På Fanø er det ikke lykkedes, hverken i Nordby eller Sønderho sogne at finde dødemandsbjerge afsat på kort. Forespørgsler hos nuværende og tidligere strandfogder har heller ikke givet oplysninger herom. Dog nævner Kromann i ”Fanøs Historie”, at ”øen har sit dødemandsbjerg, hvor omkomne skibbrudne efter gamle sagn blev begravet”, men desværre nævner han intet om stedet eller dets benyttelse. Det ville nok være sandsynligt, om der har været to dødemandsbjerge, et for hvert sogns strandlen.

I Nordby kirkebog findes det første lig så tidligt som i 1821, men da han genkendes som sømand Peder Nielsen fra Bornholm, er det naturligt, at han får sin grav på kirkegården. Det næste lig indføres i 1844, 3 i 1845, 1 i 1849, 1 i 1854, 1 i 1855.

Sønderho udviser det tidligst indførte indstrandede lig i samtlige kystsogne i amtet. Som vi har kunnet se af de foregående kirkebøger, bliver det almindeligt omkring 1845-50, og tidligere indførte er blevet identificeret som kendte med tilhørsforhold til den protestantiske kirke. Men her i Sønderho finder vi i 1818 følgende: ”ankommet på Sønderho forstrand imellem 24. og 25. marts og blev begravet i Sønderho kirkegård. Det døde legeme kjendtes ej, og især hovedet og armen vare afsvolpede og var meget i forrådnelse, begravet d. 25/3”

 Forbavsende tidligt er dette ukendte lig indført, og endnu mere bemærkelsesværdigt bliver det, at der skulle hengå 35 år, inden det næste lig indføres i kirkebogen d. 3/8 1853: »det blev begravet her på kirkegården efter at være synet af distriktslægen«. Det kan næsten ikke være muligt, at der i denne lange periode ikke er inddrevet et ukendt lig på Sønderho forstrand. Hvad årsagen kan være, tør jeg ikke gætte på. Det næste lig driver ind i 1869, og 1 i 1872.  

På Sønderho kirkegård står et mindesmærke over en ukendt sømands grav. Liget drev ind o. 1921, og dens inskription lyder:  

Vi kender ej dit navn, din stand,

og hvor du havde dit fædreland!

Hvor er din slægt, og hvor er din ven?

- kun bølgen førte dig herhen!

Du fandt ej fred i storm og hav -

nu i Guds havn du finder grav.

Så hvil da her i stille ro

på kirkegård i Sønderho.  

senere tilføjet:  

Vi Værner om dit hvilested

og ønsker dig al himlens fred,

thi også vi har grave

bag stormoprørte have.  

Dødemandsbjergene, har ingen stene, men er dog mindesmærker om fortidig skik, måske var det værd at beskytte disse steder gennem en fredning.  

Man mener at der på Fanø har eksisteret en galge til at hænge strandrøvere i.

I Christian den Anden’s almindelige lov af 1521, art. 140, befales at, ”de, som forsér sig med Plyndring eller Skibbrudnes Drab og Mishandling, de skulde hænges og det ved Strandbredden, derfor skal der oprejses Galger omkring ved Strandene” 

Stedet hvor galgen ved Sønderho har stået, kan endnu påvises. Det har det officielle navn ”Ved Galgen”, og dybet udenfor hedder ”Galgedybet”, dog indeholder tingbøgerne intet om, at galgen nogen sinde har været i brug.

Kongen ejede fra gammel tid rettighederne til det herreløse gods som drev ind på forstranden, dvs. området fra havstokken, hvor hav og land mødes ved daglig vande, og ud til, hvor skibe kunne flyde. Kongens forstrandsrettigheder nævnes så tidlig som i Jyske Lov af 1241. Når man siger ”forstrandsejer”, betyder det ikke, at privatfolk havde ejendomsret til forstranden, men blot, at vedkommende havde ret til herreløst gods på den pågældende kyststrækning. 

Der findes to former for forstrandsrettigheder, de kongelige og de private. I Danmark er der i dag kun knyttet privat forstrandsret til 4 områder, Fanø, Mandø og Anholt samt Aabjerg mellem Thorsminde og Hourvig på Holmlands klit.

Både kongen og de private forstrandsejere havde lokale folk, strandfogeder, til at håndhæve deres forstrandsrettigheder Ved at bjerge og sikre løst inddrevet gods. Hver strandfoged havde opsynet med et stykke af forstranden, et såkaldt strandlen.  

Den første strandfoged der er fundet nævnt, hed Hans Jessen i Sønderho. Hans løn er i 1588 4 Rdl. 5 Mark 1 Alb. Han er ellers fisker og har en fiskebåd sammen med rådmand Hans Jessen Søhane i Ribe. Riberhus lensregnskaber indeholder en del oplysninger om indtægter af strandene i lenet. De er ikke store, og man kan sikkert gå ud fra, at beboerne først har taget deres part. 

Regnskabet 1585 – 86 viser, at der i dette år i hele lenet kun er inddrevet 26 Tylt og 3 stk. deller (brædder), 6 snese Balling samt 4 oksehoveder vin, deraf er de to landet på Fanø. 

I 1632 er der ”annammet for Vrag og Tjære opkommen paa Sønderho og Nordby strande 43 Rdl. 10 skill.”  

I 1640 den 23. april vurderes noget vrags vin funden i en båd for 2 Rdl., en gammel skibstønde med lænker for 2 Rdl. Et stykke egetræ for 12 skilling, noget vrags vin bjerget i en båd på havet for 4 Rdl., heraf halvparten til bjergerne, to ledige både, den ene bjerget Dybet, sættes til ½ sletdaler, 20 gamle brådne luger, hver sat til 12 Skill. Og en gammel skibskiste til 2 mark.  

I 1641 den 4. februar er der bjerget en vragsbåd i Knuddybet, den vurderes til 3 Rdl., nogle stykker fjæl til 8 Skill., og 1 Td. Nødder 8 Skill. Den 27. maj vurderes noget gammelt sejl til 24 Skill. sammen med 3 stk. skibstov og en lille halv tønde. En gammel egebjælke sættes til 20 Skill.  

Det er alt sammen småtterier, der bjerges og næppe omkostningerne værd. Det synes, som om de skibe, der er standet med besætning ombord, og derfor har fuld ejendomsret til det strandede, blev forulempet af beboerne ved strandsiden, idet en forordning af 31. marts 1615 påbyder, at lensmændene skal ”have flittig Indseende med, at de Folk, som med noget Vrag bliver bjerget og selv agter deres Gods at beholde, det for en billig Bjergeløn kunde beholde og ikke udi nogen Maade nødes til noget af deres Gods mod deres Vilje at afhænde.”

Fra omkring 1660, da lensmændene ombyttedes med amtmænd, er strandretten på Fanø bortforpagtet. I slutningen af 1690’erne er et konsortium i Ribe med Laurids Mortensen Friis i spidsen forpagtere. Friis var i 1692 bleven tolder i Ribe samt kran- og vejemester. På konsortiets vegne anmoder han 17. marts 1699 om at få bekendtgjort fra prædiskestolene på Fanø samt at få tinglæst en klage over strandtyverier på Fanø, da det ”fornemmes, hvorledes en Del Folk i stor Mængde udi de tvende Sogne i nys afvigte Aaringer uden al Undseelse eller ringeste Tilladelse skal have understaaet ej alene ved Strandsiderne udi de Tider, noget Vrag kunne være at formode at lade finde, men endog tiltager sig Myndighed ankommende Vrag at bruge, ja, det som værre er hemmeligt og ulovligt ganske bortsniger og tager alt, hvad der over kommer os Forpagtere, som derfor aarlig en stor Penge maa udgive, ikke til ringe men mangfoldig Skade -, vil jeg herved paa samtlige interesseredes Vegne alvorlig enhver uvedkommende kærlig(!) have advaret sig i de Tider, noget ventende Vrag kunde falde fra Stranden sig afholde, saafremt de ej ville holdes og anses for det, der egentlig ikke anstaar ærlige Folk --- og ifald denne alvorlige Paamindelse og Advarsel ej noget imod Forhaabning skulle frugte, da ville Strandfogden Jens Nielsen Baggesen ubesvigelig --- os det straks kommunicere ---.”  

Fra 1. april 1700 er stiftamtmand greve Schack forpagter i 6 år af Fanø strand foruden de øvrige i stiftet, mod en årlig afgift af 900 Rdl. I de tidligere år har afgiften været 500 Rdl.  

Også han må kæmpe med strandtyverierne, og lader følgende skrivelse bekendtgøre på Fanø den 13. august 1700:  

”Alle og Enhver bliver alvorligen advaret ej at tilfordriste sig aarle eller silde, Dag eller Nat, hemmelig eller aabenbar, at komme til Strandsiderne eller sig dér lade finde uden alene de Personer, som dertil bliver beskikkede og anordnede og det undr den Straf, at om nogen dér skulde antræffes eller overbevises dér at have været, de da som Tyve skulle anses og straffes, enten de med noget blev angrebet eller ikke… Da lader endnu denne Gang en Gang for alle enhver af Fanø og Sønderho Sognes Indvaanere, Mænd og Kvinder, Unge og Gamle, strængeligheden advaret sig fra Strandsiderne entholde….

Skulle imod Forhaabning Strandgogederne og de som til Ravsamling ere anordnede nogen antræffe, enten de haver noget med at fare eller ikke, da samme deres Navn ved Dag og Datum udi Bøgerne at antegne, og det straks enten her eller for Landfogederne at angive, at de kunde hid til Ribe indhentes og efter Sagens Beskaffenhed paa Midler eller Kroppen straffede, skulle Strandfogederne se gennem Fingrene og noget dølge, de da selv højeste Straf være undergiven. Eller som det er bekendt og til fulde bevist, at for kort Tid siden skal være ved Strandsiden en stor del Trækander, Mælke- og Smørspande samt alt sligt anstrandet og opkommen, og at sligt af samme hemmelig at være borttagen og fordulgt fda befales, at dette for Menighederne at lade afkyndige, det alle og enhver som sig noget af forbemeldte Strandgods haver bemægtiget, det straks at angive og fra sig levere, saafremt de ikke, om man efterdags enten ved Ransagning i deres Huse eller ved andre optænkelige Maader dermed underkommer ville tiltales og straffes som for offentligt Tyveri efter Loven.”  

Forpagtningen var en dårlig forretning. Det første år var indtægten kun 100 rdl. Grev Schack kan ikke betale afgiften ved årets afslutning og sender en ansøgning om, at man trækker beløbet i hans gage. Året efter klager han på ny og anfører i sin klage:  

”Ved Strandsiderne findes en del Folk, som er saa forvorpne, at de hverken agter Forbud eller andet, men indfinder sig hemmelig og aabenbar omkring ved Strandsiderne paa Ølandene som paa det faste Land, saa at, naar noget løst Vrag ankommer, slæber de det straks bort og nedgraver det mellem Sandbjergene. Kommer der et stykke Træ saa stort, at de ikke dermed kan anstedkomme og derudi kan finde en eller flere Nagler og Jernbolte, hugger og skamferer de Træet i saa Maade, at det derefter ikke kan tjene til andet end Brænde og det alene for at kunne bekomme Jernet. Faar man dem at se, løber de og forstikker sig i Sandbjergene. Kender man dem, maa man dem ved Tinget Tiltale og gøre Bekostning paa dem, og derefter intet igen bekomme, saasom disse, der saadant gør, ejer intet, altsaa er jeg allerunderdanigst bønfaldende, at Eders kgl. Maj. Ville tillade, at naar nogen ved Strandsiden i Stormvejr, og naar Vrag kunne være forventendes antræffes, jeg dem da maatte lade paagribe og uden videre Lovmaal – uden alene Bevis fra Strandfogederne – til fæstningen Fredericia eller Bremerholm at hensende dér i Jern nogen tid at arbejde; thi saa maatte sligt nemlig give Afsky for saadanne ulovlige Gerninger.”  

Følgen af denne klage var en kongelig befaling, der giver den ønskede tilladelse til, ”at Greven samme (Strandtyvene) straks lader paagribe og udi Forvaring hensætte og Hans Majestæt saadanne til videre allernaadigste Resolution tilkendegiver”. 

I årene 1747 – 50 er Rasmus Øllgaard af Varde forpagter mod en afgift af 400 Rdl. Årlig; dette er vistnok prisen for hele Ribe amts forstrande, ellers synes den vældig høj.  

Den 30. december 1764 er Sønderho forstrand til auktion, der afholdes i Sønderho, og da beboerne siden købet i 1741 selv ejer strandretten, har de også selv forfattet konditionerne, hvori der tages visse forbehold der kunne sikre byens egne størst mulig fordel af strandindtægterne. 

I konditionerne hedder det: 

”1. Skulde nogen af Nordby Sogns Beboere indfinde sig ved denne avktion og gøre Bud, som bliver højstbydende, da skal det være dem aldeles forment at tage Interessenter uden for Sønderho Sogn, men dem paalagt, at hvilke ravsamlere og interessenter der behøves, skal de være tilpligtet at tage af Sønderho Sogns Beboere, og skulde der anstrande noget Skib enten paa Stranden eller paa Udsandene og til Bjergning behøves Baade og Vogne samt Folk, da skal bemeldte Forpagtere være forbundne til at tage af fornævnte Sønderhos Beboere til samme at ilandbjerge, saalænge de er villige og redelige samt den strandende saavelsom Strandfogederne behjælpelige.  

2. Skulle den højstbydende være pålagt at antage 16 – 24 Personer af de fattigste til Ravsamling imod, at enhver af disse nyder det halve indsamlede Rav eller dets Værdi.”  

Den højstbydende ved auktionen blev kroejer S. P. Brinch, Sønderho (LINK), med 162 Rdl. for de følgende 6 år.  

I 1767 er Nordby strand til forpagtning ved auktion for de næste 6 år. I konditionerne hedder det bl.a. ”Ingen Fremmede eller Udensognsbeboere maa tillades at gøre noget Bud paa Strandforpagtningen eller at blive Forpagter, ej heller maa de, der faar den tilslagen, afstaa noget af Forpagtningen til Udensognsbeboere. --- Forpagterne have i Særdeleshed, naar Storm og Uvejr indfalder, saadan Opagt og Indseende dermed at have, at ingen skibbrudne Folk bliver noget berøvet eller bestjaalen, saaledes som de selv agter at tilsvare og bekendt være, og at Sognets øvrige Beboere for al Fortræd, Skade og Omkostninger friholdes, med mindre nogen sig til Tyveri og andre ulovlige Gerninger lader sig befinde og de ellers bliver overbeviste derfor at anklage og derved paa lovlig Maade angreben.” 

Her som i Sønderho ønsker man, at byens egne skal have fordelene ved stranderiet. 

Som en anden forpagter finder vi skibsfører og strandingskommissionær Peder Thomsen af Sønderho. En af de betydeligste indtægtskilder som Peder Thomsen besad, var, hvad der tilflød ham gennem strandforpagtninger. Allerede i 1778 er han forpagter af forstranden i Vester Herred og havde forpagtningen i 9 år. Han har også haft forpagtningen af Mandø og Fanø strande i en årrække. Strandforpagtningerne gjaldt for 3 år ad gangen, og når der var enkelte perioder, på grund af overbud, hvor han ikke var forpagter, optrådte han som kommissionær for de strandede kaptajner, og dette gav, navnlig for kostbare laster, også stor fortjeneste. Flere gange har han påtaget sig bjergning af strandede skibe og gods, og det gav ikke mindre udbytte.  

I 1786 har 52 af Sønderhos indbyggere forpagtet Sønderho strand. De opretter en forening og kontrakt med hinanden angående forpagtningen, og ved et årligt møde forelægges regnskabet i birkedommerens tilstedeværelse, samtidig med at der aflægges ed på: ”at de hverken selv eller ved deres Husfolk har fordulgt for de andre Interessenter saa meget, som kan være af 4 Marks Værdi eller fornærmet Interessenterne for saa meget.”  

Et eksempel fra nyere tid om forpagtningen af forstrandsretten finder vi i sognerådsformand, P. N. Pedersen der vandt Nordby sogns forstrandsret med et bud på 700 kr. tidsrummet var fra 1. januar 1915 til 31. december 1917. Den forrige afgift var på 1140 kr. i december 1926 blev forstrandretten erhvervet af kaptajn Mørch, der for perioden 1. januar 1927 til 31. december 929 måtte betale 3030 kr. i afgift. 

Ved sammenlægning af Nordby og Sønderho kommuner i 1970 førtes der forhandlinger om strandrettighederne.  

I Nordby tilhører strandretten Hartkornskassen, så der var ingen problemer.  

I Sønderho var det er spørgsmål, hvorvidt retten var kommunal eller tilkom de til enhver tid fastboende i Sønderho.  

Der var i udvalget enighed om at lade Sønderhos beboere bevare deres nuværende rettigheder og pligter, og for at blive klar over hvad beboerne ønsker i så henseende afholdt man et borgermøde.  

Mødet afholdt den 16. maj 1970 i Sønderho Andelshus trak ca. 60 deltagere. Strandfoged Vagn Fischer bød velkommen og fortalte om strandens forhold og for de ændringer der var forårsaget ved kommunesammenlægningen. Om de økonomiske forhold blev det oplyst, at kørsel, vagter m.v. i den sidste treårsperiode havde medført et underskud i regnskabet, men en strandauktion kunne veje op på dette og få regnskabet til at balancere.  

Sønderho kommune havde hidtil stået som bestyrelse for stranden, og nu kom der forslag frem om at det nedsatte Sønderho udvalg overtog dette hverv, og lade dem komme med et oplæg til mere enkle og tidssvarende vedtægter for strandens styrelse.  

Der var i forsamlingen enstemmigt udtryk for at strandretten måtte bevares for Sønderhos beboere. Strandfogeden mindede om, at der med rettighederne også fulgte forpligtelser.  

På en generalforsamling i Sønderho Strandejerforening den 30. april 1971, vedtog man de vedtægter som Sønderho-udvalget havde forfattet, dog med mindre ændringer.  

Foreningens formål er at administrere den private strandret over forstranden ud for den tidligere Sønderho kommune. Medlemmer er grundejere og lejere med selvstændig husstand og bopæl i Sønderho. 

Ved generalforsamlingen i 1979, berørte man problemet med hjemkørsel af træ fra stranden. Der er en del feriegæster, der på stranden saver de store stykker så de kan transportere dem hjem. Det er gavntræ og tilhører strandejerforeningen. Man ønskede ved opslag at gøre opmærksom på, at det er ulovligt at hjemkøre drivgods for de der ikke bor i Sønderho. Desuden fandt man det nødvendigt at oplyse om reglerne om brændsel og gavntræ.  

Man havde i det forløbne år ikke bjærget til en auktion. 

I maj 1981 på generalforsamlingen, var man meget obs. på den verserende vadehavsplan. Stranden havde kun givet et magert udbytte, men der var til stadighed problemer med tyveri af gods fra stranden. En norsk lystbåd var strandet ved Sønderho, men bjærget af Svitzer, der blev dog en hed diskussion om hvem der havde gjort hvad eller ikke havde gjort det rigtige, der blev dog ingen konklusion på brava-slaget.  

Man havde fornyet kontrakten om rundflyvning frem til 1986, begrundet i at lejeren, Hougaard, ikke turde investere i ny dyr maskine, hvis han ikke fik tilladelse til rundflyvningen 

I sagen om skellinien LINK mellem Nordby og Sønderho, var der snyd med i spillet. Sønderhoningerne fik serveret snaps til repræsentanterne fra Nordby og havde selv vand i dunken, og på denne måde fik de ”skubbet” skellet en hel del mere nordpå end godt var. Denne sag kom for retten den 15. marts 1742, men blev dog forligt inden det kom til en retssag.  

Herefter blev der oprettet et reglement og vedtægt af samme dato, der bestemmer retningen af skellinien, men indehold også andre emner, bl.a.:  

”6. Hvad noget som maatte falde ved begge sognes Strand, skal hver lade sig nøje med hvad som strander paa førnævnte deres egen Strand.  

7. skulde der komme noget Vrag, enten Skib, Master, Bjælker eller Stortømmer og andet, end hvad Navn haves kan, enten det er paa Landet eller i Vandet, og det ligger eller sidder lige for Afdolingen, eller den til Skilsmisse satte Pæl og Deling, da skal hvem som kommer først dertil, ej maa røre eller borttage det, enten de er fra Sønderho eller Nordby Sogne, men det straks at give begge Sognes Vedkommende tilkende, som derom kan forenes, enten det skal deles paa Stedet eller det skal hjemages for at sælges under et, at hver Sogn kan faa lige Del af Pengene.  

8. om det anstrandede Vrag, formedelst Højvande, kom til at flyde bort fra deres Strand, hvorpaa det først er anstrandet, og satte det over paa den andens Strand, da skal den Strands ejere, hvor det sidst strander, beholdet det uden nogen Paatale”.  

Ved denne overenskomst mellem de to sogne blev der rejst pæle og nedlagt skelstene, der skulle vise grænsen mellem Nordby og Sønderho strand. I tidens løb forfaldt pælene, så der i 1846 kun var én tilbage, den inderste, og der opstod derfor en disput mellem beboerne. I Sønderho holdt man på ”at Grænselinien skulde drages fra den bestaaende Pæl lige i Nordvest efter Kompasset”. Til dette protesterede man i Nordby, som mente at retningen skulle gå lige i vest fra pælen.  

På et møde i Nordby den 11. november 1846 mellem begge sognes forstanderskaber enedes man da om et kompromis, nemlig at retningen Vest-Nordvest halv til vest skulle være den korrekte grænselinie ”efter overenstemmende Kompasser medbragt fra begge sogne”

Om Strandfogdernes Udnævnelse og Afskedigelse.

Strandfogederne ansættes af Amtmanden over Ribe Amt efter forud indhentet Er­klæring fra vedkommende Sogneraad; paa Fanø forbeholdes det dog Forstrandsejerne som hidtil selv at ansætte Strandfogder, mod at Valget godkendes af Amtmanden. Om Ansættelsen sker der Bekendtgørelse ved Kirkestævne. 

Strandfogderne kunne afskediges af Amtmanden, naar de have vist sig forsøm­melige eller gjort sig skyldige i Misligheder, eller naar Tjenestens Tarv i øvrigt kræver det. 

Angaaende Strandfogedernes Ansvar i Tilfælde af Forsømmelighed i deres Tjeneste henvises til Strandingslovens § 22, 2det Stykke. 

§ 2

Strandfogedernes Myndighed 

Strandfogederne ere undergivne Politimesteren, men indtil Politimesteren selv eller ved fuldmægtig kommer til Stede, udøve Strandfogederne den Politiet tilkommende Myndighed i Strandings- og Forstrandsanliggender.  

De skulle, hver i sit Distrikt, paase, at ingen uvedkommende foretager Bjergning eller bortfører Forstrandsgods fra Stranden, og hvis saadant maatte komme til deres Kundskab, skulle de snarest mulig anmelde det for Politimesteren med udførlig Oplys­ning om de nærmere Omstændigheder. Gribe Strandfogederne nogen i Strandtyveri, er det deres Pligt at anholde pågældende og at lade ham transportere til Politimesteren saa betimeligt, at han kan bIive fremstillet til Forhør inden 24 Timer efter anholdelsen. Det samme gælder, naar nogen maatte øve Vold mod Strandfogeder i Funktion. 

Strandfogderne er ligeledes, naar Politiet ikke er tilstede, berettigede til at bort­vise alle uvedkommede, som indfinde sig ved en Stranding, og som skønnes at være til Hinder ved Bjergningsarbejdets Udførelse, ligesom ogsaa Bjergere, som ved Drukkenskab, Forsømmelighed eller Opsætsighed ere uskikkede til at bruges som saadanne. 

Det Strandfogderne leverede Skilt skulle de bære synlig paa sig, hvergang de i deres Bestillings Medfør indfinde sig paa Stranden.

§ 3.

Om Strandfogdernes  Patrouillering paa Stranden. 

       I Månederne Maj, Juni, Juli og August skulle Strandfogderne holde Vagt paa Stranden saavel Dag som Nat og i den øv­rige Del af Aaret fra Solopgang til Solned­gang, under alle Forhold, hvorunder der kan være Anledning til at befrygte Strandinger, f. Eks. naar det er usigtbart Vejr, forbundet med saa høj Sø, at aabne Baade ikke kunne lande uden Fare, og for øvrigt i et­hvert Tilfælde, hvor Strandinger ere at be­frygte. 

Er der i et Strandlen ansat flere Strandfogder, overtager de Vagten skiftevis, i Maanederne, Maj, Juni, Juli og August, Døgn efter Døgn, regnet fra Solopgang til Solopgang, og i den øvrige Tid af Aaret Dag efter Dag, ∂: fra Solopgang til Solnedgang. De nærmere Instrukser i denne Henseende gives Strandfogderne af Politimeste­ren. Naar en Strandfoged har udført et Døgns (Dags) Vagtholdstjeneste - helt eller delvis -, skal han underrette den nærmeste i Rækkefølgen efter ham derom. 

Strandfogderne have i Tilfælde af For­fald ved en enkelt Lejlighed eller som Af­løsning Ret til at lade Vagtholdstjenesten udføre af andre paalidelige Folk, særlig af deres Husstand. I Tilfælde af Forfald for et længere Tidsrum have Strandfogderne at gøre Indberetning desangaaende til Politi­mesteren, der saa træffer de nærmere For­anstaltninger.   

§  4.

Om Bjergning af Genstande fra Havets Bund og i aaben Sø. 

Strandfogderne skulle i paakommende Tilfælde bringe til Vedkommendes Kund­skab, at enhver, der fra Havets Bund opfisker Ankere, Ankertouge og andre Skibsredskaber, senest Dagen derefter skal anmelde det for Stedets Politimester (jrf. Lov af 22. december 1876), at Opfiskning fra Havets Bund af alle andre Genstande ikke maa finde Sted, forinden Anmeldelse er sket for Amtmanden og under de nærmere af denne fastsatte Vilkaar (jfr. Forordning af 16. Marts 1842 og Cirkulære Nr. 85 af 23. Juni 1887), samt at der om Skib eller Gods, som bjerges i aaben Sø, uden at der medfølger nogen, som lovlig repræsenterer Ejeren, af Bjergerne straks skal ske Anmeldelse til Toldvæsenet og Politiet i Overensstemmelse med Strandingsloven af 10. April 1895 § 14, hvis Bestemmelser i det Hele nøje ville være at følge. 

Strandfogderne skulle advare imod, at der, naar Vrag ere uskadeliggjorte for Sejladsen, af private egenhændigt foretages Bortsprængninger eller andre Foranstaltninger, der kunne forandre Dybdeforholdene. 

For at det kan kontrolleres, at foranstaaende Regler iagttages, skulle Strandfogderne gøre Indberetning til Politimesteren i ethvert Tilfælde, hvor det kommer til deres Kundskab, at der i deres Distrikt af private er foretaget Opfiskning fra Havets Bund eller indbragt Skib eller Gods, som er bjer­get i aaben Sø, eller iøvrigt truffen For­anstaltning som foranmeldt.  

§ 5

Om Strandfogdernes Pligter vedrørende Karantænevæsenet og opdrevne Lig. 

Det paahviler Strandfogderne i Henhold til Lov af 2den Juli 1880 § 6 at bistaa Toldvæsenet i Udøvelsen af de dette med Hensyn til det almindelige KarantænetiIsyn paahvilende Pligter. 

Strandfogderne have uopholdelig til Politimesteren at gøre Indberetning om op­drevne Lig og foranstalte det fornødne til Ligets Hjemkørsel og Opbevaring paa forsvarlig Maade, indtil Ligsyn finder Sted, og derefter foranstalte Liget begravet paa sømme­lig Maade, alt under Iagttagelse af den største Økonomi, i hvilken Henseende de ere Am­tets Bedømmelse underkastede. 

Naar der er Grund til at befrygte, at et Lig kan yære smittefarligt, skulle Strand­fogderne saavidt muligt drage Omsorg for, at ingen kommer i Berøring med Liget, forinden Politimesteren er kommen til Stede. 

§ 6.

Om Meldinger i Anledning af en Stranding. 

Saa snart Strandfogderne ved egen lagtagelse, gennem Underretning fra Opsyns­mændene ved Redningsstationerne eller efter Meddelelse, om hvis Rigtighed de uopholde­lig have at forvisse sig paa Strandingsstedet, have bragt i Erfaring, at et Skib er stran­det eller udsat for at strande, skulle de snarest muligt sende Melding derom til Politimesteren og nærmeste Toldfunktionær, men derhos først og fremmest, naar de paa Skibet værende Personel ikke skønnes at kunne reddes med de forhaanden værende Midler, sørge for, at nærmeste Rednings­station, forsaa vidt denne er beliggende inden­for en rimelig Afstand, paa den hurtigst mulige Maade faar Underretning om Stran­dingen. 

Skønne Strandfogderne, at der er Ud­sigt til, at Skibet vil strande i et andet Stranddistrikt end deres eget, skulle de saa­vidt muligt underrette vedkommende anden Strandfoged derom eller, hvis saadan Under­retning ikke betimelig kan gives, selv foran­stalte det foran foreskrevne. 

Til de i nærværende Paragraf ommeldte Meldinger er enhver, der hertil opfordres af Strandfogden, pligtig mod senere Betaling af Strandingskassen eller, hvis ingen saadan findes, af Statskassen, at afgive de fornødne 

Befordringsmidler (saasom ridende eller kø­rende Bud).                              

§ 7. 

Om Tilbud af Bistand i Strandingstilfælde. 

I Tilfælde af Stranding ere Strandfog­derne pligtige til snarest muligt at tilbyde det offentliges Bistand. 

Bistand maa ikke paanødes strandet Skib, og dette maa, saafremt levende Folk ses at være om Bord, ikke bordes, naar den, som har  Befalingen paa Skibet, ikke til­lader det.  

§ 8.

Om Skibbrudnes Redning. 

Naar Bistand ikke afvises, skulle Strand­fogderne iværksætte, hvad der efter Forholdenes Beskaffenhed er muligt og hensigts­mæssigt til de skibbrudnes Redning, indtil Redningsvæsenet kommer til Stede. Enhver er forpligtet til herved at Yde den Bistand, som han kan Yde uden Fare for Liv eller Helbred, og til mod Erstatning for den Skade, som derved sker, at afgive ethvert dertil tjenligt Redskab samt til at tilstede fornøden Færdsel over sin Grund og at yde Husly, Kost og Pleje til de skibbrudne. 

Saafremt der er Grund til at antage, at strandet Skib eller Ladning kommer fra udenrigsk Sted, fra hvilket Indførsel af Pest, asiatisk Kolera, gul Feber, Dyssenteri, exantematisk Tyfus eller Børnekopper ifølge Justitsministeriets Bekendtgørelse kan befrygtes, skulle Strandfogderne, indtil Politimeste­ren kommer til Stede, sørge for, at Skibets Mandskab saavidt muligt holdes afspærret fra Samkvem med Andre, og at Godset, uden at Nogen kommer i Berøring dermed, for­bliver henliggende under fornøden Bevogt­ning. Forsaavidt der fra Toldvæsenets Side, forinden Politimesteren eller hans Fuldmæg­tig kommer til Stede, stilles Fordringer om Iværksættelse af Foranstaltninger til Afvær­gelse af Faren for Smitte i nævnte Tilfælde, skulle Strandfogderne saavidt muligt efter­komme disse, jfr. i øvrigt Lov af 16. Marts 1900, særlig §§ 10, 15 og 25.                                     

§ 9.

Om Bjergning af strandet Skib og Gods. 

Under den i forrige Paragraf angivne Forudsætning (at Bistanden ikke afvises) have Strandfogderne tillige, indtil Politiet kan komme til Stede, at iværksætte Bjerg­ningen af Skib og Gods, hvorved dog stedse maa bruges en saadan Fremgangsmaade, at den ikke bliver Politiet, naar det indfinder sig, til Hinder i at undersøge Sagen og forvisse sig om, at intet er blevet forvansket. 

Findes der et BjergeIav paa Kyststræk­ningen i det paagældende Distrikt, skal ved Godsets Bjergning udelukkende dettes Med­virkning benyttes, dog at det er tilladt en Skipper, hvis Skib er kommen paa Grund, at benytte enhver tilstedekommende Hjælp til at bringe Skibet flot. 

Findes der intet Bjergelav paa Kystrækningen i det paagældende Distrikt, skulle Strandfogderne være berettigede til, dog kun foreløbig indtil Politiets Ankomst og efter Raadførsel med mulig tilstedeværende Ejere af Skibet eller Godset eller  disses Repræsentanter, at antage den fornødne Bistand til Bjergningen paa de lov­lige Bjergelønsregler, eller, saafremt Bistand ikke kan faas herfor, da paa de Vilkaar, hvorom de med Vedkommende kunne komme overens. I saa Fald skulle de ligeledes være berettigede til at fordre, at Baade og Redskaber, som vedkommende Ejere ikke selv benytte, stilles til Raadighed ved Bjergningen mod senere nærmere fastsat Erstatning. 

Iøvrigt have Strandfogderne ved Bjerg­ningens Udøvelse at rette sig efter Anordn. angaaende Politiets Pligter i Strandingstil­fælde af 1. Juli 1895. 

Naar Politiet kommer til Stede, over­tager dette den videre Ledelse af Bjergningen og bestemmer, hvorledes der herefter skal forholdes med samme. 

§ 10.

Om Bjerning af løst Fra Havet opdrevet Gods. 

Naar løst Gods, Vrag eller Vragstykker inddriver paa Forstranden, have Strandfogderne, saa snart de faa Kundskab derom, at tilstille vedkommende Toldfunktionær Underretning om Vraggodset. De skulle derhos uopholdelig drage Omsorg for, at Godset bringes i Sikkerhed; er det imidlertid et fra en tidligere Stranding hidrørende Vrag eller Dele af samme, som ere drevne i Land, og Ejeren af det i Land drevne eller en repræsentant for ham er til Stede og har legitimeret sig, have Strandfogderne dog intet dermed at skaffe, medmindre deres Bistand begæres. 

Skønne Strandfogderne, at det inddrevne Gods, der er Genstand for en samlet Bjerg­ning, ikke overstiger en Værdi af 500 Kr. uden Fradrag af Udgifter til Bjergning, Told, Transport og deslige, tilkommer det alene dem at bjerge samme hver for sit Distrikts Vedkommende. Som afgørende for, at der foreligger en samlet Bjergning, be­tragtes den Omstændighed, at Godset maa antages at hidrøre fra samme Ulykkestil­fælde og inddriver og indbjerges samlet eller i aIt Fald uden længere mellemrum. 

Hvis Godset derimod maa antages at have større Værdi end 500 Kr., skulle Strandfogderne vel drage Omsorg for, at Bjerningen paabegyndes paa samme Maade som ved Bjergning af strandet Skib og Gods, se Bestemmelserne i § 9, der i det Hele ville være at følge, men de skulle uopholde­lig gøre Indberetning om Sagen til Politimesteren, og naar Politiet derefter kommer til Stede, forestaar dette den videre Bjergning. 

§ 11.

Om hvorledes der efter stedfanden Bjergning vil være at forholde med Godset 

Alt Gods, som Strandfogderne bjerge eller foranstalte bjerget, skal bringes i Sikkerhed, saaledes at det ikke er udsat for at blive bortskyllet af Havet eller at bortstjæ­les eller paa anden Maade forvanskes, og de kostbarere og let transportable Genstande bør saavidt muligt bringes i sikker Forvaring under paalidelige Folks Ansvar, ligesom Ting, der ere mest udsatte for Fordærv ved Luftens og Vejrets Paavirkning, saa vidt muligt bør bringes under Tag eller anden tilstrækkelig Bedækning. 

Til Bevaring af Ting af den sidst­nævnte Beskaffenhed kunne Strandfogderne forlange, at enhver mod senere Betaling, der fastsættes af Politimesteren og eventuelt Amtmanden, skal afgive Husrum, som han i Øjeblikket ikke selv benytter.  

Strandfogderne have derhos snarest muligt at foretage Undersøgelse af Godsets beskaffenhed og Mærker.

Er det af nogen Betydning og i ethvert Fald, naar det er forsynet med et kendeligt Mærke, eller naar dets Værdi maa antages at overstige 50 Kr. efter Fradrag af Omkost­ninger og passende Bjergeløn, skulle Strandfogderne straks gøre speciel Indberetning om Godset og Mærkerne paa samme til Politimesteren, hvori tillige angives den Værdi, hvortil Godset skønnes at kunne ansættes.

§ 12

Om Opbevaring af bjerget Gods. 

Enkelte Stykker løst Gods eller Vrag­stykker skulle Strandfogderne, efterat det som ovenfor nævnt er bragt i Sikkerhed, saa snart som Omstændighederne tillade det, foranstalte transporteret til Distriktets Strandoplagsplads eller Pakhus, som dertil er godkendt af Politimesteren. 

Opdriver der derimod Gods i større Mængde skulle Strandfogderne, selv om Godset ikke har Værdi af over 500 Kr., og Politiets Tilstedekomst saaledes er unødvendig, dog alligevel straks indhente Politimesterens resolution, om Godset indtil videre skal forblive henliggende paa det Sted, hvor det er bragt i Sikkerhed, eller om det skal foranstaltes henkørt til Strandoplagspladsen eller Pakhuset eller mulig andet Steds. 

I øvrigt skal alt Gods, som Strandfogderne have Bjerget eller foranstaltet bjerget, eller som overgives dem til opbevaring af Politiet eller private, behandles paa forsvarlig og hensigtsmæssig Maade, og det henligger under Strandfogdernes Tilsyn og Ansvar, indtil det udleveres rette Vedkommende eller realiseres. Strandfogderne maa ikke udlevere nogetsomhelt bjerget Gods uden Politimesterens Ordre, og forinden Toldvæsenet har haft Lejlighed til at sikre sig de for Toldbehandlingens Skyld fornødne Data.­  

§ 13.

Om Protokollering.

Strandfogderne skulle hver især være i Besiddelse af en Bjergningsprotokol og en Dagbog, der begge autoriseres af Politimesteren og indrettes efter hans Anvisning. Bjergningsprotokollen og Dagbogen bekostes af Forstrandskassen. 

I Bjergningsprotokollen skulle Strandfogderne, hver Gang Bjergning af Gods har fundet Sted, straks samme Dag indføre dette under datum  og fortløbende Nr. for Regn­ingsaaret (1. April- 31. Marts) og saa vidt muligt for hvert enkelt Stykkes Vedkom­mende tilføje de skematiske Oplysninger om Godsets Beskaffenhed, Mærker og andre Kendetegn saa nøjagtigt og fuldstændigt som muligt, saavelsom Godsets Maal eller Vægt, forsaavidt for Toldvæsenets Skyld fornødent gøres. Tillige anføres Antallet af Læs og hvor mange Mand, der er benyttet ved Godsets Transport til Strandoplagsplads eller Pakhus, samt andre Udgifter til Vagthold m.m.  

Foranstaaende gælder ogsaa for Gods, der er blevet afleveret som bjerget i aaben Sø. Saaledes at der med Hensyn til dette Gods ogsaa tilføjes Protokollen Bemærkning om, hvem Bjergerne ere, og i hvor stor Afstand fra Land Godset er Bjerget.  

Naar noget Gods udleveres i Henhold til anerkendt reklamation, gøres Tilførsel derom paa vedkommende Sted i Protokollen. 

I Dagbogen skulle Strandfogderne indføre, paa hvilken Tid der er holdt Vagt paa Stranden (Dag eller Nat og Klokkeslæt), om vagten er holdt af vedkommende Strandfoged selv eller af andre og i sidste Tilfæde af hvem og af hvilken Grund, hvorfra og hvortil der er Patrouilleret, samt endelig Vejrforholdene og Søens Tilstand.  

Protokollerne skulle forevises Politimesteren og Toldvæsenet saa ofte, det forlanges; men til andre maa Oplysning af Protokollerne ikke meddeles uden Poilitimesterens Tilladelse.

§ 14

Om Strandfogdernes halvaarlige Opgørelse over inddrevet Gods m.m. 

Hver 1. April og 1. Oktober skulle Strandfogderne til Politimesteren indsende 2 ligelydende Eksemplarer af Forklaring over løst af Havet opdrevet Gods i Stranddistriktet i det forud liggende halvaar, herunder tillige, hvad der er afleveret som bjerget i aaben Sø, hvilke Forklaringer affattes nøjagtigt efter Bjergningsprotokollen og underskrives af samtlige Strandfogder i Distriktet, som ved Paategning paa hvert Eksemplar attestere under Eds Tilbud, at der paa Forklaringen er opført alt, hvad der i Distriktet i paagældende Halvaar dem bekendt er opdrevet eller afleveret som bjerget i aaben Sø.  

Ligeledes skulle Strandfogderne hver 1. April til Politimesteren indsende regning over Omkostningerne ved Transport af løst af havet opdrevet Gods fra Stranden til Strandoplagspladsen eller Pakhuset og andre Udgifter ved dette Gods i det forløbne Regnskabsaar, affattet skematisk efter Bjergningsprotokollen, samt endvidere Katalog til Auktion i 2 Eksemplarer over det i bemeldte Regnskabsaar opdrevne Gods, som ikke er udleveret, ligeledes affattet efter Bjergningsprotokollen.  

Det bliver nøje at iagttage, at det Nr., som Godset har erholdt ved Indførelsen i Bjergningsprotokollen, benyttes ved alle senere Udfærdigelser vedrørende Godset.  

Lignende Forklaring, regning og Katalog ville Strandfogderne have at indsende, saa ofte det forlanges af Politimesteren, for Gods, der er opdrevet i enkelte Perioder af Regnskabsaaret.  

Skematisk Papir skal benyttes til alle foranførte Udfærdigelser, og Strandfogderne kan erholde samme udleveret ved betimelig Henvendelse til Politimesteren.  

For saa vidt der er flere Strandfogder i et Distrikt, bestemmer Politimesteren, hvem af dem der skal have Strandoplagsplads og Pakhus til Godset, og som skal føre Bjergningsprotokollen samt affatte Ekspeditionerne vedrørende Godset. Da samtlige Standfogder i hvert Distrikt ere solidarisk ansvarlige for det i samme bjergede Gods, have de til enhver Tid Adgang til at efterse Bjergningsprotokollen og kontrollere det hos den regnskabsførende Strandfoged beroende Gods.  

Strandfogderne ere underkastede Politimesterens Afgørelse i Tilfælde af Tvistighed mellem dem indbyrdes angaaende Forhold, deres Bestilling vedrørende, dog med Adgang for dem til at indanke Politimesterens Afgørelse for Amtmanden.

§ 15

Om det Strandfogderne tilkommende Vederlag. 

Der tilkommer Strandfogderne fuld Bjergeløn for løst Gods, Vrag eller Vragstykker, der inddrives paa Forstranden, naar den samlede Bjergning ikke skønnes at have en Værdi af over 500 Kr. (jfr. § 10, 2det Stk.). ved de Bjergninger, der skulle ske under Politiets ledelse (jfr. § 9 og 10, sidste Stk.), erholde Strandfogderne en Bjergelod, foruden hvad der maatte tilkomme dem som Deltagere i Bjergningen. 

 Bjergelønnen indbefatter Godtgørelse for at bringe det bjergede i Sikkerhed paa den i § 11, 1. Stykke omhandlende Maade og for den dertil gjorte Brug af Fartøjer og andre redskaber.  

Hvad der derudover foretages med Godset, saasom Vagthold ved samme, dets Transport fra Stranden til Pakhusene eller Oplagspladserne og dets Opbevaring, Vurdering og Salg, betales i Øster og Vester Herreders Jurusdiktion i Henhold til det derom den 1. September 1897 udfærdigede Regulativ og ellers efter Politimesterens nærmere Bestemmelse og Godkendelse, dog med Adgang for paagældende til at indanke Sagen for Amtmanden. 

§ 16. 

Strandfogderne bør omhyggelig opbevare Bjergningsprotokollen samt denne Instruks og øvrige Bestillingen vedkommende dokumenter.  

De have i øvrigt at rette sig efter Lovgivningens Bestemmelser og de nærmere Forskrifter, som gives dem af Politimesteren eller Amtmanden.  

Denne Instruks gælder ikke for Strandfogderne i Varde Købstads Landjurisdiktion og Ribe Herred, for hvem Instruks for Strandfogderne i Ribe Amt af 1. September 1897 vedblivende gælder.  

Ribe Stiftamt, den 29. April 1902. 

               Stemann.