Gammelt rejsebrev.
Fra ugebladet „Tidens Strøm" nr. 47, 24. august 1888, velvilligst tilsendt af sognepræst Troels Nissen, Henne. Bragt i Fanø Ugeblad, nr. 6, 7. februar 1953.
Sidst i juli strandede et større skib på Fanøs sydside i klart og temmelig roligt vejr.
Kaptajnen lod meget forbavset over denne landgang, han havde taget farvandet,for det dybe Skagerak og Fanø for Norge. Denne forklaring lyder jo ganske vist noget usandsynlig for en ikke-sømand, men jeg selv ville ikke være i stand til at give en bedre, hvis jeg skulle forklare, hvorfor jeg nu befinder mig på denne mærkelige ø, da jeg dog efter moden overvejelse og sagkyndiges råd havde bestemt mig til at tage til Silkeborg. Imidlertid fortryder jeg det ikke, da jeg nu har erfaring for Fanøs fortræffelighed som badested, og hvad derunder hører.
Fanø er kun en banke i Vesterhavet, dækket af sandhøje, uden træer, ja, selv uden sten. Alt er blødt og omskifteligt, alle grænser er svævende. Ebbe og flod forandrer hvert minut kystlinien, og vinden leger med det tørre sand og hober det op under altid skiftende former, indtil marehalmen med sit udstrakte rodnet får bundet det, men snart viger den pladsen for mos og lyng, der rykker frem som fortravet for den hele række af dyr og planter, der efterhånden tager disse landdannelser i besiddelse. Thi Fanø vokser mod vest, og det en gang forsvundne land stiger atter frem af havet, til dette i et lunefuldt øjeblik igen tager, hvad det gav.'
På den østlige side af øen findes vel nogen agerdyrkning, ligesom der rundt om imellem klitterne, er opdyrkede pletter, men der avles langtfra tilstrækkeligt til føde for de mennesker, som her har deres hjem. Ikke en gang dyrene kan øen føde. Hø hentes i store mængder i Ribe enge, alt brændsel, ja, selv alle sten, såvel til bygninger som til vejforbedring, må indføres. Og dog lever her omtrent 4000 mennesker, det vil da sige, de har deres hjemsted her, for hele øen er kun som en stor vikingerede, en rugeplads, hvor kvinder og børn kan finde ly for vind og vove, medens mændene søger føden på havet fjernt og nær. Man ser derfor kun meget få mænd på øen i forhold til kvinder og børn, og medens kvinderne besørger alt arbejdet og opdrages fra små dertil, så tumler drengene som ællinger i vandet og på vandet, fra de kan gå. Tidligt bliver de husvante på søen, og de forlader den sjældent igen, før alderen nøder dem. De fanøske drenge får herved en næsten ideel opdragelse til sømænd. En dygtig sømand behøver en særegen uddannelse fra barn af. Det rette sømandsblik på forholdene kan ikke læres senere i livet, det udvikles ved samlivet med naturen og ved den stadige færden med sejl og ror. En dygtig sømand må have en særegen udvikling af karakter og evner, han må have en erfaringskreds, som kun overleveringen hos en befolkning, der i slægtled selv har været sømænd, har og kan meddele.
Tyskerne vidste, hvad de gjorde, da de erobrede Holsten og Slesvig med deres sømandsbefolkning. De fanøske skippere er højt ansete i Hamborg.
B00003-40-nordsiden-jacob-n. Sønderho Sognearkiv.
Holger Drachmann - Fanøpiger har afleveret køerne til byhyrden på stranden ved Nordby - maj 1894.
Fanø Kunstmuseum.
Om sommeren er køerne hele dagen på græs på en stor fælleseng, hvor beboerne af Nordby har ret til at have 2 køer, men ikke mere. Når ebben tillader køerne at komme derud eller derfra, melder hyrdens dreng det ved at tude i et horn, og det er et både morsomt og malerisk syn at se det brogede liv, når kvinder i alle aldre i deres kønne dragt møder for at hente deres køer, som brølende venter på dem, hvis de kommer forsilde. Om natten våger kvindelige vægtere over ild og lys, og de må have udført deres hverv med megen omhu, siden Nordby endnu har så mange stråtage, det er sikkert den mest brandfarlige by i Danmark. I disse forhold færdes fanøkvinderne, de passer deres køer, de graver og gøder deres små jordstykker, bærer ofte selv høstens udbytte hjem på deres ryg, og imedens opdrager de en ny slægt i tarvelighed og arbejdsomhed. De har ikke megen tid til læsning, for om vinteren skal der kartes og spindes, og dyrene skal passes foruden huset og børnene. Manden ser de sjældent, ofte må de for nogle dages samvær rejse til Hamborg eller de hollandske og engelske kystbyer. De er vant til at færdes i livet, og deres fædre, mænd og sønner bringer nu som igennem tiderne stadigt bud ude fra den store verden. De ved meget at fortælle, de har prøvet meget, de kender håb, angst og glæde, de ved hvad trofasthed er, og har end ofte en Solveig ventet på en uværdig Per Gynt, så har deres simple, arbejdsomme liv friet dem fra dukkehjems problemer.
I de huslige forhold og i arbejdsdelingen her på Fanø er der sikkert meget, som er overleveret fra de ældste tider lige som det gamle sagn, der lever på disse egne, om hvorledes de store landstrækninger kom under vand, som, tidligere forbandt de frisiske øer indbyrdes og disse igen med fastlandet.
Sagnet fortæller, at en konge af England friede til en dronning af Danmark, og da hun ikke ville have ham, så besluttede han at tilintetgøre Danmark, han lod med dette formål for øje grave en rende, hvorved han ledede vandet fra Atlanterhavet ind over Danmark. Renden blev den fransk-engelske kanal.- Der er en afglans af de gamle vikingefruer hos de selvstændige, virkedygtige og erfarne fanøkvinder, og der er mere stof til et demokratisk kvindeideal i en sådan kvinde end hos: hele skarer af forlæste kvindelige studenter eg bogholdere. Fanøkvinden er mandens medhjælper. Det er, hvad det skal være, en hjælp at tage sig en kone, ikke en forøgelse af byrderne. De deler arbejdet efter de naturlige forholds krav, og hun misunder ham ikke pladsen ved roret.
Frederik den Syvende's Navigationskole, opført i 1860.
navigationsskole_Frederik-d. Nordby Sognearkiv.
Ting- og arresthus, bygget i 1876
B6210_Nordby_Arresten. Nordby Sognearkiv.
Færgebroen.
B1630-200_Faergebroen-Nordb. Nordby Sognearkiv.
De mænd, man træffer, er, når undtages enkelte af søfuglene, som et øjeblik er slået ned på reden for snart påny at udfolde vingerne, enkelte håndværkere og handlende og en meget talrig embedsstand, hvis idylliske kontorliv her imellem alle disse kvinder og børn kun afbrydes ved færgens ankomst, der muligt kan bringe et kendt ansigt over fra den store verden eller en kalv, som skal bøde 4 øre i bropenge til tolderen. Den rejsende har derfor ofte den behagelige overraskelse at blive modtaget ved landstigningen af hele embedsstanden in corpore, lige fra præst til tolder og med birkedommeren i spidsen. Denne betroede mand ville være lige så overflødig som gendarmerne på de små jydske stationer, hvis ikke der mellem navigationsskolens 9 elever af og til fandtes en, som drak mere end nødvendigt for at holde varmen og derved satte hele byens juridiske apparat i bevægelse. Fra det nyopførte dom- og rådhus spejdede rettens håndhævere i 3 år forgæves efter en synder, der kunne indvie arresten, .endelig fandt man en deserteret matros, der fra vestkysten af Afrika blev ført i triumf tilbade til sin fødeø for at stille det længe følte savn, men desværre kunne man ikke beholde ham så længe til fængselsinspektøren kom, så denne fandt kun de tomme båse, hvad der jo måtte være mistrøstende med hensyn til den påtrængende nødvendighed for det hele apparat med birkedommer, fuldmægtig og politibetjent. Men trods embedsmændene er Fanø et herligt land med en mægtig natur, hvor man i lige grad får indtryk af de opbyggende og nedbrydende kræfter i virksomhed. Her er jævne og sunde mennesker, apotekeren er lige ved at fortvivle. Her er hverken jernbane eller aviser, hverken forlystelsesanstalter eller modebutiker, en evig stille uge, som „Politiken" hader værre end pesten. Alt, hvad der minder om den store verden, er Esbjergdamperne, som i det fjerne slæber af med „vort gode, danske smør" for at fede de rigere englændere og skaffe os rentepenge til tyskerne.
En halv mils march i sol eller regn, medens fødderne synker over anklen i sand, og så et bad i det brusende salte vand, det er for en nervøs københavner en overgang, som ræven sagde, da den blev flået.
Tænk Dem her i storm og regn splitternøgen uden for den uhyre strandbred og over for de frådende bølger.
Om man kan tåle det?
Ja, alene bestyrkelsen heri virker opbyggende, og hver dag føler man kræfterne voxe, og med nyt mod vender man tilbage til sin plads i livet, med nye indtryk og forhåbninger om at finde bedre og sundere leveformer for det store folk.
J. M.