I forbindelse med at Fanø Folkedanserforening den 16. februar 2014 kunne fejre 50-års jubilæum, er foreningen blevet opfordret til at skrive et lille indlæg om, hvordan Fanø Folkedanserforening opstod, hvilket følger hermed:
4 spillemænd på Fanø, Aksel Nørgård, "Krølle"(Svend Aage Hansen), Bent Kokkenborg og Lambertsen spillede i begyndelsen af 60'erne til Fannikerdagene og privat. De indkaldte til et møde på Krogården d. 5. februar 1964 for at finde folk, som var interesserede i at danse og bevare de gamle melodier fra Fanø og andre dele af landet. Mødet blev en succes med ca. 30 deltagere og der var enighed om at få dannet en forening.
Torsdag den 13. feb. 1964 mødte ca. 40 deltagere og foreningen blev stiftet med Iver Petersen som foreningens første formand. Der dansedes herefter i foreningen hver onsdag aften og dette er fortsat sådan til i dag, hvor der dog danses torsdag aften i stedet for.
For at få penge til anskaffelse af dragter blev det besluttet at give opvisninger om sommeren. I 1966 blev første opvisning givet i lånte dragter fra Fannikerdagen, også dette blev en succes, der er fortsat.
I tidens løb er der etableret kontakt med mange andre foreninger i Danmark og udlandet. Dette har resulteret i mange gode og sjove opvisninger her i landet samt i Tyskland og Holland. (Sidst vi var på tur var i november 2012, hvor vi for 3. gang besøgte Terschelling Folkedanserforening – en forening, som vi blev venner med efter deres første besøg på øen i forbindelse med Vadehavsfestival’en i 1988. Terschelling er en ø, der ligger ud for Hollands nordvestkyst, ca. 1 times sejleds med en hurtig hydrofoilbåd.)
Fanø Folkedanserforening er således i godt gænge, og i 1987 fik Krølle genoplivet traditionen med, at hver første danseaften i måneden er kaffepunchaften, en tradition der stadigvæk lever og giver ekstra sving i skørterne.
Af de første spillemænd er der ingen aktive i dag og desværre måtte vi tage afsked med Krølle, som døde her i år den 18. april 13. Vi havde i foreningen glædet os til at skulle fejre foreningens jubilæum og ikke mindst, at vi kunne få lov til at fejre Krølle som 50-års jubilar, men sådan skulle det desværre ikke blive. Indtil 2012 har vi haft stor glæde af Krølle og hans violin - og alle hans dygtige og glade spillemænd m/k, som er kommet til igennem årene, fortsætter nu ufortrødent videre. ”Krølles band” har vokset sig stor. Når alle musikerne ”tropper op” er vi i foreningen så privilegerede, at få den skønne musik leveret af ikke mindre end 10 glade og veloplagte musikanter.
Vi er en forening, som ud over musikken og dansen, sætter stor pris på det sociale samvær med hinanden, hvorfor vi – når vi selv skal sige det – er en rigtig hyggeforening. At vi samtidig med også er så heldige, at have en danseleder, som er utrolig tolerant og blot indordner sig efter vores ønsker og behov, så kan vi vist ikke forlange det meget bedre!
Medlemstallet har de sidste mange år ligget meget stabilt, 0g til vores store glæde har vi i år fået fire nye dejlige dansere med i flokken – og der er plads til mange flere. Lige nu har vi ikke et børne- eller ungdomshold. Der er jo mange tilbud, men det skal nok komme tilbage. Heldigvis er der jo stadig stor ære og respekt omkring Fanø-dragten, som vi ved at også turisterne sætter stor pris på at beundre på nært hold. Det oplever vi, når vi har opvisninger rundt på øen, og dansen og musikken opleves!
Så kom og vær med – det er festligt og fornøjeligt og en god motion – hvor man får rørt både lattermusklerne samt alle de andre muskler i kroppen!!
Det er kun ved festlige lejligheder vi har nationaldragten på, til almindelige danseaftener kommer du bare i normalt tøj.