naar Skibet er vandfyldt, erholder Nordby Sogns Bjergelav 15 % (Femten Procent) og Entreprisen 85 % (Otti fem Procent). Naar der losses eller kastes over Bord af Ladningen, og Skibet ikke er vandfyldt, erholder Nordby Sogns Bjergelav 20 % (Tyve Procent) og Entreprisen 80 & (Otti Procent).

Sejlskibe:

Naar Bjergningen udføres ved Slæbning alene, uden at der losses af Ladningen, eller naar Skibet er vandfyldt, erholder Nordby Sogns Bjergelav 20 % (Tyve Procent) og Entreprisen 80 % (Otti Procent). Naar der losses eller kastes over Bord af Ladningen, og Skibet ikke er vandfyldt, erholder Nordby Sogns Bjergelav 25 % (Fem og tyve Procent) og Entreprisen 75 % (Syvti fem Procent).

Dersom Skibe strande i Distriktet og blive Vrag, og Ladning & Inventar bliver ilandsbjerget af Bjergerne alene, erholdes disse og Entreprisen hver Halvdelen af den erhvervede Netto-Bjergeløn, deltager Entreprisen i Bjergningen, deles Bjergelønnen som ovenfor angivet.

Før Fordeling sker, fradrages alle Omkostninger for Lægtere, Kommissionærsalær, Lods- og Havnepenge, telegrammer, Dusører, Assistance af det strandede Skibs Mandskab m.m. 

§ 4.

Kommandoen ved Bjergninger føres af Kaptajnen paa Entreprisens Dampskib, hvem den af Bjergelavet valgte Formand skal assistere efter bedste Evne, forudsat at ingen direkte er til Stede paa Entreprisens Vegne. 

§ 5.

Hvad der forefalder af Bjergninger udenfor ovennævnte Territorium vedkommer ikke denne Kontrakt, og Nordby Sogns Bjergelav maa hverken direkte eller indirekte konkurrere med Entreprisen eller overhovedet paatage sig Bjergningsarbejde udenfor territoriet. 

§ 6.

Kontrakten er kun gældende for grundstødte Skibe og Ladninger, men ikke for Skibe og Ladninger, som synke i Distriktet udenfor Landgrunden, og er den Fortjeneste, som Entreprisen kan erholde ved Bjergning af saadanne Skibe og Ladninger, saavelsom hvad der optages fra Havets Bund af Dykker, Bjergelavet uvedkommende, idet dette ej heller maa konkurrere med Entreprisen ved saadanne Forretninger. 

§ 7.

Hvad Tab eller Skade, der tilstøder Fartøjer eller redskaber under en Bjergning, bæres af vedkommende Ejer uden Hensyn til, hvem det træffer. 

§ 8.

Af Bjergeløn for Ladning eller Inventar, der er optaget af Dykker, afgives forlods den Dykkeren tilkommende Dusør af 5 % før Deling sker.

§ 9.

Bjergerne ere forpligtede til øjeblikkeligt at give Entreprisens Hovedkontor i København saavel som dens Repræsentant i Esbjerg Underretning pr. Telegraf eller Telefon, saasnart en indtruffen Stranding kommer til deres Kundskab. 

§ 10.

Denne Kontrakt er gældende, hvad enten Bjergningskontrakt afsluttes af Bjergernes Formand eller af Entreprisen, og enten Bjergningen udføres af en af Parterne eller af begge Parter i Forening. Kontrakten kan fra begge Sider opsiges med at Aars Varsel.

Skulde Uenighed opstaa om denne Kontrakts Indhold eller Fortolkning, skal samme afgøres af en Voldgift i København, bestaaende af to ansete Mænd, af hvilke hver af Parterne vælger en. Blive disse ikke enige vælge de en Opmand, hvis Afgørelse er bindende for begge Parter. Meningsforskel angaaende Kontraktens Fortolkning kan derimod ikke gøres til Genstand for retslig Afgørelse. 

Underskrevet af begge parter den 9. og 11. oktober 1915. Forbjergeren var på dette tidspunkt Niels Morten Kallesen.

Følgende er et eksempel på en søret omkring en uenighed i selve bjergningsforløbet. 

B.87.33. Søretsprotokol for Fanø birk 1810-1816 fol.162 b. 

År 1814 den 9, november blev i Tingstuen på Fanø af øvrighe­den, birkedommer Nørup i overværelse af 2de festes M.A. Nørup og Søren Mandøe ibd. afholdt et søretsforhør i anledning, at for Blaavand i Vester Herred under strandingsfare af skipper Peder Svendsen her af Fanø med 16 mand bjerget og den 22 f.m indbragt kongelig engelsk Slup Ski b Royal Escape, der førtes af capitain John Morris bestemt med forråd for de engelske krigsski­be ved Stade og Helgoland, hvorom comparenten P. Svendsen under 29 f.m. har givet fo­restilling til AMTET, angående at udvirke passende belønning der­for. Denne forestilling er sendt birkedommeren til betænkning; men han i henseende for sagen har funden fornøden ved dette for­hør, så meget muligt at gjøre sig bekendt med samme. 

Til den ende var bemeldte P. Svendsen nærværende, og af hans til bjergningen brugte mandskab mødte efter indkaldelse:

Nr.1. Peder Nielsen Pedersen

nr.2. Jes Nielsen Jessen

nr.3. Jens Sørensen Esberg

nr.4. Niels Nielsen Pedersen

alle boende her på Fanø.

Desuden mødte tilfældigvis:

Nr. 5. Jess Christensen Tane

Nr. 6. Niels Nielsen Ravn

Nr. 7. Knud Jensen Simonsen

alle af Blaavand i Vester Herred, samt

nr.8. Niels Nielsen Fane af Oxby i samme herred,

hvilke hører under det antal, som have deltaget i andragen indbjergning. Alle disse blev formanede at forklare således, som de når forlanges med god samvittighed edelig kan bekræfte, hvilke de lovede. 

Nr.1 fremlagde eet af ham, samt nr.2. 3 og 4 dags dato understående forklaring over det passerede, benævnte indbjergning betræffende, der blev læst og lyder fol.163. LINK 

Samme erklærede nr.5. 6 og 7 at være i alle måder rigtig og sandfærdig, såvidt de have deltaget, nemlig skibets farlige beliggenhed og udsættelse for at strande, samt det øvrige passe­rede, indtil det for lykkelig blev indbragt. Nr.6 og 8 forklarede, at de anden dagen før skibet hidbjergedes var under livsfare med '3 af skibsmandskabet på forlangende ude ved skibet for at bjerge noget af deres tøj, og besværlig fik bjerget en kuffert, et skrin og en skrivepult, samt 2 sække med tøj gangklæder, så og en oktant, en blikdåse, der ansås at indeholde søkorter og 2 kikkerter. 

For nr. 8, der forstod det engelske sprog havde skibets lods erklæret i overværelse af nr.7. som denne og nu bekræftede, at alle mand havde forladt skibet af frygt for, at det skulle hugge i stykker, da det natten forud havde hugget to timer i grunden og det tegnede til storm, regn og tyk luft. 

Benævnte nr. 7 og 8, samt nr. 5 og 6 forsikrede eenstemmigen, at stedet er yderst farlig, hvor skibet var ankret, og at, hvis det ikke den dag var bleven bjerget, havde det, efter det vejr, som var og påfulgte uden redning været total forlist. 

Retten fandt sig beføjet at fordre deponenternes forklaring om, hvad de antoge det indbjergede skib og dets ladnings værdi at være? De svarede, at skibet, der i alle måder var vel udredt med sejle, ankere og touer m.v., og antages at være omtrent 30 commer­ce læster, anså de således at være af værdi 5000 rbd.rede sølv, og efter hvad de havde erfaret om ladningen, der tildels skal have været proviant og andre fornødenheder til de kongelige en­gelske krigsskibe. For nr.1 havde den engelske lods endog er­klæret, at de havde vine og rom inde, mente de sikkert at kunne antage, at ladningen mindst var af lige værdi, nemlig 5000 rbd. rede sølv. 

Endelig på tilspørgende forklarede de, nemlig nr.1 - 7, at roret var beskadiget og lugerne ikke behørigt skalkede, da de kom til for at bjerge skibet. 

Den vej de havde således indbjerget benævnte skib, anså de at være 5 sømile, tildels gennem farlige sandbanker, og nærmere og sikker havn var ikke at få. Bjergningen og indsejlingen var derfor lige så farlig som besværlig, men at skibet imidlertid ved forenet opmærksomhed og anstrængeIse lykkelig indbragtes, viser sig deraf, at det allerede og kort efter igen gik til søs. 

Da retten ikke fandt anledning at spørge videre, eller søge nøjere forklaring bleve deponenterne demitterede og forhøret sluttet.

Fanø den bemeldte 9. november 1814

Exp. til Stiftet

Nørup 

Overværende Peder Svendsen

Festes: M.A. Nørup

S.H. Mandøe

B.87 33. Søretsprotokol for Fanø birk 1810-1816, fol.163 

Forklaring vedrørende bjergningen af det kongl.engelske Slup Skib Royal Escape taet syd for Rifshorn (Horns Rev)

Det var bleven os bekendtgjort, at et engelsk slupskib den 18 f.m. tæt sønden Rifshorn på det farligste sted af kysten, og at samme slup var bleven forladt af samtlig mandskab, beslut­tede vi uagtet forsøget var forbunden med livsfare at vove og red­de skibet, idet vi stolede på vores velbesejlede fartøj og nøj­agtig kundskab om grunden. Desårsag gik vi den 21 f..m. om aftenen 9 mand stærk fra Fanø Havn og ankom næste dags morgen kl.5 til skibet. Vi befandt da, at skibet lå for 2de ankere, dog uden at være fortøjet på 2 favne vand ved lav vands tid, og uden mandskab, samt at der var vand i kahytten, dog uden at skibet kunne skønnes at have skade udefra. Man befandt storlugen uskalket, og lugen til folkelogaren uden præsenningog tillige meget utæt.

Da det ej var dag besluttede vi at oppebie samme. Imidlertid ankom kl.6 ½ en båd fra Blaavand med 7 mand, hvoraf de 4 var fra Blaavand, de andre 3 gav sig ud for at være kapitainen, styrmanden og lodsen på skibet, dog uden at have nøgler med til kahytten, da de straks efter brækkede døren op til samme, for at komme ind. Styrmanden og de 4 mand fra Blaavand foer straks i land med samme båd, som havde sat dem ombord.

Efter at have betydet kapt., som han foregav at være om far­ligheden af at ligge der, satte han straks skiøds til efter mand­skabet, som var i land, og vi begyndte med kapitainens gode villie, at vinde ind og fik den ene anker op før folkene tillige 4 mand fra Blaavand kom ombord, som skete 1 times tid efter at båden var gået fra borde.

Imidlertid tilspurgte kapitainen os, da han foregav han ingen penge havde, om vi ville modtage en anvisning fra ham på nærmeste engelske consul, hvortil vi svarede Ja.

Vi gjorde da sejl så snart ske kunne. Vinden S.W. tyk luft, en halv storm med svære regnbyger og huul søgang, kunne vi besejle Graadyb, vendte vest over. En times tid vendte igen S.O. over.

Ankom aftenen kl.5 ½ lykkelig til ankers på Rheden ved Fanø.

At således er tilgået er vi underskrevne villig til med lovens eed at bekræfte, når forlanges. Fanø den 9 november 1814.

Peder Nielsen Pedersen, Jes Nielsen Jessen, Jens Søren Esberg, Niels Nielsen Pedersen 

Indlemmet FORKLARINGEN på Fanø den 9. november 1814

Nørup 

B.87. 33. Søretsprotokol for Fanø birk 1810-1816, fol.202. 

År 1815 den 4. dec. blev i Fanø Tingstue af øvrigheden, bir­kedommer Nørup med 2de af stokkemændene Søren Mandøe og Niels Pe­dersen ældre indsat et F O R H Ø R efter CANCELLIE befalingen af 7. okt. og 25. f.m., samt STIFTAMTETS ordre af 12. okt. og 28 f.m., for ifg. deri påberåbte andragende at optage nøje FORHØR og oplysning angående det af Peder Svendsen om sagen fra okt. f.å. her indbragte af kapt. Jo h n Morris førte engelske Slup Skib Royal Escape. 

Derved var tilstede benævnte Peder Svendsen. Og til forkla­ringen indkaldede og mødte Jes Nielsen Jessen, nu nylig fra islands­fart hjemkommen, Jens Søren Esberg, der og for kort tid siden var hjemkommen fra Norge, Peder Nielsen Pedersen, Anders Hansen Ander­sen der sidste fredag hjemkom fra Hamborg. Der foruden følgende: Niels Nielsen Pedersen, Gregers Hansen og Hans Søren Lauridsen. 

Følgende spørgsmål blev stillet:

1. Var deparenten med P. Svendsen i okt.f.år, at indbringe det engelske skib Royal Escape?

2. Hvad var capitainens navn?

3. Hvad anledigede denne indbringelse eller indbjergning?

4. Skete det imod capitainens vilIie?

5. Var det da vind og vejr at gå tilsøs?

6. Fik skibet skade ved indsejlingen?

7. Blev det her repareret?

8. Er Peder Svendsen lods?

9. Hvorlænge lå skibet her på Rheden?

10. Var der nogen, og da hvem? Som hindrede dets afsejling?

11. Var Capt. ikke i land med Peder Svendsen medens skibet lå heri

12. Hvad passerede da mellem disse?

13 Var deparenten ude med skibet, da det gik til søs?

14. Hvad passerede da?

15. Blev capt. nogen sinde eller i nogen måde slet begegnet af P. Svendsen og medbjergerne, og hvori bestod da sådant?

16. Klagede capt. ved indsejlingen hertil over ophold eller slet behandling?

17. Klagede han i så måde medens skibet lå her til øvrigheden?

18. Ved deparenten at capt.J.Moris lovede P. Svendsen noget og hvormeget i indbjergningspenge.

20. Skete det villigt eller tvungen?

21. Hvori bestod tvangen?

22. Var det engelske skibsmandskab fornøjet med indbjergningen?

23. Var deparenten vidende om og tilfreds med capt. løfter?

24. Forstår deparenten engelsk?

25. Forstod capt. og mandskab dansk?

26. Hvorledes tolkedes det passerede?

27. Ved deparenten mere til oplysning denne sag betræffende?

De fremmødte bleve herved betydede lovens eeds vigtighed, og formanede til hver for sig, at forklare således, som de, når forlanges, eedelig kunne bekræfte.

Det lovede de, og bleve derefter ene tilstede.

(De blev afhørt hver for sig.)

Nr.1. Jes Nielsen Jessen, som svarede på 1ste spøgsmål: Ja!

2 sp. John Moris.

3 sp. Da man hørte, der lå et skib uden for, synes folk, troede de sig både pligtig og berettiget om muligt at frelse samme.

4 sp. Nej! thi capt. tog selv del i indbjergningen, såfuldt som de andre.

5 sp. Nej! ingenlunde til den tur han skulle gå, thi det var storm og modvind.

6 sp. Nej! thi rorets skade anså deparenten, det før havde.

7 sp. Nej! ikke det deparenten ved.

8 sp. Nej!

9 sp. 3 - 4 dage, men uden for loen, det for modvind længere tid.

10 sp. Nej!

11 sp. Ja!

12 sp. De samtalede om forening om bjergeløn, men blev ikke enige. capt. første gang var udsejlet

N.B. Dette skete efter at capt. Første gang var udsejlet og stannet.

13 sp. Ja, da det første gang gik ud

14 sp. Såvidt vides blev capt. da standet for en søret.

Kammerråd Tetens og P. Svendsen kom omborg, men skibet var og blev under fuld udsejling.

15 sp. Nej! Og han viste ejheller nogen misforbielse

16 sp. Nej! ikke det deparenten ved.

17 sp. Ikke heller.

18. Ja! han lovede noget, men ubestemt, hvorover man skulle henholde sig til vedkommende engelske commissaier

19 sp. Da man var i med at lette anker, hvor skibet første gang1å.

20 sp. Det skete villigt 21 sp. besvaret.

22 sp. Ja, især lodsen var godt fornøjet

23 sp. Det ved dep. ikke.

24 sp. Ja, meget lidet.

25 sp. Ved ikke!

26 sp. Ved adskillige af de interesserede, der nogenlunde forstod engelsk

27 sp. Nej ikke videre, end hvad forhen er forklaret. 

afskediget!  

Nr.2. Hans Sørensen Esberg her af Fanø

svarede også på alle spørgsmålene overensstemmende med nr.1.                           

Nr.3. Peder Nielsen Pedersen her af Fanø, ligeså. 

Sp.nr.5. Nej, aldeles ikke, thi han kunne på ingen måde klare Landet, det var storm med bøer af N.S.W.

Sp.nr.18. Han lovede noget men ubestemt, capt. sagde, han ingen      penge havde hos sig, men ville anvise på den

engelske consul i Hamborg eller Kjøbenhavn.

Sp.nr.22. Ja, såvidt deparenten mærkede, og styrmanden sagde, de ønskede hellere en Havn, end stranden, hvor de var udsatte for skibets tab.

Sp.nr.24. Ja, noget 

afskediget!  

Nr.4. Anders Hansen Andreasen her af Fanø ligesom nr.1. afskediget. 

Nr.5.  Niels Nielsen Pedersen her ibid. 

Sp.nr.13. Ja, han var ude, da kammerråd Tetens en stævning til cap., men skibet var tilsøs.

Sp.nr.14. Kammerråd Tetens og P. Svendsen blev da indbuden i kahytten, hvad der passerede ikke. Kort efter ankredes for modvind. 

Nr.6. Gregers Hansen her ibd. svarede til

Sp . nr . 1 .           N e j

Sp.nr.2 - 12. Forbigået!

Sp.nr.13. Ja som edsvoren stævningsmand var han ifølge med afdøde Stævningsmand Hans Anthonisen ude at forkynde en stævning for om­spurgte engelske capitain, og da var med hr. kammerråd Tetens og P. Svendsen. Stævningen blev oplæst for capt. og samme leveret engelsk og dansk genpart. Capt. gik da med kammerråden i cahytten, men hvad der passeredes vides ej.

Sp.nr.26. Ved forbemeldte kammerråd

Sp. nr. 27 Nej !                                                                 afskediget! 

Nr.7. Hans Søren Lauridsen her ibd. svarede til

Sp.nr.1. Nej!

Sp.nr.2. John Moris

Sp.nr.13. Ja deparenten var som lods på skibet forlangt af capt.

Sp.nr.24. Lidet

Sp.nr.25. Nej! ikke så vidt deparenten mærkede.

Sp.nr.26 Såvidt skibet vedkom, kunne deparenten det fornødne, og han mærkede også at kammerråd Tetens kunne engelsk.

Til sp.nr.27.

Kuns dette, at deparenten af capt. var forhyret som lods herfra og til Helgoland, hvorhen han og lykkelig bragte skibet. Capt. gav ham der et bevis at have hans acorderede lodspenge 20 £ i sølv hos havnemesteren, selv var han ikke i land, men da han efterladt det anførte lodspengenes sum, ville havnemes­teren ikke betale. Skibet sejlede imidlertid til Flade og han blev nødt til at hyre en båd, der kostede 5 rd.sølv, for at nå capt. og få sine lodspenge. Han nåede skibet, noget på den anden side Flade, men blev nødt til at følge derhen og videre med capt. til Hamborg, hvor endelig efter nogen ophold den engelske consul lod ham pengene udbetale. 

afskediget 

P. Svendsen benægtede aldeles på nogen måde at have be­gungen opholdt eller slet begegnet capt Moris eller mandskab. 

Han henholdte sig iøvrigt til det af birkedommeren med til dette F O R H Ø R S følge fremlagde beretning med bilage fra hr. kammerråd Tetens, og ventede, når sagen således upartisk blev gennemgået og forklaringerne modholdt hinanden, det da ville er­fares, at capt. og mandskabs beretning ikke medfører sandhed, thi da burde han jo her for øvrigheden meldt sig med klage, og ikke nu bagefter fraværende, fremført samme. 

Han håbede at nyde lovlig beskyttelse og lovbillig løn for hans møje! 

Da intet videre ved dette forhør var at oplyse, blev det sluttet og med underkrifter bekræftet.

                           Fanø Tingstue den 4 december 1815

                                                       Nørup                                       Exp. til STIFTET

Festes:

S.H. Mandøe

Niels Pedersen, ældre

Claus Sørensen blev også pioner indenfor bjergning af strandede skibe. Før 1. verdenskrig blev der sjældent bjerget et strandet skib på Vestkysten, selvom Danmark havde verdens ældste bjergningsselskab med ekspertise og erfaring i bjergning af strandede skibe. Selskabet blev stiftet i 1872 af Em. Z. Svitzer med C. F. Tietgen som formand. Siden har A/S Em. Z. Svitzer været i første række med søgående bjergningsdampere, løftefartøjer, lægtere og bugserbåde og har skibe stationeret på strategiske steder over hele verden. Ved Jyllands vestkyst havde Svitzer dog tidligere et svagt beredskab. Bjergningsskibet ”Ægir” lå i Lemvig om vinteren, men blev trukket bort om sommeren, og strandede skibe blev som regel slået i stykker, før ”Ægir” og bjergningsmateriellet nåede frem.  

Med sit store kendskab til havet og kysten så Claus Sørensen muligheden for at bjerge strandede skibe. Helt på bar bund og uden nogen erfaring begyndte han sammen med broderen Mads Sørensen i 1917 en bjergningsvirksomhed. Som bjergningsentreprenør havde Claus Sørensen kun nogle mindre kuttere til rådighed, men med stor dristighed og ved dygtig planlægning kunne han ved hjælp af ankrer, taljer og spil trække strandede skibe fri af kysten. 

I konkurrencen med Svitzer havde Claus Sørensen fordel af at kende kystens strandfogeder, som underrettede ham om skibe, der var i vanskeligheder eller strandet. Claus Sørensen var derfor først på strandingsstedet og kunne fra 1917 – 1924 bjerge 20 skibe.  

Den første egentlige bjergningsbåd fik Claus Sørensen i 1919. Det var et lille skib med navnet Esterburg, som blev brugt til at transportere materiel til strandingsstedet.

Behovet for et rigtigt bjærgningsskib var stigende, og i 1923 fik Claus Sørensen bygget Danmarks første motordrevne bjergningsskib. Skibet, ”Bjørn”, der havde en 300 HK motor og spil med trækkraft på 25 tons, var velegnet til opgaven, og ”Bjørn” gennemførte i 1923 – 1930 over 40 bjergningsaktioner.  

Ved strandinger blev der stillet store krav til dykkere og andre, der arbejdede med bjergningen under ofte vanskelige forhold. Claus Sørensen deltog aktivt og skånede hverken sine folk eller sig selv. Hver strandning og redningsaktion er en historie for sig selv, og Claus Sørensens virke som bjergningsentreprenør blev et eventyr, der er beskrevet i hans erindringer fra 1975.