Før Det danske redningsvæsen blev organiseret i midten af 1800-tallet havde Fanøs beboere i stor udstrækning selv udøvet redningsvirksomhed. Hertil benyttede de deres egne både, som fx ”Den gode Hensigt” og ”Det gode Haab”, disse var ofte redningsbåde og med ved strandinger, skipperne var Hans og Niels Brinch.  

Det var overladt til hvem som helst, som havde mod og erfaring til at redde skibbrudne, og på Fanø har der aldrig manglet hverken mod eller vilje til at gå gennem selv den hårdeste brænding, når menneskeliv var i fare. Erfaringen i at gennemføre en redningsaktion kunne være opnået i situationer, hvor de selv som skibbrudne på fremmede kyster, kunne være reddet.  

Flere gange er det reddede skib udsat og repareret på øens skibsværfter. Både arbejdet med udsætningen og reparationen samt bjergningen af gods og vrag har til tider givet store indtægter for beboerne. Mange kostbare skibsladninger er bjerget i land og solgt på auktioner til udenbys købere, hvorved båd- og lægterførere har haft gode fortjenester ved transport af godset.  

Kun enkelte beretninger om disse mænds redningsdåd er ikke gået i glemmebogen, idet de er blevet indberettet til birkedommeren på Fanø, og således bevaret som vidnesbyrd for eftertiden. Vi kan stykke beretninger sammen fra nævnte beretninger, og historier fortalt i Kromanns Fanø Historie, redningsstationernes indberetningsprotokoller og gennem aviser. 

Alt arbejde stoppede når råbet lød, at et skib var ved at strande. Det blev råbt højt i byens gader: ”En skiv i æ straand”.  

Alle ilede til stranden, og redningsmændene nåede ikke altid at få støvler og olietøj på, men måtte gå i båden som de stod og gik, og kom derfor altid dyngvåde hjem. Dette vidste kvinderne, som i klitterne fik sat en kedel med øl i kog, så at både de skibbrudne og redningsfolkene kunne få en tiltrængt varm hjertestyrkning, når de nåede i land igen.  

Strandingerne, der blev den enes ulykke, blev i mange tilfælde den andens lykke – og hvad havet lagde for klitternes fod, behøvede man ikke at købe i dyre domme fra fastlandet. Strandingsauktioner var kystboernes markedsplads.