Nede ved Esbjerg Havn betroer jeg mit Liv til en Dampfærge, hvis Kvalifikationer forhaabentlig staa i omvendt Forhold til dens Udseende. Ligefor mig hæver Fanø sin Klitryg mod Vesterhavet. Set herfra gjør Øen et temmelig trist og øde Indtryk, men. Nord­bys røde Tage smile i Solskinnet paa den hyggeligske Maade af Verden. Strækningen mellem Esbjerg og Nordby synes at maatte kunne tilbagelægges paa høist ti Minutter det forbavser mig derfor at høre, at Færgen bruger henved en halv Time om Turen, men. det bliver mig forstaaeligt, da jeg seer, hvilken Bue ud mod Graadybet Damperen maa beskrive for at have tilstrækkeligt Vand under Kølen. En stor Del af Farvandet der er nemlig så lavt, at kun Baade kunne gaa over ved Flodtid, medens Bunden ved Ebbe ligger fuldstændig tør. Vi lægge til ved Nordby Færgebro. Der er ingen Tvivl om, at vi ere komne til det rette Sted, thi en hel Del Fanøkvinder - unge og gamle og ganske bitte smaa Tuller, Alle ens klædte i deres Fødeøs karakteristiske Dragt - staa allerede paa Bro­en for at overvære den meget interessante Forestilling: Færgens Ankomst. Jeg gaaer fra Borde op over Broen, balancerende forsigtigt med min Bagage paa de højtliggende Punkter af en fuldstændig forhistorisk Brolægning/ paa begge Sider danne skjælmske Fanøpiger Espalier, som det synes livligt beskjæftigede med at udveksle Meninger om de nysankomne Reisende. 

Nogle af mine Medpassagerer fra Færgen have samme Maal som jeg selv, nemlig Badehotellet, det ligger heldigvis i næsten umiddelbar Nærhed af Broen, neppe to Minutters Gang derfra. I en Fart er jeg deroppe, faaer præsenteret mig for min Vært, bliver installeret i mit Værelse og er ikke længere efter i fuld Gang med at lokalisere mig i de nye Forhold. Badehotellet er - skjøndt det neppe kan kaldes synderlig stort eller smukt - dog en ganske anseelig Bygning, ubetinget den største i Nordby; Navigationsskolen - en smudsig graa Bygning, der ligger lige overfor - er dog den næststørste. Hotellet har et temmelig højt firkantet Taarn, fra hvis Platform man har en fortrinlig Udsigt. 

Desværre er Vesterhavet skjult bag Klitterne, men ellers seer man under sig hele Nordby, der overrasker ved sin Størrelse, endvidere de omgivende Marker og Klitter, Graadybet og den jydske Kyst, lige fra Skallingen med Hjerting Bugten og helt mod Syd til Ribe. Af den sidstnævnte By kan man dog kun se den vældige Domkirke, der tegner sin firkantede Kolos tydeligt, om end i blaalig Taage mod Horisonten. 

Hotellets Perle er dog dets Veranda. Den er ganske vist primitiv i sin Udstyrelse; men stor og rummelig, som den er, med sin henrivende Udsigt, sine magelige Bænke og sit Seildugstag, der skærmer baade mod Sol og Regn, er den med Rette det mest yndede Opholdssted for de Rejsende. Paa Hotellet er der vrimlende fuldt af Badegjæster. Min Vært fortæller mig, at han ikke nær formaaer at huse dem alle, hvorfor en stor Del maa indlogeres i forskjellige bedre Fanøhjem, men de faae iøvrigt fuldt Kost paa Hotellet. Jeg er heldigvis blandt de Begunstigede, der faae Lov til at bo paa Hotellet, men hører forresten bagefter, at det aldeles ikke er nogen ublid Skjæbne, at blive indlogeret i et hyggeligt Fanøhjem, og - hyggelige ere de alle.

Det er Søndag, og den kvindelige Fanøungdom benytter i fuldeste Maal den smukke Aften til at promenere op og ned ad »Strøget«. Da en Luxus som Fortov ikke findes, gaa de Skjønne midt paa Gaden, Arm i Arm i fortrolig Klynge. Vi vige naturligvis galant til Side og lønnes af og til med et lille Smil fra et rødmende Pigeansigt, dog maa jeg i Sandhedens Interesse tilstaa, at de Fleste indtage en meget reserveret Holdning. Jeg har aldrig kunnet finde noget kjønt ved de i København af og til opdukkende Fannikedragter, men her, hvor alle Kvinder bære denne Dragt, gaae det op for mig, at den i Grunden er baade net og klædelig. Det mørke, tæt omviklede Hovedtøj med den store Knude foroven, det brogede Halstørklæde, der i pyntelige Snipper hænger ned over Ryggen, det mørktærnede Kjoleliv og den svære uldne Kjole, som dækker over Gud veed hvor mange Klokker, passer Altsammen forunderlig godt ind i Øens vilde Klitnatur. Kuriøst er det, at Dragten er fuldstændig ens for Alle, enten nu dens Bærerinde er en bedaget Mutter, paa Halvfjerds eller et ganske lille Pus paa fem til sex Aar. En saaden lille sexaars Fanøfrøken med Hovedtøiets tætte mørke Ramme om det friske lille Barne­ansigt, med den gemytligt dinglende Knude og den lange Kjole, der naaer helt ned til Jorden og danner den grinagtigste Modsætning til de livlige smaa Pusselanker indenfor, er en ganske allerkjæreste Fremto­ning og minder mig aldeles uimodstaaeligt om en sød lille Tavlevisker, der i længst forsvundne Dage opli­vede min barnlige Tilværelse. En usædvanlig nydelig Udgave af en saadan lille Fanøpige tiltrækker sig min Opmærksomhed. Jeg benytter mig af, at jeg tilfældigt har hørt hendes Navn nævne, nikker til hende og siger: »Goddag, Mett' Mari!« Hendes lille troskyldige Ansigt bliver lutter Smil, hun seer paa mig med sine fine klare blaa Øine og rækker mig sin lille brune Haand med et oprigtigt »Goddav«. Jeg fortsætter den saa interessant begyndte Konversation med hende på den fornøieligste Maade af Verden og vinder til Slut ganske hendes Hjerte ved Hjælp af en ny, skinnende blank Ti-Øre. 

Vi naae hjem, netop som Klokken ringer Gjæsternes talrige Flok til Aftensbordet. De to lange Borde i den store Spisesal ere snart optagne til sidste Plads. 

Maden er god; min Vært synes meget fornuftigt at være gaaet ud fra den Forudsætning, at hans Gjæster ikke fejle Noget paa Appetitten; hele Opdækningen tyder derpaa, og jeg maa sige, at hans Tillid til vore Evner i gastronomisk Retning ikke i mindste Maade gjøres til Skamme. Jeg lægger Mærke til, at adskillige af de tilstedeværende Damer og Herrer ere næsten en gala, og hører efter Bordet af mine nye Bekjendte. at Grunden er den, at en ung Frue blandt Badegjæsterne holder Fødselsdag, i hvilken Anledning der har været en lille privat Knald paa Hotellet, og der tænkes nok saa smaat paa at faae arrangeret et lille Bal som Finale paa Festen. Da jeg ikke kjender nogen af de øvrige Badegjæster og har Lyst til at komme ud i det Frie, henter jeg min Hat og Plaid og gaar ud.

Den lange Gade ligger nu stille hen, Lysene tændes hist og her, men i enkelte Husdøre staa endnu smaa Klynger i fortrolig Pasiar. Jeg gaar videre fremad og naar efter en lang March ud af Byen, hvor Stenbroen holder op, og Landeveien begynder. Ret ud for mig ligge de aabne Marker og til Høire den mørke, alvorlige Klitrække, der lukker for hele den vestlige Horisont. En sagte Vestenvind suser gjennem Aftenens Stilhed, men gjennem Vindens Susen opfanger mit Øre en anden dæmpet Lyd, en sælsom dump Rullen ude fra Klitterne - det er Havets Røst, jeg hører fra det Fjerne. Det mangler mig ikke paa Lyst til allerede samme Aften at gaa derud, men da jeg paa den anden Side synes, at jeg skylder mig selv lidt Ro ovenpaa den lange Rejse, vender jeg om og gaaer hjemad. Af Ro faaer jeg dok ikke meget, thi neppe er jeg indenfor Hotellets Mure, før en af de galaklædte Gentlemen kommer mig imøde, faaer fat i en af mine Frakkeknapper og fortæller mig - til min store Overraskelse - at man venter paa mig; der skal danses, og jeg skal med. Da jeg ikke seer nogen som helst rimelig Grund til at gjøre mig kostbar eller gaa af Veien for en livlig Svingom, kommer jeg i en Fart i Kisteklæderne og er snart efter inde i Spisesalen, der for tilfællet er omdannet til Dansesal. Jeg bliver efterhaanden præsenteret for en Mængde Mennesker; alt Snerperi og fornem Reserverthed lægges tilside, og snart ere Alle som gode gamle Bekjendte. En opofrende Sjæl, der ikke danser, men heldigvis spiller, aflokker Klaveret den ene lystige Dans efter den anden, og - medens Mørket og Stilheden hvile over den øvrige Del af Skip­perøen, og Havet derude synger sin evige Sang, fortsættes Dansen og Lystigheden paa Hotellet endnu et godt Stykke ud paa Natten, indtil vi, En efter En, takke af og forsvinde hver til Sit.

Dygtig træt efter Dagens Anstrengelser begiver jeg mig til Ro, men forinden lader jeg dog Dagens Begivenheder passere Revue for min Tanke og maa med en Følelse af Taknemlighed indrømme, at min første Fanødag har været overordentlig vellykket; vil Enden blive Begyndelsen lig, har jeg sandt for Dyden Intet at beklage mig over.

Hvad Klokken er, da jeg næste Morgen kommer ud af Fjerene, vil jeg helst forbigaa i Tavshed. Jeg gjør hastigt Toilette og kommer ned i Spisesalen, hvor jeg ved en Kop Kaffe af aldeles enorme Dimensioner og adskillige Stykker Smørrebrød lægger det første Grundlag for Dagens Anstrengelser. Mine Venner fra igaar ere allerede paa Farten, men til min Beroligelse seer jeg, at mange af de øvrige Gjæster ikke ere en Smule videre end jeg selv, nemlig ved Morgenkaffen. Takket være den foregaaende fornøjelige Aften kjender jeg nu de Fleste og kan henvende mig utvungent til hvem som helst. Et Par muntre unge Kjøbenhavnerinder, med hvem jeg igaar særlig har underholdt mig, traktere mig med nogle smaa Spydigheder i Anledning af min Evne til at benytte en smuk Mor­genstund, men da jeg fra paalidelig Kilde veed, at vi aldeles ikke have Noget at lade hinanden høre i den Retning, giver jeg dem tilbage med samme Mønt. Jeg kan ikke modstaa et lille Ophold paa Verandaen, inden jeg tager af sted. Det er højt Vejr som den foregaaende Dag, den jydske Kyst med Esbjerg som Centrum ba­der sig i Solskinnet, en frisk Luftning strømmer ind fra Nordby Rhed, hvor en Del Seilbaade og mindre Skibe ligge for Anker, nogle af dem lette, heise Seilene og flyde for en let Brise ud mod Graadybet.

Den fredeligste Søndagsstemning hviler over alle Omgivelserne, saa at jeg har helt vanskeligt ved at faae mig selv til at tro, at det ogsaa virkelig er Mandag. Den magelige Plads, jeg har valgt mig, frister i høj Grad til et længere Ophold, men min Længsel efter det Nye og Ukjendte, efter Havet, som jeg idag skal se for første Gang, faaer snart Bugt med min Magelighed. Da jeg ved Spørgsmaalet om, hvor megen Frokost jeg vil have med, aabenbart maa have seet noget overrasket ud, meddeles det mig, at alle Badegjæsterne medbringe fra Hotellet deres Frokost, som efter Badet kan nydes i en Pavillon ude i den yderste Klitrække, hvor man samtidigt kan faae sig en og anden lille let Forfriskning. Med min Smørrebrødspakke i Lommen traver jeg altsaa afsted. Nordby ligger som bekjendt paa øens Østside, man maa følgelig for at komme ud til Havet spasere tvers over Øen fra Øst til Vest, henved tre Kvarters Gang. 

Udenfor Byen, hvor den ret anseelige Kirke og et nyopført Missionshus ligge Side om Side (i skarp Konkurrence som Nogle ville paastaa), deler Veien sig. Ret ud gaaer Landeveien til Sønderho - Byen paa øens Sydspids - og til Højre fører en Vei gjennem Klitterne ud til Havet. Her var det, jeg stod den foregaaende Aften, foran mig laa den uafbrudte Klitrække mørk og hemmelighedsfuld, men netop derved saa sælsomt dragende, idag derimod er Alt Solskin og Smil og Turen gjennem Klitterne en sand Fornøielsestur. Den lette Blæst fra Havet er saa frisk og velgjørende og Luften i det Hele taget saa vidunderlig ren og mild, at det er mig, som om jeg med hvert Aandedrag indsugede en Portion Styrke og Livslyst.

Paa min Vei seer jeg for første Gang det allerejendommeligste Appendix til Fannikedragten, nemlig den sorte Maske, som Kvinderne bære under Arbejdet i det Frie for at beskytte Ansigtet dels mod Sand, dels mod Sol. Man maa dog ikke tro, at Fanømasken er som en almindelig sort Karnevalsmaske, nej, langtfra! - den er simpelthen en flad ombøiet Skjærm, skraanende fra Panden i stærkt udadløbende Linje ned over Ansigtet, og med to langagtige, spidse Udskjæringer til Øjnene; fra den nederste Spids er den dernæst, saa vidt jeg kunde se, underbunden med Tøj ind til Halsen og minder i det Hele taget mest om en sort Sna­bel. Saa praktisk som denne Tingest end maa kunne være om Efteraar og Vinter, naar kraftige Vestenstorme hvirvle Sandet hen ovor Øen, lige saa ubehagelig og generende forekommer den mig at maatte være midt i den varmeste Sommertid. Men Fannikerne er et konservativt Folkefærd, deres Dragt er nu en Gang saadan og saadan, og Smaating som en Snes Graders Forskje! i Temperaturen foranledige dem ikke til at bryde med gamle

Traditioner.

Det er forøvrigt et ganske ejendommeligt Syn at se disse mørke, tæt tilbundne Væsner færdes herude mellem »Bjergene«; man kommer uvilkaarlig til at tænke paa Sammensvorne eller paa en hemmelig Sekt, hvis Medlemmer gaa stille omkring, røgtende en eller anden mystisk Livsopgave.

Klitterne optræde - ligesom Revlerne i Havet - i tre nogenlunde parallelle Rækker, adskilte ved brede og ganske frodige Dalsænkninger, der nærmest inde mod Byen hist og her bruges som Agerland og iøvrigt til Græsgange for Køer og Faar. I den midterste Klitrække staaer jeg stille og lytter efter Havet og opfat­ter da ganske tydeligt den stadige, brusende Lyd af Bølgeslaget mod Kysten.

Endnu en god March, og jeg er naaet de yderste Klitter. Til Højre ligger Pavillonen - en ganske anseelig rød Bygning - oppe paa en høj Klit, ubeskyttet mod Vestenvinden; men solidt grundmuret, som den er, seer den nok ud til at kunne ride en hvilken som helst Storm af, som Havet maatte finde paa at sende ind over den. Ellers ingen menneskelig Vaaning i Nærheden, Klitter og kun Klitter, Sand og atter Sand.

Nogle løst henlagte Brædder danne Gangsti henover Sandet; - saa aabnes pludselig Udsigten, og neden for mig ligger den smukke, mindst et Par Hundrede Fod brede forstrand, og derude ligger Vesterhavet og sender uendelige Rækker af Bølgekamme ind mod Stranden. En underlig Følelse som af Andagt eller maaske rettere Ærbødighed griber mig - og maa sagtens gribe Enhver - ved første Gang at staa Ansigt til Ansigt med Havet; men først og fremmest en Følelse af min egen Persons uendelige Lidenhed midt i denne storladne Natur. Udfor mig, saa langt Øjet rækker, det store, urolige Hav, Vestkystens mægtige Behersker, idag mild og smilende, imorgen maaske skummende af Vrede, og bag mig og til Siderne de talløse Sandbjerge, selv et bølgende Hav, der seer ud, som om det af Kæmpehænder var standset og stivnet pludselig midt i sin Fremtrængen. Alt i Alt et saa imponerende Billede af Aarsag og Virkning, at man vanskelig kan løsrive sig fra Beskuelsen, Ved Foden af Klitterne viser en energisk Haand Damerne til Højre og Herrerne til Venstre, saa at de to Kjøn efterhaanden adskilles ved en anstændig Strækning af et Par Hundrede Alen. De grønmalede Badehuse staa i snorlige Rækker paa Stranden, hvilende paa store, brede Træhjul; man kryber op i Kassen, en Hest spændes for, en veirbidt Yngling bestiger den søvante Araber, og strax efter traver den ganske nonchalant med Kjøretøiet og dets levende Indhold ud i Brændingen. Naar man mener at være kommen tilstrækkeligt langt ud, trykker man paa en Slags Vægtstangsarm, hvorved Skaglerne af sig selv falde og Hesten frigjøres. 

Badet er storartet. Der paastaaes rigtignok, at Havet formedelst Bundens Beskaffenhed sætter ind med større Kraft adskillige andre Steder paa Vestkysten, f. Ex. ved Søndervig, men til Gengjæld kræver Badningen større Forsigtighed, hvorimod den paa Fanø er omtrent farefri, idet den fortrinlige Sandbund er saa jevn, og fast og fri for Sten eller Faldgruber, at man trygt kan betro sig til den overalt. Naar Bølgerne gaa højt, gaaer man ganske roligt baglæns ud mod Havet, venter, til en Bølgekam er brudt og i lange Skumstriber skyller ind mod Stranden, sætter sig paa Sandet og lader den næste Bølge bryde sig over Ens syndige Hoved - og man har da allerede gjort et saa grundigt Bekjendtskab med Vesterhavets salte Bølgesprøjt, at man ganske roligt kan udlove en stor Formue for enhver tør Plet, der maatte befinde sig paa Ens hele Korpus. At tumle sig her i Bølgernes Leg, væltes overende, vogte paa den næste Bølge, naar den højnes og brydes, for saa at faae det kraftige salte Dask ned over sin Ryg, staaer saa himmelhelt over, hvad man i Almindelighed forstaaer ved Badning, at man med Sorg maa tænke paa det højt begrænsede Antal Dage, i hvilke man endnu er i Stand til at fordybe sig i dette Velvære. Er man atter godt og vel inde i Badehuset, giver man med et Flag Signal til Land, hvorefter Hesten strax indfinder sig og bringer En paa det Tørre

Mit første Fanøbad er superbt; den gamle gemytlige Bademester der synes at staa i et vist faderligt Forhold til Vesterhavet, er idag meget tilfreds med sin Yndling og spørger mig med et lunt Smil, orn han nu ogsaa har gjort sine Sager godt idag, om jeg har No­get at beklage mig over, o.s.v. i Svar paa hvilke jeg smilende over hele mit rødblaa Ansigt - kun kan bevidne ham min allerhøjeste Tilfredshed med hele Arrangementet. Efter Badet gaaer jeg mig en rask Tur langs Stranden mod Syd. Min Rejsefælle fra Esbjerg­toget fortalte mig Adskilligt om Badelivet paa Fanø, rnen priste især i høje Toner denne prægtige, brede Forstrand, og jeg maa indrømme, at han ikke har gjort sig skyldig i nogen Overdrivelse. Sandet, der oppe ved Klitterne er temmelig løst, ligger nede mod Havet saa kompakt og jevn som et Stuegulv, Foden synker ikke det mindste i og efterlader kun i Sandet Tegningen af sit Omrids. Jeg har senere seet fuldtbelæssede Charabanc'er kjøre nede paa Stranden, næsten umiddelbart ved Havet, uden at Hjulene formaaede at trænge ned i Sandet, ja, en Bicykletterytter fra Esbjerg, hvem jeg tilfældigt traf i Nordby inden min Afrejse, fortalte mig, at han uden Gene havde kunnet kjøre sin Maskine nede paa Stranden Størstedelen af Vejen til Sønderho.

I Pavillonen, hvor jeg kort efter indtræder, finder jeg en livlig Forsamling af Hotellets Gjæster. Alle ere henrykte over Badet, Tydskerne ikke mindst - de finde det »ganz famos«. Mine Byesbørn, baade de maskuline og de feminine, have slaaet sig ned om det landlige Træbord paa Verandaen og reserveret mig en Plads i deres Midte, snart ere vi Alle i Lag med Frokosten, og Passiaren gaaer livligt over hele Linien. I den dybe Klitdal nedenfor Pavillonen er der baade Keglebane og Kroketplæne; en af Delene maa prøves, og med det Overmaal af Styrke, hvoraf vi føle os i Besiddelse, ere vi intet Øjeblik i Tvivl om, at den første bør vælges. Det lykkes os endog - efter at have sejret i en Disput om Begreberne »passende eller upassende« - at faae Damerne med til en lille gemytlig Pot Kegler, hvilken Sport i den Grad vinder de Skjønnes Bifald, at det enstemmig vedtages at inkorporere en Pot Kegler som en ufravigelig Del af vort daglige Badelivsprogram. Derefter splittes Selskabet og spredes i Klitterne. Denne Tur imellem Klitterne - der bliver en lige saa ufravigelig Del af Programmet - er efter min Mening næsten Glansnummeret. At trave om mellem disse Minialurbjerge - hvoraf nogle dog have ganske anseelige Dimensioner - snart op paa Toppen, hvor Marehalmen kun sparsomt har formaaet at fæste Rod i Sandet, hvor Vestenvinden fløjter En i Ørerne, og hvor Øjet følger den store, urolige Havflade inde fra Stranden, hvor de lange Bølgerækker højnes og brydes i en Uendelighed, og helt ud i Horisonten, hvor Hav og Himmel smelte sammen, - snart ned i Klitdalene, hvor man kan finde de dejlige Smuthuller med Læ for

Vinden og frodigt Græs og nydelige smaa Blomster paa Bunden, ret indbydende til Hvile - og saa omsider vælge sig et saadant lunt Sted, helst dog hvor man kan skimte et Stykke af Havet, lægge sig ned paa Ryggen, saa lang man er, uden at tænke paa Noget som helst, uden at besvære sig med noget som helst Andet end netop det at nyde Øieblikket og indaande den rene, styrkende Luft, alt imedens Havets melodiske Vuggesang luller En i en blid Halvslummer og Sol og Luft i Forening sætte en fornuftig brun Kulør paa de af Hovedstadsluften blegede Kinder., det er efter min Mening saa nær som muligt Idealet af et sundt og ægte Friluftsliv og skal nok snart faas Bugt med Nervøsitet eller melankolske Griller. 

Badningen med dens Tilbehør af Frokost, Keglespil og Tur i Klitterne medtager godt og vel Halvdelen af Dagen, Det er endda halvvejs nødtvungent, at vi rejse os for at drive saa smaat hjemad, men jeg maa dog skynde mig at tilføje »ogsaa kun halvvejs«, thi i Grunden er Ingen af os utilbøjeiig til med det Første at stifte nærmere Bekendtskab med Værtens gode Middagsbord, og, kjende vi ham ret, skal han nok være Mand for at tilfredsstille vor Appetit, selv om den - hvad sandsynligt er - under Hjemturens Anstrengelser vil voxe sig op til Betegnelsen »glubende«. Omtrent hjemme ved Hotellet indhente vi Damerne, der paa Grund af mere omfattende Toiletteforberedelser til Middagsbordet have havt større Hastværk end vi. Vi Mandfolk derimod have snart faaet ombyttet Klitdragten med en niere præsentabel Habit og vente kun paa Klokkens forjættende Toner for ret at hengive os til Nydelsen af Bordets Glæder. Og, I Guder ! hvilken Appetit efter den Badetur, og hvor Maden smager ! Fra paalidelig Kilde veed jeg, at vi skulle hae tre Retter Mad og Dessert, hvilket er overordentlig heldigt, thi jeg føler mig i Stand til at udrette det Vidunderlige. Jeg anretter da ogsaa et ganske respektabelt Vederlag, men faaer dog omsider at mærke, at der kommer et Tidspunkt  - mærkværdigt nok efter at man har spist henimod en Timestid -, hvor man maa holde inde.

Efter Middagen placere vi os paa Verandaen, hvor efterhaanden saa mange af Selskabet indfinde sig, som Pladsen blot nogenlunde tillader det. Derud komme saa et Par Terner balancerende med den dampende Kaffe - og under Nydelsen af den og en god Cigar blive vi hurtigt enige om, at et systematisk gjennemført Driverliv som vort nuværende i Grunden er en Pokkers behagelig Tilværelse.

Det gjælder nu blot at lægge en fornuftig Plan for Eftermiddagen. Forskjellige Forslag fremkomme, men der opnaaes dog snart Enighed om, at en Sejltur ubetinget maa være det fornøieligste, og det overdrages mig at arrangere det Fornødne med Hensyn til Lejning af Baad o.s.v. Da jeg spørger min Vært om, til hvem man roligt kan betro den dyrbare Last - Damerne ville nemlig gjøre os den Fornøjelse - opgiver han mig Navnene paa to fuldt paalidelige Mænd, Begge anerkjendte som Autoriteter paa Sejlvæsenets Omraade, og det vil sige Meget paa Fanø, hvor enhver Mand er Sømand. Den Ene er gammel og stærkt tunghør, men hans Øje og hans Haand ere sikre nok; han overfører desuden i sin Baad baade Passagerer og Post, naar Færgen er ude af Virksomhed. Den Anden, en ung rask Sømand, har en Gang mistet den ene Arm, men med den, han har tilbage, styrer han sin Baad og passer Sejl med aldrig svigtende Sikkerhed. Mellem to saadanne Kapaciteter er det vanskeligt at træffe Valget, men da den Førstnævnte netop befinder sig paa Færgebroen, er det naturligt, at jeg vælger ham. Da jeg kommer ham paa nært Hold, maa jeg ved mig selv indrømme, at han seer umaadelig paalidelig ud; den krummede Ryg, det rynkede, vejrbidte Ansigt og den barkede Haand bære saa umiskjendeligt Søens Mærke, at jeg, allerede inden jeg har vexlet et Ord med ham, nærer den mest ubetingede Tillid til ham.

Jeg gaaer hen til ham og med en Stemme som om jeg tiltalte en Armee ~ hvad der dog viser sig at være ganske overflødigt, da han forbavsende let opfatter Alt, hvad der angaaer at sejle - giver jeg ham at forstaa at jeg ønsker at leje hans Baad med ham selv som Styrmand i to til tre Timer for et Selskab paa sex Personer, Damer og Herrer. Gudbevares, det skal være ham en Fornøielse ! Hvor vi vil hen ! - Ja, vi har tænkt os en Tur ud i Graadybet over mod Skal­lingen ! - »Vel, men saa er det nok bedst« - føjer han til - »at Damerne klæder sig paa derefter for hun kuler idag !«

Da jeg kommer hjem og meddeler, at Alt er klart, virker den sidste Bemærkning om Kulingen noget nedslaaende, idet den bibringer Damerne falske Forestillinger om taarnhøje Bølger, Krængning af Baaden i de utroligste Vinkler o.s.v., men da jeg giver dem en malende Skildring af vor Baadførers ophøjede Egenskaber, hæves atter det synkende Mod. Klokken fem lægge vi ud fra Bryggen og skyde hurtigt forbi Grundene ud i Graadybet. Der er høj Sø, men vi have Medvind, og Baaden gaaer i strygende Fart over mod Skallingen. Den friske Søtur i Forbindelse med den trygge Bevidsthed om Baadens og dens Førers Soliditet sætter snart hele Selskabet - Damerne ikke mindst - i den livligste Stemning, og vi røbe paa en Gang en aldeles ufattelig Mængde Søkundskaber. Ord som Højre og Venstre ombyttes naturligvis øjeblikkelig med »Styrbord« og »Bagbord« eller »Luvart« og »Læ«. Baaden er ikke mere »den«, men »hun«, Vinden kjende vi naturligvis lige paa en Prik og haabe bare, at den ikke maa »løje a«, skal der »langes en Ende« eller »hales ind i Skjøderne«, ere vi overordenlig villige til at række en Haand, og Udtryk som »Bramseils- og klodsrebede Mersejlskulinger« og »Essinger«, »Surringer« og »Seisinger« og, Gud veed hvad Andet, afleveres i Talens Løb med en Sindsro og en Sagkundskab, der er aldeles forbløffende. Vor Styrmand vækker almindelig Beundring og det med Rette. Som han sidder der, den gamle Fyr, med Haanden paa Roret og Blikket nøje vogtende paa Baadens mindste Bevægelse i det urolige Element, faaer man et levende Indtryk af den Alvor og Interesse, hvormed denne Mand gaaer op i sin Livgjerning. Havet og Baaden, det er hans Alt og vil vedblive at være det, indtil han en Gang maa lægge op for stedse.

Forresten er han meget livlig, den Gamle, og vil gjerne gjøre os bekjendt med Omgivelserne og med, hvad der ellers kan være af Interesse at iagttage. Til Højre have vi den jydske Kyst, der, saa langt Øjet rækker, lukker for hele den østlige Horisont, mod Nord brydes Kysten af den store Hjerting Bugt, der ud mod Vesterhavet begrænses af Skallingen (den store ejendommelige Sandørken, der vil være mangen en Læser bekjendt gjennem Thomas Langes sympathiske Skildring i hans Bog »Fra Eventyrets Land«) ud for Hjerting Bugten se vi en Landstrækning, det er Øen Langli eller LangliBjerge - ogsaa et eiendommeligt Stykke Vestkystnatur med temmelig frodige Engstrækninger inde mod Land og vilde Klitter ud mod Havet; vi se nogle mørke Pletter paa Øens hvide Flade, det er Sæler, der ligge paa Sandet og slikke Solskin.

For Sejlturen glemme vi dog ikke de materielle Krav. En hidtil paa underfundig Maade skjult Bakke kommer nu for Dagens Lys, den demaskeres for Selskabet og lover os baade Flaskefoder og Mundgodt. 

Vor Styrmand skal naturligvis have sin Andel, han faaer et stort Glas Rødvin, men den Drik smager ham aabenbart ikke, i hvert Fald fortrækker hans Ansigt sig paa en alt Andet end vellystig Maade, og først efter at han ved Hjælp af en frisk Tomme Skraa har faaet den slemme Smag væk, bliver han rigtig sig selv igjen.

Videre fremad gaaer Farten. En af vore Damer, der er særlig kry paa det, siger til den Gamle, at han gjerne maa dreje lidt mere op mod Vinden, for »vi er slet ikke bange«, men han svarer ikke, nikker blot til hende med et eget polisk Smil, der omsat i Ord sagtens vil sige saa Meget som: »Bi I kuns, bette Frøken ! I skal nok faa Kjærligheden at føle, naar vi skal til at krydse os hjemefter!« Da nu Klokken allerede er temmelig mange, og vi jo nok kunne regne ud, at Hjemturen ikke vil gaa saa ganske glat, blive vi enige om heller med det Samme at sætte Kursen mod vort Udgangspunkt. Jeg skal da ogsaa love for, at vi faae en klar Forestilling om, hvad det vil sige at krydse sig frem gjennem Graadybet i Modvind og stærk Søgang.

Vinden tvinger vor Baad helt paa Siden i Linie med Vandskorpen, Stævnen hugger sig igjennem Bølgerne, der kløves og brydes til Skum, og vi faae det ene salte Bølgesprøjt efter det andet ind over os. Men takket være det i Tide givne Raad ere vi godt forsynede med Regnstykker og Plaider, vor Styrmands urokkelige Sindsligevægt indgyder os fuld Tillid til Situationen, og de salte Skyller, vi faae ind, have en saa oplivende Virkning paa Humøret - især hos dem, hvem de mindst gaa ud over - at Hjemturen betrag­tes af Alle som den ubetinget interessanteste Del af Forestillingen. Klokken syv staa vi atter paa Nordby Færgebro, vaade, meget vaade, men iøvrigt muntre og glade og enige om, at vor Sejltur idag skal faae adskillige Efterfølgere. »Men bare der saa maa væ­re ordenlig Bølgegang«, sige Damerne, »for ellers blive det ikke, nær saa morsomt!«.

Efter Aftensbordet - ved hvilket vi naturligvis møde op som ligesaa mange levende Beviser paa den gamle Sandhed, at Søen tærer - spredes Gjæsterne hist og her. Nogle gaa en lille Vending ned over Færgebroen og Stranden, Andre studere Fanølivet paa Gaden, Resten bliver paa Hotellet og faaer Tiden til at gaa med Passiar eller Sang og Musik. Vi, der efter Dagens mangeartede Anstrengelser mene at skylde os selv nogen Ro, foretrække at nyde vort 'Dolce far niente' paa Verandaen. Der blive vi saa siddende tilligemed adskillige andre af Gjæsterne i hyggelig Sam­tale uden at mærke, hvor Tiden gaaer. Vinden er nu for Alvor »løjet af«. Aftenen er kommen og har meddelt sin, Stilhed og Fred til Alt omkring os, selv til det før saa urolige Graadyb, der nu i Afstand seer saa skikkeligt og fredsommeligt ud, som om det aldrig kunde være Andet end de reelleste Hensigter. Efterhaanden er det, som om alle Konturer udviskes, Øjet formaaer ikke længer at fastholde dem, det er det faldende Mørke, som lægger sit Slør over dem, men et for et dukke nu Lysene frem i det fjerne Esbjerg og blinke fornøiet over til os som en tætsluttet Stjernerække i den østlige Horisont. Lidt efter lidt faaer Mørket og stilheden Bugt med Alt. Nu ogsaa med os. - Samtalen døer hen ganske af sig selv, og hver især sidder hensunken i egne tause Betragtninger. Endnu er det kun to Lyd, der tage Opmærksomheden fangen: de sagte regelmæssige Skvulp af Dønningen mod Stranden nedenfor os og Klavertonerne fra Salen bagved os. Men ogsaa disse Lyde synes i Forening snarere at fremhæve end at bryde Aftenens Stilhed.

Det er ikke nogen støiende eller oprivende Melodi, der spilles, men en mild, fredelig Aftensang, og disse fordringsløse, kjendte Toner, der synes at anskueliggjøre og harmoniskt at smelte sammen med den store, tause Natur udenfor, virke paa Sindet med betagende Magt og illustrere forunderlig klart den Stemning, hvori vi efterhaanden Alle ere lullede ind. Det er næsten med et Suk, at man omsider river sig løs for at gaa til Ro.

Saaledes gaaer en Fanødag, og saaledes gaa de Alle. Skjøndt man ikke foretager sig en eneste, efter almindelige menneskelige Begreber nyttig Handling - uden for saa vidt som det jo nok kan kaldes nyttigt at styrke sit Legeme og sin Aand ved et Par Ugers Friluftsliv - løber Tiden aldeles fabelagtig hurtigt. Badningen, Maaltiderne og det øvrige Ophold paa Hotellet, Spasere- og Seilture m.m. optage Tiden fuldstændigt og alle de kjønne Planer, man bragte med sig hjemmefra, om interessante Udflugter her og der »for at. faae Tiden til at gaa«, ryge i Lyset »af Mangel paa Tid«. Dog søger man naturligvis for at skaffe nogen afvexling i Programmet. Den næste Dag f. Ex. renoncere vi paa Seilturen for at se Køerne komme hjem; det er en meget interessant Forestilling, der nok er værd at overvære. Her er nemlig ikke Tale om ti eller tyve Køer, men om alle Byens Køer - vel henimod et Par Hundrede Stykker, der efter at være drevne ud tidlig om Morgenen, nyde Tilværelsen Dagen lang paa nogle store, flade Grønninger Nord for Byen, hvor fra de saa atter om Aftenen ved Ebben drives hjem og modtages ved Indgangen til Byen af deres respektive Ejere eller Ejerinder. Da den store flok vilde ødelægge Markerne, om den fik Lov til at passere disse, maa den pænt holde sig langs Stranden, paa Sandet eller i Vandet, ganske som. Pladsen tillader det. Naar Troppen er i Anmarch i det Fjerne, gaaer en dertil egnet Yngling rundt i Byen og udstøder nogle gruelige Signaler i et Horn, der er omtrent lige saa langt som han selv, hvorefter Kvinderne, unge og gamle, store og smaa - af Mænd seer man ikke mange - gaa ned på Stranden for at afhente deres respektive Køer. Mødet mellem Tobenede og Firbenede er ganske interessant for den uindviede Iagttager. Man begriber ikke, hvorledes alle disse Mennesker og Køer skulle kunne hitte ud af hinanden, og tænker sig den frygtelige Forvirring, inden det lykkes, men Alt gaaer forbavsende let og sikkert fra Haanden. Enhver Ko ved paa en Prik, hvem der skal afhente den, og bliver staaende paa sin bestemte Plet i Sandet brølende af fuld Hals, indtil rette Vedkommende indfinder sig, slaaer et Reb om Hornene paa den og trækker af med den. Det er et i højeste Grad pudsigt Syn at se smaa bitte Fanøpiger slynge Rebet - behændigt som en Gaucho, der udslynger sin Lasso - om Hornene paa Koen og hale af med det store, skikkelige Dyr, der omtrent kunde tage sin lille Herskerinde i een Mundfuld, og at høre saadant et lille Væsen bruge Mund ganske arrig, naar Koen af Nysgjerrighed eller andre slette Instinkter skejer ud til Siden eller pludselig slider i det gjenstridige Kreatur for at bringe det tilbage paa Dydens Vej.

En større Udflugt lykkes det os dog at faae arrangeret, nemlig en Kjøretur til Sønderho Fuglekøjer. En Fuglekøje er en snedig Fælde til Indfangning af Vilde Ænder (Krikænder) véd Hjælp af Lokkeænder. I Midten af en større, tæt bevoxet Indhegning findes en Dam, fra hvilken der udgaaer lange, smalle Kanaler i alle Retninger, overdækkede med tynd Staaltraadsfletning. I denne Dam have de tamme Ænder deres Tilhold, men om Dagen flyve de ned paa den nærliggende Strand, stifte Bekjendtskab med en hel Del Vildænder og lokke disse til at slaa Følge med hjem i Køjen, ned i Dammen. De tamme Ænder svømme nu ind i Kanalerne, hvor deres Foder venter dem, de vilde følge efter og - ere med det Samme fangne. Deres senere Skjæbne er meget trist. At faae vredet Halsen om på sig og blive sendt til England eller i allerheldigste Tilfælde at faae stækket Vingerne for at agere Lokkeand for stakkes godtroende Kammerater paa Stranden er just ikke den Skjæbne, de havde drømt om, da de fulgte de andre hjem i den rare Køje.

Adskillige Tusinder af Ænder indfanges paa denne Maade mellem Aar og Dag, og Køjerne, der ejes af et Interessentselskab, skulle nok være et meget rentabelt Foretagende.

En Kjøretur gjennem Fanø fra Nord til Syd er for saa vidt meget interessant, som man da ret faar Lejlighed til at se Klitnaturen i al dens ensomme Majestæt; men Nordby er og bliver dog Perlen. Her er frodige Marker rundt om Byen, de hyggelige Huse røbe baade Velstand og Smag hos deres Beboere, og her er først og fremmest en ejendommelig Befolkning, hvis Liv og Færden det nok lønner sig at iagttage paa nært Hold. Mændene seer man, som før sagt, ikke meget til, de ere fødte Sømænd, og blive Sømænd Alle. At vælge nogen anden Livsstilling ansees som Dekadence, men Fanøsømanden staaer ogsaa i forreste Række af den dygtige Sømandsstand. I en ung Alder faaer han sin Styrmandsexamen hjemme paa Navigationsskolen, saa reiser han atter ud, altid vis paa at faae god Hyre, og opnaaer i Reglen forholdsvis hurtigt selv at faae Skib at føre. Er han først saa vidt - maaske ogsaa før -, kommer han hjem en skjønne Dag og gifter sig med sin lille Fanøpige, der trofast har ventet paa. ham i de lange Aar. Saa tager han enten Konen med paa de lange Reiser eller kommer i Ny og Næ, naar Stillingen tillader det, hjem til Fanø for at nyde Familielivet og anbringe Fortjenesten.

Men Fanø kommer ogsaa nok med, Begyndelsen er allerede gjort. Det er atter her vor energiske Turistforening, der har taget Initiativet og udstedt Indbydelse til Aktietegning i et moderne Bade-Etablissement, som tænkes opført vest for Nordby i Ly af Klit­terne. Til Iværksættelse af Foretagendet menes 200.000 Kroner at være Tilstrækkelige; heraf skulle 65.000 Kroner allerede være sikrede paa Fanø, og Resten 135.000 Kroner udbydes i Aktier paa 500 Kroner.

Anlæggelsen af et saadant større Bade-Etablissement har forøvrigt længe været paatænkt, men Planen er stedse blevet opsat, og efter Sigende skal der endnu være en Del Vanskeligheder at overvinde. Men man maa dog haabe, at Sagen nu, da den er rejst paany, maa vinde kraftig Støtte hos Publikum og være lagt i Hænder, der formaa at bringe den ud i Virke­ligheden. Fanø vil vinde baade Anseelse og Penge, men - hvem veed - maaske ogsaa i enkelte Retninger tabe. Den jevne Tarvelighed, den friske, upaavirkede Naturtilstand, hvori Alt endnu befinder sig, den vil tildels faae sit Knæk, naar Kulturstrømmen en Gang for Alvor strømmer ind over Øen. Men Herregud, den Tid den Sorg! Saa meget er blot vist, at vil man ret rekreere sig aandelig og legemlig, vil man aande ren og styrkende Luft i sine Lunger, vil man boltre sig i friske, salte Havbølgers Leg og bagefter ligge ”todt” i det hvide Sand, brunes af Solen og vinde Sundhed og Humør tilbage, da rejse man til et af vore Vesterhavsbade - vi have adskillige langs Kysten - men vil man samtidig lære en ejendommelig Befolknings Liv og Færden at kjende, da vælge man Fanø. Har man ikke Lyst eller Raad til at betale Hotelpriser, kan man indlogere sig privat - det er meget billigt. Enten man nu vælger det Ene eller det Andet, kan man være ganske sikker paa een Ting: paa Fanø bliver man ikke »trukken op« - saa civiliceret er Befolkningen endnu ikke..