For over fyrretyve Aar siden sang en ung Frøken saaledes - Forfatterinden til ”Slægtninge”, Og det var i Idyllens og Vaudevillens fagre Tid, hvor en ung Pige opvokser paa den lille Ø i Vesterhavet - formenende sig at være jævne, simple Folks Barn. Men saa kommer de rige Slægtninge fra England og gør Fordring paa hende som deres. Hun bliver imidlertid sin Barndomsø og sin Fæstemand tro - der synges flere smaa rørende Viser - og Idyllen ender med Bryllup og Velsignelse.

Det laa lige for Haanden den Gang.

Lige meget: Fanøboerne elsker den lille Vise, som næsten er bleven deres „Fædrelandssang". De ukunstlede Ord rører ved Strenge og sætter Følelser i Bevægelse, som man i hvert Fald paa Fanø ikke har andet Udtryk for. Melodien klinger mig i Øret - saa trohjertet, saa naiv           jeg mindes en raakold, mørk Eftermiddag, for mange Aar siden, ved en af disse Englands triste Kulhavne. Ensformigbeden nedsyltet i engelsk Havgus. Vinden peb klagende langs Bolværket, hvor jeg slentrede min Gang, længselsfuld efter noget, der kunde bevæge mit bløde unge Hjerte.
Da lød Tonerne fra en Skibsharmonika - om Bord i en tremastet Skonnert.

Du est en Fanø-Skude! tænkte jeg - efter Snittet paa Skrog og Rig. Og da jeg nærmede mig, sad der en lille Skibsdreng - ganske alene - paa det vaade Dæk; og han hev i sit Instrument - trædende Takten med den ene Skohæl – og Sang:

Fanø, o Fanø! ej hvor er du skøn!

Jeg fik Taarer i Øjnene. Og siden fik vi os to en ordentlig Grog.

Det var dengang, da Hjertet var saa ungt og blødt, og da man drak Grog uden at tænke over Følgerne.

Nu kommer Jeg til dig, du skønne lille fredelige Vesterhavsø! Og jeg maa tænke over, hvad der skal spises, og drikkes, hvornaar der skal staas op og gaas i Seng - Strømper, som skal skiftes – Normalbeklædning – Paraply….Normalbeklædning! denne graa Slavedragt, Hospitalsuniformen, som gaar sin  Sejrsgang hen over den nervøse Jordklode - mens Professor Jäger ler i Skægget.

Hvad kommer det Fanø ved? Jeg vil synge dig en Sang, du lille fredelige Ø, til Tak for din styrkende og bløde, blæsende og dog milde Luft. Jeg vjl afmale dit hvide Flyvesand, din grønne Bølge, dit blaa Hav, dine Græsgange og. din øde Hede. Jeg kan ikke gøre det saa naivt som den unge Frøken, der nu er bleven en gammel Frøken, men jeg kan gøre det af et godt Hjerte.

Og jeg vil kigge ind til Befolkningen, som lever der tro imod gammel Sæd og Skik. En ny Tid slaar ogsaa for Døren af disse godt gemte, lune smaa Hjem. Den lader sig ikke afvise - paatrængende som ny Tider altid er. Den ser fra Esbjergs i Hast opførte „amerikanske" By over mod disse konservative Skippere og Bønder. Den skyder sine Brescher - i Huse, Klædedragt, Vaner og Fordomme. Den er stærk - og den vil sejre. Men der kan ydes et sejt Forsvar for det gode gamle. Lad saa det daarlige luftes ud og forsvinde.

Fanø er vel snart den eneste danske Ø, hvor Kvinderne til daglig gaar i den overleverede Dragt. Behold den! skift den ikke om med ny Moder - i hvert Fald ikke derhjemme paa Fødeøen.

Den klæder jer - det lider dog Kvinden at høre. Den gør jer til noget for jer selv - det vil Fanniken gerne være. Den er god i dette Klima - ellers havde de gamle Friser næppe valgt den. Men fremfor alt: den er karakteristisk, ejendommelig .... og hvorfor skal det ejendommelige udslettes af Verden? Verden kan blive kedsommelig nok endda.

Se paa jer selv en Søndag, naar den lille Kirke er stuvende fuld af disse Hovedtørklæder med deres kokette Snipper – ”Pjaggerne” - disse stramtsiddende, brogede Fløjlsliv, hvor Etiketten fordrer, at et Par af de klare Ravknapper skal være uknappede - disse mørke uldne Skørter med de oplivende Borter forneden!l Se hen paa Mændene - hvor nøgterne de synes i Sammenligning med deres kvindelige Bysbørn. Eller kast et lille stjaalent Øje paa de ”fremmede” - Koner og Piger - som sidder der i moderne Klæder og maa tage Snit og Stof efter Kræmmerens Tykke.

De synes at være en mere underordnet Slægt - til Trods for Pynten, den, som kan være tarvelig nok. Medens Fanødragten - den gammelfrisiske maaske - gør aristokratisk, fornem.

Og saa er der alligevel det demokratiske ved National­dragten her, at den er ens for rig og fattig. Den Skipperkone, som sidder inde med de gode Skibsparter, gaar klædt ganske som hendes Naboerske, Enken med et Par Faar og en Børneflok. Det giver en Frihed og Lighed blandt Individerne, paa samme Tid som det afgrænser udadtil. At den velhavende Skipperkone i sit Skrin har mindst halvhundred ”Klude” - Hoved- og Hals­tørklæder - at hendes røde eller brogede Liv ved højtidelige Lejligheder er af Fløjl og Silke, at hun ombinder sine slanke, stærke Hofter med indtil fem Skørter, at hun stikker sin højvristede Fod i lakerede Tøfler      det forstaar sig. Men til daglig Brug, hvor hun styrer Huset ude og inde, skal der skarpe Øjne for at skelne hende fra den lille, fattige Enke. Man har skarpe Øjne paa Fanø - men den fremmede ser overalt ens Nøjsomhed, Jævnhed og Klædelighed.

Thi den ”klæder”, denne Dragt.

Balancerer man gennem Nordbys Gader over de mer end ugæstfri Pebernødder, som her kaldes Brosten - eller aser man udenfor Byen gennem en af de smalle Flyvesandsveje, hvor Hjulsporene er dybe nok til at skjule en almindelig Huskat - saa glædes, man ved at se disse Kvindeskikkelser, Morliller, Matroner og unge Piger: hvor ranke, afmaalt, selvbevidst de gaar – hvor disse Tøfler giver Holdning - hvor disse Skørter, Liv og Hovedklæder giver Værdighed, Sluttethed og Karakter.

At møde en ung Fanøpige (og der gives Skønheder iblandt dem) paa en Gade, i en Hulvej, mellem Klitterne - det er den rene Øjenslyst. Blikket er saa klart, videbegærligt og dog tugtigt. Det ser saa tillidsfuldt og samtidig reserveret ud under del stramt bundne Hovedklæde, som ganske indrammer det friske Ansigt og skjuler Ørerne, men til Gengæld giver Trækkene en ejendommelig Aabenhed, en Ungdom i Udtryk og Mine ved Siden af Aarenes Ungdom.

”Pjaggerne” vifter oventil koket i den lette Brise, som et Par Fuglevinger, eller som de skiftevis rejsende og faldende Ører paa en Racehest …… ”Race” er der i et saadant Pigebarn,

Anklen fri, Foden spænstig i den lille Tøffel (ingen kluntede Træ- eller Lædersko), vuggende i den fyldige Hofte, Livet stramt i Taillen, Brystet som Regel højt, Ærmerne snævre, Armen i Takt til den altid hurtige Gang.

Man har let nok ved at forstaa de tidlige Forlovelser paa denne Ø - thi hvilken Søgut kan modstaa dette daglige Møde? Det bliver næsten til „Barneforlovelser" - der efter Sagnet tages meget alvorligt og sjælden brydes - og man forstaar dem saa meget bedre, naar man ser de ganske smaa Piger klædte paa og gererende sig aldeles som den voksne Søster, Moder, Tante o. s. v. .... allerkærest!

Dette gælder Fanøpigen i Nationaldragt! At hun skulde besidde sin Hjemstavns Dyder og sit Køns Tiltrækning i lige saa fuldt Maal, naar hun fremtræder ”moderne” - det er noget, jeg vogter mig for at betvivle.

Men var jeg ung Søgut, og gik paa Navigationsskolen i Nordby, og havde frit Valg og et. nogenlunde modtageligt Hjerte .... saa ved jeg, hvad jeg foretrak, om jeg end ej kan sige, hvem jeg valgte.

I Graavejr skal man synge om Solskin.

Det er ikke blot ikke Solskin nu; det er en Syndflod  - med Torden og Lynild i Oktobermaaned. Al den Regn, som udeblev i Sommer, og hvis Udeblivelse bragte Landmanden til

Bettelstaven, i Graven, eller ind blandt Agrarerne - al denne Væde gyder sig nu med en opdæmmet Energis Vælde ned over Fanø.

.Det helmer ikke; hver Dag Regn og Kuling - og ud mod Aften Torden og Lyn. Højvande helt her op i Gaden, over­svømmede Græsgange, umulige Veje - trøstesluse Udsigter.

Indberetninger om Storm paa Storm i Nordsøen, en stedse kogende Brænding paa Fanøs Veststrand, svær Sø ude i Graadyb, Vraggods og ilanddrevne Lig paa ”Skallingen”. Fanø ligger som en Bold for Elementerne ude i Vesterhavet. Mærkeligt nok, at Bolden ikke giver sig til at svømme.

Man maa sandelig til at skrive om Solskin, førend man bliver ganske graa og trist.

Og man vælger uvilkaarligt at skrive om det eneste ”durable” Solskin, det i Menneskenes eget Sind og Gemyt.

Jeg ser mig om her paa denne sælsomme Ø, med dens ”Matriarkat”, dens Kvindevælde. Mændene dukker kun frem som Undtagelser - enkelte Skippere, som har sagt Havet et foreløbigt eller bestandigt Levvel; de faa residerende Embedsmænd og Navigationsskolens Lærere og Elever. Hele den øvrige Befolkning synes at være Kvinder.

De har, mig bekendt, hverken Stemmeret til Amt eller Kommune; synes ikke at nære særlig Interesse for Politik; læser omhyggeligt Skibs- og Varelister; og saa regerer de ”Hjemmene”.

Muligvis at de derigennem regerer baade Skole og Kirke – i alt Fald indirekte; thi Kvinden er som bekendt underfundig. Vist er det, at Hjemmet ganske styres og ledes af Kvindehaand. Og den hele Ø er saa og saa mange Hjem.

Disse Hjem? -

Manden forlover sig tidligt, gaar saa til Søs - medbringende
”Duften”, Ansporingen fra dette halvt barnlige, naive Kærlighedsforhold. Det bevarer ham maaske under mange Fristelser; men selv om han yder de fremmede Zoner og sit varme Sømandsblod skyldig Tribut, saa er Duften fra det fjerne lille Ejland over ham - et af ”Pjaggerne”  omviftet, af Hovedklædet indrammet Pigeansigt ser saa frisk og længselsfuldt paa ham                

Fanø, o Fanø, ej hvor er du skøn!

Og naar han har været tilstrækkeligt længe borte - og har tjent til at sætte Bo for - saa kommer den unge Styrmand eller Skipper hjem. Saa er der Gensynet med den rødmende, fuldtudsprungne Fannikepige - og der er Bryllup - og sødt at sove udi den unge Skipperkones Arm.

Knap er Hvedebrødsdagene forbi - endnu inden Surbrødet kommer paa Bordet - saa vinker Havet: afsted! Der grædes Taarer, der omfavnes, der hviskes Levvel - og dér haabes paa Gensyn. Og i Bevidstheden om en sød Lykke, der altid bier paa ham, pløjer Fanøskipperen atter Søen - stundom aarevis, inden han atter genser Fødeø, den unge Moder og Arvingen.

Han har maaske haft Held med sig; et nyt Hus bygges, eller den gamle, lave Stuelænge, med Gavlen mod Vest og Øst, fikses op. Den unge Kone sættes Ind i alt, tinglæste Skøder og Papirer, Skibsparter, Assurancepræmier, Forhyring; selv kender hun fra Barnsben Priser paa Køer og Faar, endsige hvorledes man koger Grød og svøber Børn. Den unge, raske Skipper er glad over sit Held, sin forstandige Kone, sin Arving. Og atter sætter han en lille Fanøbo ind i Verden - atter drager han ud - kommer igen ad Aare - eller bliver borte for bestandig.

Der er en Friskhed i dette Liv med dets Kommen og Gaaen - som der er frisk paa Fanøs Strand med dens Ebbe og Flod. Landbrugeren bliver træg og flegmatisk ved Aarets seje Ensformighed - og Købstadsboeren forsumper i sit Stue- og Familieliv.

Familieliv! Jo der er netop Familieliv paa Fanø - dér hvor Kvinden gør alt, endogsaa ”bærer Bukserne”.

At hun staaar for Styret - under Mandens lange Fravær - del er sikkert. At hun er hans Regnskabfører og Bogholder, at hun alene driver det lille Landbrug, besørger hele Husets Gerning, dertil foder, opammer og opdrager Børnene - det forekommer hende ganske naturligt.

At hun derigennem faar ikke liden Magt og Myndighed, meget „at skulle ha' sagt - det forstaar sig. Men er hun sin Indflydelse bevidst, saa føler hun ogsaa Ansvaret - og det giver hende maaske denne ranke Holdning, denne spænstige ”Gang i Skoene” - de Sko, som er højhælede Tøfler.

Om egentligt Tøffelregimente bliver der næppe Tale. Vel gaar Sagnet, at Skipperen - naar han undtagelsesvis er hjemme paa et længere Besøg - smukt maa sidde og „prægle", strikke Uldstrømper; ja at han helst skal have en hel færdig om Dagen! Men om saa var: - Konen har ikke Tid til denne kvindelige Sport, hvorunder saa megen Lediggang og Sladder skjules. 0g ”prægler” den hjemvendte Skipper — saa bliver han endda ikke Tøffelhelt.

Af den gode Grund .... han forsvinder snart igen.

Et udmærket Familieliv. Har der været Rivninger, Kurrer paa Traaden, Scener….                  saa forsoner Adskillelsen.   Man luvslider ikke det ægteskabelige Vadmel ved denne evige Gniden sig op ad hinanden. Han kommer….  man genses og glæden. Han er borte og der er Tid til Eftertanke paa begge Sider. Har hun sagt ham  for haarde Ord,  medens han sidst var hjemme – saa ligger nu  den  myndige Kone alene i sit Væggeskab, i den højtopredte Alkovekøje og gennem de mørke,  stormende Nætter tænker hun paa ham, der maa døje og dyste,  slide og vaage - og uvilkaarligt Iærer hun  Børnene Respekt for denne Mand,   hvis Liv er svært og farefuldt!

Der er ikke for Børnenes Vedkommende denne Klyngen sig op ad en Slobrokspapa som bliver pirrelig ved lutter Kærtegn, og som tit fordærver en rask Dreng ved altid at forudsætte ham syg.

Drengene ved, at Far er borte - længe ad Gangen - at det er hans  Gerning den, de selv tager i Arv. Og Pigerne ved, at Mor er Mor, og at de selv skal tjene deres Brød  efter Konfirmationen. Saa bejler maaske ogsaa en Søgut til  dem - og saa bliver de ”Mor i Huset”.

Uendelig simpelt og lidet sammensat, sundt, naturligt - lykkeligt.

Mod dette Saltvandsduftende Solskin staar mangt Købstads-Familieliv som det tunge, ferske Graavejr.

Jeg skulde indfri mit Løfte, synge dig en Sang, du lille fredelige Ø, med dit hvide Flyvesand, din grønne Bølge, dit blaa Hav, dine frugtbare Græsgange og din øde Hede.

Jeg kunde fristes til at synge den som en „Selskabssang" - til Ære for det gæstfri Hjem, hvori jeg var optaget mere som et Medlem af Familien end som en tilfældig fremmed.

Kun frygter jeg for at sætte mine fortræffelige Værtsfolk - Kaptajn R., hans Hustru og Datter - i Forlegenhed. Thi foruden mange andre Dyder af den Slags, som nu maaske kun findes paa saadanne smaa idylliske Øer, syntes de mig at besidde den allersjældneste moderne Dyd: Beskedenhed. Og hvorledes vilde deres Beskedenhed stille sig ved at se deres daglige Levevis, fordringsløst og fint, tilbageholdent og aabent, besunget i en Avis eller et Tidsskrift?

De vilde muligvis tænke: det kan være rart nok til en Afveksling at have en saadan farende Fugl her i Hjemmet - men hvorfor skal han indvi hele Verden i sin Fornøjelse over at have haft det lidt godt hos os?

Og de andre Kaptajner - deres Koner og Døtre - vilde de ikke føle sig tilsidesatte?

Eftersom Gæstfrihed og venlig Imødekommen saa at sige betragtes som en selvfølgelig Sag paa Fanø.

Lykkelige lille Land!

Saa gemmer jeg Sangen; der kommer nok en Lejlighed,
hvor den af sig selv bryder sig Vej maaske ved næste Besøg.

Thi her var godt at være.

Her var f. Eks. den Køretur over den to Mile lange, øde Hede. Og det var de sidste Solglimt, den sidste milde, regnfri Oktoberdag, som vi benyttede til at age fra den nuværende Hovedstad, Nordby, til den forhenværende Hovedstad: Sønderho.

Ingen Springvej, denne - og ingen Chaussee. Vejen er god ud til Præstegaarden; saa bliver den belagt med afrevet Marehalm - hvorover man vuggende kører - og til sidst staar man af, for ikke at give Hestene alt for rig Lejlighed til at øve deres Kræfter paa de Kiselstens Skærver.

Der er god Tid til alt under Vejs. Til at ryge en Cigar - naar ikke den friskende Kuling ryger med - til at passiare om før og nu, om Hedeplantningen, der paabegyndes, om ”Fugle-Køjerne”', der er i fuld Virksomhed, skjult for de uvedkommendes Blikke, hist inde bag Klitterne øst paa.

Hvad er en Fuglekøje?

I min Uskyldighed tænkte jeg mig: en Fuglekøje maa være et behageligt Opholdssted, et af gode Mennesker anlagt Herberge eller Gæstehjem for de løse, vilde Fugle, der paa deres Omflakken anduver denne idylliske Ø noget nær et  venligt Asyl, som hos den fortræffelige Kaptajn R., hans Hustru og Datter.

Nej.

Man danner sig altid fejlagtige Forestillinger - blot paa et Navn.

Fuglekøjerne er tilsyneladende en yderst skikkelig, ”einfach” Indretning - i Virkeligheden en gennemsnedig, lumsk Institution, beregnet paa de vagabonderende fri Fugles Fordærvelse og baseret paa deres Godtroenhed og Sorgløshed.

Som alt i denne spekulerende Tid drives ogsaa ”Køjerne” af et Aktieselskab - og uvedkommende har ingen Adgang.

Man laver en kunstig Dam - eller benytter en lille Mose i Læ af Klitterne - beplanter den med Siv og Rør, indhegner den med Gran og Fyr - hvis det ellers vil vokse - laver sig Kanaler fra Dammen ud til den aabne Strand og Sø — saaledes at de er snevrest ved Stranden, bredest ved Dammen. I Dammen sættes tamme ”Lokkeænder”. De har det godt, har godt at æde, bliver ikke spiste - kun deres Frihed har de ikke.

Deres fornøjelige Snadren lokker de vilde Ænder, Havets
Vagabonder, til. Særlig en Lyd, som Vagabonderne ikke
modstaar. Det er naar Opsynsmanden - skjult af Rørene og de
lave Fyrre - (thi denne Hædersmand viser sig aldrig) - kaster
Korn og Gryn ud i Dammen og den lumske Kanal. Dette lille
Sjup! i det stille Vand - og de tamme Ænders Snasken og
Snadren      ja hvem modstaar sligt?

De vilde Ænder er sultne, sorgløse og graadige. De ser og hører deres Slægtning!  derinde  have det i alle Maader godt….den dristigste, eller sultneste Vagabond fører Flokken an ude fra Havet; de sejler uhindret op gennem den snevre Rende - den aabner sig, mere og mere - der ligger Dammens spejlblanke Flade - dér flyder Kornet paa Vandet - dér snasker og snadrer Slægtningene - det er jo et helt Paradis! - og Slægtningene har intet Brændemærke, der røber den tabte Frihed.

Altsaa:  man hugger i sig - man lader sig Middagen eller Frokosten smage og naar man vil sige Tak for  Mad, og trække sig tilbage gennem Kanalen saa er den  usynlige Opsynsmand dér og ønsker Velbekomme.

Med et Sjup! falder hans Net ned over Vagabonderne ....
Finis.

Saaledes gaar det i Fuglenes Verden; saaledes gaar det i Menneskenes. Sorgløsbed og Graadighed, Snedighed og Foretag­somhed.

Og medens man sidder og tænker over dette - den store Spekulation i Næstens Svagheder eller Trang - saa gaar Passiaren i Staa.

Den var for lidt siden ophørt. Dette landskab paabyder Tavshed.

Det blev en lang Pavse fra sidst. Det store Landskab - den øde Hede, Klitterne, Stranden, Havet - det paabød alt sammen Tavshed.

Og nu er jeg her alter;   Luften lægger sig styrkende og blød om mit Sind; jeg sover ind om Aftenen ved Havets Rullen og vækkes om Morgenen ved samme Salme; jeg stirrer paa det hvide Sand, indtil det svider i Øjnene; lukker saa i for Blikket, tænker, drømmer,  driver omkring .... den samme Fortryllelse tager mig, de samme Luftspejlinger betager mig:  Sand og Vand, Himmel og Hav, Græsgange og Klitter,  Beboernes Huse og Beboerne selv spænder deres usynlige Net over mig – jeg ar fanget.

Det eneste Fangenskab, hvorunder jeg befinder mig vel.

Og saa var det Sangen, Løftet fra sidst?

Der kommer en Fugl over salten Hav -

Nej, saadan ikke.

En eller anden Fugl maa det nu være. Maaske saaledes:

Der kommer en Fugt saa langvejs fra

Mod Graadyb søger den ind,

Og nu har den døjet og dystet nok

I Havgus og kulende Vind….

Mon det skulde være Tonen?

Jeg bestiger en Klit ude ved Stranden, lader mig rutsche halvvejs ned i Dalen, akkurat saaledes, at jeg er i Læ for Vinden med et Udkig mod det grønligklare Hav og den kridhvide Brændingsstribe. Marehalmen staar der med sine strittende Vipper - de nikker, frem og tilbage, frem og tilbage, som slog de Takten til Vesterhavets melodiske Brusen .....

Kan jeg da slet ikke hitte paa ny Ord? Jeg maa vel sende Bud efter en af de yngre Digtere. De har saa mange Adjektiver og Prædikater, opelskede i deres Ansigts Sved; og saa mange ejendommelige Farver, fint stemte, omhyggeligt vragede. Jeg ser kun Marehalmen vissengul eller blaagrøn, Sandet hvidt eller „graat" - - langtfra Nuancer nok. Fra den uendelige Horisont kommer en Fugl flyvende, voksende hastigt op mod Zenith, derpaa dalende - nogle Vingeslag - og ind gennem Klitten stryger den, og er forsvunden. Behag at beskrive! Hvad er det for en Flyver - Vade- eller Svømmefugl? - dens zoologiske Navn - eller dens folkelige lokale?

For mig er den simpelt hen en Fugl - Poesiens Fugl: den gør mig Omgivelserne saa kære og kendte. Og til det kære, kendte har man sjælden ny Navne.

Fanø, o Fanø -

Var det Sangen?

Maaske kan der slet ikke digtes anden Vise end netop den gamle af den gamle Frøken.

Og maaske bærer Fanø selv Skylden.

Thi her er blevet et Badested; og det bliver maaske et stort et, muligvis med europæisk Klang.

Naar man tidligere kørte eller gik over den store, øde Hede til Sønderho, saa kunde man støtvæk gaa i sine Drømme - ikke engang ”Plantørens” Hus eller Gerning forstyrrede en. At beplante et Areal af en øde Hede, det er ikke at øve Vold imod Landskabets Karakter og naturlige Skænhed. Det kan være en nyttig og god Gerning; thi skygge og Læ savnes unægtelig her paa Øen. Det bliver aldrig stridende imod den allerbedste Overlevering: Naturen.

Og saaledes kører eller gaar man Plantør og Plantning forbi, stadig følende sig et med Landskabets storladne Jomfruelighed. Disse Klitter her - paa begge sider af Vejen - nøgne eller lyngbegroede - lunefuldt skiftende i knaldende grelt Lys eller bløde violette Skygger - Tumleplads for Lærker og Viber, Vadefugle og Maager - fristende for Maleren, lokkende for Poeten, dragende med Naturens naive Magt, der er koket midt i sin stilfærdige Vemod - de er ikke blevne betrampede af Badegæster med Gud ved hvilken Storstads Synderegister paa deres Samvittighed.

Endnu ikke.

Den forhistoriske Stubmølle dér, paa en Klit lidt udenfor Sønderho - lige saa ægte som et godt Stykke gammelhollandsk Kunst — den findes endnu Ikke i enhver dansk, tysk eller engelsk Diletlantfrøkens Skitsebog.

Men den vil nok findes der ad Aare.

Og Sønderho, den lille snurrige By, som man endelig kommer til, uden at man ret kan skelne Huse fra omliggende Klitter - den ligger dér, saa elskværdig liden og beskeden, pillen og pæn, hvad Døre, Vinduer, Stakitværker og Gæstgiveri angaar - ganske i Kahyt-Stilen, ganske som en lille hollandsk Klitby - lavt ved Jorden, og dog med den tidligere ”Hovedstads” Selvfølelse, stejlt afgrænset mod Indflydelser fra det „moderne" Nordby, der bærer alle disse europæiske Omvæltninger i sit Skjold.

Omgivet og beskyttet af Øens højeste Klitrække - med de rødmalede Sømærker over de hvide Sandkamme - tyst og stille, venlig men unægtelig lidt ensomt ligger den dér og tærer paa Fortiden - indrømmende Professor Exner og nogle akademiske Pensionister et Par Maaneders Sommerophold, men strengt afvisende enhver Titel af Badested.

Endnu.

Og man sætter sig ned i den skyggefulde Krohave, mellem de to Kastanietræer - hvoraf Exner har gjort en akademisk Pennetegning i ulastelige Krysstregnmger - nyder med et undertrykt Suk sin Ny-Carlsberg, den eneste Ølsort, som findes paa Stedet - og man drømmer.

Ude over Havet - der er saa udybt her, at man tror at kunne vade baade til Ribe Domkirke, til Manø og til Rømø - ude over alt dette flade Vand kommer de hvide Sommerskyer sejlende i et forhistorisk Tempo, der udelukker enhver Tanke paa Nutidens febrilske Hast, paa Badeliv som Følge af Nervøsitet, og Nervøsitet i nær Slægt med det Badeliv, som følger Nutiden.

Man er sikker paa Sønderho.   Endnu.

Og med et Suk nedsvælger man den sidste Slurk af den par force tilblevne nationalæstetiske Drik….           gyser ved Tanken paa de mange Ofre - griber Vandringsstaven og stiger over de høje Klitter, gnistrende og glødende i Middagens Sol, ned paa den brede, flade,

faste, elastiske, vidunderlige Strand - Fanøs Stolthed, Trækplastret (om man tør bruge Ordet) - der har al denne moderne Hurlumhej i Følge.

Det var tidligere det vidunderligste af det vidunderlige, denne Strand - der tilhørte netop den fredelige Vandrer, som gik sin ensomme Gang fra Sønderhopynten til Fanø Nordpynt. Han kunde lede efter Rav, eller lade være; kunde følge Vesterhavets Rulninger over Revlerne - fordybe sig i Klitrækkens vuggende bløde Konturer - eller i Spejlbillederne af Skyerne over de flade Vandsamlinger, garnerede af Maager, Terner, Ryler og Strandskader i Hundredvis. Og han kunde se Fata morgana - »Skallingen", som stod paa Hovedet, Klitter, som svømmede i Luften; alle Strandens Undere kunde han have for sin egen Mund. Nu maa han dele med Europa.

Saa han langt borte en Vogn - unaturlig høj og stor hen over den øde Flade - saa fristedes han ikke til at hale sine Manchetter frem og skubbe sin Kravat til Rette: Vognen var kun én enkelt Undtagelse - maaske en Klitbonde, som skar Marehalm af til at brolægge" Chausseen med.

Han udsatte sig ikke for nervepirrende Møder med danske Komtesser og Skuespillerinder, tyske Kommerceraader, Berliner-Sportsmænd og engelske Travellers.

Nu er han ikke ubetinget sikker; og han vil i Fremtiden blive det endnu mindre.

Her er kommet et nyt Fala Morgana: Hotellerne. De formerer sig Aar for Aar; de vokser - om ikke i Skønhed - de svæver ikke i Luften, de er Realiteter - forhaabenligt paa et solidt Grundlag.

Stranden er fast nok, selv om Sandet er Flyvesand. Ikke den med Komtesser, Grossererfruer og Sportsmænd tungest belæssede Vogn efterlader noget nævneværdigt Hjulspor, naar man kører sin Fornøjelsestur her paa de rette Tider.

Og denne karakteristiske Omstændighed har faaet vidtrækkende Følger for den idylliske lille danske Ø.

En fremmed Journalist - der styrkede sine Nerver her i velgørende Ensomhed - gjorde først den store Opdagelse med Hjulsporene. Han meddelte den til en Ven og Landsmand, en driftig Forretningsmand med et hurtigt Hoved og skarpe Øjne.

Hvorfor skulde Danmark ikke have sit store Badested - oven i Købet et internationalt?

Og en, to, tre, saa var Fanø Nordsøbad en indregistreret Kendsgerning - der, som enhver god Gerning, kun venter paa Velsignelsen ovenfra - og lidt bedre Tider.

Velsignelsen vil næppe i Længden udeblive; Tiderne vil forandre sig - saa kan Europa gaa i Vandet her.

Fanø, o Fanø -

Man kan le, eller man kan græde; eller man kan, som Fanniken selv, tage den med Ro. Det ligger dog alt sammen i Tiden; det er blevet en Skæbne - og mod Skæbnen kan ikke engang en Poet stampe, uden at blive lidt komisk derved.

Skæbnen er den, at Europa skal have sine Badesteder - og da Danmark ikke aldeles kan afgrænse sig, saa faar vi en Mundsmag med af Table d'hôte, Kurhoteller og andre Hoteller, Drikkepenge, Kellnere, Flirtation, Sport, Regninger - og en Snes Koldtvandsbade i Tilgift pro persona.

Helbredet spiller jo ikke saa stor en Rolle derved - thi hvis man vil helbredes, gaar man ikke til de store Badesteder.

Jeg kan selv tale lidt med derom; jeg har nu prøvet det - ganske vist kun i For-Sæsonen; tilstrækkeligt til at vide, at jeg - ikke vil være der i den rigtige Sæson, den, som Badet er baseret paa.

Lad Kunstnerne og Poeterne gaa deres Gang, send dem til Blaavandshuk, over paa Manø, eller Pokker i Vold - de er Folk, hvem det er vanskeligt at gøre til Pas. De er sensible Naturer, de passer i Grunden ingen Steder, deres rette Felt er Fata morgana - men ikke Hotellerne.

Vi har derimod Aristokrati; Folk, som ikke bestiller overdrevent meget, ikke fører nogen særlig oprivende Tilværelse. De er vante til at gøre Toilette tre Gange om Dagen og til at spise med den store Ske - uden at fordærve Appetitten for næste Omgang. De vil passe der. Lad dem kun faa deres Regning!

Og saa det store, velhavende Bourgeoisi, baade det skandi­naviske, det tyske, og maaske en Slump af det engelske.

De er som skabte til Værktøj i den uudforskelige Skæbnes Haand.

Hvis en lille, idyllisk Ø - ejendommelig dannet af Naturen, med ejendommelig Nationaldragt, egne Sæder og Skikke iblandt Befolkningen, klogt beregnende og dog naiv, sparsommelig, flittig, gæstevenlig og dog tilbagetrukken - hvis et saadant lille Vidunderland bliver ”opdaget” af en af Storstadsborgernes egne Journalister: saa lad ham ikke tøve med at give en driftig For­retningsmand et Vink.

Forretningsmanden kender sine Folk; han ved, hvilken Appetit Storstadsborgerne har paa naive Retter: god Luft, friske Bade, dejlig Strand, oprindelige Mennesker.

Snart vil Bourgeoisiet være derovre - Herrer og Fruer, Frøkner og Sønner. De vil spise og drikke, godt og meget - bringe Priserne i Vejret paa Rariteter og Køreture - de vil udvikle Øboernes medfødte Sans for den store og lille Tabel - vænne dem af med Gæstfrihed - vænne dem til at finde Nationaldragten komisk - de vil føre deres egne smaa Skandaler, deres Snak om Kejserens Skæg, deres ørkesløse Kaflepassiar og deres stundesløse Driveri med sig og det vil virke langsomt, men sikkert som alt, hvad der er daarligt.

De vil mene at søge til Naturen (dette Begreb, som de kender fra Stambogsrim) for at vende styrkede tilbage til deres Praksis, Konsultationer, lediggang eller Kontorslid. De vil kun opnaa at slide Naturen Had ved deres Jagten omkring paa Cycle eller i Landauer. De er aldrig blevne optugtede til Ensomhedens, Tavshedens, den inderlige Hengivelses Andagt - og de vil fornærme Naturen ved at bralre dens Vuer og Udsigter ud i banale Fraser, idet de kaster til Maals om Champagne efter en Flaske.

De ligner sig selv her som overalt l Verden; og naar et Forretningstalent „grunder" et nyt Badested, saa grunder han en ny Sommerkoloni af Naturfjender paa de oprindelige Naturbørns Bekostning. -

Nuvel! siger Naturbørnene: det er Fjenden, som betaler Gildet - vi ler ad ham, men naar han er borte; og vi skal nok sørge for at presse ham, mens han er her!

Der har vi Moralen!

Bortset fra, at det er en daarlig Moral, saa holder Beregningen ikke Stik. Øboerne bliver i Længden selv den lidende Part. De har kun rent instinktivt deres Naturglæde; de hænger ved deres lille Ø fra ældgammel Tid - de grønne Græsgange, det hvide Flyvesand - men de

ved ikke hvorfor, de kan ikke sige det. De synger, hvad den gamle Frøken synger, deres Hjerte bevæges, deres Følelse med - men det er nærmest Hjemfølelsens Strenge, der anslaas. De elsker ubevidst, som alle Naturfolk.

Naar man imidlertid har en Kærlighed, saa gør det ikke godt, at der gramses paa den. Og naar Fremmedsværmen aarlig gramser og tramper paa alt - naar Klitter og Strand og Græsgange og det hele kan købes - naar alt er Parceller og alt til Fals - naar der bliver lavet stor og lille Tabel paa Kærligheden - saa bliver Fanø til sidst ét stort „Badested" - og Hjemfølelsen noget blandet.

Det er derfor ørkesløst, at en Poet sætter sig til at knuse en Taare, fordi Nationaldragten allerede nu er paa Retur. Om nogle Aar vil den være en Saga blot - kun at finde paa Exnerske Billeder og maaske en Kunstnermaskerade.

Hvis dette faste Bolværk kunde være holdt - som i nogle af de hollandske Byer - saa kunde Øboerne maaske have let overlegent ad de fremmedes hele Væsen - uden at tilsætte det bedste, et Menneske ejer: sin ejendommelige Personlighed.

Men gør man Bourgeoisiet den første Indrømmelse med Dragten - saa følger umærkeligt men sikkert, langsomt og uvægerligt de andre Indrømmelser efter.

Om en lille Tid - hvis Vorherre holder sin Haand over „Badet" - saa vil Fanøboen være et moderne Menneske, som smelter sammen med Europa. Han taler den internationale Sportsjargon, bliver Hotelier, Medlem af det store Broderskab med de høflige Manchetter og de skarpe Negle og saa kommer Turen til Manø.

Det er Udviklingen - det er Tiden - det er Skæbnen.

Hvad kommer det mig ved?

Er jeg født dér? - Har jeg nogen Interesse af Parceller, Grundstykker, Køb eller Salg?

Nej; jeg ejer intet dér, saa lidt som noget andet Sted. Men jeg laa ifjor, syg og træt, indsvøbt I min Kappe, i Læ af en Klit, og stirrede ud paa Stranden og Havet. Ensom var jeg, Lullen let og blød, Farvetonerne harmoniske - en stor Skønhedens Fred over Land og Vand og helt op imod Himlen. Og jeg drømte saadan en smuk Drøm.

I aar søgte jeg Stedet op - men Drømmen udeblev.

Det er snart vanskeligt i det lille Danmark at finde det Sted, hvor man i Fred og Ro kan drømme - i det mindste om Sommeren.

Men saa har man Foraarets og Efteraarets Tid .... og mangen god Gang endnu kan man maaske ligge der paa Klittens polstrede hvide Chaiselong og nynne:

Fanø, o Fanø, ej hvor var du skøn!

Holger Drachmann.