Det Nørrejyske Redningsvæsen, officielt stiftet 1852, skylder først og fremmest sin eksistens til en enkelt mand - sandflugtskommissær og justitsråd C.B. Claudi - som i midten af forrige århundrede tog initiativ til at oprette redningsstationer på den jyske vestkyst. Christopher Berent Claudi (1799 – 1880) var opvokset i et hjem ved den jyske vestkyst, hvor hans far var birkedommer i Rysensten Birk nord for Thorsminde og bestyrer af den privatejede rysenstenske forstrand.
Men forud var mange menneskeliv gået tabt ved nogle store strandinger, som han som dreng havde været vidne til. Det drejede sig især om de to engelske linieskibe ”St. George” og ”Defence”, der den 24. december 1811 forliste på revlerne ud for det nuværende Thorsminde. Alene ved disse to skibes forlis omkom 1391 mand, mens det kun lykkedes for 18 at komme i land med livet i behold.
Som 25 årig fik Claudi opsynet med den rysenstenske forstrand nord for Nissum fjord og blev i 1838 strandingskommissær, 1841 sandflugtskommissær og 1848 landvæsenskommissær. Han overtog den 29. september 1828 gården Grydsbæk i Vandborg sogn kun tre kilometer fra havet. Claudi blev kendt for sin nidkærhed i sit arbejde, og slæbte strandfogeder i retten for de mindste overtrædelser af deres instrukser. Han blev dog mildere med årene.
C. B. Claudi (1799 – 1880), justitsråd og sandflugts-, strandings- og landvæsenskommissær. Fortaler for oprettelse af redningsvæsenet i Danmark.
Claudi rejser til England
Claudi, der havde hørt om oprettelsen af det engelske redningsvæsen, bekostede i 1845 selv en rejse til England for at gøre sig bekendt med det engelske redningsvæsens opbygning og redningsmateriellets konstruktion og anvendelse. Efter sin hjemkomst indgav han forslag til regeringen om oprettelse af et organiseret redningsvæsen i Jylland, hvor de fleste strandinger fandt sted.
Der var på samme tid kommet gang i debatten om at skaffe redningsbåde og der blev aftalt en forsøgsperiode. I denne periode blev redningsvæsenets første roredningsbåd bygget, nemlig i 1846 på initiativ af bl.a. Foreningen til Søfartens Fremme og efter tegninger af den kendte skibsbygmester E. P. Bonnesen, som havde studeret bygning af redningsbåde i England. Båden skulle have været stationeret ved Flyvholm, men blev stationeret ved Agger Tange, da den var for tung til at blive transporteret over land. Her gjorde den fyldest til den i 1851 blev afløst af en anden båd.
Tegning af den første redningsbåd til den jyske vestkyst, bygget af skibsbygmester E. P. Bonnesen i 1846 og stationeret ved Agger Kanal.
"Lov angaaende Redningsvæsenet på de danske Kyster"
Anthon Andersen var føst Claudis højre hånd i 9 år og derefter bestyrer i 40 år fra 1. juli 1869. Han skriver selv om sin ansættelse:
”Da forretningerne ved bestyrelsen af redningsvæsenet i Jylland stedse tiltog i omfang – redningsstationernes antal var da i alt 28 og aar for aar krævede større anstrengelser af den mand, som var bestyrerelsen betroet, navnlig ved rejser, hvilke tilsynet med de over en strækning af omtrent 50 mil fordelte redningsstationer gjorde nødvendig, havde Justitsraad Claudi gjentagne gange andrager paa, at en af det offentlige lønnet assistent maatte blive ansat hos ham, for at gaa ham til haande ved redningsvæsenets bestyrelse.
Uagtet Ministeriet til fulde erkjendte den i saa henseende tilstedeværende trang, havde dette ikke været i stand til at skaffe bestyreren en saadan medhjælp. Bestyreren maatte da beslutte sig til paa egen bekostning fra 1ste Maj 1860 at antage en assistent.
Paa Justitsraad Claudis opfordring paatog udarbejderen af nærværende fremstilling sig dette hverv og forblev i denne stilling 9 aar til 1ste Juli 1869. den saaledes antagne assistent var ved pladsens tiltrædelse 24 aar gammel, stærk af helbred og vænnet til arbejdsomhed. Som praktisk skibsbygger og theoretisk skibskonstruktør samt med 3 aars befarenhed med sejlskibe paa oversøiske pladser, besad assistenten visse egenskaber som bleve til nytte for sagen under hans virksomhed hos bestyreren og i de siden hin tilbagelagte aar.
Ministeriet bemyndigede Justitsraad Claudi, paa indstilling derom, til paa eget an- og tilsvar i sit forfald at lade inspektions og andre i redningsvæsenets tjeneste forefaldende – rejser besørge af assistenten, medens det dog indskærpedes bestyreren, saavidt omstændighederne maatte tillade det personlig at have indseende med de ham underlagte redningsstationer.”
Om Anthon Andersen: (1869-1909), konsul, død 1909. Uddannet skibstømrer og sømand fra Lemvig. Den betydeligste leder i Redningsvæsenets historie, og han fyldte så at sige de rammer ud, som hans forgænger havde udstukket, og forbedrede dem også, med anlæggelse af nye stationer og store indkøb af nyt materiel (ny båd og nyt bådehus i Slettestrand). Oprettede telefonstationerne og strandvagterne langs Vestkysten. Antallet af strandinger faldt i konsul Andersens periode, men antallet af redningsaktioner til havs steg, i takt med motorskibenes og fiskeriflådens fremvækst. Redningsvæsenet fik da også snart nye motordrevne redningsbåde, så man var gearet til den nye type opgaver. Ved sin død var A. Andersen en af de mest dekorerede mænd i landet, dekoreret med bl.a. Kommandørkorset, Dannebrogsmændenes Hæderstegn, Fortjenstmedaljen i Guld, Medaljen for Druknedes Redning og flere udenlandske ordener. Formåede i sine 40 år som bestyrer at reformere redningsvæsenet løbende, i takt med tidens krav. De koordinerende skrivelser fra bestyreren af Redningsvæsenet til de enkelte opsynsmænd, påbegyndes også i Konsul Andersens periode, hvor kommunikationen mellem Redningsvæsenets top og de enkelte opsynsmænd forbedredes markant.