Vagt- og patruljetjeneste
Alarmeringshuse Fanø
Vederlaget for strandvagtstjeneste blev i januar 1918 forføjet fra 50 øre til 1 Kr. pr. time, og forhøjelsen virker med tilbagevirkende kraft fra oktober 1917, så det bliver til en lille pæn nytårsgave. Desuden var der en forhøjelse ved redning af skibbrudne fra 15 kr. til 20 kr.
Når strandvagten om natten observerede et strandet skib, tændte han et blålys for at tilkendegive, at strandingen var observeret og at hjælp kunne ventes, samt om muligt at forhindre de skibbrudne at gå i deres egne både. Dette ville nemlig, for folk uden kendskab til kysten, være et yderst risikabelt foretagende, og fik ofte de sørgeligste følger.
Strandvagten begav sig, når blålyset var udbrændt, til den nærmeste redningstelefon for at afgive melding til opsynsmanden, der da øjeblikkelig alarmerede det øvrige mandskab og tilsagde dette at møde ved redningsstationen. I mellemtiden måtte opsynsmanden have gjort sig klart, med hvilke apparater han ville forsøge at redde de skibbrudne. Her var der mange faktorer der spillede ind, såsom stedet, hvor skibet var strandet, afstanden til land, vindens retning og styrke, søen og strømmens beskaffenhed m.m.
Reglement
for
det ved redningsstationerne ansatte mandskab.
1955
§ 1.
Det ved en redningsstation ansatte mandskab er forpligtet til af yderste evne at virke til skibbrudnes redning. Det har i så henseende nøje at efterkomme de ordrer, som gives af bestyreren for redningsvæsenet, af den ved enhver station ansatte opsynsmand eller under hans fraværelse af bådformanden eller den, der ellers måtte være bemyndiget til at fungere for opsynsmanden.
§ 2.
Ved de med redningsbåd forsynede stationer vælger mandskabet med forbehold af bestyrerens godkendelse mellem sig indbyrdes en bådformand. Denne formand er fører af båden og tager bestemmelse om det sted, hvorfra båden skal gå ud. I øvrigt varetager han i opsynsmandens fraværelse dennes forretninger.
§ 3.
Så snart redningsmandskabet er kommet til kundskab om, at et redningsforetagende er nødvendigt, skal det straks begive sig til redningsstationen og, for så vidt redningsmateriellet tages i brug, være behjælpelig med dettes hurtigst mulige transport til strandingsstedet.
Det er, hvad enten redningsbåden anvendes til redningsbrug eller til øvelser, forbudt at optage uvedkommende personer i den, ligesom den ikke må anvendes til bjergning af gods o. lign.
§ 4.
Når øvelser med redningsmateriellet skal foretages, har mandskabet at indfinde sig ved stationen til den tid, som af opsynsmanden bestemmes, og der tage del i alt det arbejde, som opsynsmanden i anledning af øvelsen måtte beordre.
§ 5.
Når redningsmateriellet har været benyttet i anledning af strandinger eller øvelser, skal mandskabet føre det tilbage til redningsstationen og uden ophold give sig i færd med at ordne og bringe på plads enhver ting, som har været i brug.
Tovværk - herunder ganske særligt raketliner - samt sejl, redningsveste o. lign. må dog først lægges på plads efter at være godt tørret. Det må iagttages, at båden tømmes for vand, og at redningsmateriellet i det hele rengøres omhyggeligt.
På redningsstationerne er tobaksrygning, brug af åben ild og henlæggelse af redningsvæsenet uvedkommende genstande forbudt.
§ 6.
Mandskabet skal efter yderste evne søge at tilegne sig den nødvendige indsigt og færdighed i brugen af alt ved stationen værende redningsmateriel, ligesom det nøje skal gøre sig bekendt med indholdet af de udleverede vejledninger m. v. - herunder specielt anvisningen angående oplivningsforsøg, hvori tilfredsstillende færdighed skal søges opnået.
Under øvelserne skal bådmandskabet af motorpasseren gøres fortrolig med motorens behandling.
§ 7.
Såvel under redningsforetagender, som under øvelser skal enhver af bådmandskabet være iført den anordnede redningsvest. I opsynsmandens fraværelse påhviler det bådformanden at påse overholdelsen af denne bestemmelse.
§ 8.
Uden forud indhentet tilladelse fra opsynsmanden eller i hans fravær fra bådformanden eller den, der ellers måtte være bemyndiget til at fungere for opsynsmanden, må redningsvæsenets personel ikke for længere tid end 24 timer fjerne sig mere end 10 km fra redningsstationen og skal ved sådan fraværelse endvidere stille en efter opsynsmandens og formandens skøn pålidelig stedfortræder.
Bortrejse fra stationen på længere eller ubestemt tid for at fare til søs eller for at udføre arbejde andetsteds vil ikke kunne tillades nogen i redningsvæsenets tjeneste ansat mand. Derimod vil orlov til bortrejse fra stationen for at kunne drive fiskeri udenfor stationens område kunne gives til indtil halvdelen af betjeningsmandskabet ved en station for et tidsrum af højst 6 måneder samme år. En sådan orlov vil dog kun kunne tilstås personel, der har været ansat i redningsvæsenets tjeneste i mindst 1 år. Ansøgning om orlov sendes, ledsaget af vedkommende opsynsmands udtalelser, til redningsbestyrerens afgørelse, og ansøgningen vil kun kunne ventes tilstået, når ansøgeren er i stand til at stille en efter opsynsmandens og - hvor en sådan forefindes - formandens skøn skikket mand. Under fraværelse oppebærer stedfortræderen den lønning m. v., der ville tilkomme den bortrejste.
§ 9.
Foruden det årlige vederlag, der udbetales månedsvis forud, tilkommer der mandskabet en nærmere fastsat ekstrabetaling i følgende tilfælde:
d. For alle møder i øvrigt - på stationen eller andet steds i redningsvæsenets tjeneste - når de får en varighed af mere end 4 timer.
§ 10.
For den i § 9 omtalte ekstrabetaling skal mandskabet bringe redningsmateriellet tilbage til redningsstationen og foretage den i § 5 påbudte rengøring m. v., selvom omstændighederne måtte medføre, at delle arbejde først kan udføres den følgende dag eller senere. Det beror på bestyrerens eller opsynsmandens bestemmelse, hvorvidt hele mandskabet eller kun en del af dette skal anvendes til arbejdet; i sidste fald bliver en passende tørn ordning at iagttage.
§ 11.
Når materiellet eller stationshusene skal underkastes istandsættelser, og disse på forsvarlig måde kan udføres af det til stationsmandskabet hørende personel, vil der på skift blive givet dem fortrinsvis adgang til den heraf flydende fortjeneste.
§ 12.
Redningsmandskabet kan ikke uden lovligt anmeldt forfald vægre sig ved efter tilsigelse at udføre vagttjeneste på stranden, når vejrforholdene efter opsynsmandens skøn er af den beskaffenhed, at vagt bør udsendes.
Vagtens længde og de vagtmandskabet påhvilende pligter meddeles dette af opsynsmanden i henhold til den ham givne instruks.
Betaling for vagttjeneste udbetales månedsvis bagud.
§ 13.
. Afskediges nogen af mandskabet af redningsvæsenets tjeneste på grund af alder, svagelighed eller anden ham utilregnelig årsag har han adgang til at opnå understøttelse efter de til enhver tid gældende regler.
§ 14.
Indtræffer der i tjenesten et ulykkestilfælde, hvorved nogen af redningsvæsenets personel kommer til skade, modtager den pågældende hjælp (dagpenge eller invaliditetserstatning) i henhold til den til enhver tid gældende lovgivning om forsikring mod følger af ulykkestilfælde.
Begrunder tilskadekomsten i henhold til ovenstående krav på invaliditetserstatning fastsættes denne under hensyn til de i lov af 26. marts 1852 § 6, 4. marts 1857 § 1 og 17. marts 1882 §§ 2 og 3 fastsatte regler.
Begrunder tilskadekomsten ikke krav på invaliditetserstatning, men medfører den afskedigelse af redningsvæsenets tjeneste tilkommer der den pågældende en i overensstemmelse med understøttelsesreglementet fastsat understøttelse.
Når en i henhold til reglerne i ovenstående stk. 3 understøttet person afgår ved døden, ydes der den eventuelle enke en nærmere bestemt understøttelse, dersom ægteskabet er indgået før tilskadekomsten.
§ 15.
Dersom nogen af redningsvæsenets personel mister livet i redningsvæsenets tjeneste ydes der den eventuelle enke en i overensstemmelse med understøttelsesreglementet fastsat understøttelse, hvorhos såvel enken som eventuelle børn under 18 år tillægges en understøttelse i henhold til de ovennævnte love af 1852, 1857 og 1882.
§ 16.
Reglement for det ved redningsstationeme ansatte mandskab af 2. oktober 1947 ophæves.
Forsvarsministeriet, den 1. oktober 1955.
Chr. Christiansen.
Vemer Christiansen.
I februar 1920 fik redningsmændene bedre vilkår, idet myndighederne indså, at til trods for, at det ikke er en heltidsbeskæftigelse, at være redningsmand, er det et særligt anstrengende og farligt job, som bør lønnes noget højere.
I finansudvalget vedtog man en lønstigning for bådmændene og raketstationers besætning på henholdsvis 180 kr. og 60 kr. årlig til 420 kr. årlig. Formandens løn fastsattes til 560 kr., opsynsmændene til 720 kr. årlig. Ændringerne trådte i kraft fra 1. oktober 1919.
Desuden blev timebetalingen for vagttjeneste om natten og i usigtbart vejr med 25 øre. Og endelig er man gået med til at forhøje understøttelserne til afgåede redningsmand fra 26.412 kr. til 41.812 kr. årlig.
Oprindeligt hørte redningsvæsenet under indenrigsministeriet, og ved dettes deling i 1896 overgik det til landbrugsministeriet. Fra 1906 blev det henlagt under marineministeriet, og i 1928 blev de to afdelinger lagt sammen til én fælles institution med fælles ledelse og administration i København. Fra 1950 kom det samlede redningsvæsen under forsvarsministeriet. Redningsvæsenet forblev en selvstændig institution indtil 1973, hvor det som Kystredningstjenesten blev sammenlagt med Fyrvæsenet, Søkortarkivet og Lodsvæsenet til Farvandsvæsenet. På det tidspunkt var der 50 bemandede og 2 ubemandede stationer.
Det Kongelige Danske Fyrvæsen blev oprettet 8. juni 1560 under Frederik II.
I den spæde start opførtes vippefyr ved Skagen, Anholt og Kullen. Det sidste vippefyr blev nedlagt i 1788.
I tidens løb er der gjort mange eksperimenter på forbedringer af fyrenes lysevne.
De åbne fyr blev lukket med et lanternehus, kul erstattet med petroleum. Senere anvendtes flere former for gas og til sidst elektricitet. Gas bruges dog stadig og især som reserve for el.
Der blev bygget mange fyr i perioden 1830-1850. Hvert fyr blev udstyret med den tids fineste apparatur.
Efter krigen 1848-50 blev der oprettet mange nye skibsruter, og krav om bedre fyrbelysning meldte sig. En kommission fastslog, at store fyr kun er nødvendige få steder i Danmark, hvorimod små fyr skal ligge så tæt på hinanden i indre danske farvande, at et skib altid har et fyr i sigte. Havnefyr skulle også etableres i alle havne. Kommissionen ønskede, at personaleboligerne blev bygget sammen med tårnene, og at der blev købt jord nok til kreaturhold for de ansatte.
Indtil 1893 var der oprettet 71 fyr, 10 fyrskibe og 7 lystøndestationer. I de næste 34 år blev der under H. V. Ravns ledelse oprettet i alt 87 nye fyr. Bortset fra de nye Dueodde, Skagen W, Læsø Rende og Sjællands Rev Fyr er der i nyere tid kun etableret ubemandede fyr af mindre typer.
Fyrskibene
Horns Rev fyrskib
Udlægning af fyrskibe i farvande omkring de danske kyster begyndte meget tidligt. De første blev udlagt ved Ejderen, Agger Tange og ved Kobbergrunden SØ for Læsø. Fyr-skibene vejledte skibsfarten især ved grunde og farlige rev f.eks. Skagens-Rev og Gedser-Rev. I tiden omkring 2. verdenskrig var der udlagt det største antal fyrskibe, i alt 14.
I begyndelsen afgav fyrskibene kun et kraftigt blinklys. Senere blev de også udrustet med radiofyr samt apparatur til afgivelse af undervandssignaler og tågesignal.
I takt med en mere intensiv søtrafik og stadig større skibe, etableredes flere bundfaste fyr til erstatning for fyrskibene. Af andre medvirkende årsager til inddragning af fyrskibene kan nævnes skibsfartens bedre navigationsudstyr og de stærkt stigende udgifter, der var forbundet med fyrskibsdriften.
esætningen på et fyrskib bestod typisk af 2 fyrskibsførere og 10 besætningsmedlemmer, heri indregnet 2 motorpassere og 2 kokke. Halvdelen gjorde tjeneste, mens den anden halvdel havde fritørn i land. Tjenesteperioden var før 2 måneder, senest var den 14 dage ad gangen.
Fyrskibene er historie i dag. Farvandsvæsenet har derfor iværksat et udviklingsarbejde med henblik på at etablere et net af selvregistrerende måleinstallationer i vore farvande, således at Farvandsvæsenet kan videreføre de vigtige funktioner vedrørende vejrmelding, indberetning af saltholdighed, strøm og vandtemperatur samt observationer vedrørende skibsfarten, som tidligere indgik i fyrskibenes daglige rutine.
Søkortarkivet blev oprettet ved kongelig resolution af 22. oktober 1784. Opgaverne bestod i at fremstille søkort over danske farvande, herunder også færøske og grønlandske farvande, samt at fremstille specialkort til søværnet. Endvidere forestod Søkortarkivet fra 1843 udgivelsen af nautiske håndbøger vedrørende danske farvande, samt fra 1887 redigering og udgivelse af "Efterretninger for Søfarende".
Siden 1973 har Farvandsvæsenet tilrettelagt og forestået søopmålingen. Selve opmålingsopgaven udføres fremdeles af skibe og personale fra Søværnet.
Farvandsvæsenet udgiver visse nautiske håndbøger, medens trykning og distribution af søkort m.m. sker andetsteds.
"Helsingørs privilegerede lodsselskab" oprettedes i 1778 og kommandørkaptajn Andreas Lous blev ansat som den første "overlods" (lodsdirektør), der havde tilsyn med alle lodser i det egentlige Danmark.
Ved Andreas Lous' afsked i 1796 tiltrådte general-adjudant, kaptajn Poul de Løwenørn stillingen som overlods.
Ved kongelig anordning blev det i 1818 bestemt, at der skulle nedsættes en kommission til at udarbejde en almindelig anordning angående lodsvæsenet. Som formand for kommissionen blev udnævnt nu kontreadmiral Poul de Løwenørn.
Som resultat af kommissionens arbejde udstedtes den 27. marts 1831 den første danske lodslov "Forordning angående Lodsvæsenet i Danmark".
Denne forordning omhandlede væsentlig skibsførernes og lodsernes gensidige rettigheder og forpligtelser.
Løwenørn
Lodsvæsenet har gennem tiden undergået forandringer, som har påvirket de enkelte lodserier og administrationen af dem. Blandt andet har der siden 1941, hvor lodsvæsenet bestod af 63 lodserier, været gennemført flere sammenlægninger med det til følge, at Lodsvæsenet i dag består af 3 lodserier.
I modsætning til en tid, hvor lodsning - ikke altid under ordnede forhold - blev udført ved kaplodsning og lodskapring af smuglodser og piratlodser, stiller lodsvæsenet i dag stedkendte navigatører til rådighed for skibsfarten ved anløb af danske havne og gennemsejling af danske farvande. Herved søges sejladssikkerheden og dermed sikkerheden for miljøet tilgodeset.
De første 75 år af redningsvæsenets historie var kendetegnet ved anvendelse af roredningsbåde og redningsraketter. Aktionsradius var kort, mobiliteten ringe og alarmering baseret på strandvagter og mund-til-mund metoden. Det var også tydeligt fra starten, at Redningsvæsenet led at lidt begyndervanskeligheder og børnesygdomme. Dette indtryk giver især skrivelserne fra redningsvæsenets første bestyrer, konsul Anthon Andersen, til redningsstationernes opsynsmænd.
De første emner, som kom under lup, viser da også noget om en organisation i opstartsfasen. Det var ting som skrivelse nr. 1 af januar 1874: ”forbud mod at redningsbåden tager andre både på slæb”, ”forbud mod at optage uvedkommende i redningsbåden” fra 1876, som også blev gentaget i 1889, ”forbud mod at lig indlægges i redningshuset” fra 1893 og endelig ”foranstaltninger mod mus” 1889. Karakteristisk for sådanne påbud er jo rent faktisk, at man næppe laver en lov eller regel imod noget, som ikke bliver foretaget. Heraf kan man så tænke sit over, hvor udbredt sejladsen med badegæster og familie i redningsbåden, når forbudet mod dette måtte gentages.
I 1914 byggedes på Orlogsværftet den første redningsbåd med motor, og i 1920'erne blev motorredningsbåde efterhånden almindelige. De første motorredningsbåde var åbne, men blev efterhånden udbygget til dæksbåde. I 1965 indledte redningsvæsenet i samarbejde med repræsentanter for redningsmandskabet udviklingen af en ny type motorredningsbåd til anvendelse fra havne fortrinsvis på den jyske vestkyst og Skagerrakskysten. Arbejdet med den første båd (MRB i Hvide Sande) blev overdraget Rømø Bådeværft A/S. I de følgende år blev der projekteret og søsat nye redningsfartøjer, men den alvorlige ulykke, hvor redningsbåden RF2 i 1981 forliste, satte arbejdet i stå, og først sidst i 1980'erne kom nye og større redningsskibe til stationer med høj aktivitet. De mindre stationer fik nybyggede lette redningsbåde, hvis udvikling skred hastigt frem. Den lette redningsbåd (LRB) er en åben hurtig let redningsbåd, ca. 10 mtr. lang og udstyret med 2 stk. motorer på tilsammen 630 HK samt waterjets. Båden er bygget til at operere inde mellem revlerne på helt lavt vand, og kan sejles på stranden. Farten er 35 knob. Der er plads til 12 siddende og 2 på båre. Af udstyr kan nævnes radar, VHF, navigationsudstyr, plotter, vakuummadras, hypotermibåre, genoplivningskuffert, medicin og nødhjælpskuffert samt forskelligt udstyr til bjærgning af folk
De krav, der stilles til kystredningstjenestens både, er blandt de skrappeste i verden; det gælder også andet materiel, som bruges af redningsmændene. Før noget materiel tages i anvendelse, skal det være godkendt af Søfartsstyrelsen til brug under redningsoperationer. Redningsmændene (Foreningen af danske Redningsmænd) ønsker nu at bryde helt ud af Farvandsvæsenets ressort. Dette fremgår af Redningsmændenes nyudsendte rapport, Forslag til redningstjenesten frem til år 2005. Ifølge rapporten er det Redningsmændenes agt at blive lagt ind under Indenrigsministeriet. Om kort tid går Redningsmændene til forsvarsministeren.
Søredningstjenestens position i Danmark er ganske enestående. I Europa er det kun Belgien og Danmark, der har en statsfinansieret søredningstjeneste. Uden for Europa er det kun US Coastguard’s søredningstjeneste, der er statsfinansieret. I alle andre lande er søredningstjenesten finansieret ved frivillige donationer eller delvist stats og frivilligt finansieret.
Kystredningstjenesten i dag indgår i de ressourcer, der permanent er i beredskab og til rådighed for Søværnets Operative Kommando i Århus, der er dansk søredningscentral. Derfra bliver redningsarbejdet ledet og koordineret. Andre elementer i søredningstjenesten er Søværnets skibe og helikoptere, Flyvevåbnets redningshelikoptere, redningsskibene og andre søfarende i det pågældende område. Ingen redningsaktion bliver iværksat uden at Søværnets Operative Kommando samtidig er informeret.
I de danske farvande er antallet af store skibe, der forliser blevet væsentligt reduceret. Gode havne, bedre farvandsafmærkninger og et effektivt lodssystem er medvirkende hertil.
Men på trods af at antallet af skibsforlis og strandinger af store fartøjer er reduceret, er antallet af opgaver ikke faldet tilsvarende. Nye opgaver er dukket op i form af redning af f.eks. lystfartøjer og vindsurfere og en effektiv kystredningstjeneste med moderne redningsmateriel er fremdeles nødvendig.
I dag består Kystredningstjenesten af 21 redningsstationer fordelt rundt i landet.
Tjenesten beskæftiger 180 personer, hvoraf den største del er ansat på frivillig basis og har deres hovederhverv andetsteds. Redningsbåde af forskellige typer og størrelser og redningskøretøjer bliver benyttet til eftersøgning og redningsopgaver. I alt er der 37 skibe og 15 køretøjer til disposition. Der bliver i gennemsnit foretaget 500-600 aktioner pr. år, hvor alle former for fartøjer og skibe modtager assistance. Også badende, vindsurfere og andre personer i nød modtager hjælp fra Kystredningstjenesten.
Kystredningstjenestens reaktionstid – det vil sige tiden fra, at en alarm modtages, og til, at første enhed afgår - er under 20 minutter.
Kystredningstjenesten alarmeres via Søværnets Operative Kommando (SOK), via VHF kanal 16 eller via alarmcentralerne på 112.
Kystredningstjenestens stationer er placeret som vist på kortet og udrustet, som det fremgår af nedenstående.
MRB: Motorredningsbåd, en større (16 til 23 meter lang), lukket redningsbåd til brug under alle vejrforhold |
|
LRB: Let redningsbåd, mindre (9 til 10 meter lang), åben redningsbåd med gode fartegenskaber til brug under mere gunstige vejrforhold. |
|
FRB: Fast Rescue Boat, en mindre udgave af LRB (under 8,50 meter lang) med gode fartegenskaber til brug under mere gunstige vejrforhold i mere beskyttede farvande. |
|
MOB-båd: Gummibåd med påhængsmotor. MOB-båden kan fremføres langs stranden på trailer efter redningskøretøjerne, eller medtages om bord i MRB'erne til brug ved overførsel af personer mellem skibe. |
|
Redningsbiler: Landrover eller "Unimog". "Unimog" er en terrængående firehjulstrukket lastbil af mærket Mercedes Unimog. Bruges ved stationer i områder med særlig uvejsom kyststrækning. |