Mitfanoe
Kaptajn Wilhelm Martin Winckler på Fanø. 

 

Kaptajn Wilhelm Martin Winckler på Fanø. 

 

Ny kommandant for Fanø

  Under Englænderkrigen 1807 – 1814 beordrede Kronprinsen admiralitetet til at udnævne en søofficer til kommandant på øen. Den mand der blev udnævnt til kommandant for Fanøs forsvarsvæsen var søkaptajn W. M. Winckler, som det senere skulle vise sig tog ophold på øen i en menneskealder, blandt andet bestridende poster som tolder- og branddirektør.

 Winckler kom til Fanø den 8. marts 1808 og den 10. marts fik han overleveret Fanøs forsvarsvæsen af kaptajn Bagge. Winckler beretter til admiralitetet, at for at forsvare det nordre indløb til Fanø havn (Grådyb), er der opført to batterier bestykket med seks ottepundige og to firepundige kanoner. (Der var derudover en bestykning med seks 12 punds Haubitzere). Indløbet til Sønderho havn kan beskydes fra tre mindre batterier bestykket med to tolvpundige, to sekspundige og tre firepundige kanoner. (Desuden var der placeret en 12 punds Haubitzer). Disse bestykninger burde være tilstrækkelige til at forsvare ørens to havne.

For at hindre landgang er der udleveret 200 geværer til de våbenføre mænd.

I de påfølgende år af krigen hører man ikke meget om forsvaret af Fanø. Der var forsøgt landgang ved Sønderho af englænderne, der blev afværget, men fjenden havde stadig armerede skibe og kaperskibe liggende udenfor øen, for at opbringe skibene der gik i kornfart til Norge.

Øens kommandant var kaptajn Winckler, som almindeligvis kaldtes KOMMANDANTEN PÅ DEN HVIDE HEST. Øens eneste hvide hest dengang, som han brugte til tjenesten. Han boede i Nordby, men foretog daglig en inspektionsrejse til Sønderho batteri, der lå, hvor nu badepavillonen senere stod, og nord efter. Den gang havde Galgedyb sit indløb ud for batteriet. 

 

 Fiskeriet

  Krigsårene 1807 – 14 vendte op og ned på mange ting, også på fiskeriet på Fanø, som under det meste af krigen var forbudt, idet man frygtede at de engelske kaperskibe, der lå lige udenfor Fanø, ville opbringe fiskerne, og afpresse dem for oplysninger om Fanøs forsvarsvæsen. Dette var allerede sket en gang ved krigens udbrud.

Øens kommandant, kaptajn Winckler, kunne dispensere fra forbuddet, når han følte sig overbevist om, at det netop da var ufarligt at fiske.

Først i april 1810 gav kaptajn Winckler tilladelse til, at fiskeriet kunne genoptages og udbyttet af hvidlingefangsten ses at have været ret stort ifølge toldbøgerne.

 

 

Kaptajn Wilhelm Martin Winckler var født i København den 22. juni 1777, søn af regimentskirurg Christian Winckler og hustru Hedevig Louise Lüder. 

 

·       Han blev den 28. december 1781 antaget som søkadet.

·       1785 gjorde han tjeneste på vagtskibet ved Nyborg.

·       1786 - 1787 ude med Kadetfregatten.

·       1793 – 1794 med briggen ”Lougen” til Vestindien.

·       Den 31. januar 1794 udnævnelse til sekundløjtnant.

·       1797 – 1799 skoleofficer ved Søkadetakademiet

·       1797 – 1800 med fregatten ”Frederiksværn”, kadetskib

·       Den 16. november 1798 udnævnt til premierløjtnant

·       1800 – 1802 med fregatten ”Thetis” i eskadre til Middelhavet

·       1.juni 1802  i Norge ved Enroulleringsposten, forflyttedes derfra til Assens

·       1807 Chef om bord i kanonbåden “Arendal”.

·       1808 den 11. februar beordret til Fanø, for at kommandere forsvaret på øen

·       28. juni udnævnt til kaptajnløjtnant og afgår fra sin Enroulleringspost i Assens.

·       1808 – 1814 kommandant på Fanø

·       Den 25. januar 1811 udnævnt til kaptajn.

·       Den 15. februar 1814 beordret at forlade Fanø, men får den 8. marts besked om at forbliver der, indtil alt er bragt i orden, men får sin afsked den 20. september 1815.

·       1816 udnævnt til branddirektør i Nordby

·       1822 udnævnt til toldkontrollør i Nordby

·       Den 28. februar 1833 død paa Fanø

·       Den 4. marts begravet på Nordby Kirkegård

 

 

Hans afskedigelsesbevis fra orlogstjenesten lyder således:

 

Vi Frederik den Sjette, af Guds Naade, Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Oldenburg, gjøre vitterligt:

at os Elskelig, Ædle, Velbyrdige Wilhelm Martin Winckler fra sin Ungdom af har staaet i Vor Søe Krigstjeneste og deraf til sidst på 4. Aar som Captain, sig og imidlertid efter Ed og Pligt vel og berømmelig forholder, og ved alle Lejligheder, og hvor han har været counnanderet, saaledes efterkommet sin Skyldighed, som det en ærekjær tapper SøeOfficer og troe Tjener velegner og anstaaer. Men da Vi nu i Anledning af Reductionen ved vor Søefart have funden for godt fra 1. Oktober næstkommende i Naade at afskedige ham af bemeldte Vor Krigstjeneste, saa have Vi ham til et Bevis for hans Os beviste allerunderdanigste Tjeneste, ej aleneste med denne Vor skriftlige Afsked villet forsyne, men endog tillagt ham sin fulde reglementerede Gage i Pension. 

Given paa Vort Slot Frederiksberg, d. 20. Septbr. 1815.

Under Vor Kongelige Haand og Segl 

Frederik R.

                                                        Ceugel         Steen Bille 

 

 

Winckler som branddirektør

   Kaptajn Wilhelm Martin Winckler forlod Fanø kort efter Englænderkrigens slutning i 1814, men kom tilbage da han den 18. januar 1816 udnævntes til branddirektør til en løn af 310 rigsbankdaler årligt. I 1822 finder Winckler at der er stor mangel på slukningsredskaber. Han opgiver, at der i hver rode i Nordby (vist fire) fandtes to brandhager, foruden de anordnede brandredskaber ved kroen, kirken, møllerne og præstegården; i Sønderho fandtes der ikke noget deraf, men ifølge Stiftsamtets skrivelse af 18. maj 1822 skulle der være fire brandhager. Det var alt, hvad der var til stede til at imødegå en brandkatastrofe, og Winkler måtte erkende at dette ikke var tilstrækkeligt. Han indkaldte derfor beboerne til et møde, hvor han foreslog, at der anskaffedes en ”slangesprøjte”. Der mødte ikke mange, og de tilstedeværende mente ikke, at kunne tage stilling til forslaget, så man enedes om at sende en liste rundt for at få tegnet frivillige bidrag til dette ”kostbare apparat”, men der indkom kun 20 Rdl., så forslaget løb ud i sandet.

 

 

B1357 brandsproejte 3 web

 

 

 

 Ifølge Salmonsens konversationsleksikon, 2. udg., bind III:

”Branddirektør. Ved Frd. 26. Marts 1800 bestemtes det, at der i hvert Amt skulde ansættes en af Kongen udnævnt B. med den dobbelte Opgave at fungere som Brandpoliti paa Landet og at være den stedlige Repræsentant for den 1792 som Statsinstitution organiserede Brandforsikring for Landbygninger. Senere overdroges det ogsaa B. at foretage Opmaaling af Bygninger paa Landet til Bygningsafgift. B. var saaledes opr. en kgl., med Øvrighedsmyndighed udrustet Embedsmand”.

 

Winckler som toldkontrollør

 Ved kongelig resolution af 17. september 1822 besluttedes: ”at øen Fanø, som hidtil med hensyn til told- og konsumtionsvæsen har henhørt dels under Ribe og dels under Hjerting toldopsyn, for fremtiden skal samles under ét af bemeldte steders overopsyn og indtil videre henhøre under Ribe. Derhos vil vi allernådigst have kaptajnløjtnant og branddirektør Winckler beskikket til tillige at være toldkontrollør på øen, såvel for at føre det specielle toldopsyn som for at oppebære de der faldende told- og konsumtions Intrader, og ville vi allernådigst have ham tillagt af vor kasse en fast løn af 100 Rdl. sølv årlig; ligeledes befaler vi, at der ved øen stationeres to krydsbåde, hver bemandet med en krydsbetjent og en rorskarl, de første med en årlig løn af 100 Rdl. sølv og de sidste med sædvanlig rorskarls lønning”.

 

Winckler som kommandant

  Winckler var under Englænderkrigen 1808 til 1814 kommandant på Fanø og efter sin afsked som sådan ansat som branddirektør. Han skulle indtil videre være fri for toldafgifternes beregning og kun overtage overopsigt af toldinspektøren i Ribe, kammerråd Severin Fahnøe. Der var meget at bestille ved toldstedet, og da Wincklers helbred var noget vaklende i 1825, ønskede han at blive fritaget for sine pligter; men kollegiet der sikkert satte pris på den pligtopfyldende mand, anmoder, efter at have modtaget hans opsigelse, stiftamtmanden i Ribe om ”at være ulejliget med at forhøre om ikke kaptajn Winckler, med hvis hidtil værende bestyrelse af de ham overdragne forretninger, kollegiet har været vel tilfreds, måtte være villig til at vedblive i denne tjeneste, når der tilstedes ham et tillæg af 100 Rdl. sølv årligt”. Winckler accepterer at fortsætte og bliver i embedet til sin død den 28. februar 1833.

 

Pensionen hentede han selv årlig i Ribe, men da han i sine sidste leveår blev meget svær, kunne han ikke selv rejse; men hans tjenestepige, Mette Kathrine, måtte af sted derud efter pengene, og det var gerne til fods, denne rejse dengang tilbagelagdes, så det var ikke altid nogen behagelig tur.

Som kaptajn Wincklers tjener kom samtidig med ham her til Fanø, Casper Mørck Holm, vistnok også født i København, han blev siden ansat som toldassistent eller rorskarl, som det dengang kaldtes. Fra ham nedstammer familien Holm, der findes her i Nordby, hans søn Peder Caspersen Holm indtrådte i faderens bestilling, og en søn af ham blev toldkontrollør i København.

 

 Winckler og navigation   

 Kaptajn Winckler fik stor indflydelse på navigatørvæsenets udvikling her på øen, idet han startede en skole for unge søfolk og gav undervisning, særlig i navigation. Hvornår han begyndte, kan ikke ses, formodentlig har det først været efter hans udnævnelse til branddirektør eller i 1815. Det var kun om vinteren, der holdtes skole. Betalingen var 1 Lybsk Sk. pr. dag. Den slags vinterskoler fortsattes af andre efter hans død, og til navigationsskolen oprettedes i Nordby 1860, i Sønderho endnu længere, ja der fortsatte man helt op til 80’erne.winckler 76

 

Kaptajn Winckler var en dygtig nidkær lærer. Eksaminer kunne dog ikke tages her, men flere lærte deres navigation så grundigt, at de kunne gå op og tage eksamen i København når skibene stoppede op på rheden, hvilket vakte forundring, særlig blandt andre elever som undertiden brugte år om at lære det nødvendige, og så se, at Fanø sømænd kom i vadmelstrøje op og tager en flot eksamen uden videre.

Især til observation var Winckler dygtig og ihærdig, selv på sine gamle dage, da han blev meget korpulent og ikke selv i stand til at hjælpe sig i tøjet, ville han dog om natten op, når vejret var dertil, for at tage stjerneobservationer med eleverne.

Skolen holdtes i et hus, tværs overfor hvor han boede, det kaldtes Chr. Boys.

Skulle vore søfolk ellers have videre uddannelse for at tage eksamen, søgte de fleste i årene op til 50’erne gerne til Sylt, tog eksamen i Tønning ved Middelbo. Skolen flyttedes fra Tønning til Flensborg efter krigen, og så tog de fleste dertil.

 

 

At kaptajn Wincklers virksomhed her på Fanø som lærer i navigation har haft stor betydning for sømandsstanden og hele øen er sikkert, og dette hjalp meget til den store udvikling af søfarten herfra, så vi er ham stor tak skyldig.

Den 1. Februar 1827 ansattes Lars Bleeg Hesseldahl som rorskarl og assistent hos Winckler. Han giver en beskrivelse af Winckler i Historisk årbog for Thisted amt, 1923.

Den 1. februar 1827 får Hesseldahl et collegiebrev om ansættelse som rorsbetjent og assistent for toldkontrollør Winckler på Fanø. Han giver en kort beskrivelse af Fanø:

”Øen ligger omtrent 8 a 9 mil fra Ribe til vester i Vesterhavet. Øen består kuns af to byer, nemlig Fanøe og Sønderhaae, nogle enkelte steder ligger imellem disse to Byer, som vel kaldes bondebyer, men er kuns enkelte steder. Hele øens befolkning lever af søfart og fiskeri, der hjemmehører nu omtrent 1000 fartøjer (mon ikke H. tager lige lovlig godt i her, der blev bygget 1000 skibe totalt frem til slutningen af 1800-tallet), der farer i almindelig på udlandet. Landet frembringer, i og for sig selv, ikke noget betydelig forråd af livets nødvendigheder, fruemtimmerne grave selv jorden og ligeledes afskære selv sæden.”

Hesseldahl omtaler kaptajn Winckler som ”den redeligste og oprigtigste mand efter min og fleres anskuelse, som jeg har haft den lykke at kende”. Lønnen var ikke stor og Winckler forsøgte at hjælpe ægteparret Hesseldahl så godt han kunne, omtales som ”utrættelig hjælp”. Hesseldahl bliver forflyttet og skriver i sin selvbiografi: ”… men her savnede jeg først min velgører, hr. kaptajn Winckler, og blev først bekendt med, hvad en god og agtet foresats værdi kunne være værd. I denne berømte og redelige mands sted …”.

 

 Winckler

  Han var ugift. Sine ejendele testamenterede han til sin mangeårige husbestyrerinde Karen Clausdatter, mod at hun udbetalte hans afdøde søster Christine Wilhelmine Blaus døtre Lovise og Wilhelmine hver 20 rigsdaler. Winckler boede fra 1813 til 1833 på Grønnevej 3.

Winckler var en meget godgørende, rettænkende mand, og efter kirkebøgerne stået fadder til en hel flok af småborgere her i Nordby på Fanø.

Hans husholder, Karen Clausdatter, arvede hans efterladenskaber, hun giftede sig siden med skipper Peder Ankersen, deres søn opnævntes efter ham og fik hans fulde navn, navnet Wilhelm Martin Winckler Ankersen, han døde som ungkarl hans husholder, Karen Poulsen, blev gift med skibsfører Morten J. Jepsen, og deres ældste søn er igen opnævnt efter sidstnævnte og hedder Wilhelm Martin Winckler Jepsen, han blev toldassistent, bl.a. ved Esbjerg toldsted.

  

Om hans død og begravelse findes følgende notits i ”Ribe Stiftstidende”:

 ”Fanø, 28. Februar. I morges kl. 5 døde efter fem ugers sygeleje Hr. Søkaptajn W. M. Winckler i hans alders 63’de år. 25 år har han tilbragt her, først som øens kommandant og efter krigen som branddirektør og toldkontrollør. Trofasthed mod konge og fædreland, virksom gavnelyst og uindskrænket menneskekærlighed besjælede denne ædle og viste sig tydeligt i hver af hans handlinger. I en række år har han meddelt undervisning i navigation, og mange duelige sømænd har ham at takke for de grundige kundskaber, de besidder i denne videnskab. Hans levnet var uden bram, men i stilhed gavnede han, og mange vil ved hans grav begræde deres tabte velgører”.

”Fanø, 4. Marts. I dag blev de jordiske levninger af hr. Søkaptajn W. M. Winckler ledsaget til graven. Alle skibe såvel i Nordby som Sønderho havne så og på Hjerting red viste ved at hejse deres flag på halv stang, at de tog del i den almindelige sørgefest. Da liget blev udbåret af den afdødes bopæl, mødte uanmeldt seks unge jomfruer klædte i Fanøkvindernes sørgedragt tilligemed seks unge sømænd af den afdødes elever klædte i sømandsdragt med sort flor om armen; disse gik foran ligkisten, og de to bageste bar hver et flag på halv stang, det ene et konge-, det andet et koffardiflag. Liget blev båret af unge sømænd, samtlige den afdødes elever, og efterfulgt af en talrig skare af øens embedsmænd og øvrige beboere, som havde stået i forbindelse med den afdøde. Først bragtes liget ind i kirken, hvor hr. pastor Nielsen for alteret i en hjertelig tale skildrede den almindelige sorg, øen måtte føle ved at miste denne ædle. Derefter bragtes liget til sit hvilested og begravet. Alle forlod sikkert den elskede afdødes grav med de vemodigste følelser og mange gennemtrængte af inderlig taknemlighed for de velgerninger, de af ham havde modtaget. Mindet om denne afdødes inderlige godhed, fromhed og uskrømtede menneskekærlighed er uudsletteligt og vil blive bevaret i mange hjerter.”

 

Hans gravsted vedligeholdes endnu, mindesmærket er et simpelt træskjold med følgende indskrift:

 

 

vinckler1

Herunder hvile de jordiske Levninger af

Søe-Capt.

Wilhelm Mart. Winckler,

Branddirekteur og Toldkontrolleur paa Fanø,

født den 21. Juni 1771 og død den 28. Februar 1833.

Tro du hørte Pligtens Stemme,

Adlød villig Herrens Bud.

Dine Brødres Vel at fremme,

Var din Fryd, nyd Løn hos Gud.

 

 

Wincklers testamente:

  Fanø Birks Søretsprotokol 1820-1835 (Landsarkivet i Viborg B87 34 Folio 221a)

Testament

Jeg underskrevne Capitain og Toldcontrolleur Wilhelm Martin Winckler paa Øen Fanøe som bestandig har levet i ugivt Stand og ingen Livsarvinger have, indsætter ved Dette mit Testamente, som jeg i sin Tid forventer bekræftet ved Kongelig allernaadigst Confirmation, Piigen Karen Clausdatter, ligeledes af Fanøe, til efter min Død at være min Universalarving til alt hvad jeg maatte efter lade mig , det være sig faste Eiendomme Løsøre, Penge eller Penges Værd intet i nogen Maade undtagen, der alt skal være hende til Erstatning for den mod mig i en række af Aar udviste særdeles Troskab, Omhue og Pleie Naar jeg ved Døden afgaaer og Karen Clausdatter som meldt, bliver Eier af mine efterladte Midler skal hun være forpligtet til een Gang for alle at betale til mine Arvinger, min Afdøde Søsters Christine Wilhelmine Blous tvende Piigebørn, navnlig Lovise Blou og Wilhelmine Blou 40 rbd - Fyrretyve Rigsbankdaler - rede Sølv tillige Deling mellem Dem.

Til Vitterlighed om at jeg egenhændigen har underskrevet dette mit frivillige oprettede Testamente har jeg formaaet Stædets Notarius publicus med tiltagen Vidner at bekræfte dets Ægthed.

Fanøe den 21. Decembr 1831

 

At Hr Capitain og Todcontrolleur Wilhelm Martin Winckler i min og Vidners Overværelse og efter beviist Identitet har underskrevet herom staaende Testament, efterat det for ham tydelig var oplæst, bekræftes her med af mig som Stædets Notarius præsentibustatibus W. Lybecker & Claus Clausen.

Fanøe Datum ut supra

 

Horn (L.S.)

Vidner

W.Lybecker. Claus Clausen

 

Kilde: Nordby sognearkiv

 


Gå til top

End Of Slide Box