Vinteren 1942 var en barsk omgang. Den 28. februar blev der målt 33 graders frost. Der blev givet tilladelse til færdsel på isen den 7. februar og en måned frem - til den 8. marts, og der var en sand folkevandring over isen fra Esbjerg til Fanø.

I besættelsesårene var der ikke de store muligheder for udskejelser, så mange benyttede en spadseretur over isen som en kold, men kærkommen afveksling i en ellers lidt trist hverdag.

14. februar 1942, Fanø Ugeblad

Over isbroen.

Det varede forholdsvis længe, inden der blev givet tilladelse til at benytte isbroen mellem Nordby og Esbjerg; men lørdag aften fik vi fra den herværende politistation besked om, at der om søndagen var givet folk lov til at gå over isen, såfremt de da holdt sig til den af politiet anviste rute. Endskønt der altså ikke gennem bladene kunne gives besked, rygtedes det naturligvis hurtigt, at tilladelsen var givet, og i løbet af søndagen fik mange mennesker så den oplevelse, som det jo nu en gang er; at gå fra Fanø til Esbjerg og omvendt.

Straks søndag morgen tegnede det ikke så godt. Vinden var i sydvest - altså ret i højvandshjørnet, hvilket gav mange store betænkeligheder ved at vove sig ud paa isbroen. Sæt nu, at det pludselig gav stærkt højvande, så isen løsnede.

Og der var virkeligt tegn i den retning, da vi om formiddagen var en vending nede omkring ved færgelejet. Kyndige folk mente dog ikke, at der var nogen øjeblikkelig fare; og der var da også en del, der marcherede af sted over isen til fastlaudet.

Om eftermiddagen gik mange hundrede mennesker over i begge retninger.

Polititilladelsen, der til at begynde med kun omfattede søndagen, blev udvidet til også at omfatte mandagen, og mange benyttede sig igen heraf. Også om tirsdagen, da der vist ingen tilladelse var, gik folk over både med slæder og barnevogne. Vi er dog tilbøjelige til at tro, at de gjorde det i god tro.

Vejen over isen var udmærket ud til det sted, hvor færgen lægger til; men over mod Esbjerg blev der så sjappet, at man kun kunde komme „tørskoet" over, når man havde lange støvler paa.

Endnu mens disse linjer skrives ligger isbroen fast mellem Fanø og Esbjerg; men det er ikke tilladt beboerne i Nordby og Esbjerg at aflægge hinanden en visit ved at gå over isbroen. Og så bliver vi jo pænt hjemme.

Over isbroen, 15. februar 1942, Fanø Ugeblad

Spadsereturene startede på Esbjerg-siden ved Dampcentralen - det er "Vestkraft" - og turen sluttede for manges vedkommende med en kop kaffe på Krogården i Nordby. En politimand gik i spidsen for de spadserende med en jernstav og afprøvede isen. Søndag den 22. februar oplevedes den største trafik på isen. Det så nærmest ud som om der kom store troppekolonner til Fanø. Der kom så mange folk til Fanø, at næsten alle familier i Nordby nåede at få besøg af venner og bekendte. Bagerforretninger og hoteller fik totalt udsolgt af alt spiseligt. Det blev anslået, at ca. 15.000 mennesker gik over isen den dag.

Minder fra en trykkers tid på Fanø ved Otto Berg-Jensen

I februar 1942 var frosten så hård, at farvandet mellem Esbjerg og Fanø frøs til, så der dannedes en veritabel isbro mellem Fanø og Esbjerg - selv om Esbjerg havde Danmarks eneste is-fri havn. Men der var dog fast forbindelse mellem Fanø og Esbjerg. Det bevirkede, at der navnlig på 2 søndage var en forme­lig folkevandring over isen til Fanø. Den ene søndag var der så mange mennesker i Nordby, at bagerfor­retninger fik udsolgt alt, hvad de havde, som kunne bruges til kaffebrød. Af madvarer kunne hotellerne hen på dagen kun levere spejlæg og brasede kartof­ler. Alle husstande, der havde nærboende venner og familie på den anden side af vandet, havde fuldt hus af gæster. Det var et par festlige dage.

Den 3. marts fyldte min mor, der boede i Esbjerg, 60 år. Jeg skulle til fødselsdag, og det foregik jo til fods over isen. Men jeg skulle også hjem sent om af­tenen, og det var forbudt at færdes på isen efter mør­kets frembrud. Jeg fik dog tilladelse til at gå hjem, men jeg skulle varsko den tyske vagt, der stod på toppen af Vestkrafts bygning ved Østre havn, før jeg gik ud på isen. Det gik helt efter planen, og jeg kom godt hjem igen.

Så sent som 10. marts kunne man uden risiko færdes på isen.

31. januar 1942, Fanø Ugeblad

Vinteren.

Det er sandelig alvor nu med vinteren.

Gennem længere tid har det været ret koldt; men det var da ikke noget at regne mod den kulde, vi stod op til søndag morgen. En bidende vind fik kulden til at gå til marv og ben, og vi syntes egentlig, det var det værste, vi nogensinde havde været ude for. Kakkelovnen skulde have dobbelte rationer, og så kneb det endda at holde stuetemperaturen så højt oppe, at man med nogenlunde velbehag kunde sidde inden døre.

Hvor meget frøs det da i søndags?

Svarene herpå er forskellige efter de forskellige termometre. Nogle viste 20 graders kulde, andre endda mere, og i enkelte termometre, der åbenbart er beregnet for mildere klima, gik kviksølvet helt ned i den kugleformede beholder.

Termometret paa den meteorologiske station hos urmager Dam viste dog kun - 17 om søndagen. Det undrer os noget, at det ikke var lavere. Derimod målte stationen i tirsdags 20 graders kulde, og da syntes vi andre, at det var mildere end om søndagen. Mandag morgen viste det store termometer ved Hansens Boghandel - 23.

Mens disse linjer skrives - torsdag aften - har den meteorologiske station her i byen - 7, og vi følte det da også ganske mildt, da vi gik hjem fra stationen; men naturligvis fik vi straks kuldefornemmelser, da vort eget termometer påstod, at det samme aften frøs 12 grader.

Der er altså forskel, og vi trænger vist til sådan i det hele taget at få samtlige termometre i byen indlagt til observation på en eller anden meteorologisk klinik.

I mange hjem har kulden haft kedelige virkninger; idet både vandrør og kloakrør er frosset. W. C. og bad frembyder ikke mere de sædvanlige bekvemmeligheder. Folk kludrer selv omkring med salt og kogende vandkedler, og byens vandmestre har travlt med blæselamperne. Deres indgreb kan jo nok virke helbredende paa de vandførende rør, der er oven for jorden, så vandtilførselen for en tid igen er nogenlunde sikret; men over for de underjordiske ledninger, der befordrer spildevandet, er selv den dygtigste vandmester afmægtig. Det er da vist også en almindelig mening, at hele byens kloaksystem har den kroniske fejl, at ledningerne ikke ligger langt nok nede i jorden. Vi så det i fjor og i forfjor, og nu ser vi det igen i år. Og det er da heller ikke bare lovord, der lyder over de ingeniører, der i sin tid var vejledende og rådgivende, da vort kloaksystem blev til!

For færgeriet er forholdene naturligvis højst ugunstige. Der er for megen is og for lidt vand, og gennem radioen er vore udenbys læsere allerede for flere dage siden blevet underrettet om, at regelmæssig fart mellem Fanø og Esbjerg er aflyst. Færgen har dog hver dag opretholdt forbindelsen med det faste land med undtagelse af i onsdags, Da lykkedes det ikke. Der kom hverken aviser eller breve hertil, og vi havde for en gangs skyld ligesom en lille feriedag, hvor vi var fri for blade og al anden post.

Kort fortalt har frosten en sådan magt.

Da det nu er muligt at gå over isen fra Nordby til Esbjerg. Det var nogle elever fra Fanø Navigationsskole, der i torsdags; først vovede forsøget, og i løbet af torsdagen gik mange mennesker over Isen i begge retninger.