Et kufskib, ”Ferdinand”, afgik fra Liblau 1. november 1814 med en ladning hør og hørfrø bestemt for Yarmouth og ført af kaptajn Herm. Lorck. Det blev i Nordsøen overrasket af storm og kom ud af kurs, så det den 20. december strandede på Horns Rev og blev slået læk, hvorfor der ustandselig måtte pumpes for at holde skibet oven vande, mens man prøvede at nå Nordby havn.

Skibet var blevet observeret fra Nordby og en båd med 10 skippere forsøgte at nå ud til skibet med skibsfører P. Svendsen som fører af båden. Vinden blæste med stærk kuling og snebyger af nordvest altså omtrent lige mod båden. Om turen beretter P. Svendsen efter hjemkomsten til birkedommeren bl.a.

”Onsdag den 21. Decbr. Vinden N.V. med stiv Kuling og svære Snebyger. Kl. 6 vovede vi os til Søs med stor Livsfare. Kl. 9 blev vi Skibet var i Sydvest med Flag paa Stortoppen, men gik straks af Sigte igen formedelst Snetykning. Kl. 10 kom vi til Skibet, befandt samme at være Vrag, uden Ror, læk Skib, brækket Bugspryd, ingen Anknere, undtagen et fortøjningsanker; hvorpå den ene Arm var brækket og hele Mandskabet udmattet. Kaptajnen forlangte af os at bjerge ham i Havn, hvis ikke det var muligt, i nærmeste Strand. Vi steg om bord og forlangte en tredjepart af Skib og Ladning om det var os muligt at bjerge Skibet i sikker Havn, som Kaptajnen ikke havde noget at indvende imod. Vi vilde derfor vove vores Liv for at bjerge samme i sikker Havn i Henhold til Kaptajnens givne løfte.

Vi gjode saa vores yderste Flid, fik et Tov forfra paa vores Baad for at hjælpe Skibet til at vende, tillige fik ved et Nødror saa godt som muligt foranstaltet med Taillier paa afterud for derved at hjælpe noget med at styre, sejlede saa for Brag Sejle det bedste vi kunde op mod Land. Maatte bestandig pumpe med 2 Pumper. Kl. 1 løb Vinden nordlig, samtidig kom 2 Baade ud til os, og da vi saa, at vi ikke kunde med egen Hjælp redde Folk og Skib, var vi nødsaget til at antage samme til Hjælp for at slæbe og styre Skibet.

Kl. 5 ankrede vi for Stranden paa 3 Favne Vand formedelst Vinden og Strømmen var imod, men laa der meget usikker, især ad vi ikke kunde betro os til dette førommeldte afbrækkede Anker, om det hadde blæst op med østlig Vinde. Vores Liv, Skib, Ladning og Baade var da i største Fare for at forlise. Vi saa os da nødsaget til at lade en Baad afsejle til Nordby for om muligt at skaffe os et Anker, som ogsaa med Besvær kom til os om Morgenen, som betryggede os meget. Paa samme Tid gik hele Mandskabet af de tvende Baade i Arbejde med at bedre Nødror. Maatte stadig pumpe. Den 22. Decb. Kl. 7 Morgen Vinden østlig. Ankeret op. Satte Sejl. Ved Hjælp af disse 3 Baade og deres Mandskab dels styrede og dels slæbte vi Skibet. Men maatte formedelst en Modvind og Modstrøm gaa til Ankers i Mundingen af Graadyb Kl. 10. Pumpede stadig med 2 Pumper. Kl. 5 Aften ankrede vi op og gik med Flodstrømmen, og ved Hjælp af nævnte 3 Baade og Mandskab krydsede og budserede vi med Strømmens Hjælp, til vi ankrede paa Nordby Red Kl. 9 Aften, fortøjede Skibet, lod nogle af vore Folk blive om Bord for at pumpe. Vinden østlig med Frost og Lavvande, saa vi ikke kunde faa Skibet i Vinterhavn formedelst dets Dybtgaaende, altsaa blev vi nødsaget til at losse i Land i Haab om derved at faa Skibet i sikker Havn, som vi straks gik i Arbejde med ved Hjælp af Baade, uagtet Ladningen maatte transporteres ¼ Mil med Vogn til hr. Købmand N. Jacobsens Pakhus.

Den 24. Decb. Vinden den samme med Frost og blev nødsaget til at ankre op og hale Skibet til Land formedelst Is.

Den 25. Decb. Stadig Frost og Isgang, fortøjede Skibet forfra med et svært Anker og stærk Tov paa tør Land, ligeledes agter med et Anker og Kabbeltov. Gjorde Stillads for at losse fra Skibet til Vogne.

Den 26. Decb. Vinden den samme med Frost, fortsatte med Losningen.

Den 27. Decb. Vinden den samme med Frost. Fik resten af Ladningen udlosset saavel det tørre som det havarerede, alt i Købmand Jacobsens Pakhus.”

Den 13. januar 1815 blev der gennemført en søretsforretning for at få endelig afgjort og bestemt de vilkår, under hvilke bjergerne skal have den dem lovede bjergeløn:

”Skibskaptajen med sin Kommissær, den Kgl. beskikkede og erklærede: At ligesom de beedige Journaler godtgjorte i hvilken Fare Skib og Last, men endog Mandskabet var for total at forlise, og at Kaptajnen derfor med Glæde og Føje havde tilstaaet Bjergerne 1/3 af alt saavel Skib som Ladning, naar det med Mandskab lykkelig kunde indbjerges og reddes (hvilken Andel af det bjergede Kommissionæren var bekendt at være dels hjemlet i Loven og dels almindelig Praksis paa Vestkysten endog i langt mindre farlige og besværlige Omstændigheder end her) formente de dog, at for denne Tredjedel skulde Bjergerne paa egen og denne deres Bjergelavs Bekostning ej alene besørge Ladningen losset og henbragt til Pakhusene; men endog bekoste Skibet i Havn.”

Forbjergeren P. Svendsen mente derimod, at når skibet var reddet og sikret en lovlig plads i havnen, var bjergerne kun nødt til at betale 1/3 af lønomkostningerne

Retten havde indkaldt 4 mænd til at afsige kendelse om tvisten: Jens P. Clausen, Hans J. Jessen, Jes Madsen og Anders Bertelsen. Disse fire afgav da følgende kendelse:

”At ligesom den akkorderede 1/3 Del af Skib og Ladning var med Hensyn til den Livsfare, Bjergerne udsatte sig for, denne Besværlighed under Vinterens Hjerte, disse mange (dog efter deres Formening alle fornødne Bjergere og Fartøjer) maatte udholde, den ufortrødne Anstrengelse, de efter Journalforklaringen havde lagt for Dagen, og den lokale Kundskab de alle havde personlig om, hvor næsten tilsyneladende umuligt det vilde været saa langt og under saa mange Omstændigheder beholden at kunne indbjerge dette næsten som Vrag at betragte Skib og Last, de erkendte dette for en sjælden Lykke for alles Vedkommende og skønnede, at den Bjergerne tillagte 1/3 Del af Skib og Ladning, som Bjergeløn var ligesaa vel som hæderlig fortjent; thi de antage endog, at Bjergerne i det uvisse vovede deres Liv ved Siden af deres Fartøjer, og at uden dette og den deraf for Kaptajnen fulgte Hjælp vilde Mandskab, Skib og Gods aldeles være forlist.

Angaaende Lønningsomkostningerne formente disse kyndige Mænd det billigt – som endvidere ogsaa begge Parter antager - , at samme ud af Skibet og til Pakhusene deler lige imellem Kaptajnen og Bjergerne, men at disse som slet er paa egen Bekostning indbjerger det lossede Skib i havn, som det nu ligger og antages for at være sikker Havn.”

Retten afsagde dom i overensstemmelse hermed.

De ubeskadigede varer deltes og der tilkom da bjergerne 700 lispund (5600 kg) hør og 297 tønder hørfrø, desuden fandtes der i ladningen 260 måtter, hvoraf bjergerne fik 65 stk. og 20 fjerdinger smør, som bjergerne fik 7 fjerdinger af.

De beskadigede varer blev solgt på auktion og indbragte 13.139 Rigsbankdaler.

Hvad skibets værdi blev sat til vides ikke, men sagkyndige mænd skulle vurdere dette inden det blev underkastet en gennemgribende reparation.

Hvor meget denne møntbetegnelse gælder i dag er vanskeligt at sige. Efter statsbankerotten i 1813 blev der indført rigsbankdaler i stedet for hidtil brugte rigsdaler kurant, men når der angives en betaling i rigsbankdaler, måtte man samtidig angive om der mentes sølv eller sedler. Man fik derved 3 måder at beregne en pengesums værdi på. Når beløbet fastsættes i rigsbankdaler sølv, skulle der betales i rede sølv, fastsattes det i rigsbankdaler sølvværdi, skulle man betale så mange sedler som efter den af rigsbanken fastsatte officielle kurs, der ikke faldt sammen med den i handel og vandel gældende, og når det fastsættes i rigsbankdaler navneværdi, kunne man betale med sedler efter deres pålydende.

For Nordbys beboere kom denne stranding som en kærkommen lejlighed til at tjene lidt ekstra for den for størstedels vedkommende, fattige befolkning. Det var jo lige efter krigens afslutning med England, der ved opbringelse havde kostet mange af Fanøs skibe, ligesom en stor del af øens søfolk – vist hen ved 200 – havde tilbragt kortere eller længere tid, for nogle indtil 5 år, i engelsk krigsfangenskab (prison).

Den største del af befolkningen var således uden arbejde med ringe udsigt til på ny at få bygget skibe. Det tog også mange år inden Fanø forvandt følgerne af denne langvarige krig, ikke mindst fordi der i årene indtil 1825 fandt uforholdsvis mange skibsforlis sted, og der kun kom få nye i stedet.