Alligevel er det ikke sådan, at he­den under alle omstændigheder sejrer og fortrænger klitvegetationen. At den kan gøre det er givet, men forskellige forhold kan stoppe successionen. 

Tørken kan stoppe successionen.

Den vigtigste faktor er tørken. Der­for ser vi langt inde i klithederne syd­vendte sider med sandskæg og laver uden en eneste lyngtot eller revling-plet. Hvert år lander tusinder af lyng­frø sådan et sted og ligeledes nogle af revlingens sorte stenfrugter, men de klimatiske betingelser er for steppe­agtige. Hvis frøene spirer, vil kim­planterne omkomme.

På de magre heder har revling på det nærmeste været en betingelse for hedebøndernes overlevelse. Dens anvendelsesmuligheder var mangfoldige. For det første kan bærrene naturligvis spises.! bærti­den udgjorde bær en stor del af de fattige børns kost. På en varm, tør sommerdag på heden er en håndfuld sortbær bestemt ikke at foragte. De står langt længere end de øvrige bær, er mere talrige og dermed lettere at finde.  

Revling vokser som et tæppe af lange ranker. Sandsynligvis kommer det danske navn heraf, idet "reve" betyder ranke, og "ling" blot er diminutiv-endelsen, som vi også kender i kælling og kylling. Altså be­tyder revling bare lille ranke. Hedebønderne rev rankerne op og bundtede dem, Hjemme blev de tørret i bageovnen, hvorefter brommen (dvs. blade og bark) blev gnedet af. De rensede ranker blev sorteret efter længde og tykkelse. De lange og tynde ranker blev snoet til reb. Revlingereb er ret stærkt. Det må blot ikke blive tørt, så på kotøjr kunne det lange stykke, som lå på jorden, være hjemmelavet revlingereb, medens det korte stykke, som går op til grimen, måtte være af andet og ofte købt materiale. Desuden har revlingereb den fordel, at køerne ikke vil bide i det.

Ved husbyggeri kom revlingerebet også til sin ret. Væggene var lerklinede, og for at lave et net. der kunne holde leret, kunne man lave et fletværk af vidjer (pil). På heden er der ingen rigtige vidjer, så i stedet kunne man bruge sit reviingereb. Også i tagkonstruktionen brugte man rebet, nemlig når lægterne skulle hæftes til spærrene, og når taget skulle bindes til lægterne. I hedeegnene kunne revlingeris iøvrigt indgå i selve taget sammen med rughalm og lyng. 

Af de tykke ranker kunne man lave en kost, en Mim. Tre bundter ranker blev bundet på et skaft, og når "æ liim" var slidt op, kunne resterne genbruges til karskrubber,

Revl ingens produkter var ikke kun til hjemmebrug, men gik også til eksport. Når "de Varde pottekoner" sendte deres sorte potter til markederne øst på, blev de pakket ned i vognene med revlingekoste og karskrubber. Dels blev kostene solgt, når de kom frem, dels beskyttede de lertøjet under transporten. Planten blev udnyttet til det sidste. Orn det så var brommen, blev den brugt. I nødsfald til fårefoder, men ellers til brændsel. Fra bogen ”Historien i blomsten”.

Dunhammere er egentlig en sumpplante. Der gror den sammen med tagrør og kogleaks, men den kan også gro i små vandhuller og moser.

Dunhammer har rod og jordstængel begravet i mudder, hvor den ikke burde kunne trives, da der mangler ilt. Ligesom dyr skal alle planter have ilt.

Den har løst problemet på samme måde som andre sumpplanter: De har udviklet et transportsystem specielt til luft. Hvis man river en dunhammer op af mudderet, bemærker man, at den er relativ let. Et tværsnit viser, at halvdelen af bladenes indre består af langsgående luftkanaler. Disse luftkanaler går helt ned under vandet. Her fordeles ilten videre via svampetvæv i jordstængel og rødder. Derfor kan de trives, hvor andre planter ville dø. De luftffydte svampe rødder der gør, at dunhammer kan gro ovenpå mudderflader som et tæppe lige under vandoverfladen. Den er herved med til at danne hængesæk, der forbavsende hurtigt kan lukke en lille og stille skovsø.

Den luft, der trænger ned i rødderne, forsyner ikke bare rødderne med ilt. En del af luften fortsætter ud i mudderet. Herved dannes der iltholdige zoner lige omkring rødderne, medens der få millimeter væk kan vare helt iltfrit. I dette konstant skiftende miljø - ilt/ikke ilt - sker der en vældig omsætning af organisk stof. Det udnytter man nogle steder til at rense spildevand. Man laver såkaldte rodzoneanlæg. Spildevandet siver igennem rodzonen og optages af bakterier. I de iltfrie zoner sker der en gæring, der blandt andet frigiver svovlbrinte, ammoniak og sumpgas. I de iltede zoner kan sumpgassen og svovlbrinten nedbrydes samt ammoniakken iltes til nitrat. I næste iltfri zone mangler bakterierne ilt, og det skaffer de sig ved at nedbryde nitraten til frit kvælstof, der stiger til vejrs. Herved renses spildevandet for uønskede stoffer, der kunne forurene vore søer. 

Dunhammerens danske navn er indlysende. Dens store brune blomsterstand kan udmærket ligne en hammer, en kølle, og den har da også været brugt som en sådan i børns leg. Især tidligere blev den også brugt som pynt i gulvvaser, men man skal passe på. Pludselig kan den eksplodere, så man får hele stuen fyldt af små ”dun”. Blomsterstanden består af 100.000 frø, der er omgivet af svævehår. I naturen bruges svævehårene til at sprede frøene. De er så lette, at vinden kan bære dem langt omkring og forhåbentlig lade dem lande på vandet. Her kan de flyde, indtil de fanges af plantevæksten på lavet vand. 

De lette og luftige frø fra dunhammer har ligesom kæruld været brugt som fyld i puder og madrasser. Det har også været brugt som let antændeligt materiale til at fange gnister, når man slog ild. Når man så havde fået ild, kunne man jo tænde en fakkel, der var lavet ved at dyppe en anden dunhammer i tjære. Sådanne fakler brændte godt, og var udmærket belysning, når ungdommen skulle løbe på skøjter i de lange mørke vinteraftener. Fra bogen ”Historien i blomsten”.

Lyngen har en kraftig pælerod og en tueformet vækst. Indimellem ser man isolerede, halvkugleformede tuer vokse på klitsiderne. Grenene lægger sig mere eller mindre ned på jorden og danner tynde rødder, der hvor de kommer i kontakt med fugtig jord, med tiden vokser tuen i højde og omfang. Lidt efter lidt vokser tuen sammen, dels ved de enkelte tuers vækst, dels ved fremvæksten af nye tuer mellem de gamle, og lyngtæppet bliver sluttet – der opstår en klithede.

Lyngens udvikling

For at forstå udviklingen, må der først mindes om, at hedelyng er stedbunden og uden et ”evigt” liv. Der hvor en hedeplante spirede som kim, dér bliver den. Hedelyng kan ikke som revling sanne krybende rodslående skud eller som tyttebær vokse hen gennem jorden ved vandrette udløbere, hvorfra oprette skud sendes op i lyset. Hedelyng opnår en bestemt alder, 20 – 30 år, så dør den. Døden indtræder ikke brat, men kvist for kvist. I det alderdomssvækkede stadium breder græs og lav og mos sig, fordi lyngbuskene ikke skygger så meget. Også revling breder sig. En skønne dag har lynghedens længelevende arter erobret lyngplanternes territorium.

Naturligvis producerer lyngplanterne tusindvis af frø, der falder ned i mosset og lavet og havner i morlagets æøverste del. Men frøet spirer ikke let her nede i mørket, og hvis det sker, vil den spæde lyngkimplante almindeligvis ikke kunne klare sig i konkurrencen med alle de andre, der har haft tid nok til at udvikle sig kraftigt, mens moderlyngplanten ældedes.

Lyngen erobrer ikke altid sin gamle plads.

Den relativt stabile hedevegetation, hvor lyngen står i småpletter, ændrer sig naturligvis hele tiden, fordi lyngplanterne rundt omkring dør. Fra engelske klitheder har Ritchie beskrevet en vegetations-cyklus, der også godt kan tænkes at foregå i danske heder.

Den oprindelige plantevækst bliver undertrykt, nogle arter forsvinder helt mens fx sand-hjælmen standhaftigt bliver, men det ser ikke ud til, at de trives særlig godt. Ligeledes ser man sandstar i mange klitheder, let kendelig på dens til venstre snoede blade, som rager op af lyngen og genkendes på deres voksemåde i lige rækker. Dens blade er blågrønne som hjælmens mod den kraftig mørkebrune lyng.

Gråriset og revlingen kan bedre stå sig mod lyngen, og ofte ser man pletter i klitheden, hvor plantevæksten er en næsten ligelig blanding af disse tre planter; på andre steder har de hvert sit lille område, man kan se de kraftig mørkegrønne pletter af revling, og de grågrønne af gråris i moasikagtig skifte med lyngen. Klitrose kunne også blande sig, men det ser ikke ud til, at den vokser på Fanø.

Lyngens indvandring udelukker dog ikke kun arter, den baner også vejen for nye arter kendt fra den ”grå” klit, fx mosser. Under lyngtæppet kan man finde en høj og tæt mosvegetation: hårspidset jomfruhår, ene-jomfruhår, almindelig kløvtand og tandet gråmos.

På gammelt flyvesand kan man også se en udbredt lavvegetation, især rensdyrlav, der breder sig og danner store bløde fyldige grå tæpper og også hundelav er til stede.

På lynggrenene vokser der ofte mange laver epifytisk (vokser på en anden plante uden at tage næring fra den). Navnlig kan skållav optræde i store mængder. De døde grene af lyng og revling falder til jorden med deres laver og disse vokser da videre hen over jorden.

Hedens plantevækst er fattig, men forskellige blomsterplanter kan dog findes her.

Bølget bunke er en ret almindelig art. Røllike kan ses hæve sine blomsterstande op over lyngen, men bladene bliver unaturligt langstrakte og vokser lige i vejret mellem lynggrenene for at nå op i lyset. Engelsk visse optræder også mange steder.

I de våde lavninger dannes kær og blomsterrige grårissletter, eller andda små søer eller damme.