Meget har ændret sig på vor lille ø siden min barndom - alene alle de små butikker og værksteder med 1-mands betjening er borte - nogle heraf erstattet af cafeterier og små spisesteder samt kunst-, tøj- og gave­butikker o.l., for ikke at tale om alle de store supermarkeder og indkøbscentre - men alt har vel sin pris i „turismens hellige navn"! 

En af de ting, jeg husker længst tilbage - et ligeledes forsvundet „glimt" - er alle de hestevogne (kapervogne), som holdt nede ved havnen i en lang række helt hen forbi hotel Nordby. De skulle køre de mange badegæster ud til Vesterhavsbadet. 

Jeg startede som 5-6 årig i „Fennens klasse, hvilket var en slags forskole til 1. klasse. - Det år var nu ikke helt uden problemer. Mange var bange for frk. Vaupel, og vakte man hendes mishag, var det hen i krogen, hvor der hang en narresut, og vedkommende måtte så stå med sutten i munden til spot og spe for de andre.

Skreg vore grifler på tavlen, var frk. Vaupel over os som en høg med et „rusk under hagen". - Så endelig oprandt 1. klasse - ovre på den anden side af gaden - i de skønne, gamle, lave, smårudede bygninger med et lille „minitårn" til ur og ringklokke midt i bygningen og så den store legeplads! (der er nu rådhus i den gamle skole).

Vor store klasse på 46 elever blev delt i en A- og en B-klasse. Jeg kom i B-klassen og fik lærere som lærer Mølby til klasselærer + dansk og skrivning - lærer Carlsen til regning - lærer Mølgaard til bibelhistorie & sang - frk. Gregersen til håndarbejde og frk. Brinck til gymnastik og boldspil, (alle flinke og dygtige lærere, der gjorde deres bedste). - Efter 4. klasse kom godt halvdelen fra begge klasser i mellemskolen, så vi var ca. 25, der startede i 1. mellem. -

I mellemskolen havde vi lærer Høgdahl til matematik og sang - - hvem husker ikke „Tubben og Lillemor" eller „Udi Ohio, der levede engang en kulsort, lille ne­gerdreng"! Sange, vi skrev op i en lille medbragt skrivebog. - Vi havde lærer Raahauge til fysik, tysk og reg­ning, og lærer Jørgensen (,,lille Muk") til tegning og verdenshistorie. Frk. Grimlund til dansk og håndarbejde samt bibelhistorie indtil 3. mellem, hvorefter provst Benjamin Nielsen overtog faget. Lærer Schmidt underviste os i engelsk, lærer Birkelund i naturhistorie og geografi, og frk. Brinck i gymnastik og boldspil. Lærer Birkelund tog os desuden ofte med ud i naturen at botanisere, og her viste han os bl.a. de sjældne, insektædende planter: vibefedt og soldug. - Jeg syntes stort set, de var gode lærere, og elskede at gå i skole! 

I de små klasser gik vore skoleudflugter til Skibelund Krat og Munkebjerg ved Vejle. Når vi så - efter en sådan dagudflugt - vendte hjem om aftenen, og færgen drejede ude ved batteriet på vej ind mod Nordby havn, stemte vi alle i med „Fanø o Fanø". Det lød sikkert smukt med de mange barnestemmer ud over vandet ind til forældrene, der ventede på os ved færgen. Vi var i hvert fald højtidsstemte !

Som ældre var vor klasse bl.a. 8 dage på Sjælland, hvor vi besøgte Stevns Klint og Holmegård Glasværk. 

    Bagerste række: ukendt, N. M. Carlsen, Karen Brinck, ukendt. Forreste række: Emilie Gregersen, Hans Mølgård, Chr. Sneum, Karl Jensen, Nedergård?

    Fra venstre: Overlærer Schmidt, frk. Grimlund, Bundgaard, Raahauge, Høgdahl, Jørgensen

Når vi havde eksamen, gav censor somme tider fanø-slikkepinde til hele klassen. Disse blev lavet i en lille slikforretning nede ved Hovedgaden. - Min mor lavede selv fanøslik. Det var spændende, når vi skulle trække i den varme slikmasse. Vi fik margarine smurt i hænderne, og derpå en klump varm slikmasse, som vi så skulle trække i hurtige tag. For hvert tag forandrede slikmassen farve - fra det mørkebrune - over kobberfarvet - til lyst, gyldent alt afhængig af hvor hurtigt, vi kunne trække. Vi havde gemt en lille klump af den brune masse, som så til sidst blev snoet i den lyse stang.

Det skulle alt sammen gå ret stærkt, idet der skulle trækkes, snoes og rulles i lange stænger, der så blev skåret ud i passende store og små stykker; og det skulle ske,  inden det blev koldt,  da det ellers sprængtes i små stykker.

I timerne i skolen plukkede - eller nærmest - nippede pigerne uld fra hinandens strikkede bluser og trøjer, og lavede de fineste cirkler og mønstre af den nippede uld.

Ligeledes lavede vi „musefælder" af skrivehæfter til vore glansbilleder, som vi så kunne „trække" fra hinanden, I frikvarterene hinkede vi  paradis,  sjippede  med dobbelt tov eller legede tagfat.

I Esbjerg kunne vi komme i teatret via skolescenen. Man kunne her se 5 teaterstykker for kun 6 kr. (1.ste forestilling kostede 2 kr.). Vi så bl.a. „Dunungen" og „Faust" m.fl. - Men man kunne komme i biografen søndag eftermiddag for 35 øre, så valget var svært.

Havde man en sjælden gang penge til slik, sørgede man for at komme om til lille købmand Pedersen i Mellemgaden i middagsstunden. Skolen havde 1 ½ time middagspause dengang. - I middagsstunden sov fru Pedersen middagssøvn, og købmand Pedersen var ikke nøje med vægten, han puttede bare i kræmmerhuset - god vægt!

Fortsatte vi forbi købmand Pedersen - hen om hjørnet - kom vi til rulleforretningen. Her kunne vi selv rulle vort tøj. Mor rullede tøjet stramt om stokken, og vi børn kunne så trække rullen med et stort håndsving. Kassen, der kørte hen over stokken med tøj, var fyldt med tunge sten. Det kunne godt være et hårdt job at ordne en storvask, men tøjet blev flot! - På den lille gård, hvor jeg blev født, var der en rullestue i den ene ende af bygningen, og her kom naboerne så og rullede deres tøj ved at skubbe den tunge kasse - der var nemlig intet håndsving, (gården flyttede jeg fra som 4-årig - efter fars død).

Om foråret, når hele naturen var i grøde og opbrud, var vi nogle stykker, der efter skoletid somme tider tog ud til Jørgen Hansens Plantage for at samle frøæg og lidt vand i sylteglas fra de små damme derude. - Hjemme kunne vi så følge deres udvikling til små haletudser, som vi derefter så atter satte ud i dammene. - Eller vi plukkede pilegrene med sølvknopper, og de små vilde stedmoderblomster, som vi kaldte violer. - Somme tider endte vi helt omme på nordspidsen af øen - Grønningen, hvor vi kunne finde kranier af vilde kaniner og fugle. Dem fik vi så senere forklaret af læreren. - Af og til tog vi også ud til Kikkebjerget ved hvis fod, der dengang voksede nogle bøjelige, unge fyrretræer. Vi kravlede op i toppen og fik træerne i svingninger - næsten helt ned til jorden - da kunne det godt „gi' sug" i maven! Andre yndede mål for vore ture var bl.a. også Norges Fjelde, Torp Plantage med de små kanaler samt strandsøerne.

Om sommeren tog vi til tider på Pakhusbanken med frk. Brinck i gymnastiktimen. Vi skulle her prøve vore færdigheder i svømningens kunst. - Svømmetagene var blevet indøvet på gymnastiksalens gulv i „Strien". - Senere - som større - fik vi lov til at cykle ud til det rigtige Vesterhavsbad for at svømme. Når vi kom til „Mamrelund", der hvor Vestervejen rundede ud i Strandvejen, var der ikke mere asfaltvej - men grusvej resten af vejen ud til badet. Da var det om at holde tungen lige i munden for ikke at vælte! !

Når vi kom til hotel „Kongen af Danmark", hvor vejen svingede ned til nedkørslen til stranden, husker jeg Oskar Mørk stå i fuld galla ved den røde løber, der lå på den pompøse trappe, som førte op til hotellet. Han skulle modtage gæsterne. Jo, da var der stil over hotellet. Nu har Tvind ejet det en del år, og det skal snart nedrives.

Nede på stranden stod badevognene opmarcherede med heste, kuske og barfodede drenge. Hestene trak badevognene et lille stykke ud i vandet, og man hejste så et rødt flag, når man efter badet var klar til at komme ind igen. De barfodede drenge sørgede så for, at tovene blev sat fast i vognene, som derpå blev kørt ind igen - trukket af Jørgen Madsen og de andre kuske, som sad højt til hest. - Lille Stense Poulsen, der fejede badevognene for sand i mange sæsoner, var en meget farverig person - godt skåret for tungebåndet! Hvis et meget ungt par gik ind i en badevogn, kunne Stense godt - for spøg - bede om at se vielsesattesten hos det unge, rødmende par. - Jo, da vogtede man moralen! - Vi badede ikke ved Fanø Vesterhavsbad med skolen; vi skulle hen forbi „pælen" - ellers kostede det penge!

Langs stranden - til højre for nedkørselen - kunne man leje strandkurve, (vel nærmest for „Badet's gæster).

Flere af disse strandkurve havde fine, gravede sandvolde omkring. Hver sommer blev der for „Badets" gæster udskrevet en konkurrence om: „den flotteste – eller mest fantasifulde strandvold"! Voldene kunne være dekoreret med de mest fantastiske mønstre, lavet af ting, der var skyllet i land fra havet, så som forskellige blå- og, kammuslmgeskaller, hajæg eller ganske små, røde murstensstumper. - Jeg mindes et år, hvor nogle havde lavet en voldgrav med vand og en lille bindebro over, andre havde lavet et stort firben med „skæl", det snoede sig rundt om strandkurven. - Folk gik så og vandede voldene for at holde dem fugtige. 

Jeg kunne rigtig følge med i fremstillingen af de flotte strandvolde, idet jeg i 13-års alderen var barnepige for overretssagfører Sundbo's to børn i min sommerferie. Familien kom fra København, og boede hver sommer på Missionskurstedet, som nu ikke eksisterer mere. - Jeg skulle gå ture, lege og bade med børnene samt sørge for, at de overholdt spisetiderne. Een aften om ugen ledsagede jeg dem til det den gang fashionable „Kurhotellet", hvor der var bal for børnene fra omliggende hoteller og villaer ved Fanø Vesterhavsbad. („Kurhotellet" eksisterer heller ikke mere - her er nu opført „Dan­land".

Det sommerjob havde jeg i 3 år og besøgte også familien i København.

Sct. Hans aften var noget specielt! Hvis vejr og tidevand tillod det - så der kunne dannes bål på søjorden, når den var tørlagt - var det et fantastisk syn at se bålet spejle sig i sejlrenden men ellers var der Sct. Hans bål ved Pakhusbanken og ligeledes ved Vesterhavsbadet.

   Sprøjtehuspladsen 1921.

I sommertiden legede vi om aftenen omme ved Sprøjtehuspladsen - vi legede bl.a. „Stanton", hvor vi kastede en bold op på sprøjtehustaget og råbte; „Stanton", når den blev grebet igen. De øvrige, bortløbende børn skulle så standse op, og personen med bolden skulle derpå forsøge at ramme een, som så „var den". Desuden legede vi „doven", „put", spillede „pind" eller med marmorkugler. Somme tider underholdt nogle børn de andre med en slags biograf - lavet af en skotøjsæske med 2 glughuller. Her kunne man så f.eks se „Knold og Tot" og andre billedserier, som blev drejet om en pind inde i kassen.

Det kostede i reglen et par marmorkugler at få lov at se en forestilling. 

Om vinteren gik vi søndag eftermiddag i søndagsskole. Her - husker jeg - var der bl.a. en lille negerdukke, som nikkede, når man puttede penge i en dertil indrettet åbning. Hvis man fortsatte søndagsskolen lige til konfirmationen fik man gerne en bibel i konfirmationsgave. Senere blev det „Det nye Testamente") - Hver sommer var vi på udflugt med søndagsskolen, og disse udflugter foregik altid med hestevogne til Halen, Klingebjerg, Sønderho Mølle eller Pælebjerg. Her legede vi så sanglege - tumlede os og spiste vor medbragte mad. - Sidst på eftermiddagen startede vi godt trætte hjemturen med hestevognene igen.

I sommermånederne var det et yndet syn at se køerne komme hjem til „æ hjøwerplads". De kom fra Grønningen, hvor de - bevogtet af æ hjøwermand - havde græsset en lang dag. Når køerne så var drevet hjem af hjøwermanden og hjøwerdrengen, der gik bagest og gennede på køerne med en kæp, kunne folk komme og hente deres kvæg på pladsen.

   Hjøwervej ca. 1915

Hvem - i den nordlige bydel - husker ikke „æ lille skrædder", som med bukserne smøget op under knæene og bare fødder, drev sine køer ud til „æ hjøwverplads" om morgenen, og hentede dem igen om aftenen! - Hvis en ko ikke blev afhentet på „hjøwerpladsen", kunne den i regien selv finde hjem af de kendte veje! Tidligere havde mange huse plads til en ko eller to i den ene ende af huset. Disse blev så passet af konen, mens manden sejlede. - Ja, den gang kunne man få frisk, nymalket mælk hver dag - det var nu dejligt at hente mælken hos Laura eller hos Jens Nørby. Her var mælken dagen før blevet hældt op i store, røde lerfade og stod koldt i kælderen. Nu kunne man så skumme den tykke fløde af.

Hen på eftersommeren - efteråret - havde vi skønne ture til stranden, hvor vi lige inden for klitrækkerne samlede revlinge, eller ture ud på heden i tranebærmarken. Det var gerne en heldagstur, hvor vi havde madkurv og kaffe med. Man kan endnu - bare man tænker på det - fornemme den skønne hedelugt, hvor tranebær, klokkelyng, krageklo o.m.a. planter gav denne specielle krydrende duft - ja, man kan næsten høre bier og bremser summe!

Efteråret kunne dog også være en barsk tid; især når efterårsstormene satte ind og med vinden drejende i den forkerte retning - gav stormflod! Da følte vi, det var trygt at bo midt i byen og ikke ved havnen eller „svenskeren", hvor vandet stod højt i de små gader. Men det viste sig senere - ved de store stormfloder - at være en falsk tryghed.

Ved den værste stormflod, jeg kan mindes som barn, sejlede redningsbåden ud over de oversvømmede marker nord for havnen for at bjerge slagter Bønning m. familie. De var kravlet op på taget af deres hus, som var omringet af et bølgende og frådende hav.

Om efteråret plejede min familie at få en hel kasse bakskuld - små isinger, der skulle rengøres, saltes og bindes sammen ved halen to og to, så de kunne blive hængt til tørre - enten under stråtaget på de små fanøhuse eller på stativer, tøjsnore o.l. Efter tørringen (hvor vi skulle passe på spyfluerne) blev „isingerne" bragt ud til et af øens mange røgerier - dem var der nemlig flere af dengang, men de måtte senere nedlægges, for da miljøkravene blev strengere, og man pludselig forlangte fliser fra gulv til loft i røgerierne, blev det en for dyr investering for mange!

De færdigrøgede bakskuld duftede skønt ved afhentningen fra røgeriet, og smagen var uforlignelig, når de blev ristet over gløderne i komfuret, ved åben ild eller over gasflammen. - Ved fortæringen blev de små, sprøde finner klippet i tynde strimler så langt ind mod hovedbenet, som man kunne komme. „Strimlerne" smagte herligt, selv om de godt kunne være lidt „forkullede" og sorte. Resten af fisken bed vi af til et stykke brød.

Hvert år lige før jul sendte min mor to skotøjsæsker med bakskuld over til sine brødre i Amerika. Brødrene elskede denne spise, men tanterne gjorde vrøvl over „stanken".

Et par dage inden den store julehøjtid kom vi i det årlige karbad omme hos fru Dam Madsen, der boede på Willemoesvej. Det var den gang ikke almindeligt med badeværelser i ret mange hjem - man måtte klare sig med en stor zinkbalje med varmt vand. Et karbad koste­de 1 kr., og vi to mindste børn kom i det store kar på een gang, (i hver sin ende af karret) og den salige fornemmelse, det var, at kunne ligge udstrakt i et helt kar med varmt vand, er ubeskrivelig!!

Julestegen - and eller flæskesteg - bragte man om til bageren, som så skulle stege den og ha' den klar til afhentning efter julegudstjenesten. Juleaften var altid meget højtidelig i den gamle kirke. Organist Jensen kunne få orglet til at lyde som tusinde, små klokker, når han spillede det sidste vers af „Det kimer nu til julefest". - Efter gudstjenesten hentede vi den færdige, varme steg (med viskestykke over) omme hos bageren, og fik skyen med i en spand, som vi havde haft med, da vi indleverede stegen. Derpå ønskede vi „glædelig jul" til de andre, som også ventede på at få julestegen udleveret.

Juleaftensdag - om morgenen - plejede vor gamle nabo, Hans Madsen (Hans Boy) at komme ind med en stor godtepose til hver af os 6 børn. Der var både appelsin, æble og nødder samt småkager, som hans datter, Karen havde bagt. Desuden var der i bunden af posen 1 hel krone. - Mor fik en kurv med bl.a. kaffe og julegodter samt en lille adventskrans den første, jeg havde set, De var endnu ikke ret almindelige. - Hans Boy havde lavet et kors til fod med en lang stang i træ. Fra toppen udgik der fire bånd ned til en grankrans med fire lys. (Jeg mener, modellen var fra „Dagens Nyheder", som Hans Boy abonnerede på). - Efter julen kom „stativet" tilbage til Hans Boy, som så pyntede det op næste jul.

Vi børn ventede altid i spænding på Hans Boy's ankomst - vi kunne se ham komme fra havesiden, forbi stuevinduerne, med favnen fuld af alle de rare sager - en skøn „før juleaften skik".

Mellem jul og nytår var der juletræsfester i „Strien". Vi var til juletræ i logen på Vester vejen, hvor far og mor var medlemmer af afholdslogen. De sang sommetider ved sammenkomsterne, for begge havde gode sangstemmer. I logen blev der også spillet dilettantstykker i min barndom. Jeg har bl.a, et billede fra „Eventyr på fodrejsen", hvor min far spillede med.

Ved vintertide, når der var is og sne, var det en yndet sport at kælke ned fra Kikkebjergets top. Den gang var vejen ikke jævn og cementeret; det skete vist først under krigen! - Den farligste side at kælke på var den, der i store sving og med mange ujævnheder - vendte ud mod Jørgen Hansens plantage. Det kunne give nogle ordentlige bump; men man følte sig ret sikker og tryg, når man sad foran drengene på kælken. De klarede alle forhindringer med deres lange, bøjelige styrepind.

Der var mange personer, der satte deres præg i bybilledet. Især husker man Hans Jørgen, som var døv. Han gik rundt med en stor ringklokke og råbte forskellige meddelelser. - Hans „trommemand", der var dygtig med trommestikkerne, når vigtige nyheder skulle hurtigt ud.

„Jerusalem skomager" med sit lange, store fuldskæg. Han havde et lille hus på vej ud til Kikkebjerget. - Lærer Hof, der med Dannebrog ned langs ryggen, vandre de ud til sin lille have med de mange solsikker. Haven lå lige over for Esbjergs nye trafikhavn, som lærer Hof sagde. - Lille „kaffe Ann", der havde iskiosk ved havnen. En is kostede dengang kun 5 øre!

Med masser af små glimt, oplevelser og erindringer har jeg forsøgt at danne en mosaik af en god og tryg barndom - en rig barndom (ikke hvad det materielle angik) men en dejlig, varm mor, der sang for os i mørkningen, og var derhjemme, når man kom fra skole og havde brug for blot at „blive lyttet til". - En barndom, hvor man efter skoletid, når pligterne var udført, rigtig kunne bruge fantasien og udfoldelsestrangen.

Fanø er et skønt sted at ha' haft sin barndom!